Selv om natten, når faren for et overraskelsesangreb var størst, levede David ikke i frygt; han var ikke bange for at lægge sig til at sove. Vi læser hans ord: „Jeg lagde mig og sov ind, jeg vågned, thi [Jehova] holder mig oppe.“ (Sl. 3:6) David udtrykker sin faste overbevisning om Jehovas evne til at frelse, idet han skriver: „Jeg frygter ikke titusinder af folk, som trindt om lejrer sig mod mig. Rejs dig, [Jehova], frels mig, min Gud, thi alle mine fjender slog du på kind, du brød de gudløses tænder! Hos [Jehova] er frelsen; din velsignelse over dit folk!“ — Sl. 3:7-9.

At Davids fjender fik deres tænder ’brudt’, betød at deres magt til at volde skade blev knust. Det var kun Jehova der kunne bringe denne udfrielse. Derfor erkendte salmisten at ’frelsen var hos Jehova’. Selv om David tænkte på sine personlige vanskeligheder, følte han sig også tilskyndet til at tænke på Guds folk som et hele og at bede om Guds velsignelse over det.

Ligesom David bør vi være frygtløse og ikke give efter for menneskefrygt. Uanset hvad onde og gudløse mennesker måtte finde på, vil Jehova være med sit folk og ikke tillade at det bliver udslettet. Måtte vi derfor vedblive med at tilskrive den Højeste frelsen.

En godkendt stilling ind for Jehova

At man én gang har modtaget Guds gunst, er ikke i sig selv en garanti for at man fortsætter som en godkendt tjener for Jehova. Israelitterne blev for eksempel udfriet fra trældommen i Ægypten og ført ind i Kana’ans land. Men det at de nu var Guds udvalgte folk, sikrede dem ikke et uforanderligt forhold til den Højeste. Da de senere vendte sig til afgudsdyrkelse og på andre måder lod hånt om Jehovas lov, havde det ikke længere nogen betydning at de var blevet udvalgt af Jehova på grund af deres trofaste forfædre. Gennem sin profet Amos udtalte den Almægtige: „Er I mig ej som Ætiopiens børn, israelitter, lyder det fra [Jehova]; har jeg ikke ført Israel op fra Ægyptens land, filisterne fra Kaftor, Aram fra Kir?“ — Amos 9:7.

Israelitterne har måske været stolte af at de var blevet udvalgt af Gud. Men på grund af deres troløshed var de ikke bedre stillet over for Jehova end ætioperne. Deres omskærelse havde i virkeligheden ingen værdi. Flere hundrede år senere understregede apostelen Paulus det samme idet han sagde: „Omskærelse er jo kun til gavn hvis du handler efter loven; men hvis du er lovovertræder, er din omskærelse blevet til ikke-omskærelse.“ — Rom. 2:25.

På samme måde var dét at israelitterne var blevet ført ud af Ægypten, ikke automatisk en forsikring om at de vedblivende ville stå sig godt med Jehova Gud. Da de var blevet troløse, var deres forfædres forunderlige udfrielse fra Ægypten lige så lidt en garanti for Guds fortsatte gunst, som det at filisterne og aramæerne nu boede i andre områder end de oprindelige.

Dette understreger kraftigt at en godkendt stilling ind for Gud ikke afhænger af national, kulturel eller familiemæssig baggrund. Den enkelte må selv gøre Jehova Guds vilje.