efterladte. Er vor himmelske Fader ikke „den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud“? Jo, absolut! Hvad sorg og begravelse angår, vil vi derfor, ligesom på alle andre af livets områder, lade vore følelser og handlinger lede af hans vise, retfærdige og kærlige principper. — 2 Kor. 1:3, 4; 1 Kor. 16:14.

Hvorfor vise andre tillid?

TILLID til andre er i virkeligheden et udtryk for kærlighed. Bibelen siger at kærligheden „tror alt“. (1 Kor. 13:7) Det vil ikke sige at kærligheden er godtroende; men nærer vi kærlighed til vore kristne brødre, vil vi ikke være unødigt mistænksomme over for dem og straks tro det værste om dem. Ja, medmindre der er klare beviser på at man ikke kan stole på en person, tilskynder kærligheden os til at vise vedkommende tillid. Selv hvis nogle af vore medtroende skuffer os på en eller anden måde, skal vi ikke være hurtige til at drage den slutning at deres motiver er dårlige.

Men nærer selv Gud ikke til tider mistillid til sine tjenere? Det er rigtigt at temanitten Elifaz tillagde Skaberen en mistroisk indstilling da han sagde: „End ikke sine tjenere tror han, hos sine engle finder han fejl.“ (Job 4:18) Elifaz forklarede at denne udtalelse stammede fra en „ånd“. (Job 4:15, NW) Det forhold at Jehova Gud senere irettesatte Elifaz og hans venner fordi de havde talt usandt, viser imidlertid at denne „ånd“ var ond, dæmonisk. Elifaz genfortalte altså blot en dæmoninspireret løgn. — Job 42:7.

Sagen er at Jehova, som kærlighedens Gud, er det ypperste eksempel med hensyn til at vise andre tillid. (1 Joh. 4:8) Han giver sine åndesønner betydelig frihed med hensyn til den måde hvorpå de udfører deres opgaver. Til tider lader han dem give udtryk for deres mening om hvordan en bestemt sag skal gribes an, og lader dem derpå gøre som de har foreslået. Et eksempel herpå finder vi i beretningen i Første Kongebog 22:20-22, hvor vi læser: „[Jehova] sagde: Hvem vil dåre Akab, så han drager op og falder ved Ramot i Gilead? En sagde nu et, en anden et andet; men så trådte en ånd [en af Guds åndesønner] frem og stillede sig foran [Jehova] og sagde: Jeg vil dåre ham! [Jehova] spurgte ham: Hvorledes? Han svarede: Jeg vil gå hen og blive en løgnens ånd i alle hans profeters mund! Da sagde [Jehova]: Ja, du kan dåre ham; gå hen og gør det!“ Denne ånd eller engel lod derpå sin kraft virke på Akabs profeter så de ikke sagde sandheden, men hvad der boede i deres hjerter — det de selv ønskede at sige og som Akab gerne ville høre.

Særlig enestående er den tillid Jehova lagde for dagen over for sin enbårne søn. Han gav sin førstefødte den forret at være med til sammen med ham at skabe alt, både det åndelige og det materielle. Jehova Gud var ikke bange for at dette skulle gøre hans egen stilling som Skaber ringere. Han lod oven i købet med glæde sin søns rolle blive kendt for menneskeheden, til stor ære for Sønnen. (Kol. 1:15-17) Da Sønnen som mennesket Jesus Kristus beviste sin trofasthed til døden, oprejste Faderen ham og gav ham en stilling som var endnu højere end den han havde haft før