Da Peter var en handlingens mand, heftig og impulsiv, hjælper det os til at forstå, hvorfor den beretning om Jesu liv, som han havde indflydelse på, lægger mere vægt på Jesu mirakler og handlinger end på hans lære. Den væsentligste grund til, at Markus anvendte den stil, han gjorde, er imidlertid uden tvivl hans ønske om at appellere til romerne. Dette bekræftes også af hans brug af latinske udtryk og hans gentagne forklaringer af aramaiske vendinger, såsom „Boanerges“ og „korban“. — Mark. 3:17; 5:41; 7:11, 34.

I sine bestræbelser for at bringe det firdobbelte vidnesbyrd om Jesu liv i vanry har den højere bibelkritik påstået, at Markus blot forkortede det, Mattæus og Lukas skrev; nogle har endog hævdet, at der oprindelig kun var een beretning, og at de andre var variationer af denne. Men hvis det blot var Markus’ hensigt at udfærdige en sammentrængt beretning om Jesu tjeneste, hvorfor tilføjer han så så mange enkeltheder, som de andre undlader at nævne? Da Markus for eksempel beretter om Jesu helbredelse af manden med den visne hånd, fortæller han ikke alene, at Jesus så rundt på farisæerne, der holdt øje med, hvad han gjorde, men også at han gjorde det i „vrede, bedrøvet over deres hjertes forhærdelse“. (Mark. 3:5) Og hvad beretningen om Jesu renselse af det bogstavelige tempel i Jerusalem angår, er Markus alene om at fortælle os, at Jesus „tillod ingen at bære deres sager gennem helligdommen“. (Mark. 11:16) Markus’ (eller Peters) særegne stil kommer også til udtryk i den stærkere affattelse af de irettesættelser, Jesus gav sine disciple. Sammenlign Mattæus 8:26 og 16:8 med Markus 4:40 og 8:17.

Den kristne discipel Markus havde mange tjenesteforrettigheder. Selv om han ligesom Peter engang viste svaghed, så forvandt han den og blev en effektiv og pålidelig Jehova Guds tjener og apostlene Paulus’ og Peters medhjælper. Hans beretning om Jesu tjeneste er med sine særlige kendetegn et yderligere vidnesbyrd om, at Jesus Kristus virkelig har levet, og at han ikke var nogen anden end Guds søn.

Spørgsmål fra læserne

● Hvad menes der i Prædikeren 7:16, 17, når der siges: „Vær ikke alt for retfærdig“ og „vær ikke alt for gudløs“? — C. R., Pennsylvania.

For at få lidt mere af sammenhængen med og samtidig klargøre udtrykkene, citerer vi her Prædikeren 7:15-18: „Begge dele så jeg i mine tomme dage: Der er retfærdige, som omkommer i deres retfærdighed, og der er gudløse, som lever længe i deres ondskab. Vær ikke alt for retfærdig og te dig ikke overvættes viis; hvorfor vil du ødelægge dig selv? Vær ikke alt for gudløs [ond, AT] og vær ingen dåre; hvorfor vil du dø i utide? Det bedste er, at du fastholder det ene og ikke slipper det andet; thi den, der frygter Gud, vil undgå begge farer.“ Moffatt’s oversættelse af vers 18 lyder: „Det bedste er at følge den ene fremgangsmåde og alligevel ikke undgå den anden; den, der frygter Gud, vil undgå begge yderligheder.“

Denne formaning om at undgå begge yderligheder synes at være nøglen til forståelsen af disse vers. Der er nogle, der er yderliggående i deres syn på retfærdighed, og som betragter andre som onde, hvis de ikke lever op til de yderliggåendes opfattelse af, hvad der er retfærdigt. Til denne klasse hørte de, der på Esajas’ tid sagde: „Bliv mig fra livet, kom mig ikke nær; for jeg er helligere end du.“ Men i stedet for at betragte dem som hellige siger Jehova om dem: „Disse er en røg i min næse, en ild, der brænder hele dagen.“ (Es. 65:5, KJ) På samme måde forholdt det sig med de skriftkloge og farisæerne på Jesu tid, som selv mente, at de var så retfærdige og andre så onde. Dette belyses af følgende lignelse, som Jesus fortalte:

„Til nogle, som stolede på sig selv, at de var retfærdige, og ringeagtede de andre, fortalte han denne lignelse: Der var to mænd, som gik op til helligdommen for at bede; den ene var en farisæer, og den anden en tolder. Farisæeren trådte frem og bad ved sig selv således: Gud! Jeg takker dig, fordi jeg ikke er som de andre mennesker, røvere, uretfærdige, ægteskabsbrydere, og heller ikke som denne tolder. Jeg faster to gange om ugen, jeg giver tiende af hele min indtægt. Tolderen derimod stod langt borte og ville ikke engang løfte sine øjne mod himmelen, men slog sig for sit bryst og sagde: Gud! vær mig synder nådig! Jeg siger jer: Han gik retfærdiggjort hjem til sit hus, men den anden ikke [Denne mand gik hjem til sit hus og havde vist, at han var mere retfærdig end den anden, NW]; thi enhver, som ophøjer sig selv, skal ydmyges; men den, som ydmyger sig selv, skal ophøjes.“ — Luk. 18:9-14.

Farisæeren mente selv, at han var så retfærdig, og at ægteskabsbrydere og toldere var onde og stod langt under ham; alligevel var den tilsyneladende onde tolder mere retfærdig i Guds øjne. Ved en anden lejlighed sagde Jesus til de selvretfærdige ypperstepræster og indflydelsesrige ældste: „Sandelig siger jeg jer: toldere og skøger skal gå ind i Guds rige førend I.“ Det vil sige, efter at de har vendt sig bort fra deres undertrykkende og umoralske adfærd. (Matt. 21:23, 31) De selvforherligende jødiske religionstilhængere var ikke retfærdige og vise ifølge Guds ord, men ifølge deres egne traditioner, som Jesus sagde var i modstrid med Guds bud. (Matt. 15:1-9) Deres retfærdighed bestod blot af et ydre skin. Den var så indfiltret i overholdelsen af ceremonier, ritualer og uvæsentlige ting, at den aldrig strakte sig så vidt som til at berøre mere væsentlige ting. (Matt. 23:23-32) Disse religiøse jøder var både retfærdige og vise, men kun i deres egne øjne og indbildning. De var det sandelig ikke i Guds og Kristi øjne, for det blev sagt dem, at Gehennas evige tilintetgørelsesdom ventede dem. (Matt. 23:33) Med en retfærdighed som deres måtte de fortabes.

Disse selvretfærdige mennesker betragtede på den anden side Guds sande tjenere som onde. De brugte ukvemsord og vold mod de trofaste og anklagede dem for at være onde oprørere, der vanhelligede og bespottede templet. (Ap. G. 17:5-8; 24:5, 6) Som forudsagt af Jesus betragter mennesker i Satans verden de kristne som onde: „Salige er I, når man håner og forfølger jer og lyver jer alt ondt på for min skyld.“ (Matt. 5:11) Men lad blot Satans vildledte ofre anse de kristnes tjeneste for ond, hvis de ønsker det; det er ikke desto mindre ved en sådan „ondskab“, at de kristne forlænger deres liv. Dog må de være varsomme med ikke at blive alt for retfærdige, det vil sige, med ikke at blive fanatiske og yderliggående med hensyn til uvæsentlige og ubetydelige ting ved blindt at gå op i karakterudvikling og således synes retfærdige i deres egne øjne og forsømme den virkelige tjeneste som et vidne for Jehova. De bør heller ikke blive vise i deres egne øjne. Det ville betyde deres ødelæggelse. De må naturligvis heller ikke være alt for onde og begå virkelig uret mod Gud og mennesker, sådan at de med rette „lider som en morder eller en tyv eller en forbryder eller som en, der blander sig i andres sager“. De vil ikke fornægte Gud og bringe en utidig død over sig. — Sl. 14:1; 1 Pet. 4:15, NW.