Spørgsmål fra læserne

● En dame, jeg aflagde vidnesbyrdet for, hævdede hårdnakket, at sådan noget som flyvemaskiner var kendt for længe siden, og som bevis herfor citerede hun Prædikeren 1:9, hvor der siges, at der er slet intet nyt under solen. Hvad er den rette forståelse af dette skriftsted? — D. M., de Forenede Stater.

Efter årelange iagttagelser og dybsindige betragtninger beskrev kong Salomo under Guds inspiration, hvorledes begivenhederne i naturen gentager sig: „Endeløs tomhed, sagde Prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed! Hvad vinding har mennesket af al den flid, han gør sig under solen? Slægt går, og slægt kommer, men jorden står til evig tid. Sol står op, og sol går ned og haster igen til sin opgangs sted. Vinden går mod syd og drejer mod nord, den drejer atter og atter og vender tilbage til samme kredsløb. Alle bække løber i havet, men havet bliver ikke fuldt; det sted, til hvilket bækkene løber, did bliver de ved at løbe. Alting slider sig træt; mand hører ikke op med at tale, øjet bliver ikke mæt af at se, øret ej fuldt af at høre. Det, der kommer, er det, der var, det, der sker, er det, der skete; der er slet intet nyt under solen.“ — Præd. 1:2-9.

I de ovenfor citerede ord beskriver den inspirerede forfatter ikke tingene, som de ser ud for en blomstrende ungdom eller taknemmelige Jehovas tjenere, men som de tager sig ud for en aldrende person, der er fremmed for Gud. Det er den betragtningsmåde, som mennesker i den gamle tingenes ordning lidt efter lidt tillægger sig, efterhånden som tiden indhenter dem, gør dem svage og slider dem op. De ser deres eget slægtled forlade tilværelsen og et nyt slægtled indtage deres plads på jorden, der står til evig tid. Da de var unge og så livet ligge foran sig, forekom det dem langt; men nu, da det næsten er slut, og de på deres gamle dage ser sig tilbage, forekommer det dem kun som et åndepust. Den bogstavelige betydning af det hebraiske ord, der er oversat „tomhed“, er „åndedrag eller åndepust“, og det bruges for at vise, at dette liv er lige så flygtigt og forgængeligt som et åndepust, og at et menneske, der er fremmed for Gud, slider forgæves, fordi al hans møje savner enhver blivende værdi for ham. Hans slægtled er blot et af mange; uanede slægter er gået forud, og endnu flere vil komme bagefter; det er blot et i den lange række af slægter, der kommer og går på en jord, der står til evig tid.

Som et sidestykke til denne gentagelse peger den inspirerede skribent på solen, som står op og går ned og haster rundt til det sted, hvor den atter skal stå op; på vindene, som blæser og cirkulerer og vender tilbage for at gentage deres kredsløb atter og atter; på floderne, som løber ud i havet uden at fylde det, fordi der herfra fordamper vand, der føres ind over landene af vinden og fortættes som skyer; skyerne afgiver regn, der atter fylder floderne og får dem til uden ophør at løbe ud i havet. Igennem hele livet ser menneskene disse gentagelser i naturen, og efterhånden som de bliver gamle og energien forsvinder, øjnene bliver svage, ørerne sløves, leddene bliver stive, og de andre sanser svigter, mister de den smag på livet, de havde i deres ungdom, og dagene og nætterne, der kommer og går, besværlighederne, sliddet og slæbet fylder dem med en usigelig træthed, en følelse af ørkesløshed og tomhed. Deres øjne er ikke tilfredse med at se disse evindelige gentagelser, og deres ører ikke med at høre det samme om og om igen. Det er i denne ramme, inden for dette virkefelt for naturens kredsløb, at denne udtalelse forekommer: „Der er slet intet nyt under solen.“ Vi kan ikke med rette tage udtalelsen ud af dens sammenhæng og anvende den på hvad som helst. Der opfindes og fremstilles stadig nyt; men det følger de grundregler, som Gud allerede har fastlagt og anvendt i naturen, og der er intet nyt i det kredsløb i naturen, som Salomo tegnede for os.

På det tidspunkt, da Salomo nedskrev dette, var han under inspiration, og han havde ikke selv denne pessimistiske, opgivende indstilling, således som nogle lærde hævder. Han anså ikke gudfrygtige gerninger for tomhed, men opsummerede sine ord således: „Enden på sagen, når alt er hørt, er: Frygt Gud og hold hans bud! Thi det bør hvert menneske gøre. Thi hver en gerning bringer Gud for retten, når han dømmer alt, hvad der er skjult, være sig godt eller ondt.“ (Præd. 12:13, 14) Arbejde, der er gjort i lydighed mod Jehovas befalinger, vil Gud belønne med en gunstig dom. Men slid for materielle goder, snarere end for åndelige skatte, er ørkesløst, og dette går op for trætte, gamle mennesker, som har tilbragt deres liv med det fjernt fra Jehova Gud. Endog det at leve forekommer dem trælsomt; begivenhedernes naturlige kredsløb bliver besværligt for dem.

I den nye verden vil gentagelserne i naturens kredsløb ikke blive ørkesløse eller trættende. Udmattede gamle mennesker vil da ikke eksistere, for alle lydige vil vende tilbage til deres ungdoms dage, og hver ny dag vil blive betragtet med ungdommens appetit på livet. Menneskene vil have ungdommens spændstighed og alderdommens viden, de grå hårs visdom uden de grå hår; de ældres erfaringer uden deres smerter. Da vil ungdommelighed ikke længer være forbeholdt de unge af år; men den vil blive skænket i overmål til dem, der har modenhed og visdom til at bruge den fuldkomment. Ingen følelse af ørkesløshed og tomhed vil skæmme dagene og nætterne og årstiderne, som de kommer og går, eller vindens, regnens og solens naturlige kredsløb.

Ikke engang nu behøver en sådan følelse at være til stede. Hvis vi skønner ret på Jehova, hans godhed som Skaber og ser hans kærlighed og magt i naturens gang, vil vi glæde os over hver ny dag og nat. Vi ser tingene på samme måde som salmisten, og ikke som et gammelt menneske, der lever fjernt fra Gud: „Himlen forkynder Guds ære, hvælvingen kundgør hans hænders værk. Dag bærer bud til dag, nat lader nat det vide. Uden ord og uden tale, uden at lyden høres, når himlens røst over jorden vide, dens tale til jorderigs ende. På himlen rejste han solen et telt; som en brudgom går den ud af sit kammer, er glad som en helt ved at løbe sin bane, rinder op ved himlens ene rand, og dens omløb når til den anden. Intet er skjult for dens glød.“ Jehovas vidunderlige, usynlige egenskaber spejler sig klart i hans synlige skaberværker, der ligger udbredt for vore øjne. — Sl. 19:1-6; Rom. 1:20.

● I Esajas 11:10 (AS) er der skrevet med henblik på Jesus Kristus: „Og hans hvilested skal være herligt.“ Sigter dette hvilested til sabbatshvilen i løbet af Kristi tusindårige regeringstid? — J. H., de Forenede Stater.

Dette tager ikke sigte på sabbatshvilen, men på Jesu Kristi himmelske bolig. Under sin forkyndergerning på jorden havde Jesus ikke en fast bolig; derfor kunne han sige: „Ræve har huler og himmelens fugle reder; men Menneskesønnen har ikke det sted, hvor han kan lægge sit hoved til hvile.“ (Matt. 8:20) I modsætning hertil har Jesus et herligt hvilested i himmelen. Ordet hvilested anvendt for bolig benyttes på lignende måde i Rut 3:1 (NW): „Men hendes svigermoder No’omi sagde til hende: „Min datter, burde jeg ikke opsøge dig et hvilested, for at det må gå dig vel?““ No’omi udtalte sig således, fordi hun var i færd med at skaffe Rut et varigt hjem eller en fast bopæl. Det herlige hvilested, som er omtalt i Esajas 11:10, gælder altså Kristi himmelske bolig.