Skønt en jødisk rest vendte hjem til Juda og Jerusalem fra landflygtigheden i Babylon i 537 f.v.t., blev byens mur og dens porte ikke genopbygget eller repareret før adskillige år senere. En delegation af jødiske landflygtige beskrev byen for Nehemias, der var mundskænk for perserkongen Artaxerxes (den Langhåndede): „De tiloversblevne, de, som er tilbage fra fangenskabet der i landet, lever i stor nød og forsmædelse, og Jerusalems mur er nedrevet og portene opbrændt.“ (Neh. 1:3) Nogle måneder efter at Nehemias havde modtaget denne melding blev han bemyndiget af kong Artaxerxes til at genopbygge Jerusalem. Dette var i måneden nisan i det tyvende år af Artaxerxes’ regering. (Neh. 2:1-6) De pålideligste historiske vidnesbyrd viser at nisan i dette tyvende år faldt i 455 f.v.t.a Det var således ved Nehemias’ ankomst til Jerusalem nogle måneder senere i 455 f.v.t. at ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem kunne træde i kraft.

Når vi bruger året 455 f.v.t. som udgangspunkt for at tælle de niogtres åruger (483 år), finder vi at en „messias“ eller „salvet“ var bestemt til at komme i år 29 e.v.t. Forventede jøderne en „messias“ på det tidspunkt? Viste en „messias“ sig da?

over hovederne på mændene der stod ved sprøjten og tænde ild bag dem. De ville da være i alvorlige vanskeligheder — blot fordi mændene, der skulle sørge for ventilation ikke hurtigt nok fik åbnet lemme og vinduer.

Alligevel er der nogle der rejser indvendinger imod at der hugges hul i deres loft eller vægge når deres lejlighed ligger i nogen afstand fra brandstedet. Men der er også en grund til dette. Brandmænd ved hvilken retning ilden kan tage. De ved at den kan bevæge sig uset over lange strækninger. For nogle år siden forårsagede nogle få gnister fra et skæreværktøj en brand i et smedeværksted. De ansatte slukkede den fuldstændig — troede de — ved at bruge fabrikkens brandslange. Men omkring en halv time senere brød flammerne, som havde bevæget sig inde i de hule mure, frem fra taget. Det var en katastrofe.

Brandmænd er kendt med ild og leder derfor efter den i tilstødende værelser og lejligheder. Jeg tager mine handsker af og mærker på væggen; hvis den er varm er der måske ild. Så må man hugge hul i væggen for at finde ud af det. Ild kan især bevæge sig vandret uden at blive set. Hvis vi river et loft ned i en lejlighed og der er blot det mindste tegn på ild, føler vi os ikke sikre før vi har revet loftet ned i den næste lejlighed for at være sikre på at den ikke har bevæget sig videre. Således kan man komme til at beskadige en lejlighed selv om ilden ikke engang er nået dertil. Men det gøres ikke af ondskab, som nogle måske tror, men for at beskytte folk.

Misforståelser, chikanerier, den stadig større arbejdsbyrde, den hyppige indånding af røg, søgningen efter ofre, håbløsheden i de menneskers øjne der har mistet alt, det at man ser arbejdskammerater og andre dø — alt dette er en brandmand i en storby udsat for. Ens arbejde er hårdt og farligt. Og dog får man en belønning som næppe kan sammenlignes med den man får i nogen anden beskæftigelse. Man er i stand til at hjælpe mennesker der er i nød; man er der for at gøre noget når de råber om hjælp. For mig opvejer dette skyggesiderne af jobbet.