krig, til ophøjelse af Jehova Gud som hele himmelens og jordens Suveræn.

24. Hvordan var det gamle Israel en „søn“ af Jehovas tærskeplads, og hvis ’tærskning’ i dag vil der om kort tid blive gjort ende på, og hvordan?

²⁴ De jøder der opholdt sig som landflygtige i det gamle Babylon i 70 år, blev tugtet som ved en ’tærskning’. I symbolsk forstand var de „søn“ af Jehovas tærskeplads. Efter Babylons fald måtte denne tugt eller ’tærskning’ ophøre. Ifølge Esajas 21:10 blev der sagt disse medfølende og trøstende ord til dem: „Du mit tærskede folk og du søn af min tærskeplads, hvad jeg har hørt fra hærstyrkers Jehova, Israels Gud, har jeg fortalt jer.“ (NW) Babylon den Store har ligeledes fået lov at ’tærske’ Jehovas trofaste vidner. Men når det er blevet tilintetgjort vil al ’tærskning’ fra dets side ophøre. Dets tidligere politiske elskere vil forsøge at forlænge ’tærskningen’. Til gengæld herfor vil de selv blive ’tærsket’ og tilintetgjort på Jehovas symbolske tærskeplads. — Åb. 14:14, 15; Joel 3:18-21; Mika 4:12, 13.

25. Hvorfor er det, i betragtning af Babylon den Stores forestående fald, nu mere end nogen sinde tiden til at Jehovas folk lader hans advarsel lyde?

²⁵ I betragtning af Babylon den Stores forestående fald er det nu mere end nogen sinde tiden til at vægterskaren og ’den store skare’ lader den guddommelige befaling lyde: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ (Åb. 18:4) Ja, „gå ud fra hende“, ikke for at slutte sig til hendes politiske elskere eller denne verdens vantro gudfjendske magter, men for at blive en del af Jehovas indviede folk, det han kalder „mit folk“. (Jer. 51:45) Lad os handle nu i overensstemmelse med Esajas’ „udsagn om havørkenen“. — Es. 21:1-10.

26. Hvad skylder vi „hærstyrkers Jehova“ tak for, og hvilket velsignet håb har de der giver agt på hans budskab?

²⁶ Al tak går derfor til „hærstyrkers Jehova, Israels Gud“, fordi han har oprejst og posteret en vægterskare, og fordi han har givet os et så vidunderligt budskab at forkynde vidt og bredt! Alle der giver agt på dette gudgivne budskab har det velsignede håb at kunne overleve den forfærdelige „nat“ som denne verden befinder sig i, og byde den retfærdige nye tingenes ordnings herlige „morgen“ velkommen under den større Kyros’, Befrieren Jesu Kristi, styre. Dermed vil vi behage og ære „hærstyrkers Jehova“, vor suveræne Herre.

Et klogt ordsprog

„Den, som dølger Had, har falske Læber, og den, som bringer ondt Rygte ud, er en Daare.“ — Ordsp. 10:18, oversættelsen af 1871.

Mange af de bibelske ordsprog indeholder en kontrast som medvirker til at klargøre hvad der er rigtigt eller viist. Men dette vers består af to dele som indeholder den samme tanke, idet den anden forstærker den første. Tilsammen giver de os indsigt i Guds tanker og leder os på den rette vej.

Først læser vi at „den, som dølger Had, har falske Læber“. Dette er en grundlæggende sandhed. Hvis en mand i sit hjerte hader en anden men skjuler det bag smiger eller søde ord, optræder han bedragerisk. Han er som en der bærer maske; hans læber taler falsk. — Ordsp. 26:24.

Andre dølger ikke deres had men gør som der står i den anden del af ordsproget. De „bringer ondt Rygte ud“. I deres ondskab søger de at skade den de hader ved at udsprede falske beskyldninger mod ham eller komme med nedsættende bemærkninger for at gøre ham ringere i andres øjne. Den der gør dette, er afgjort „en Daare“. Det ’onde rygte’ han udspreder, ændrer intet ved det den anden er. Derimod stempler han sig selv; ved sin måde at optræde på nedsætter han sig selv i klartseende menneskers øjne. Fremfor at skade den anden, skader den hadefulde bagtaler sig selv.

Det rigtige og det fornuftige vil være at undgå begge dele. Gud sagde til israelitterne: „Du skal ikke hade din Broder i dit Hjerte.“ Og Jesus gik et skridt videre idet han gav dette råd: „Bliv ved med at elske [endog] jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer, så I kan vise at I er sønner af jeres Fader som er i himlene.“ (3 Mos. 19:17, oversættelsen af 1871; Matt. 5:44, 45) Hvis man først er kommet til at hade et menneske, skal det indrømmes at det ikke er nemt at frigøre sig for denne følelse; men vil det ikke være bedre at gøre dette end at forfalde til hyklerisk falskhed eller dåragtig bagtalelse? Når vi aflægger ondskab nærmer vi os oven i købet Guds billede.