Esajas’ anonymitet er stadig en uoverstigelig vanskelighed for kritikerne. De er ikke i stand til at forklare hvorfor forfatteren til en af de vigtigste bøger er ukendt, mens nogle af de mindste profetiske skrifter som blev skrevet i samme periode nævnes ved deres forfatteres navne.“ Her hentydes til Obadias og Haggaj.

Man kan med rette spørge om hvorfor vor tids katolske teologi har valgt at ignorere alt dette materiale, som viser at Esajas’ bog kun blev skrevet af én forfatter. Ja, hvorfor mon? Fordi teologerne har mistet troen på den magt og visdom som Bibelens virkelige forfatter besidder. De lærde som tror at Esajas’ bog blev skrevet af flere forfattere, har antaget denne overbevisning fordi de betvivler at en af Jehovas profeter så nøjagtigt og detaljeret skulle kunne forudsige sådanne begivenheder som Esajas forudsagde, for eksempel Kyros’ erobring af Babylon. Men som følge af denne indstilling går de direkte imod temaet i Esajas’ bog, nemlig at den sande Gud i modsætning til de falske guder kan forudsige fremtidige begivenheder. Vi læser således: „Kom i hu, hvad er forudsagt før, thi Gud er jeg, ellers ingen, ja Gud, der er ingen som jeg, der forud forkyndte enden, tilforn, hvad der ikke var sket, som sagde: ’Mit råd står fast, jeg fuldbyrder al min vilje’ . . . Jeg taled og lader det ske.“ Og videre „Mit ord, det, som går ud af min mund: det skal ej vende tomt tilbage, men udføre, hvad mig behager, og fuldbyrde hvervet, jeg gav det.“ — Es. 46:9-11; 55:11.

Ja, den sande Gud, han som kan forudsige fremtidige begivenheder, udfordrer de falske guders tilbedere med disse ord: „Lad alle folkene samles, lad folkefærdene flokkes! Hvo blandt dem kan forkynde sligt eller påvise ting, de har forudsagt? Lad dem føre vidner og få ret, lad dem høre og sige: ’Det er sandt!’“ — Es. 43:9.

Det at den moderne katolske teologi i større og større grad mister troen på Skaberens, den himmelske Gud Jehovas, ufejlbarlige ord, burde bekymre alle katolikker der stadig tror på at Bibelen er Guds ord.

Et interessant spørgsmål

Følgende er et uddrag af artiklen „Frafaldet og magten“:

„I dag spørger man altså sig selv: Hvad var det egentlig, der skete, da kristendommen blev statens religion, dengang for over 1600 år siden?

Spørgsmålet er uhyre vigtigt. I evangeliet, i Jesu ord, har forfølgelsens situation en status — det er simpelthen den lod, Kristus forudså og beskrev i detaljer som noget nær det normale for dem, som ville følge ham. Forfølgelsen af de kristne er nærmest det almindelige, fordi verden er og forbliver verden. Tanken om en „kristen stat“ har ikke skygge af hjemmel i Jesu ord, og for de første kristne var sammenhængen mellem Jesu lære og profeti på den ene side og deres egen situation og erfaring på den anden helt slående. Den kristne viser sig da også som den passivt loyale borger i alt det timelige, men principielt forberedt på martyriet.

Og i løbet af forbløffende kort tid bevæger de kristne sig så fra rollen som de forfulgte til magthavernes position. Den russiske tænker Nikolaj Berdyajev karakteriserer dette dybt pessimistisk, ja som en tragedie, når han skriver: ’Den kristne kirke undgik på storartet vis frafaldet under forfølgelserne. Men den faldt katastrofalt og eftertrykkeligt for en farligere og større fristelse: Magtens.’

Det er ensidigt set. Men det rummer også en skæbnesvanger sandhed. I over 1600 år følger så det i nogle tilfælde storslagne og imponerende, nogle gange afskrækkende og i alle tilfælde tvetydige eksperiment, som hedder „den kristne stat“ og „kristenheden“ — den kollektive kristne kultursammenhæng. Hele middelalderens vældige bygning hviler på den, og så sejlivet har den været, at dens struktur endnu har rester i vort eget hypermoderne velfærdssamfund — eksempelvis i den norske grundlovs paragraf 2.“ — Katolsk Ugeblad, 13. maj 1966.