usynlig, og derfor svækkedes deres tro; de valgte at gå over til synlige, menneskeskabte guder — til deres eget fald. Derfor havde dette egensindige folk ikke længere Guds gunst og barmhjertighed.

Befrielse fra fangenskab

16. Hvorhen måtte Jehova nu vende sin opmærksomhed?

¹⁶ For at israelitternes tilbedelse nu kunne blive genoprettet i deres hjemland, måtte Jehova vende sin opmærksomhed mod Babylonien, det land som ’Floden’, Eufrat, gennemstrømmede. Han ville også vende sin opmærksomhed mod syd, til Ægypten. Til disse steder var hans folk kommet i landflygtighed, mens han tugtede det. Jehova ville nu lade følgende ske:

„Og på den dag vil Jehova slå frugten ned, fra Flodens [Eufrats] flydende strøm til Ægyptens regnflod [den regnflodsdal der løber langs det forjættede lands sydvestlige grænse], og I vil blive samlet op, en for en, I Israels sønner.“ — Esajas 27:12; jævnfør Fjerde Mosebog 34:2, 5.

17. På hvilken måde og ved hvilket middel ville Jehova nu ’slå sit folk ned’ som en frugt?

¹⁷ For at Jehova kunne føre sit folk tilbage til dets hjemland, Juda, måtte han plukke det som en frugt, så det blev befriet. Dette gennemførte han ved at omstyrte den babyloniske verdensmagt og lade bibelhistoriens fjerde verdensmagt, Medo-Persien, overtage herredømmet. Perserkongen Kyros den Store udstedte ved begyndelsen af sin regeringstid et dekret som betød at Jehovas landflygtige folk blev befriet og kunne vende tilbage til det sted hvor Jerusalem havde ligget, og genopbygge Jehovas tempel. Dets tilbagevenden skete efter 70 års landflygtighed, i 537 f.v.t. — Esajas 45:1-7.

18. Hvordan må de landflygtige have reageret på dekretet om deres befrielse?

¹⁸ De tugtede israelitter i Babylonien, samt i Assyrien og Ægypten, var Jehovas ejendom, og han havde ret til at befri dem ved at plukke dem, eller ’slå dem ned’ som symbolske frugter; han havde ret til at vise dem barmhjertighed og ufortjent godhed ved at føre dem tilbage fra deres ufrivillige fangenskab og adspredelse. Hvor må disse israelitter have jublet over Kyros’ dekret, og hvor må de have været nidkære og ivrige efter at drage fuld nytte af den storslåede mulighed der blev tilbudt dem! Hvad kunne der da siges om denne herlige dag?

19. (a) Hvem skulle de israelitter der havde været i Assyrien og Ægypten, nu bøje sig for? (b) Hvad ville dette betyde for tilbedelsen af Jehova, og hvilken forbindelse har alt dette til vor tids åndelige Israel?

¹⁹ „Og på den dag vil man blæse i et stort horn, og de som er ved at gå til grunde i Assyriens land, og de fordrevne i Ægyptens land skal komme og bøje sig for Jehova på det hellige bjerg i Jerusalem.“ (Esajas 27:13)

Hvad andet kunne dette betyde end at det forjættede land skulle bebos igen og at templet i Jerusalem skulle genopbygges, så Israels genoplivede folk nu igen i dette tempel kunne tilbede Ham som havde frembragt og dannet det? Ifølge det som profeten Esajas havde skrevet i vers 6, måtte dette ske. Hans tilbagevendte folk måtte igen blive en folkerig nation som i forening tilbad sin Gud i hans tempel, skønt dette tempel ikke havde samme pragt som kong Salomons. På denne måde kom det til at udgøre et forbillede på noget der i dag skulle ske som en åndelig opfyldelse, idet „Guds Israel“ fylder hele „det frugtbare lands flade“ med afgrøde, med livgivende frugt. — Galaterne 6:16; Esajas 27:6.

Den „nation“ som giver føde til millioner der sulter

1, 2. (a) Hvilket behov bør hele jordens befolkning føle? (b) Hvilket folk kan vi se hen til hvad dette angår?

JORDENS milliarder burde alle hungre efter den „føde“ der kan give dem næring til at opnå evigt liv her på jorden når hele jorden omdannes til et paradis. Men hvor skal de henvende sig? Republikken Israel gør intet forsøg på at opfylde bibelprofetien i Esajas 27:6 om at jorden skal fyldes med „afgrøde“ til varig gavn for menneskeheden.

² I det første århundrede mistede Israels nation den opgave som gik ud på en dag at blive til gavn for hele menneskeheden. Det var kun til en lille rest af kødelige jøder at Messias henvendte disse ord: „Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig. Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, . . . Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Mattæus 28:18-20) Men hvordan forholder det sig nu, nitten hundrede år senere? Hvem er i vor tid indstillet på at opfylde Esajas 27:6? Og hvordan berører dette dig og dine nærmeste?

3. Hvem har i vort århundrede erfaret Guds „forbitrelse“, som nævnt i Esajas 27:4?

³ Det vil her være på sin plads at betragte nogle begivenheder fra den første verdenskrigs tid, skønt disse nu ligger nogle årtier tilbage. Jehova Gud havde på det tidspunkt grund til at nære „forbitrelse“ mod kristenhedens nationer fordi de lod sig inddrage i en blodig konflikt. (Jævnfør Esajas 27:4.) De bekrigede hinanden i stedet for hver især at overdrage deres nationale suverænitet til den allerhøjeste Gud da hans rige blev oprettet i himlene i 1914, med hans herliggjorte søn, Jesus Kristus, som konge. Og de forbitrede ham yderligere ved at forfølge resten af det åndelige Israel og forsætligt lægge hindringer i vejen for at disse oprigtige kristne bibelstudenter kunne forkynde om hans oprettede rige. En hel del medlemmer af det åndelige Israels rest gav også efter for verdens pres, så de ikke levede op til det ansvar de havde som et udvalgt folk der var adskilt fra denne verdslige tingenes ordning. De indså ikke