14. Hvorledes ræsonnerer nogle spekulanter, og hvad gør deres forfængelighed dem blinde for?

¹⁴ Nogle af disse spekulanter er mere oprørske end andre, og dogmatisk uenige med den kloge træls forsyninger ophøjer de sig selv over Herrens anviste kanal. De hævder, at den teokratiske organisation ikke altid har haft ret, og at de engang har fremholdt de tanker, organisationen dengang forkastede, men som den nu selv lærer, som en antydning af, at de teorier, de nu har, ligeledes med tiden vil blive antaget. De siger ikke eet ord om deres mange fejlslagne spekulationer, som aldrig er blevet antaget. Det ville ødelægge deres kampagne for at få deres nuværende teorier antaget. Hvad de i deres forfængelighed er blinde for er, at den synlige teokratiske organisation aldrig har gjort krav på at være ufejlbar, at den ved, at budskabet bestandig vil blive renset gennem elimineringen af vildfarelser, at den venter, at nye sandheder vil komme frem, efterhånden som flere profetier opfyldes, at lyset gradvis vil skinne mere og mere indtil højlys dag, og at det større lys vil komme gennem den kloge træl og ikke ved selvophøjede spekulanter. (Ordsp. 4:18; Es. 6:5-7; Mal. 3:1-3) Det er en stadig proces, for trællen „skal vedblive at give dem deres tilmålte mad til den rette tid“. (Luk. 12:42, NW) Nogle har utvivlsomt tanker, der først kommer frem på et senere tidspunkt, for hvis det var sket tidligere, ville det have været forhastet og måske ikke „i rette tid“. Bi på Jehova.

15. Hvilken skade kan sådanne ubegrundede spekulationer volde, og hvorledes vil de, som er teokratisk indstillede, reagere?

¹⁵ Men hvad enten deres spekulationer skyldes oprørskhed eller kun tankeløshed, så kan de godt volde skade. De udsætter sig for den fare at blive opblæste af deres egen betydning, eller de kan få de svagere i troen til at snuble. De kan virke forstyrrende på sindsenheden og hindre alle i at opnå et harmonisk syn på tingene. De henleder opmærksomheden på skabningen i stedet for på Skaberen og hans synlige organisation. Deres ubegrundede spekulationer kan gribe om sig og rejse spørgsmål og tvivl og bringe arbejdsenheden i fare. De teokratisk indstillede vil undgå sådanne spekulationer og deres ophavsmænd. De vil drikke dybt af sandhedens vand og ikke mudre det med indbildske personers tanker og gisninger. Når alle drikker det samme sandhedens vand, vil de dele samme harmoniske syn, arbejde skulder ved skulder og side om side drage ind i den nye verden, alle sammen i trit med den „tro og kloge træl“. De, som spekulerer og har deres egne private små kæpheste eller dækker deres eget lille åndelige bord eller sidder ved Herrens bord, men samtidig forsyner sig med småretter af egen tilberedning og søger at få andre til at smage derpå, de er ude af trit med den teokratiske organisation, selv om de i deres blinde forfængelighed tror, at det er trællen og tyendet og de andre får, der er ude af trit.

16. Hvilke bibelske formaninger ignorerer disse spekulanter, men som vi bør lægge os på sinde?

¹⁶ Trællen og tyendet og de andre får er i trit med hverandre og med Gud og Kristus. De er ikke ude af trit, og de bør end ikke forsøge at skifte fod for at komme i takt med nogle få selvophøjede individer, der ignorerer Bibelens formaning i disse henseender. „Dersom nogen mand lærer anden lære og ikke holder sig til de sunde ord, Herren Jesu Kristi ord, eller til den lære, der er i overensstemmelse med gudfrygtig hengivenhed, så er han opblæst af stolthed, skønt han intet forstår, men er syg på sindet efter ordstrid og mundhuggeri. Deraf kommer misundelse, strid, smædeord, ondsindet mistanke, voldsomme ordstridigheder om småting blandt mennesker, der har et fordærvet sind og er blottet for sandheden.“ „Bevar det, der er dig betroet, og vend dig bort fra den tomme snak, der overtræder, hvad helligt er, og fra indvendingerne fra den kundskab, der med urette kaldes således. For at vigte sig med denne kundskab er nogle kommet bort fra troen.“ „Hold fast ved mønsteret på sunde ord, som du hørte fra mig, med den tro og kærlighed, der er i forbindelse med Kristus Jesus.“ „Vedbliv med at minde dem om disse ting, og forman dem med Gud som vidne til ikke at strides om ord, hvilket er nytteløst, fordi det bringer dem, som lytter, i fordærv. Men hold dig fra tom snak, der overtræder, hvad helligt er, for de vil komme længere og længere ud i ugudelighed, og deres ord vil æde om sig som koldbrand.“ „De nedbryder troen hos nogle.“ „Afvis tåbelige og teoretiske stridsspørgsmål; du ved jo, de skaber ufred.“ „Hold øje med dem, som volder splittelser og anledning til fald i modstrid med den lære, som I har modtaget, og undgå dem.“ — Rom. 16:17; 1 Tim. 1:4, 7; 6:3-5, 20, 21; 2 Tim. 1:13; 2:14, 16-19, 23-26; Tit. 3:9-11, NW.

Hvorfor vi afviser enhver trossammenslutning

17. Hvilke to afvigende retninger findes der inden for kristenhedens kirker, og tilvejebringer nogen af dem „mad i rette tid“?

¹⁷ Mange i kristenheden vil i vrede sige, at Jehovas vidner påtager sig for meget. Det er, hvad Kora beskyldte Moses for. (4 Mos. 16:3) Imidlertid viser kendsgerningerne, at Jehovas vidner er dem, som forkynder Rigets oprettelse og advarer alle nationer om Harmagedons komme. Deres organisation ledes på teokratisk vis, og den frembringer den åndelige føde, der er betimelig. Hvilken ortodoks religiøs organisation i kristenheden frembringer ny åndelig føde i disse kritiske tider? Rækker ikke fundamentalisterne stadig de samme tørre skorper frem, idet de bestandig fremplaprer de århundredgamle trosbekendelser og monotont gentager deres få hoveddogmer, som de har lånt fra hedenskabet? I sandhed „deres religion er en parodi, kun en overlevering, lært på remse“. (Es. 29:13, Mo) Modernisterne har frembragt ny lære i samklang med tiden, men deres frembringelser egner sig ikke til at forkyndes som evangelium. I stedet underminerer de Bibelen og forkaster den som myter og legender, højst regnet som god litteratur, og tilbyder videnskab, udviklingslære, psykologi og psykiatri i et forsøg på at vinde sig popularitet i en materialistisk civilisation. Gud siger rent ud, at kristenhedens borde „er fulde af spy“. Blandt dem hersker åndelig hunger. Hvilken modsætning der er i deres tilhængeres tilstand og i Jehovas vidners! — Es. 28:8; 65:13-15; Jer. 2:13; Amos 8:11, 12.

18. Hvad bør de huske, som fordømmer ligefrem tale som intolerant?

¹⁸ Kristenheden har ombyttet sandhederne i Bibelen med gammel hedensk lære eller med moderne filosofier, og heri er dens religioner et sidestykke til det frafaldne Israel, der gjorde krav på at være Jehovas folk: „En okse kender sin ejer, et æsel sin herres krybbe; men Israel kender intet, mit folk kan intet fatte.“ (Es. 1:3) De indtager selv en stilling, der nedkalder svidende fordømmelse over dem, og så råber de: intolerance! Men siger Gud ikke her, at de har mindre forstand end en okse eller et æsel? Hans ord kalder dem „stumme hunde“ og „grådige hunde“. Kristus Jesus kaldte dem dårer og løgnere og sønner af Djævelen. Sarkasme, spot og hån bruges imod de falske religionsdyrkere. Læg mærke til Jobs ord til sådanne: „Hvor har du dog hjulpet ham, den afmægtige, støttet den kraftløse arm! Hvor har du dog rådet ham, den uvise, kundgjort en fylde af visdom!“ Og overvej som et andet eksempel på ironi Elias’ ord til de falske tilbedere, da deres gud ikke svarede efter timers bønfaldelse: „I må råbe højt, thi han er jo en gud! Han er vel faldet i tanker eller gået afsides eller rejst bort, eller han er faldet i søvn og må først vågne!“ (1 Kong. 18:21-28; Job 12:2, 7, 8; 26:2, 3; Es. 56:10, 11; Matt. 23:17; Joh. 8:44) Dette skulle få dem, som tager på vej imod Jehovas vidner, fordi de taler rent ud om falske religioner, til at standse op et øjeblik. At fordømme denne ligefremme tale er at fordømme Bibelen og Gud selv!

19. Hvorfor kan en kristen ikke slutte sig til nogen bevægelse, der arbejder på en trossammenslutning, og hvad måtte han uden indvending tolerere, hvis han gjorde det?

Identificeringen af „Guds Israel“

ET MEGET omdiskuteret spørgsmål er dette: Udgør oprettelsen af staten Israel, der blev etableret i Palæstina den 14. maj 1948 og altså nu er i sit femte år, en opfyldelse af en af Bibelens profetier? I en artikel med titlen „Hvad jøderne tror“, der stod i bladet Life den 11. september 1951, fremsatte rabbi Philip S. Bernstein, præsident for den største rabbinerorganisation i verden (Central Conference of American Rabbis), følgende udtalelse: „På få undtagelser nær tror religiøse jøder i dag på genoprettelsen af Israel og menneskehedens endelige genløsning. For de fleste liberale jøder er løsningen på det historiske, jødiske problem ved grundlæggelsen af Israels rige et skridt hen imod opfyldelsen af de demokratiske og messianske forhåbninger, der kommer til udtryk i jødedommens profetier.“ Redaktøren for Morning Call, Allentown, Pennsylvania, Percy Ruhe, siger, „han tror, at jødernes tilbagevenden til Israel er en vigtig del af opfyldelsen af Det gamle Testamentes profetier. „Først når den er tilendebragt, kan vi vente Tusindårsriget, — de tusinde år med fred,“ . . . slutter han.“ (10. juni 1950) Både jøder og ikke-jøder er meget interesserede i dette emne. Frisindede, ærlige og oprigtige mennesker, både jøder og ikke-jøder, kan let finde det rigtige svar på spørgsmålet ved at undersøge De hellige Skrifter og de aktuelle begivenheder, der har fundet sted.

Det var den store, jødiske profet Moses, der advarede israelitterne med disse ord: „Hvis du ikke omhyggeligt handler efter denne lovs ord, som står skrevet i denne bog, og frygter dette herlige og forfærdelige navn, Jehova din Gud, så skal Jehova . . . adsplitte dig blandt alle folkeslagene fra den ene ende af jorden til den anden.“ (5 Mos. 28:58, 59, 64) En jødisk profet, større end Moses, Jesus af Nazaret, gentog den sørgelige advarsel, da han sagde: „Det er tiden til udøvelse af retfærdighed, for at alt, hvad der er skrevet, kan blive opfyldt. De vil falde for sværds od og blive ført som fanger ud blandt nationerne, indtil nationernes fastsatte tider er til ende.“ — 5 Mos. 18:18, 19; Luk. 21:22, 24; Joh. 1:45; Ap. G. 3:20, 22, 23, NW.

Både Moses og Jesus var sande profeter, og det, de forkyndte, gik i opfyldelse. I året 70 (e. Kr.) mødte der Jerusalem den mest grufulde og forfærdelige tilintetgørelse ved de omringende romerske hæres belejring. Dets tempel blev ødelagt, over 1.100.000 af indbyggerne døde (ifølge den jødiske historiker Flavius Josephus), byen blev lagt fuldstændig øde, omkring 97.000 blev taget til fange, og de, der flygtede, blev spredt for alle vinde. Således forkastede Jehova jøderne som nation betragtet; de var ikke længere Guds udvalgte folk. Kun en lille trofast rest vedblev med at have hans velsignelse, og det var med dem, Jehova oprettede og indstiftede en „ny pagt“, eftersom den gamle lovpagt var blevet opfyldt og borttaget. — Jer. 31:31-34; Hebr. 8:8-13.

Guds sande Israel

Ved den gamle pagts ophør blev den nye sluttet med dem, der bliver åndelige jøder. Dette indebar, at ikke alene naturlige jøder, men også ikke-jøder kunne komme ind under den nye pagts forordning og således blive åndelige jøder. Kødelig herkomst fra Abrahams lænder bevirker derfor