Skab dig et godt navn hos Gud

„Godt navn er bedre end ypperlig salve, dødsdag bedre end fødselsdag.“ — Præd. 7:1.

1. Hvad er det vi alle skaber os og undertiden giver andre?

UANSET hvad vi gør eller ikke gør, skaber vi os et navn eller et omdømme. En mand fremstiller smukke møbler og bliver derved kendt for at være en dygtig håndværker. En kvinde tilbereder lækre måltider og bliver derved kendt for at være en god kok. En tredje gør ingenting og bliver kendt for at være doven. Enhver skaber sig altså et navn — godt eller dårligt. Undertiden er vi med til at give andre et navn. Saul og hans folk bagtalte David og gav ham således et dårligt navn eller omdømme. David gav ved hjælp af sine salmer Gud et godt navn. Jehova hjalp David til at skabe sig et godt navn. Nogle der hævder at repræsentere Gud, giver ham ved deres religiøse løgne og umoralske handlinger et dårligt navn. Sande tilbedere giver ved deres ord og handlinger Gud et godt navn, og derved opnår de også selv et godt navn hos Jehova Gud. — Sl. 64:2-7; 1 Krøn. 17:8; Ez. 36:20-23.

2. Hvilken tilsyneladende mærkelig udtalelse findes i Prædikerens bog, og hvilken vejledning indeholder de efterfølgende vers?

² I denne forbindelse er der en udtalelse i Prædikerens bog i Bibelen som forekommer nogle læsere meget mærkelig: „Godt navn er bedre end ypperlig salve, dødsdag bedre end fødselsdag.“ Hvordan skal det forstås? Hvordan kan døden være bedre end livet? Hvis du kunne vælge, ville du så ikke foretrække at stå ved dit livs begyndelse fremfor at stå ved dets afslutning? Lad os atter læse dette vers, sammen med de efterfølgende vers:

„Godt navn er bedre end ypperlig salve, dødsdag bedre end fødselsdag; bedre at gå til et sørgehus end at gå til et gildehus; thi hist er alle menneskers ende, og de levende bør tage det til hjerte. Bedre græmmelse end latter, thi er minerne mørke, har hjertet det godt. De vises hjerte er i sørgehuset, tåbernes hjerte i glædeshuset. Bedre at høre på vismands skænd end at høre på tåbers sang. Som tjørnekvistes knitren under gryden er tåbers latter; også det er tomhed.“ — Præd. 7:1-6.

3. (a) Hvilken skik i det gamle Israel hentydes der til, og hvad er den mest trøstende tanke på et sådant tidspunkt? (b) Hvordan ved vi at det navn der er tale om, er et godt navn?

³ Kaster dette lys over den mærkelige udtalelse om at ens dødsdag er bedre end ens fødselsdag? Ja, det gør det, hvis man kender baggrunden for disse ord. De hentyder til en skik i fortidens Israel. Når en familie havde mistet en af sine kære i døden, blev hjemmet et sørgehus. Det var skik at venner og naboer kom og trøstede familien. Den mest trøstende tanke ville være at den afdødes dødsdag var bedre end hans eller hendes fødselsdag — hvis den pågældende havde skabt sig et godt navn hos Gud. Ifølge den hebraiske tekst siger vers 1 i denne passage ganske vist blot „et navn“ og ikke „et godt navn“.a Men det må forstås på den måde at der er tale om et godt navn. Et lignende tilfælde forekommer i Ordsprogene 22:1: „Et navn er at foretrække fremfor stor rigdom.“ (NW) Nogle oversættelser tilføjer adjektivet „godt“ for at vise hvilken slags navn der menes.b Det må nødvendigvis være et godt navn, både i Ordsprogene 22:1 og i Prædikeren 7:1; ellers ville begge disse udtalelser være meningsløse.

4. Hvad kan vi have ved vor død som vi ikke havde ved fødselen, og hvorfor?

⁴ I løbet af vores levetid skaber vi os et navn — et godt eller et dårligt navn. Hvis vi handler forstandigt i Guds øjne skaber vi os et godt navn hos Gud. Men det tager tid. Den dag vi fødes har vi ikke levet længe nok til at skabe os noget navn overhovedet. Dertil kommer at vi er født under den adamitiske synd og dømt til døden. (Rom. 5:12) Hvis vi, mange år senere, på vores dødsdag, har skabt os et godt navn hos Gud, har vi altså noget som vi ikke ejede den dag vi blev født. Vi har et navn som Gud vil huske når han oprejser de døde til liv under Kristi rige. „Den retfærdiges minde velsignes, gudløses navn smuldrer hen.“ — Ordsp. 10:7.

En god indvirkning på de sørgende

5. Hvad kan den sørgende tænke på når han sidder i et sørgehus?

⁵ Når en israelit i fortiden gik til et sørgehus for at trøste de efterladte, havde det samtidig en god indvirkning på ham selv. Lad os have dette i tanke mens vi atter læser nogle af versene. „Bedre at gå til et sørgehus end at gå til et gildehus; thi hist er alle menneskers ende, og de levende bør tage det til hjerte.“ (Præd. 7:2) Den der går til et sørgehus fremfor hjerteløst at søge det der behager ham selv, viser ikke alene kærlig medfølelse med de efterladte, men han kommer også til at tænke over tingene: at et menneske er død i dette hus, at dette ikke er noget usædvanligt, at døden indhenter alle mennesker og at den også vil indhente ham. Når dette sker for hans eget vedkommende, vil hans dødsdag da være bedre end den dag han blev født? Vil han have handlet forstandigt i sin levetid, så at han på sin dødsdag har skabt sig et godt navn hos Gud? Det er noget de levende bør lægge sig på sinde, mens der endnu er tid til at forandre sig, for et godt navn er ikke noget man skaber sig ved en hurtig omvendelse på dødslejet.

6. Hvorfor er græmmelse bedre end latter i dette tilfælde?

⁶ „Bedre græmmelse end latter,“ siges der videre, „thi er minerne mørke, har hjertet det godt [forbedres hjertet, NW].“ (Præd. 7:3) I stedet for at bruge tiden til løsslupne fornøjelser, er det bedre at tænke over hvordan man har levet sit liv, at erkende de fejl man har begået før i tiden og at være bedrøvet over de urette handlinger man har gjort sig skyldig i. Det vil have en god indvirkning på ens hjerte og forårsage en forandring så man begynder at handle forstandigt, fremfor altid at hengive sig til latter og lystighed som en ansvarsløs tåbe. „De vises hjerte er i sørgehuset, tåbernes hjerte i glædeshuset.“ — Præd. 7:4.

7. (a) Hvilken sindstilstand kan dette hensætte den sørgende i? (b) Hvorfor sammenlignes tåbers latter med lyden af tjørnekvistes knitren under en gryde?

⁷ Det er også „bedre at høre på vismands skænd [irettesættelse, NW] end at høre på tåbers sang“. (Præd. 7:5) At stå over for døden, sådan som man gør ved en begravelse, er en oplevelse der maner til eftertanke og som bør få én til at tænke tilbage på sit eget livsløb. Det kan også bringe én i en sådan sindstilstand at man villigt lytter til kloge rådgivere. Det er vanskeligt at tage imod kritik, selv når denne gives på en venlig måde, men det er bedre end at lytte til tåbers sang eller „lovord“. (The New English Bible) At høre efter og at give agt på Bibelens kloge retledninger vil hjælpe én til at opnå et godt navn hos Gud. At spilde sin tid på at lytte til tåbers smiger er tomhed: „Som tjørnekvistes knitren under gryden er tåbers latter; også det er tomhed.“ (Præd. 7:6) Det nytter ikke at bruge tjørnekviste som brænde under en gryde. Flammerne skyder op med en knitrende lyd, men dør hurtigt ud efterhånden som tjørnekvistene bliver til aske. Der er ikke så meget gods i tjørnekviste at ilden kan brænde til maden er færdig. Den støjende knitren er lige så nytteløs som tåbens latter. Ingen af delene udretter noget af varig værdi.

En endnu mærkeligere udtalelse

8. Hvilken lære kan vil udlede af det vi nu forstår?

⁸ Med denne dybere forståelse kan vi nu vende tilbage til udtalelsen om at ’dødsdag er bedre end fødselsdag’. Vi forstår nu at den ikke er så mærkelig, men at den indeholder en værdifuld lære om hvordan vi bør leve vort liv for at skabe os et godt navn hos Gud. Så vil vores dødsdag være bedre end vores fødselsdag. Det vil sige, hvis vores dødsdag nogen sinde kommer. ’Hvad er nu det?’ vil nogen måske udbryde. ’Hvis vores dødsdag nogen sinde kommer? Vil I mene at den muligvis ikke kommer? Det lyder da endnu mærkeligere end at døden skulle være bedre end fødselen!’

9. Hvilke tilstande ser dine øjne, og hvad burde de se?

⁹ Også her er det et spørgsmål om at forstå hvad det er for en tid vi lever i. Har du øjne som ser, som virkelig ser? Så kan du også se at vi lever i kritiske tider som er vanskelige at klare, at mange mennesker er selvoptagne og hovmodige, at ægteskaber bryder sammen og familier opløses, at bedrageri, løgn og voldsforbrydelser forekommer overalt, og at selv mange af dem der hævder at være kristne viser sig at være hyklere. Men ser dine øjne også hvad alt dette er et tegn på? I Andet Timoteusbrev 3:1-5, 13 får vi at vide hvad det betyder:

„Men dette skal du vide, at i de sidste dage vil der være kritiske tider som er vanskelige at klare. For menneskene vil være egenkærlige, pengekære, pralende, hovmodige, gudsbespottere, ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, bagvaskere, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til godhed, forrædere, egenrådige, opblæste, venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud, idet de har en ydre form for gudhengivenhed, men viser sig falske når det gælder dens kraft; og fra disse skal du vende dig bort. Men onde mennesker og bedragere vil gå frem til det værre, idet de leder vild og ledes vild.“

10. Hvad hører dine ører, og hvad burde de også registrere?

¹⁰ Har du ører som hører, som virkelig hører? Du har ganske sikkert hørt om de krige og jordskælv, den hungersnød og pest, der har hjemsøgt jorden siden 1914. Du har kendskab til det moralske sammenbrud der præger hele verden. Og du har hørt om Jehovas Vidners verdensomspændende forkyndelse af den gode nyhed om Kristi rige, og om de bølger af forfølgelse der er skyllet hen over dem fordi de har forkyndt at Kristi tusindårsrige er nær. Men hører dine ører betydningen af disse ting? Registrerer de den sandhed at disse ting blev forudsagt af Jesus som et tegn på endens tid, da hans disciple spurgte ham: „Sig os: Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ — Matt. 24:3.

11. Hvad siger de der hånligt afviser disse vidnesbyrd, og hvad udgør de derved?

¹¹ Er dit hjerte modtageligt så det kan fatte hvad alt dette betyder, eller er det blevet så ufølsomt og uimodtageligt at du siger: ’Alt dette er sket før’? De der hånligt afviser disse vidnesbyrd, udgør selv en del af tegnet på at vi befinder os i „de sidste dage“. Deres tilstedeværelse blev forudsagt i Andet Petersbrev 3:3, 4: „I de sidste dage vil der komme folk som latterliggør med latterliggørelse og som vandrer efter deres egne ønsker og siger: ’Hvor er denne hans lovede nærværelse? Fra den dag vore forfædre sov ind i døden, er alt jo forblevet ganske som det var fra skabelsens begyndelse.’“

Noget nyt

12. Hvilken ny situation i verdenshistorien oplever vi?

¹² Når du betragter den verdensomspændende forurening kan du givetvis med dit hjerte fatte at IKKE ALT er „forblevet ganske som det var fra skabelsens begyndelse“. Aldrig før har menneskene haft magt til at ødelægge jorden og gøre den til en ubeboelig planet. Den magt har de nu, og de bruger den på en sådan måde at det netop er hvad der sker. Videnskaben har givet industrien en teknologi der skulle være til velsignelse for hele menneskeheden, men denne velsignelse er blevet til en forbandelse, idet den forurener miljøet og er årsag til at jorden hjemsøges af dødbringende sygdomme. Den luft vi indånder er forgiftet, den jord vi dyrker vore fødemidler i er inficeret, de mange floder og søer der forsyner os med drikkevand er ved at dø, og havene er ved at blive omdannet til internationale kloakker!

13. Hvilken del af tegnet kan de der spotter ikke affærdige med en bemærkning om at ’det er sket før’?

¹³ Erkender du i dit hjerte at jordens evne til at opretholde liv er i fare, at dette aldrig er hændt før, og at de der spotter ikke blot kan affærdige dette med en bemærkning om at historien gentager sig? Det ville de måske gerne gøre, for denne ødelæggelse af jorden er også blevet forudsagt som en del af tegnet på „de sidste dage“. Følgende blev nedskrevet i Åbenbaringsbogen, kapitel 11, vers 18, for næsten 1900 år siden: „Nationerne blev vrede, og din egen vrede kom, og den fastsatte tid til at de døde skal dømmes, og til at give lønnen . . . til dem som frygter dit navn, . . . og til at ødelægge dem der ødelægger jorden.“

14. Hvorfor gav de fleste på Jesu tid, ligesom de fleste i dag, ikke agt på advarselen?

¹⁴ Hvis dine øjne virkelig ser, og dine ører virkelig hører, og dit hjerte ikke er uimodtageligt, så vil du forstå at vi lever i „de sidste dage“ og at afslutningen på denne onde tingenes ordning er nær. De fleste mennesker forstår det imidlertid ikke, lige så lidt som flertallet på Jesu tid forstod hans advarselsbudskab. Det han sagde til dem, idet han citerede fra Esajas’ profeti, gælder også menneskeheden i dag:

„Når de ser, ser de forgæves, og når de hører, hører de forgæves, og de får heller ikke fat i meningen; og på dem opfyldes Esajas’ profeti, som siger: ’I vil høre og høre men slet ikke få fat i meningen; og I vil se og se men slet ikke indse. For dette folks hjerte er blevet uimodtageligt, og med ørerne har de hørt modvilligt, og deres øjne har de lukket, for at de ikke skal se med øjnene og høre med ørerne og fatte med hjertet og vende om, og jeg helbrede dem.’“ — Matt. 13:13-15.

15. Hvem kan nu glæde sig, og hvilket håb har de i udsigt?

¹⁵ I det næste vers tilføjer Jesus disse ord til disciplene: „Men lykkelige er jeres øjne fordi de ser, og jeres ører fordi de hører.“ De der i dag har øjne som ser, ører som hører og et hjerte som forstår at vi lever i „de sidste dage“, kan i sandhed være lykkelige. Der siges til dem: „Når disse ting begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig.“ (Luk. 21:28) Nogle af dem der lever i „de sidste dage“ vil aldrig komme til at opleve deres dødsdag. Jesus sammenlignede vor tid med Noas tid. Ligesom Noa og hans familie blev bevaret igennem Vandfloden, som udslettede den daværende verden, sådan vil de der i dag handler forstandigt og skaber sig et godt navn hos Gud ikke se døden når Jehova Gud tilintetgør denne onde tingenes ordning i Harmagedonkrigen. Det er derfor ikke ubegrundet at sige at nogle aldrig vil komme til at opleve deres dødsdag. Det er tværtimod et udtryk for et gudgivent håb.

16, 17. Hvad bryder ingen sig om at tænke på, og hvad er af afgørende betydning for os nu?

¹⁶ I det gamle Israel kunne en mand måske tænke at han havde hele livet for sig til at skabe sig et godt navn hos Gud. Ingen holder jo af at tænke på at de kan dø i morgen. Man véd at andre, endog nogle der er yngre end en selv, kan dø, men man tror ikke rigtig på at det kan ske for én selv. Man regner altid med at man har endnu nogle år tilbage at leve i. Det er en menneskelig fejl, en alvorlig fejl, at tænke sådan. Det var det for dem der levede i det gamle Israel, men det er det i endnu højere grad for os der lever i dag. Vi lever ikke i normale tider, hvor vi kan forvente en levetid på 70 til 80 år. Vi lever i „de sidste dage“. Afslutningen på en tingenes ordning er nær. Det er derfor af afgørende betydning for os at vi giver agt på ordene i Efeserbrevet 5:15-17: „Se derfor nøje til hvordan I vandrer, at det ikke er som uvise men som vise, idet I køber jer den belejlige tid, fordi dagene er onde. Ophør derfor med at være ufornuftige, men bliv ved med at forstå hvad Jehovas vilje er.“

¹⁷ Det er nu, mens vi lever, og før vores dødsdag, at vi må skabe os et godt navn hos Gud.

Skab dig et godt navn nu!

„Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget, hvor du stævner hen.“ — Præd. 9:10.

1. Hvornår må vi skabe os et godt navn hos Gud?

NOGLE vil måske sige: ’Hvad nu hvis enden ikke kommer i min levetid? I århundreder har folk jo troet at enden ville komme i deres levetid, uden at det er sket.’ Men selv om deres forventninger ikke er blevet indfriet, har mange dog mens de levede haft mulighed for at skabe sig et godt navn hos Gud og at vise tro på Guds søn, så de kunne dø i håb om en opstandelse til evigt liv „på den yderste dag“. (Joh. 6:40; 11:24) Længe før de nuværende „sidste dage“ kunne apostelen Paulus sige: „Henlagt til mig herefter er retfærdighedens krone.“ Så uanset hvornår et menneske lever må det bruge tiden til at skabe sig et godt navn, hvad enten verdens ende er meget nær eller langt borte. — 2 Tim. 4:8; Hebr. 11:4-38.

2. (a) Findes der noget, af materiel eller anden værdi, vi kan tage med os når vi dør? (b) Hvilken formaning er derfor på sin plads?

² „Som han udgik af sin moders liv, skal han atter gå bort, lige så nøgen som han kom, og ved sin flid vinder han intet, han kan tage med sig.“ (Præd. 5:14) Hvad det materielle angår, er der intet den døde „kan tage med sig“. Men han kan tage det med sig som er det eneste af varig værdi man kan vinde i dette liv — et godt navn hos Gud. Det er mens vi lever vi hver især har tid til at skabe os et godt navn hos Gud. Gør god brug af denne tid! Frigør den! Udnyt den! „Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget, hvor du stævner hen.“ Især nu, ved afslutningen på denne tingenes ordning, hvor mange aldrig behøver at dø, er tiden inde til at vi gør hvad vor hånd finder styrke til i den kristne tjeneste. — Præd. 9:10.

3. Hvilken nøjagtig kundskab er vigtig, og hvad kan den udvirke?

³ Hvis vi skal skabe os et godt navn hos Gud, er der to ting vi må være opmærksomme på: det der er forkert og det der er rigtigt. Vi må holde op med at gøre det der er forkert og begynde at gøre det der er rigtigt. Hvordan kan vi gøre det? Der må ske noget med vort sind. „Ophør med at lade jer forme efter denne tingenes ordning,“ sagde Paulus, „men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind.“ (Rom. 12:2) Han gentager denne opfordring i Efeserbrevet 4:23: „[I skal] gøres nye i jeres sinds drivkraft.“ Og af Kolossenserbrevet 3:9, 10 fremgår det hvad denne drivkraft er: „Affør jer den gamle personlighed sammen med dens forehavender, og ifør jer den nye personlighed, som gennem nøjagtig kundskab fornys efter billedet af ham som skabte den.“ Den drivkraft der kan forny vort sind og hjælpe os til at opnå Guds gunst, er den nøjagtige kundskab fra hans ord Bibelen.

4. Hvorfor er det ikke nok at holde op med at gøre det forkerte? Hvad må vi også gøre?

⁴ Det er ikke nok at vi blot tager en fast beslutning om ikke længere at gøre noget forkert. Selv om det på denne måde skulle lykkes os for en tid ikke at gøre noget forkert, kunne vi ikke føle os sikre. Det fremgår af en lignelse som Jesus fortalte. En uren ånd havde forladt en mand som den havde taget bolig i, men vendte senere tilbage. Da den fandt manden, eller „huset“, ubeboet flyttede den ind med syv andre ånder, ’og det sidste blev værre for det menneske end det første’. (Matt. 12:43-45) Det var ikke nok at huset blev forladt af den onde ånd. Det måtte fyldes med noget godt, så de onde ånder ikke igen kunne få adgang til det. Det er altså ikke nok at vi holder op med at gøre det forkerte og efterlader et tomrum — vi må begynde at gøre det rette. Vi må fortrænge det urette ved at være optaget af at gøre det gode. „Stå Djævelen imod,“ siger Jakob, „og han vil flygte fra jer. Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer.“ (Jak. 4:7, 8) Et tomt sind er en indbydelse til Satan; et sind der er fyldt med sandheden er en beskyttelse. — Fil. 4:8, 9.

Behovet for vejledning

5. Hvorfor er det vanskeligt for mange at læse Bibelen, og hvordan blev dette problem løst for en mand for 1900 år siden?

⁵ Blandt verdens religiøse og filosofiske anskuelser findes der i dag en mængde modstridende opfattelser af hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Nogle søger vejledning ved at læse Bibelen, men finder det vanskeligt. Det er de ikke de første der gør. For 1900 år siden kom en ætiopisk mand kørende i sin vogn mens han sad og læste i Esajas’ bog. „Filip løb hen ved siden af og hørte ham læse højt af profeten Esajas, og han sagde: ’Forstår du egentlig det du læser?’ Han sagde: ’Hvordan skulle jeg dog kunne det når ingen vejleder mig?’“ Filip steg op i vognen og kørte af sted sammen med ham, idet han vejledte ham. — Apg. 8:26-35; 21:8.

6. Hvor kan vi ikke forvente at finde nogen der i vor tid er ligesom Filip?

⁶ Hvor finder vi i vor tid nogle der ligesom Filip er egnede til at vejlede andre ud fra Bibelen om den adfærd der vinder én et godt navn hos Gud? Ikke i kristenhedens anerkendte og respekterede ortodokse kirkesamfund, som man måske ville forvente. Filip var ikke en fremtrædende skriftlærd eller farisæer, men en af de foragtede og forfulgte kristne. Historien viser at de anerkendte religionssystemer ofte er blevet et bytte for menneskers opfattelser og har gjort sig skyldige i at forfalske Guds ord.

7. (a) Hvordan besmittede fortidens Israel Guds ord? (b) Hvordan efterligner nogle af kristenhedens kirker og kirkemedlemmer Israel, og hvilke skriftsteder lader de hånt om?

⁷ Israelitterne havde Jehovas lov, men de besmittede deres tilbedelse ved at sammenblande den med fordærvet afgudsdyrkelse, en sexdyrkelse til ære for Ba’al som foregik i olivenlundene og på offerhøjene. Det er denne blandingsreligion der sigtes til i Anden Krønikebog 33:17: „Men folket vedblev at ofre på offerhøjene, dog kun til [Jehova] deres Gud.“ Det var også denne blanding af sand og falsk religion Elias hentydede til da han udfordrede israelitterne med disse ord: „Hvor længe vil I blive ved at halte til begge sider? Er [Jehova] Gud, så hold eder til ham, og er Ba’al Gud, så hold eder til ham!“ (1 Kong. 18:21) I dag ser mange kirker og kirkemedlemmer gennem fingre med pornografi, umoralske sexfilm, samliv før ægteskabet, utroskab og homoseksualitet — ja, de går endog så vidt som til selv at øve disse ting som Gud har forbudt. — Rom. 1:26, 27, 32; 1 Kor. 6:9, 10; Åb. 21:8.

8. Hvordan begyndte Israel, efter tilbagekomsten fra Babylon, på ny at besmitte Guds ord og at sætte det ud af kraft?

⁸ På grund af en sådan skamløs adfærd måtte Israel drage i landflygtighed i Babylon. Da folket vendte tilbage besmittede det atter Guds ord — denne gang ikke med en afguderisk sexdyrkelse, men ved at føje menneskers traditioner og opfattelser til Guds ord. Jesus udtalte sig fordømmende om deres religion og om de skriftlærde og farisæerne, idet han sagde: „Hvordan kan det være at I overtræder Guds bud på grund af jeres tradition? I hyklere! Esajas har træffende profeteret om jer da han sagde: ’Dette folk ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig. Det er forgæves de bliver ved med at dyrke mig, når den lære de fører er menneskebud.’“ — Matt. 15:3, 7-9.

9. Med hvilke stærke ord sammenlignede Paulus de utro religiøse ledere med uærlige kræmmere?

⁹ Paulus fordømte at man således besmittede Guds ord med menneskelige opfattelser: „Vi har frasagt os de skjulte ting som man ville skamme sig over, idet vi ikke vandrer med underfundighed og heller ikke forfalsker Guds ord.“ Datidens uærlige vinhandlere fortyndede deres gode vin med billig vin eller med vand for at få den til at række længere og indbringe flere penge. På samme måde har nogle religiøse ledere føjet menneskelige traditioner og opfattelser til Guds ord for at gøre det mere acceptabelt for verdslige mennesker. Men det gjorde Paulus ikke! „Vi er ikke kræmmere der handler med Guds ord, som så mange er,“ sagde han, „men af oprigtighed, ja, som sendt af Gud taler vi for Guds ansigt, i samfund med Kristus.“ — 2 Kor. 4:2; 2:17.

10. Hvilken advarsel fremsatte apostelen Paulus, og hvordan har den vist sig at være på sin plads?

¹⁰ Paulus advarede om at der ville komme et frafald fra kristendommen. (Apg. 20:29, 30) Dette skete i særlig grad i det fjerde århundrede, hvor den romerske kejser Konstantin skamløst besmittede den sande lære. Som følge heraf blev kristendommen sammenblandet med dæmoniske lærdomme der stammede fra Ægypten og Babylon, som for eksempel læren om treenigheden, den udødelige sjæl, et brændende helvede, skærsilden, bønner for de døde og brugen af rosenkranse. Disse lærepunkter findes ikke i Bibelen, men de blev indlemmet i de såkaldt kristne kirkers trosbekendelser, hvor de findes den dag i dag. I vor tid har kristenhedens kirker yderligere besmittet Guds ord ved at antage den højere bibelkritik der søger at undergrave Bibelens ægthed, og den uvidenskabelige evolutionsteori der benægter at Gud er himmelens og jordens og livets Skaber!

11. Hvilken tro og hvilke egenskaber kendetegner vor tids pålidelige vejledere?

¹¹ Hvem kan da, ligesom Filip, virke som pålidelige vejledere i vor tid? De der tror på Bibelen som Guds inspirerede ord; de der benytter den som en lygte for deres fod og et lys på deres sti; de der hverken lægger noget til den eller trækker noget fra den; de der lader Gud og hans ord være sanddru, selv om det gør ’hvert menneske til en løgner’, og som offentligt ’forkynder den gode nyhed om riget på hele jorden til et vidnesbyrd’. (2 Tim. 3:16; Sl. 119:105; 5 Mos. 4:2; Rom. 3:4; Matt. 24:14) De bruger Bibelen som deres autoritet og opfordrer deres tilhørere til at efterprøve det de siger, så det ikke bliver deres ord men udelukkende Guds ord de får tro på. (Apg. 17:11) Hvis vi skal skabe os et navn hos Gud, må vi bestræbe os for at være sådanne trofaste vejledere, ’idet vi altid er rede til at forsvare os over for enhver som kræver os til regnskab for det håb der er i os, men gør det med mildhed og dyb respekt’. Eller, som Paulus sagde: Vi må ’vide hvordan vi bør svare enhver især’. — 1 Pet. 3:15; Kol. 4:6.

Hvilken slags mennesker vi bør være

12. Hvad har større betydning end at studere Guds ord og forkynde det for andre?

¹² For at skabe os et godt navn hos Gud er det ikke nok at vi studerer Bibelen og ved hvad den siger. Vi må også anvende denne kundskab i praksis, og for personligt at høste gavn af den må vi i første række anvende den på os selv. Ligesom de israelitter der gik til sørgehuset bør vi „tage det til hjerte“. (Præd. 7:2) „Er . . . du, som underviser en anden, sådan at du ikke underviser dig selv? Du, som forkynder: ’Stjæl ikke,’ stjæler du? Du, som siger: ’Begå ikke ægteskabsbrud,’ begår du ægteskabsbrud?“ Selv apostelen Paulus sagde: „Jeg banker løs på mit legeme og behandler det som en træl, for at jeg, efter at have forkyndt for andre, ikke på en eller anden måde selv skal blive forkastet.“ (Rom. 2:21, 22; 1 Kor. 9:27) Spørgsmålet er ikke kun hvad vi gør, men i højere grad hvad vi er. Hvordan er „hjertets skjulte menneske“? „Hvilken slags mennesker bør I da ikke være?“ — 1 Pet. 3:4; 2 Pet. 3:11.

13. Hvordan korrigerede Gud Samuels måde at bedømme folk på?

¹³ Det er ikke det ydre der afgør hvad vi er. Profeten Samuel blev sendt til Isaj for at salve en af hans sønner til konge i Israel. Isajs førstefødte søn, der var en høj og smuk mand, gjorde indtryk på Samuel, men Jehova sagde til ham: „Se ikke på hans ydre eller høje vækst; thi jeg har vraget ham; Gud ser jo ikke, som mennesker ser, thi mennesker ser på det, som er for øjnene, men [Jehova] ser på hjertet.“ — 1 Sam. 16:7.

14. Hvilke andre vidnesbyrd viser at skinnet kan bedrage, og hvad er det vigtigste?

¹⁴ Skinnet bedrager. Jesus sagde til de skriftlærde og farisæerne at de udvendig så retfærdige ud, men at de indvendig var fordærvede. (Matt. 23:3, 27, 28) På Paulus’ tid havde jøderne den opfattelse at noget udvortes, nemlig omskærelsen, kunne frelse dem, men Paulus sagde: „Jøde er ikke den som er det i det ydre, og omskærelse er heller ikke det som er i det ydre, i kødet. Men jøde er den som er det i det indre, og hans omskærelse er hjertets omskærelse.“ (Rom. 2:28, 29) Paulus opregnede også flere store, iøjnefaldende ting han kunne gøre, og tilføjede så: „Men [hvis jeg] ikke har kærlighed, gavner det mig intet.“ Det vi gør for at skabe os et godt navn hos Gud bør udspringe af kærlighed fra hjertet. „Jeg, Jehova, undersøger hjertet.“ — 1 Kor. 13:1-3; Jer. 17:10, NW.

15. Hvilken slags mennesker bør vi være?

¹⁵ Hvilken slags mennesker bør vi da være? Apostelen Paulus giver os denne temmelig omfattende opregning af hvad der er påbudt og hvad der er forbudt:

„Lad jeres kærlighed være uden hykleri. Afsky det onde, hold jer til det gode. Vis i broderkærligheden inderlig hengivenhed for hinanden. Gå foran med at vise hinanden ære. Vær ikke nølende i jeres iver. Vær brændende i ånden. Træl for Jehova. Glæd jer i håbet. Hold ud under trængselen. Vær vedholdende i bønnen. Del med de hellige, alt efter deres behov. Følg gæstfrihedens vej. Bliv ved med at velsigne dem som forfølger; velsign og forband ikke. Glæd jer med dem der glæder sig; græd med dem der græder. Tænk på andre som I tænker på jer selv; tænk ikke hovmodigt, men hold jer til det beskedne. Bliv ikke kloge i egne tanker. Gengæld ikke nogen ondt med ondt. Vær i forvejen indstillet på det der er godt i alle menneskers øjne. Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker. I må ikke hævne jer I elskede, men giv plads for vreden; for der står skrevet: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.’ Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind til stadighed det onde med det gode.“ — Rom. 12:9-19, 21.

16. Hvad bør vi undgå, og hvad bør vi stræbe efter?

¹⁶ Det er den slags mennesker vi bør være! Det ville være frygteligt hvis vi ikke kunne regne med Guds barmhjertighed dér hvor vi i vor skrøbelighed kommer til kort. Noget der virkelig kan hjælpe os er samværet med andre der har samme mål. „Omgås vismænd, så bliver du viis, ilde faren er tåbers ven.“ „Bliv ikke vildledt. Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ Sky det besmittede verdensimperium af falsk religion, der forfalsker Guds ord. „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder.“ Dets samvittighed er brændemærket, så det ikke kan føle skyld, selv om dets synder har hobet sig op til himmelen. Følgende ord om en bogstavelig skøge gælder også falsk religion: „Så er en ægteskabsbryderskes færd: hun spiser og tørrer sig om munden og siger: ’Jeg har ikke gjort noget ondt!’“ Det er derfor vigtigt at hente styrke gennem samværet med dem der stræber efter at skabe sig et godt navn hos Gud, „og ikke forsømme at komme sammen, som nogle har for skik“. — Ordsp. 13:20; 1 Kor. 15:33; Åb. 18:4; Ordsp. 30:20; Hebr. 10:25.

Du har din tid nu!

17, 18. Hvad bør vi koncentrere os om nu, og hvorfor må vi ikke udsætte det?

¹⁷ Alt imens afslutningen på Satans onde ordning nærmer sig, bør vi samle vor opmærksomhed om ’hvilken slags mennesker vi bør være’, om at forny vort sind, om at afføre os den gamle personlighed og iføre os den nye, og om at skabe os et godt navn hos Gud, så ’vor dødsdag kan blive bedre end vor fødselsdag’. (Præd. 7:1) Eller, hvis vi hører til dem som håber at arve et jordisk paradis: så vor dødsdag aldrig må komme!

¹⁸ Men måske synes du at afslutningen burde være kommet nu. Synes du at det trækker ud med Herrens komme? Begynder du at sløje af i det vigtige arbejde med at forkynde Guds rige, eller at slå ind på en uret kurs? Uanset hvornår afslutningen kommer er det nu du må gøre hvad din hånd finder styrke til med hensyn til at skabe dig et godt navn. Enhver af os kan være borte i morgen. Vi er som blomsten der visner, tågen der forsvinder og skyggen der flygter. (Job 14:1, 2; Jak. 4:14) Prædikeren 9:12 siger advarende: „Et menneske kender lige så lidt sin tid som fisk, der fanges i det slemme garn, eller fugle, der hildes i snaren; ligesom disse fanges menneskens børn i ulykkens stund, når den brat falder over dem.“

19, 20. (a) Hvad kræves der af os, foruden at vi lever et i moralsk henseende rent liv? (b) Hvorfor er det absolut nødvendigt at gøre noget nu?

¹⁹ Vi må gøre mere end den unge mand der kom til Jesus og spurgte hvordan han kunne få evigt liv. Han levede øjensynlig et rent liv i moralsk henseende, men det var ikke nok. Jesus sagde til ham: „Kom . . . og følg mig.“ Jesus er vort forbillede. (Matt. 19:16-22; 1 Pet. 2:21) Han fulgte ikke alene Guds forskrifter for en ret adfærd i sit eget liv, men han forkyndte også „den gode nyhed om riget“ for andre. „I må ændre sind,“ sagde han, „for himlenes rige er kommet nær.“ Han tog „rundt til alle byerne og landsbyerne, og han underviste i deres synagoger, [og] forkyndte den gode nyhed om riget“. (Matt. 4:17; 9:35) Da folkeskarerne ville have ham til at blive længere hos dem og forsøgte at holde ham tilbage, sagde han: „Jeg må nødvendigvis også forkynde den gode nyhed om Guds rige for de andre byer; det er jo dette jeg er sendt ud for.“ Da han så folkeskarerne, som i åndelig forstand var „medtagne og omtumlede“, fik han „inderligt ondt af dem, for de var som får uden hyrde. Og han begyndte at lære dem mange ting“. (Luk. 4:43; Matt. 9:36; Mark. 6:34) Han sendte sine apostle ud for at forkynde, idet han gav dem følgende instruktioner: „Mens I nu går, skal I forkynde og sige: ’Himlenes rige er kommet nær.’“ — Matt. 10:7, 8.

²⁰ Vi lever nu i de kritiske sidste dage for denne sataniske ordning. „Den tid der er tilbage er begrænset.“ Det er derfor en absolut nødvendighed at vi forkynder „den gode nyhed“. (1 Kor. 7:29; 9:16) Vi oplever nu den tid om hvilken det blev forudsagt at „denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede

Hvorfor tøjle sin tunge?

Ordsprogene 10:19 giver en begrundelse for hvorfor man ikke skal tale for meget. „Ved megen tale undgås ej brøde,“ siges der, „klog er den, der vogter sin mund.“

Jesu halvbroder Jakob advarer også imod at fejle med tungen, idet han understreger at vor tilbedelse vil være forgæves hvis ikke vi ’tøjler vor tunge’. (Jak. 1:26) Ingen af os kan styre tungen til fuldkommenhed, men vi kan i det mindste bestræbe os for det. — Jak 3:2-8.

Det vil ikke sige at vi skal være fuldstændig tavse og aldrig bidrage til en samtale. Men man kunne stille sig selv på en prøve: Læg godt mærke til dine tilbøjeligheder et stykke tid. Kan du i et selskab ikke lade være med at give dit besyv med uanset hvilket emne der kommer på tale? Kommer du til det resultat at du snakker mere og oftere end de andre i gruppen og kommenterer hvert eneste emne? Da har du grund til at være på vagt og tænke lidt over Ordsprogene 10:19.