to missionærer lå i deres senge, hørte de skyderiet nærme sig og derpå dø bort. Da de næste morgen kiggede ud ad vinduet så de at der var kommunistiske soldater i gaderne. De befandt sig bag „bambustæppet“!

I hundredvis af missionærer fra andre trossamfund forlod Kina. Hvad skulle Jehovas vidner gøre? ’Ja, hvad ville vi gøre i en sådan situation?’ tænkte forsamlingen mens den lyttede til hvad broder Jones videre fortalte.

„Ja, vi måtte beslutte os til hvad vi ville gøre. Ville vi blive og hjælpe brødrene eller ville vi løbe vores vej som så mange andre udlændinge gjorde? Vi tøvede ikke med at træffe vor beslutning. Vi ville blive, for vi var kommet til at holde af disse brødre. Vi vidste at mange af dem var umodne, og vi følte at hvis vi rejste bort, ville vi være ligesom hyrder der løb bort fra hjorden ved det første tegn på fare.

Vort arbejde havde fortsat fremgang og kunne foregå frit i omkring tolv måneder. I 1951 blev vi kaldt op på politistationen og fik følgende besked: ’I må ikke gå fra hus til hus og forkynde!’ Vi kunne stadig forkynde i rigssalen og lede bibelstudier med folk, men måtte intet hus-til-hus-arbejde udføre. Vi fortalte vore kinesiske brødre herom og blev glade over at se hvordan de reagerede. De svarede: ’Denne ordre gælder kun jer der er udlændige; den gælder ikke os. Vi vil blive ved med at forkynde, og når vi finder nogen som er interesseret kan I måske holde bibelstudium med dem.’ Og det var netop hvad vi gjorde. Arbejdet sygnede ikke hen men fortsatte på grund af brødrenes nidkærhed, og det voksede, hvilket i høj grad overraskede myndighederne.“

Vanskelighederne tager til

I 1955, fortalte broder Jones, var deres lille mødesal blevet alt for overfyldt, og der blev lejet en større bygning til at holde møderne i. Men den første søndag de prøvede at bruge den

derfor ikke mærkeligt at de strømmer til Guds åndelige hus, som Jesus Kristus er „hovedhjørnestenen“ i, for at de der kan tjene Jehova Gud dag og nat. De siger til det „åndelige præsteskab“ i Guds hus: „Op og lov nu [Jehova], alle [Jehovas] tjenere, som står i [Jehovas] hus ved nattetide! Løft eders hænder mod helligdommen og lov [Jehova]!“ Og det åndelige præsteskab svarer dem og siger: „[Jehova] velsigne dig fra Zion, han, som skabte himmel og jord.“ — Sl. 134:1-3.

34. Hvorfor holder den store skare sig vågen i Guds tempel, og på hvilket tidspunkt af døgnet gør den det?

³⁴ Den „store skare“ der stadig strømmer til Guds hus foretager sig altså mere end blot at gå til møder i Guds tempel. Den tager også aktivt del i en tjeneste der er hellig for Gud. Både dag og nat samarbejder den med resten af de „levende stene“ til Guds åndelige tempel som stadig er på jorden. Den ønsker ikke at være som de jøder på statholderen Nehemias’ tid der svigtede „Guds hus“ ved ikke at sende deres bidrag til templet og derved tvang de levitiske tempeltjenere til at forlade templet og drage hjem og dyrke deres jord for at få noget at leve af. (Neh. 13:10, 11) I erkendelse af at den står i en evig gæld til Gud for sin frelse ved hans „lam“ Jesus, holder den sig vågen for at kunne tjene Gud i hans tempel dag og nat.

35. (a) Hvoraf ser vi at det profetiske billede i Åbenbaringen 7:9-15 ikke er givet forgæves? (b) Hvilken beslutning følger den „store skare“ og resten af det åndelige præsteskab, og hvad er resultatet heraf?

³⁵ Det profetiske billede i Åbenbaringen 7:9-15 er ikke givet forgæves. Vi ser opfyldelsen af det i dag. Det viser den store skare af dem der er frelst til jordisk liv hvad de skal gøre, og de følger anvisningen nu før afslutningen på „den store trængsel“ kommer med undergang for alle falske religioner og deres menneskegjorte templer. Den „store skare“ og resten af det åndelige præsteskab tjener i forening den eneste levende og sande Gud i hans åndelige tempel. Dag og nat følger de deres urokkelige beslutning om at „vi vil . . . ikke svigte vor Guds hus“. Det glædelige resultat er at tilbedelsen af Jehova Gud fortsætter usvækket og fører til stadig større lovprisning af ham der er kilden til evigt liv og velsignelse for alle lydige mennesker.