„Den havde en svær og høj mur med tolv porte, og ved portene stod der tolv engle; og der stod skrevet navne over portene: navnene på Israels børns tolv stammer. . . . Og bymuren havde tolv grundstene, og på dem stod tolv navne: navnene på Lammets tolv apostle.“ — Åb. 21:1, 2, 12-14.

Den teokratiske organisation vi nu bør følge på vejen frem

1. (a) Hvad var de tolv apostle, ifølge Salme 68:19? (b) Hvordan virkede de som gruppe betragtet, og hvad havde de myndighed til at gøre?

„LAMMETS tolv apostle“ var gaver til menigheden fra den store Teokrat, Jehova, gennem Jesus Kristus. I en salme havde David profeteret om sådanne gaver, og apostelen Paulus forbinder denne salme med dens opfyldelse idet han skriver: „Derfor siger han [i Salme 68:19]: ’Da han steg op til det høje bortførte han fanger; han gav gaver i mennesker.’ . . . Og han gav nogle som apostle, nogle som profeter, nogle som evangelieforkyndere, nogle som hyrder og lærere, med det for øje at oplære de hellige til en tjenestegerning, for at Kristi legeme kan opbygges.“ (Ef. 4:8-12, NW) I begyndelsen virkede disse tolv apostle på grund af deres stilling som et styrende råd for hele menigheden af troende. Derfor udnævnte de kvalificerede mænd i menigheden til at hjælpe dem med sager af ringere betydning. Et eksempel på dette er det der skete da menigheden i Jerusalem var vokset til fem tusind medlemmer og der opstod et problem som skabte vanskeligheder. Beretningen lyder:

2. Hvordan tog apostlene sig af problemet i forbindelse med maduddelingen, og hvad var resultatet med hensyn til Guds ord?

² „De tolv sammenkaldte da hele discipelskaren og sagde: ’Det er ikke ret, at vi forsømmer Guds ord for at gøre tjeneste ved bordene. Find derfor, brødre! iblandt jer syv mænd, som har godt lov og er fulde af Ånd og visdom; dem vil vi så indsætte til denne gerning. Men selv vil vi trolig blive ved med bønnen og ordets tjeneste.’ Dette forslag vandt bifald hos hele skaren, og de valgte . . .; dem fremstillede de for apostlene; og disse bad og lagde hænderne på dem. Og Guds ord havde fremgang, og disciplenes tal voksede meget i Jerusalem.“ — Ap. G. 6:1-7.

3. (a) Hvorfor var de syv assistenter udnævnt teokratisk? (b) Blev det styrende råd udvidet, og hvad viser beretningen om afgørelsen af spørgsmålet om omskærelse?

³ Eftersom disse syv hjælpere eller assistenter blev udnævnt af apostlene i det styrende råd, som godkendte dem ved at lægge hænderne på dem, var deres udnævnelse teokratisk og ikke demokratisk, foretaget af menigheden. Senere blev der teokratisk udnævnt ældste (presbytere) som blev føjet til det styrende råd i Jerusalem. Da Paulus og Barnabas omkring år 49 kom til Jerusalem og forelagde spørgsmålet om hvorvidt ikkejødiske troende skulle omskæres, bestod det styrende råd som behandlede og afgjorde sagen derfor af „apostlene og de ældste“, under ledelse af Guds hellige ånd. — Ap. G. 15:1-29; 16:4.

4, 5. (a) Hvoraf fremgår det om menigheden i det første århundrede var et indregistreret selskab som var underlagt den verdslige myndighed? (b) Hvad var hele menigheden kollektivt, og hvordan fremgår dette af ordene i Esajas 43:10?

⁴ Denne menighed i det første århundrede var ikke et indregistreret selskab som var godkendt af det jødiske styre i Jerusalem eller af romerrigets senat, med