teorier, politisk filosofi og falske religiøse traditioner er de anerkendte autoriteter for menneskenes viden. Bibelens sandhed er blevet lagt på hylden som noget uvirkeligt. Men menneskenes egne veje har ikke ført til oplysning; tværtimod breder mørket sig over hele jorden. Det er gået, som der siges hos Job: „I mørke raver de, selv om dagen, famler ved middag, som var det nat.“ (Job 5:14) Og som Esajas siger: „Mørke skjuler jorden og dunkelhed folkene.“ (Es. 60:2) At menneskeheden således famler omkring i mentalt mørke, er årsag til stor uro og frygt. Den eneste udvej er den, Gud anviser, Bibelen. De må anerkende, at den er Guds ord, studere det for at forvisse sig om hans ledelse og fortsætte med at vandre under hans ledelse, til friheden er opnået helt og fuldt. Der er ingen genveje. Der er ingen anden vej ud af denne menneskehedens blindgade.

Men hvordan frigør Bibelen en, som er født som både mental og fysisk slave af denne verden? Ved at den gennem sit sandfærdige budskab optænder et håb i en sådan. „Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, Skrifterne giver, kan bevare vort håb.“ (Rom. 15:4) Dette håb er håbet om den kommende nye retfærdsverden, hvor retfærdighed skal bo. Det er et håb om Guds riges regering, der skal fjerne al sygdom, krig og død. En, der studerer Guds ord, finder stor trøst, når han læser sådanne løfter som: „Og han [Gud] skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere; thi det, som var før, er nu forsvundet“; (Åb. 21:4) og „da dømmer han folk imellem, skifter ret mellem talrige folkeslag; deres sværd skal de smede til plovjern, deres spyd til vingårdsknive; folk skal ej løfte sværd mod folk, ej øve sig i våbenfærd mer“. Andre løfter fortæller om, at menneskene da ikke skal arbejde forgæves eller føde børn, der dør; jorden skal gøres til Guds herlige fodskammel; mennesker skal leve evigt på jorden og aldrig dø, men opnå fuldkommen sundhed under en fuldkommen regering. Sådanne bibelske sandheder opildner de retfærdiges hjerter, indgyder dem håb for fremtiden og frier dem fra denne gamle verdens mørke og dens uhyggelige fremtidsperspektiver til et nyt syn på alt, præget af håbet om den kommende nye verden med dens velsignelser. (Es. 2:4; 33:24; 2 Pet. 3:13) Denne sandhed har en sund virkning. Bibelens sandhed frigør også på anden måde.

Frigørelse for falskhed

Der er uden tvivl millioner af oprigtige mennesker inden for de religiøse organisationer, som tror, at deres døde slægtninge eller venner pines i skærsilden eller helvede ved fuld bevidsthed, og at deres nød kan lindres af bønner opsendt af mennesker på jorden. Sådanne læresætninger har været årsag til stor sorg for mennesker. Hvordan kan Bibelen frigøre sådanne oprigtige mennesker? Ved at åbenbare de dødes tilstand for dem. Gud, som ved, hvordan de døde har det, og hvor de er, forklarer i Bibelens jævne sprog, hvordan deres tilstand virkelig er. Når man lærer sandheden om de dødes tilstand at kende, virker denne sandhed frigørende.

For eksempel siger Bibelen: „Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting.“ Tænk dig om et øjeblik. For at de døde kan lide, må de vide, at de gør det. De måtte være ved bevidsthed og kende deres stilling. Men Bibelen fortæller os, at „de døde ved ingenting“. Det er umuligt, at de kan lide pine, for de kender intet til deres tilstand. De er ikke ved bevidsthed. De er døde. Bibelen fortsætter med at sige, at „der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i dødsriget, hvor du stævner hen“. (Præd. 9:5, 10) Hvordan skulle de kunne pines, når der hverken er gerning, kundskab eller visdom? Det er umuligt. Som Jesus sagde, ligger de døde i graven og venter på opstandelsen. (Joh. 5:28; Sl. 146:4; 115:17) De døde pines ikke i en skærsild, for et sådant sted eksisterer ikke. De lever heller ikke i et brændende helvede og pines ved fuld bevidsthed. Bibelen siger meget tydeligt, at de døde virkelig er døde, at de er uden bevidsthed og ligger i deres grave og venter på opstandelsens dag. Når man lærer sådanne sandheder ud fra Guds ord, bliver mørkets fængsel åbnet, og man bliver befriet for overtro, hedenske, mytologiske læresætninger, traditioner og falskhed. Bibelen kan virkelig frigøre.

Det er nu nødvendigt for alle at vende sig til Bibelen for at studere dens sandheder og sige: „Det er, hvad Bibelen lærer om nøden i verden, dødens årsag, fremtiden, menneskets skæbne og vort eneste håb“; man bør ikke sige: „Det er, hvad min kirke lærer, eller hvad min lærer tror, eller hvad jeg tror er rigtigt.“ Menneskenes egne tanker har ført denne verden ud i de nuværende frygtelige og farlige forhold.

Guds kærlige vej

BIBELEN forsikrer os, at Guds vej er kærlighed. (1 Joh. 4:8) Mange undrer sig over, at dette kan være tilfældet, når der dog findes så megen lidelse i verden. De undrer sig dog kun, fordi de ikke kender Gud og hans hensigter.a

Alt, hvad Gud har gjort, stadig gør og endnu vil gøre for sine skabninger, er dikteret af kærlighed. Han behøvede slet ikke at skabe nogen eller noget. Han har nok i sig selv. Men da han er kærlighed, er det ham en glæde at frembringe skabninger af alle slags, synlige og usynlige.

Og hvor rigeligt har Gud ikke sørget for alle vore behov ved at give os den skønne jord og alt omkring os. Han har udstyret os med en forstand, der gør det muligt for os at ræsonnere og huske, han har givet os en vilje og visse følelser. Han har givet os et legeme, der kan bevæge sig frit omkring, og han har givet os fem sanser, så vi kan holde os i kontakt med omverdenen. — Sl. 139:14.

Gud viste ydermere mennesket sin kærlighed ved at udstyre ham med de fire egenskaber, han selv er i besiddelse af, kærlighed, visdom, retfærdighed og magt, og mennesket blev således hans udtrykte billede. Og i sin kærlighed gav han mennesket påbud om at blive frugtbar og opfylde jorden og underlægge sig den og herske over de lavere dyr, og han gav ham også evne til at udføre dette påbud.

Og selve det, at Gud plantede træet til kundskab om godt og ondt i Eden og derpå bød mennesket ikke at spise af dets frugt, var et udtryk for hans kærlighed. Hvorledes det? Jo, menneskets sikkerhed og lykke beroede på hans fortsatte værdsættelse og afhængighed af Skaberen, og ved dette bud blev mennesket bestandig mindet om, at alt, hvad han havde og kunne glæde sig over, kom fra Gud, og at han ved at overtræde Guds bud ville miste det alt sammen. Ved deres ulydighed viste vore første forældre ikke alene mangel på værdsættelse og kærlighed til Gud for alt det, han havde givet dem, men også til deres fremtidige børn. Gud nærede imidlertid kærlighed til dette ufødte afkom og gav derfor med det samme et løfte, der garanterede retfærdighedens endelige triumf. (1 Mos. 3:15) Som tiden gik gav han menneskene flere åbenbaringer om sine hensigter og de krav, han stillede til dem, og alt dette blev lidt efter lidt til Bogen, Bibelen.