i underskolen for at dække vore udgifter. Vi har ganske vist ikke meget i materiel retning, men vi er rige på det der har større betydning.

For eksempel er min søn meget interesseret i åndelige ting — han læser i Bibelen og i vore bibelstudiebøger. For cirka halvandet år siden, da han var syv år gammel, spurgte han mig om han måtte tilmelde sig menighedens teokratiske skole. Indvendig jublede jeg af fryd. Da jeg var i hans alder var det eneste jeg havde i hovedet sport, hvordan jeg kunne blive en stor sportsstjerne. Og jeg ved at Peyton kunne have tigget mig om at måtte spille med på et drengefodboldhold eller noget i den retning.

Noget der er umagen værd

Jeg tror det er udmærket at dyrke sport — når sporten holdes på sin rette plads. Men man bliver bedraget lige fra begyndelsen. Man ser op til sportsfolk som om de er noget særligt — mens de i virkeligheden kun er kød og blod ligesom alle andre. Og børn bliver tilskyndet til at udmærke sig i sport — det er i realiteten forretning, ikke sport. Og tænk på hvor stor skade man gør de unge mennesker som man ansporer til af blive den bedste, når størsteparten af dem simpelt hen ikke kan blive den bedste.

Selv når en bliver den bedste er det et bedrag. Hvorfor? Fordi det ikke er varigt, og heller ikke virkelig tilfredsstillende. Sportsstjerner bliver hurtigt erstattet af andre og bliver så for det meste glemt. Og så kommer der skuffelse, depression og fysiske problemer.

Men hvad er da umagen værd? I stedet for at konkurrere med andre om hvem der er den bedste, giver det én virkelig tilfredsstillelse at hjælpe og tjene andre. Det var det Kristus gjorde. Han kom ’for at tjene, ikke for at lade sig tjene’. (Matt. 20:28) Ja, den samhørighedsfølelse som uselviskhedens og kærlighedens ånd indgiver en familie og en menighed, er det der virkelig gør livet værd at leve — ikke det at kæmpe for at blive den bedste. — Indsendt.

Hvad ligger der i ordsproget?

Pas dine egne sager

Forfatteren af Ordsprogenes bog i Bibelen skrev under inspiration: „Den griber en hund i øret, som blander sig i uvedkommende strid.“ — Ordsp. 26:17.

Hvis en mand bliver opmærksom på en strid eller en uoverensstemmelse kan han måske bilægge den, navnlig hvis han har myndighed til at skride ind og de stridende parter vil høre på ham og tage imod hans råd. (Gal. 6:1; 2 Tim. 2:24-26) Ordsproget taler imidlertid om den der lader sig inddrage i en strid som ikke kommer ham ved. Hans hensigt var måske at mægle, men han lader sig engagere følelsesmæssigt i en sådan grad at han tager parti for den ene part. Han er som en mand der griber en fremmed hund i ørerne. Hvis han giver slip, vil hunden springe på ham og bide ham. Hvis han bliver ved med at holde fast, har han begge hænder fulde og kan ikke gøre andet. Det samme gælder den der blander sig i sager der ikke kommer ham ved. Hvis han prøver at trække sig ud, vil han sandsynligvis få vrøvl med begge parter. Og gør han det ikke, har han rigeligt at se til så han ikke kan passe sine egne sager; tilmed forværrer han situationen. Han har grund til at fortryde at han blandede sig i noget der ikke kom ham ved. — 1 Pet. 4:15.

Lev beskedent og undgå vanskeligheder

Et andet ordsprog lyder: „Mands rigdom er løsepenge for hans liv, fattigmand får ingen trussel at høre.“ — Ordsp. 13:8.

Der er naturligvis fordele ved at være rig, men det er ikke en ublandet fornøjelse. Især i de problemfyldte tider verden oplever i dag er rige og højtstående mennesker og deres familier ofte i fare for at blive kidnappet. I de mere heldige tilfælde kan den rige købe sig fri ved hjælp af løsepenge. Men ofte bliver de kidnappede myrdet. Det er en trussel den rige altid har hængende over hovedet.

Den der ikke ejer så meget, nyder måske ikke så mange bekvemmeligheder som den rige, men han er heller ikke så udsat for at blive offer for bortførere eller politiske terrorister. Dette gælder i særlig grad den kristne, hvis fordringer er beskedne og som ikke ofrer tid og kræfter på at puge penge sammen eller på at vinde sig magt og berømmelse. Han lader sig ikke opsluge af bestræbelser for at opnå politisk indflydelse og lader sig ikke indvikle unødigt i erhvervslivet, som i dag bærer præg af splittelser og stridigheder. — 2 Tim. 2:4.