Spørgsmål fra læserne
● Modsiger de to udtalelser i Ordsprogene 26:4, 5 ikke hinanden? Vers fire lyder: „Svar ej tåben efter hans dårskab, at ikke du selv skal blive som han.“ Men i vers fem står der: „Svar tåben efter hans dårskab, at han ikke skal tykkes sig viis.“ — F. D., Ecuador.
Der er ingen modsigelse her. Versene stiller blot den rigtige og den forkerte måde at svare en tåbe på, i kontrast til hinanden. Vers fire forklarer at man ikke skal svare en tåbe efter hans dårskab i den forstand at man ikke skal benytte de samme nedværdigende måder at argumentere på som han — latterliggørelse, personlige angreb, højrøstet tale, vredesudbrud og så videre. Hvis man gjorde det, ville man vise at man var på samme plan som tåben, sådan som sidste del af vers fire advarer imod. Det er altså den anden del af verset der viser hvordan den første del skal forstås. — Se også Ordsprogene 20:3; 29:11.
På den anden side vil det være rigtigt at svare tåben „efter hans dårskab“ på den måde at man analyserer hans påstande og afslører at de er meningsløse. Hvis man viser at hans argumenter fører til helt andre konklusioner end dem han har draget, vil man afskrække ham fra at fortsætte på sin dåragtige vej. Det bør virke som en revselse og irettesættelse. Han bør ikke føle sig viis. En af de bedste måder at behandle et tåbeligt argument på, er at føre det ud i sin yderste konsekvens, at vise hvilke urimeligheder og uønskede slutninger det pågældende synspunkt fører til.
Som eksempel kan man tage en der vil latterliggøre Bibelen idet han hævder at udviklingsteorien gør Bibelen forældet, eller at Bibelen blot består af sagn som er skrevet for de uvidende. I et sådant tilfælde kan den der tror på en skabelse undlade at benytte Bibelen direkte; han kan i stedet fremholde argumenter som dem der forekommer i bogen Blev mennesket til ved en udvikling eller en skabelse? Denne bog anfører opfattelser, teorier og udtalelser som er fremholdt af mennesker der ikke accepterer Bibelens vidnesbyrd, og peger på de uoverstigelige vanskeligheder udviklingslæren giver sine tilhængere med hensyn til at forklare hvordan materien, livet og andre ting er opstået.
Der er også en anden måde hvorpå den kristne bør undgå at svare tåben efter hans dårskab. Han bør undgå at bruge tomme, højtravende udtryk. Han bør tale, „ikke med ord lært af menneskelig visdom, men med ord lært af ånden, idet [han] forbinder åndelige anliggender med åndelige ord“. Når en kristen står over for nogle der er velbevandret i denne verdens visdom bør han derfor ikke frygte eller tøve, for mennesker der støtter sig til en sådan visdom er tåber eller dårer i Guds øjne. Han skal ikke prøve at efterligne deres måde at tale på, eller det sprog de benytter, selv om det måske lyder meget lærd og poleret. Han bør benytte Bibelens åndelige ord, de enkle og klare sandheder, og stole på at Gud vil åbne hjertet hos dem der vil lytte og lade sig påvirke af disse ord som er virkelig visdom. Paulus fulgte denne fremgangsmåde da han stod over for sådanne verdsligvise mænd i byen Korint. — 1 Kor. 2:1-5, 13, NW.
Det hebraiske ord kesilʹ, der er oversat med „tåbe“ i Ordsprogene 26:4, 5, indeholder begrebet ugudelighed, gudløshed eller uforskammethed (i religiøs henseende). Udtrykket sigter ikke nødvendigvis til uvidenhed, men snarere til moralsk dårskab, mangel på forståelse og visdom. Det betegner det forhold at man undlader at bruge sin forstand på rette måde, især i spørgsmål som vedrører åndelige anliggender. — Se også Salme 14:1.
De mennesker der stoler på denne verdens visdom har ikke et åndeligt, men et kødeligt syn på tingene. Bibelen siger rent ud at de er dårer eller tåber. Det vil ikke sige at de er uvidende; de er verdsligvise. Men det de gør bringer dem i et modsætningsforhold til Gud. — 1 Kor. 2:14.
● Hvorfor siges der i Apostlenes Gerninger 9:7 at Paulus’ rejsefæller hørte en røst, mens der i Apostlenes Gerninger 22:9, der beretter om samme hændelse, står at de ikke hørte den? — Argentina.
Efter sin opstandelse og himmelfart viste Jesus Kristus sig for Saulus fra Tarsus (den senere apostel Paulus) og talte hørligt til ham. Men „hans rejsefæller stod målløse, da de nok hørte røsten, men ikke så nogen“. (Ap. G. 9:7) I Apostlenes Gerninger 22:9 citeres Paulus for følgende udtalelse om samme begivenhed: „De, som var sammen med mig, så lyset, men de hørte ikke hans røst, som talte til mig.“
For at opklare denne tilsyneladende uoverensstemmelse vil det være en hjælp at undersøge betydningen af det græske ord for „høre“. Det kan betegne det at høre noget uden at forstå hvad der siges. De der rejste sammen med Paulus hørte øjensynlig en stemme, men fordi den var utydelig eller forvrænget forstod de ikke det budskab der blev overbragt Paulus. — Jævnfør Første Korinterbrev 14:2, hvor det græske ord for „høre“ er gengivet med „forstår“.
Noget andet som bekræfter at Paulus’ ledsagere ikke forstod hvad der blev sagt, er den måde hvorpå det græske ord for „røst“ benyttes i forbindelse med udsagnsordet „høre“ i Apostlenes Gerninger 9:7 og 22:9. Vi citerer fra Vines Expository Dictionary of New Testament Words: „I Apostlenes Gerninger 9:7, ’de hørte røsten’, står navneordet ’røsten’ i partitiv genitiv [d.v.s.: hørte (noget) af], hvorimod konstruktionen i 22:9, ’de hørte ikke røsten’, er dannet med akkusativ. Dette fjerner tanken om en modsigelse. Det første sted taler om at høre lyden, det sidste sted om røstens indhold eller budskab (som de ikke hørte).“
En række nyere bibeloversættelser viser at der er denne forskel. New American Standard Bible gengiver de to skriftsteder på denne måde: „De mænd der rejste med ham stod målløse, idet de hørte stemmen, men ikke så nogen.“ „De der var med mig så ganske vist lyset, men forstod ikke [marginalnote: eller, hørte ikke (med forståelse)] dens stemme som talte til mig.“ Den tyske oversættelse af Leander van Ess lyder: „For de hørte i sandhed lyden, men så ingen.“ „Men dens stemme som talte til mig forstod de ikke.“ Richard Francis Weymouth benytter en gengivelse der viser at mændene hørte røsten, men ikke hørte „ordene af Ham“ der talte til Paulus. Svarende til dette siger New World Translation at mændene „hørte lyden af en stemme“; men de „hørte ikke [hørte ikke med forståelse, fodnoten] hans stemme som talte“ til Paulus. — Ap. G. 9:7; 22:9.