Syngende stridsmænd

„Lovet være Jehova, min klippe, som oplærer mine hænder til strid, mine fingre til krig . . . Gud, jeg vil synge dig en ny sang, lege for dig på tistrenget harpe.“ — Sl. 144:1, 9.

1, 2. Er det almindeligt, at sang og kamp har nær tilknytning til hinanden?

AT SYNGE og kæmpe — forekommer det dig en mærkelig sammensætning? I virkeligheden er disse to ting ikke så uforenelige, som det måske lyder. Selv i forbindelse med krige og kampe, der bliver udkæmpet i denne verden, hører vi om sang. I endnu højere grad er det tilfældet i forbindelse med den historiske eller profetiske krigsførelse, der omtales i Bibelen, og hvor krigene blev udkæmpet under Jehovas ledelse og med hans billigelse. Og det er i ganske særlig grad sandt i dag, at hans folk både er sangere og stridsmænd på een og samme tid.

² Militærmusik er noget af den mest opildnende musik i verden. Den får blodet til at rulle raskere i årerne og fødderne til at holde rytmefast takt under marchen. Mange sange er blevet skrevet og sunget netop i den hensigt at vække kampånden og indgyde tillid til den ventede sejr. Der er naturligvis også blevet skrevet mange sange og komponeret megen musik som udtryk for den berusende sejrsglæde efter endt kamp. Men vi må indrømme, at det sjældent har været muligt både at kæmpe og synge samtidig, navnlig ikke under moderne kriges massenedslagtning.

3. Hvor langt tilbage i tiden omtales sang i Bibelen?

³ Vi er imidlertid langt mere interesseret i forholdet mellem den sang og kamp, der omtales i Bibelen, idet vi husker, at „alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf“, især for os, „til hvem den absolutte ende på tingenes ordning er kommet“. (Rom. 15:4; 1 Kor. 10:11, NW) Inden vi tager selve emnet op til drøftelse, vil det være på sin plads, at vi noterer os, hvor langt tilbage i tidernes tider, at Bibelen omtaler sang. Vi hører om sang længe før menneskets skabelse, for i Jobs bog læser vi, at Jehova spørger ham: „Hvor var du, da jeg grundede jorden? . . . mens morgenstjernerne jubled [sang, AS] til hobe, og alle gudssønner råbte af glæde?“ (Job 38:4, 7) I tilknytning hertil har vi den overordentlig oplysende beretning, der endog går endnu længere tilbage, om Guds enbårne søn i hans førmenneskelige tilværelse, som den personificerede visdom, og her siges der: „Mig skabte Jehova først blandt sine værker, i urtid, førend han skabte andet; jeg blev frembragt i evigheden, i begyndelsen, i jordens tidligste tider . . . da han lagde jordens grundvold, da var jeg fosterbarn hos ham, hans glæde dag efter dag; for hans åsyn leged jeg altid, leged på hans vide jord og havde min glæde af menneskens børn.“ (Ordsp. 8:22, 23, 29-31) Under sit frydefulde samvær med Jehova og i sin uendelige glæde må han ofte have brudt ud i den skønneste himmelske sang.

4. Hvilket spørgsmål afføder det, og hvad lader dette os forstå?

⁴ Disse beretninger om himmelsk sang får et spørgsmål til at melde sig hos os: Siger Bibelen nogetsteds, at Jehova selv brød ud i sang? Svaret er meget interessant, for til vor forbavselse konstaterer vi, at der findes et eneste skriftsted, og det udgør en del af en profeti, som nu får sin opfyldelse, og som også har tilknytning til kamp. Det gør i sig selv tilfældet til noget ganske enestående, og vi vil vende tilbage dertil længere fremme i vort studium.

5. a) Hvor langt kan de musikalske evner hos menneskeslægten spores tilbage? b) Hvor finder vi noget, der er endnu skønnere end musik, og hvorfor?

⁵ Beretningen melder intet om, at der blev sunget i Edens have. Man kan dog ikke tænke sig andet, end at der må have lydt sang, navnlig dengang manden fik skænket en yndig partner, der i disse vidunderlige omgivelser kunne lade sin røst smelte sammen med hans under ledsagende fuglesang. Det er hævet over enhver tvivl, at de musikalske evner kan spores langt tilbage i menneskeslægten, for blandt Adams første efterkommere omtales Jubal som „stamfader til alle dem, der spiller på harpe og fløjte“. (1 Mos. 4:21) Ja, de går lige så langt tilbage som den vidunderlige gudgivne evne til at tale og skrive. Helt ned til vor tid har medlemmer af menneskeslægten overalt på jorden, til trods for at de er så ufuldkomne og fremmede for deres skaber og slået med blindhed af „denne tingenes ordnings gud“ (2 Kor. 4:4, NW), en dybt rodfæstet trang til at udtrykke sig gennem musik og sang. Tit er denne gave blevet forvrænget og misbrugt, men selve gaven er der dog stadig. Der er megen dejlig musik i denne verden, men i Guds ord findes noget langt skønnere og mere gribende, for der besynges Guds navn i de skønneste strofer.

Sang og kamp på Jehovas dag

6. Hvad er hovedtemaet i den sang, der her skal drøftes?

⁶ Vi kommer nu til selve emnet for vor drøftelse og vil se, hvad Bibelen har at sige herom, og hvad vi kan lære deraf til opmuntring og vejledning for os. Først vil vi ganske kort nævne, hvad emnet går ud på, og dernæst vise, at det finder rig støtte i Guds ord. Lige siden 1914 har vi levet i den mest betydningsfulde af alle tider, nemlig på „hin dag“, „Jehovas dag, den store“. (Es. 26:1; Zef. 1:14; 3:8) På denne dag bliver der udkæmpet kampe, som Jehova er ansvarlig for. Selve kampene udkæmpes af Kristus Jesus, der i profetien omtales som Jehovas „arm“. (Sl. 98:1) Kristus Jesus har under sig himmelske hærskarer, som står til hans rådighed. Også Guds folk på jorden har fået anvist deres bestemte plads. Ved en række sejre, der fører til den endelige og fulde sejr over alle Guds fjender i Harmagedonslaget, udvirkes der en storslået og evig frelse, hvilket bekræftes af selve oprettelsen af de „nye himle og en ny jord“, en frelse til gavn for alle dem, som vil vinde det evige liv i denne nye verden. (Es. 65:17) Denne herlige frelse, som vejen allerede står åben til nu, udgør hovedemnet i vor sang, en sang, der vel at mærke giver al ros og ære til den, hvem den med rette tilkommer, Jehova, ved hans stærke, „hellige arm“.

7. I hvilket profetisk drama spillede både sang og kamp en rolle, og hvad åbenbares der med henblik på Jehovas særlige hensigt?

⁷ De fleste af vore læsere er bekendt med det væld af bibelske beviser, der så ofte er blevet drøftet i dette blad, og som viser, at året 1914 markerede Jehovas dags begyndelse. I stedet for at tage tid til at fremlægge disse beviser en gang til, vil vi først drøfte et af de profetiske dramaer, der blev udspillet i fortiden af Guds udvalgte folk, Israel, og under hans ledelse, et drama, der med stor kraft viser hen til det aktuelle stridsspørgsmål i vor tid, hvor både sang og kamp spiller en rolle. Vi hentyder til dengang, da Gud hjemsøgte Ægypten og udvirkede en så storslået udfrielse og frelse for Israels børn, at det fik David til at stille dette spørgsmål: „Og hvor på jorden findes et folk som dit folk Israel, et folk, som Gud kom og udfriede og gjorde til sit folk for at vinde sig et navn?“ (2 Sam. 7:23) I denne forbindelse mindes vi, hvordan Gud lod Moses gøre farao bekendt med og advare om stridsspørgsmålet i denne kamp mellem guderne, som omtalt i 2 Mosebog 9:16 og citeret af Paulus: „Netop derfor har jeg ladet dig fremstå [blive i live, NW], for at jeg kan vise min magt på dig, og for at mit navn kan blive forkyndt over hele jorden.“ — Rom. 9:17.

8. Hvordan blev Guds hensigt opfyldt, i særdeleshed med henblik på den rolle Moses og Israels børn spillede?

⁸ Læg nøje mærke til, hvordan denne udtalelse fik sin opfyldelse. Først og fremmest skete det gennem Guds vældige gerninger og hans kamp for sit folk, og denne kamp begyndte med en række plager i Ægypten og kulminerede i den frygtindgydende ødelæggelse af hele faraos hær i det Røde Hav. Dette slag bevirkede, at Jehovas navn og ry blev kendt vidt og bredt blandt folkeslagene, som det bekræftes af beretningen om Rahab og gibeonitterne. (Jos. 2:10; 9:9) Men disse vældige gerninger fortalte i sig selv intet om, hvem der stod bag dem, og hvem æren derfor tilkom. Her er det, Moses såvel som hele Israel kommer ind i billedet. Som det fremgår af 2 Mosebog 5:1, 2, var det første, der skete, det, at det hellige navn blev forkyndt for farao og stridsspørgsmålet dermed rejst. Det begyndte som en ordstrid eller kold krig. (Hvem vil sige, at Moses ikke var en stridsmand?) Da dramaets højdepunkt var nået, og Israel befandt sig i god behold på den anden side af det Røde Hav, efter at de var gået tørskoet over havbunden, kastede de blikket tilbage og blev vidne til de fjendtlige styrkers totale undergang. Ved dette syn brød de ud i lovprisning og sang en sejrssang til Jehova, og Moses indledte denne sang med disse uforlignelige strofer: „Jeg vil synge for Jehova, thi han er højt ophøjet [thi han har vundet en herlig sejr, AS], hest og rytter styrted han i havet! Jehova er min styrke og min lovsang, og han blev mig til frelse. Han er min Gud, og jeg vil prise ham, min faders Gud, og jeg vil ophøje ham. Jehova er en krigshelt, Jehova er hans navn!“ — 2 Mos. 15:1-3.

9. Hvad ser vi af beretningen i 2 Mosebog, det 15. kapitel?

⁹ Når du læser ordene i denne sang i 2 Mosebog, det 15. kapitel, læg da mærke til, hvor kraftigt det her understreges, at al ære og pris for denne store frelse tilkommer Jehova. Bemærk også det magtfulde og skønne sprog, den poetiske og rytmiske klang, der strømmer ud fra disse korte ord og enkle sætninger, og som vi tydeligt fornemmer, til trods for at vi ikke læser dem på originalsproget, hebraisk. Her hører vi også, at „da greb profetinden Mirjam, Arons søster, pauken, og alle kvinderne fulgte hende med pauker og danse, og Mirjam sang for: Syng for Jehova, thi han er højt ophøjet, hest og rytter styrted han i havet!“ (2 Mos. 15:20, 21) Måske sang og dansede de den ganske nat, og vi kan forestille os denne friluftsbalsal under en sort fløjlshimmel bestrøet med stjerner og med månen, der nu var i aftagende og langsomt steg op over horisonten og spejlede sig i det mørke vand, ægypterhærens dystre grav.

10. På hvem opfyldes dette profetiske drama, og hvilken slutning kan vi drage heraf?

¹⁰ I dag er vi vidner til opfyldelsen af dette profetiske drama. Farao og hans krigshelte og hærstyrker er træffende billeder på Guds og hans folks fjender, nemlig Satan og hans ledende repræsentanter, hans „sæd“, og alle den gamle verdens styrker. På den anden side er Moses og Israels børn, deriblandt Mirjam og kvinderne, der dansede og sang, et ypperligt billede på Kristus Jesus (den forudsagte profet, der er større end Moses) og den nye verdens jordiske styrker, Guds folk, der indbefatter alle dem, som synger „Moses’, Guds tjeners, sang og Lammets sang“. (Ap. G. 3:22, 23; Åb. 15:3) Som farao og hans hære under indflydelse af deres guder dengang vedblev med at spotte Jehova og af den grund mødte deres undergang i det Røde Hav, således trodser nu „kongerne [herskerne] på hele jorderige“ Jehova og hans hensigter og advarsel, og under dæmoners indflydelse ledes de til Harmagedonslaget. (Åb. 16:13-16) Betragter vi dramaet som helhed, så kan vi forstå, at Moses og Israels børn ved deres holdning over for farao og deres modstand mod hans forlangender og voldshandlinger, ved deres forkyndelse af Jehovas navn og hensigt og til sidst ved deres lovprisning med rette kan betegnes som syngende stridsmænd, selv om de ikke kæmpede med kødelige våben. Står Jehovas vidner ikke i nøjagtig samme stilling i dag, og kan de ikke betegnes på samme måde?

11. Hvilket spørgsmål stilles der her med henblik på tidspunktet for Moses’ sang?

¹¹ Vi hører en eller anden sige: Da denne sang, som Moses førte an i, først blev sunget efter, at Ægyptens hærstyrker var blevet tilintetgjort i det Røde Hav, tyder det så ikke på, at vi ikke i fællesskab kan synge denne lovsang til Jehova, før Harmagedonslaget er blevet udkæmpet og alle vore fjender er blevet tilintetgjort?

Nøglen til hele situationen

12. a) Hvor og hvordan bliver Rigets fødsel beskrevet i Bibelen? b) Hvad blev der bekendtgjort, efter at kampen i himmelen var forbi?

¹² Vi vender atter tilbage til året 1914, vort fastslåede tidspunkt for begyndelsen til Jehovas dag, og mærker os, at i Åbenbaringen, det 12. kapitel, markeres dette vendepunkt i Guds fremadskridende hensigter med Rigets fødsel, drengebarnet, der blev født af den symbolske kvinde, der „viste sig på himmelen“. Umiddelbart derefter blev der en „kamp i himmelen“, som endte med, at Satan og hans engle blev kastet ud af himmelen og ned til jorden. (Åb. 12:3, 5, 7) Denne kamp blev afsluttet i 1918, som det så ofte med støtte fra Bibelen er blevet forklaret i dette blad. Lyt opmærksomt til den nøjagtige ordlyd af det sejrsråb, der genlød i de himmelske højder: „Fra nu af er frelsen og kraften og Riget vor Guds, og magten hans salvedes.“ — Åb. 12:10.

13. Hvordan er denne bekendtgørelse nøglen til hele situationen, og hvad fører den til?

¹³ Her har vi nøglen til hele situationen. Det var den første af en række sejre, der skaffede Zion frelse og sikrede oprettelse af de „nye himle“ og den „ny jord“. Vi bør ikke forveksle kampen i himmelen med Harmagedonslaget. På grundlag af den første sejr og på grundlag af vor urokkelige tro på Jehova og hans indsatte konge, Kristus Jesus, ved vi uden skygge af tvivl, at den endelige sejr, der vil blive vundet af ham, som er „troværdig og sanddru“, er absolut vis. (Åb. 19:11) På grund af denne sejr og på grund af vor tro og indvielse af vort jeg og vort liv til Jehova har vi erfaret det, der indebæres i følgende ord: „Og de har sejret over ham på grund af Lammets blod og på grund af deres vidnesbyrds ord; og de havde ikke deres liv for kært til at gå i døden.“ Og videre siges der: „Glæd jer derfor, I himle, og I, som bor i dem!“ Hvem kunne andet end bryde ud i sang? — Åb. 12:11, 12; se også 1 Joh. 5:4; Ef. 2:6.

14. Findes der beviser for, at kampen i himmelen har fundet sted?

¹⁴ Hører vi spørgsmålet: Men hvordan kan vi være sikre på, at alt dette og kampen i himmelen har fundet sted? Vi svarer: De konkrete beviser, vi ser i det faktum, at Jehovas folk er blevet bevaret og beskyttet og har erfaret fremgang og vækst, mens de i ubrydelig enhed har tjent under hans organisations ledelse siden 1918, trods had og forfølgelse fra deres fjenders side, er afgørende vidnesbyrd om denne kamps heldige udfald, ligesom udgydelsen af den hellige ånd på pinsedagen var et bevis for, at Jesu genløsningsoffer var blevet antaget i himlene.

15. Er der gode grunde til at betegne Guds folk som syngende stridsmænd?

¹⁵ Der hersker ikke tvivl om, at Guds folk, „der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd [har det arbejde at vidne om Jesus, NW]“, nu ligger i krig med „dragen“, selv om deres våben ikke er verdslige, det vil sige militærvåben. (Åb. 12:17; 2 Kor. 10:4) Ved Jehovas hjælp og vidunderlige omsorg gennem sin organisation, Zion, viser de sig bestandig som sejrvindere og fryder sig over Jehovas frelse. Hvem vil benægte, at Guds folk i dag med rette kan betegnes som syngende stridsmænd?

16. Hvilken bibelsk skikkelse er i særlig grad kendt som sanger og stridsmand, og hvem gav han æren derfor?

¹⁶ Der er så meget i Bibelen, der bekræfter det foregående, at vi har svært ved at vælge de bedste skriftbeviser. Men lad os vende os til en anden bibelsk skikkelse, der måske i endnu højere grad end Moses var kendt som en prægtig sanger og stor stridsmand, i hvert fald bedre kendt for bogstavelig sang og kamp. Vi hentyder naturligvis til David, der under inspiration omtalte sig selv som „helten i Israels sange“. Men læg i forbindelse med vort studium her mærke til, at han altid gav Jehova, der lærte ham at lege „lifligt på strenge“, æren, for han sagde videre: „Ved mig talede Jehovas ånd, hans ord var på min tunge.“ Om sin duelighed som stridsmand skriver han: „Lovet være Jehova, min klippe, som oplærer mine hænder til strid, min fingre til krig.“ — 2 Sam. 23:1, 2; Sl. 33:3; 144:1.

17. Hvem skrev største delen af Salmerne, og hvordan bør de betragtes?

¹⁷ Største delen af Salmerne er skrevet af David, som var under inspiration. De er hovedsagelig baseret på egne oplevelser og beskriver billedligt Jesu Kristi erfaringer såvel som de erfaringer, Kristi efterfølgere som skare betragtet kommer ud for. Salmerne er ikke bare smukke sange og skøn og hellig poesi, men først og fremmest profetier og en del af alt det, der „forhen er skrevet, for at vi kan lære deraf“, og med dette i tanke vil vi vende vor opmærksomhed mod Salme 118. Den bekræfter på forunderligste vis den omstændighed, at det netop er nu inden Harmagedonslaget, vi skal synge og juble og offentligt „kundgøre Jehovas gerninger“ på grund af den frelse, der allerede er blevet os til del. — Sl. 118:17.

18. Hvad er temaet i Salme 118, og hvordan stemmer det overens med Åbenbaringen 12:10?

¹⁸ Det stadig tilbagevendende tema i denne salme er udtrykket: „Thi hans miskundhed varer evindelig!“ Det danner også grundlag for selve indledningen: „Tak Jehova, thi han er god.“ (Sl. 118:1) Det er derfor en takkesalme eller -sang, dog ikke til nogen skabning, end ikke til David selv, der på så storslået vis blev brugt til at underkue Israels fjender, men til Jehova, Israels sande stridsmand og frelser. Denne tanke går atter og atter gennem hele salmen. David beretter, hvorledes hans talrige fjender, „alle folkeslag“, søgte at omringe ham og det lille Israels rige fra alle sider, og som han så træffende siger, „de flokkedes om mig som bier“. Derpå tilføjer han: „Men Jehova hjalp mig.“ Denne udtalelse fører til det bestemte udtryk, der fanger vor opmærksomhed: „Min styrke [som stridsmand] og lovsang er Jehova, han blev mig til frelse.“ (Sl. 118:10-14) Et udråb, der nøjagtig svarer til udtrykket i Åbenbaringen 12:10.

19. Fra hvilket tidspunkt erfarede David stor fremgang som stridsmand?

¹⁹ Bemærk også i forbindelse med det argument, der her er blevet fremsat, at David ikke nåede frem til denne stærke og overlegne stilling over sine fjender ved eet vældigt slag, et billede på Harmagedon, men derimod ved en række af sejre. Det svarer til, hvad der siges om Kristus Jesus, den større David: „Han drog ud fra sejr til sejr.“ (Åb. 6:2) David ventede heller ikke til den endelige sejr, før han begyndte at synge. Beretningen viser, at nøglen til Davids fremgang som Israels konge samler sig om det bestemte tidspunkt, da han indtog klippeborgen Zion og der befæstede sin trone. Senere førte han arken, samlingspunktet for den sande tilbedelse blandt Israel, dertil. (Se 2 Samuel, kapitlerne 5 og 6) Fra da af nød han stor fremgang, mens han endnu kæmpede og samtidig sang: „Jehova . . . blev mig til frelse.“ Som beretningen siger: „Og David blev mægtigere og mægtigere; Jehova, hærskarers Gud, var med ham,“ indtil „Jehova havde skaffet ham ro for alle hans fjender rundt om.“ — 2 Sam. 5:10; 7:1.

20. Hvilken profetisk betydning har Salme 118 for vor tid, når vi tager disse begivenheder i betragtning?

²⁰ Salme 118 får sin anvendelse fra det tidspunkt, Zion grundfæstes efter en trængselstid, og det både med hensyn til Davids egne erfaringer og de begivenheder, de var forbilleder på. Det faste holdepunkt i denne salme, der viser hen til tidspunktet for den store opfyldelse i vor tid, er at finde i dette udtryk: „Den sten, bygmestrene forkastede, er blevet hovedhjørnesten.“ (Sl. 118:22) Vagttaarnet for 1. januar 1952 sammenholdt dette skriftsted med Esajas 28:15 og 1 Peter 2:6, 7 og forelagde omfattende beviser for, at nedlæggelsen af hjørnestenen i Zion i den store opfyldelse fandt sted i året 1918, da Kristus blev præsenteret som konge, hvilket svarer til den mindre opfyldelse ved hans første komme. (Se Mattæus 21:4-9) Det drejer sig her om en ganske bestemt tidsperiode eller „dag“. I modsætning til de almindelige 24 timers dage, hvor døgn følger på døgn, så er denne profetiske dag skabt af Jehova i en bestemt hensigt, og den giver anledning til stor jubel og sang, for der siges: „Denne er dagen, som Jehova har gjort, lad os juble og glæde os på den!“ (Sl. 118:24) Bemærk også, at David ikke alene taler på egne vegne, når han siger: „Min styrke og lovsang er Jehova“, for med de næste ord indbefatter han alle sande israelitter, der står sammen med ham: „Jubel [sang] og sejrsråb lyder i de retfærdiges telte.“ Lad os derfor nu juble og synge højt om den frelse, Jehova har ladet blive Zion til del på denne hans egen dag. — Sl. 118:14, 15.

21. Hvilken handlemåde opflammes vi til, når vi forstår disse sandheder?

²¹ Når vi forstår, at Jehova ikke alene har skænket os lys over sit sandhedsord og forståelse af, hvordan det nu opfyldes på denne vidunderlige dag, men også giver os den forret at være med til at opfylde det, ønsker vi med glæde at takke Jehova, „thi han er god“. Og ikke bare det, men vi er besjælet af den rette kampånd, så vi „holder Guds bud“ under arbejdet med at vidne om Jesus uden at have vort liv for kært til at gå i døden. I uselviskhed indvier og binder vi os til en sådan handlemåde. Hør, hvor smukt dette kommer til udtryk i salmen: „Jehova er Gud, og han lod det lysne for os: bind offeret med reb, bind det til alterets horn.“ — Åb. 12:11, 17; Sl. 118:27, AS.

22. Hvilken tilknytning har Esajas 12:1-6 til vort studium her?

²² Lagde du mærke til udtalelsen (§ 20) om grundfæstelsen af Zion „efter en trængselstid“? Dette omtales i Salme 118, vers 18: „Jehova tugted mig hårdt, men gav mig ej hen i døden.“ Slå dernæst op i Esajas, kapitel 12, og se, hvordan denne korte profeti ord for ord bekræfter hovedpunkterne i vort studium. Som det så tit er blevet forklaret i Vagttaarnet, skyldtes Jehovas vrede mod hans folk ved begyndelsen af „hin dag“ det, at de ikke levede op til det betroede hverv som syngende stridsmænd. Men Gud rådede i sin miskundhed bod på denne situation og trøstede sit folk ved at frelse Zion. „Thi stort har han øvet, vel kendt er det på den hele jord.“ (Es. 12:5, Ro) Atter lyder omkvædet: „Thi Jehova er min styrke og min lovsang, og han blev mig til frelse. I skal øse vand med glæde af frelsens kilder.“ Som Jesus lod forstå i sin samtale med den samaritanske kvinde ved en bogstavelig brønd, kan sandhedens livgivende vand nu med glæde og uden vederlag øses op til alle de tørstende, som ønsker at yde hellig tjeneste i ånd og i sandhed. Den rungende befaling: „Bryd ud i fryderåb, Zions beboere, thi stor i jeres midte er Israels Hellige,“ vinder nu genklang fra alle sider. — Es. 12:2, 3, 6; Joh. 4:14, 23; Åb. 22:17.

23. Hvor i Bibelen omtales det, at Jehova synger, hvorfor gør han det, og hvilken opmuntring er det for os?