Jeg har været spiller
Hvordan det lykkedes en mand at frigøre sig, efter at han i sytten år havde været grebet af spillelidenskab
JEG kan stadig føle spillelysten vågne en gang imellem, som for eksempel hvis jeg kommer gående forbi et åbent spillested for Off-Track Betting. Folk kommer ud med løbslister i hænderne. Pludselig må jeg gribe mig selv i at tænke: „Gad vide om jeg stadig kan gætte vindere?“ Tanken er der lige med ét. Jeg skubber den fra mig — ser den anden vej og sætter farten op.
I over sytten år har jeg været passioneret spiller. At spille dominerede mit liv. Jeg måtte simpelt hen spille. Det var vigtigere for mig end mad, drikke, søvn, kønsliv — alt!
En utryg tilværelse
I de år blev jeg ofte oppe om natten for at vælge de heste ud jeg ville spille på næste dag. Eller jeg gik på arbejde om natten for at have fri til at være på væddeløbsbanen om dagen. Jeg tiggede, lånte og stjal penge til at spille for. Alt hvad vi havde af værdi var pantsat et eller andet sted.
Når jeg havde fået løn, tog jeg ud på væddeløbsbanen. „Jeg vil spille 10 dollars og se om jeg kan forøge dem,“ sagde jeg til mig selv. Hesten blev ikke en vinder, og så sagde jeg: „Jeg må have mine penge igen; det skal da stå lige.“ Gang på gang mistede jeg ugelønnen på den måde.
Det betød at der ingen penge var til mad, tøj eller husleje. Ofte måtte jeg gå sulten, og det samme måtte min kone og vore to døtre. Tøj havde vi kun lidt af, og ofte blev vi sat på gaden fordi huslejen ikke var betalt. Eller vi flyttede for at undgå ågerkarle.
Næsten hver eneste spiller jeg har kendt skyldte penge til ågerkarle, ofte til flere forskellige på samme tid. Autoriserede långivere vil ikke låne til folk som er dybt forgældede. Men disse ågerkarle på det ulovlige lånemarked vil.
Jeg plejede at gå til en ågerkarl og få måske 25 dollars. Lånet på 25 dollars skulle betales tilbage med 30 dollars, for eksempel med 6 dollars pr. uge i fem uger. Hvis man ikke kunne klare et ugentligt afdrag, måtte man betale en slags afgift, omkring 2 dollars ved et lån på 25 dollars. Men disse 2 dollars blev ikke fratrukket hovedsummen. Man kunne betale den ugentlige afgift på 2 dollars i lang tid og stadig skylde det oprindelige beløb. Nu lyder 2 dollars selvfølgelig ikke af så meget i dag, men dengang, i 1920rne og 1930rne, var det alligevel en hel del.
Disse ågerkarle kunne bruge hårdhændede metoder. De havde deres håndlangere. Jeg husker at en af mine venner blev gennembanket fordi han ikke kunne betale. Det var derfor et liv i frygt. Når situationen blev helt kritisk, pakkede jeg sammen og forsvandt. Heldigvis blev hverken min familie eller jeg udsat for fysisk overlast.
Spillede hvor som helst
Det er utroligt så meget der spilles. Jeg arbejdede som regel i restauranter og barer, og det eneste der blev talt om var „hestene“. Naturligvis var der også andre former for spil.
I New Yorks underverden var der talrige spillesteder rundt omkring i hele byen. Men man skulle have forbindelser og „godkendes“ for at slippe ind. Der var rouletter, poker, terningespil — alle former for hasardspil. Jeg kom der af og til, men spillede ellers hovedsagelig på heste.
Ofte tog jeg på væddeløbsbanen, men endnu mere spillede jeg hos lokale bookmakere. Dette var forbundet med større spænding, idet bookmakere tilbyder mange muligheder for kompliceret spil som tiltrækker kræsne spillere og som det legale spil ikke byder på: parolispil på heste fra forskellige væddeløbsbaner, „back to back“, „round robin“, „taltipning“, og så videre.
„Taltipning“, især, er meget populær. Jeg tippede seks dage om ugen. Dagens tal bestod af tre cifre, for eksempel 8-3-9. Det første ciffer fremkom ved at man tog det sidste hele dollarciffer i den samlede totalisatoromsætning efter dagens tre første løb. Hvis beløbet var 359,73 dollars, var det første ciffer 9. Efter det femte løb og efter det syvende løb blev den samlede totalisatoromsætning på tilsvarende måde brugt til at få de to andre cifre.
Jeg plejede gerne at gøre min indsats gennem en mellemmand der arbejdede for en bookmaker. I lang tid var min faste mellemmand til „taltipningen“ vores mælkemand. Som regel spillede jeg for halvtreds cents, og hver morgen fik han pengene og tipskuponen. Engang ramte jeg det fulde tal, 8-3-9, og fik udbetalt 300 dollars — en stor sum for halvtreds cents!
Miljøet
Vi spillere talte samme sprog og havde den samme altoverskyggende interesse med dens spænding og kvaler. Men ægte interesse for hinanden manglede vi i bedrøvelig grad. Tag for eksempel denne her mælkemand.
Jeg havde tillid til ham, for jeg havde kendt ham længe og han havde altid udbetalt mine gevinster. Så da jeg vandt den store sum på 300 dollars, fattede jeg ikke mistanke da han inviterede mig til et stort terningespil i hans hjem. Først da jeg havde mistet de fleste af mine penge blev jeg klar over at der var snyd med i spillet. Jeg var blevet „fuppet“. Men der er ikke meget man kan gøre — det er svært at bevise.
Det var langtfra den eneste gang jeg blev snydt af „venner“. Engang gav jeg penge og en liste over heste der skulle spilles på til en kollega. Han havde en anden arbejdstid og ville kontakte bookmakeren om eftermiddagen. Senere hørte jeg løbsresultaterne og fik til min overraskelse at vide at jeg havde gættet fire vindere! Da min „ven“ kom om aftenen var jeg naturligvis opstemt og ventede at få mine gevinster. Men han havde nogle undskyldninger for at han ikke var kommet til at spille. Jeg kunne ikke bevise noget, men jeg er sikker på at han havde stukket gevinsterne i sin egen lomme.
Spillere er afgjort et uærligt folkefærd. Mange gange er en mindre bookmaker stukket af med penge jeg skulle have haft. Men sandheden er at jeg ikke selv var bedre. Jeg lånte ofte uden at betale tilbage, og stjal også direkte. Det gør mig bedrøvet at tænke tilbage på alt dette.
Fristet af penge og spænding
Jeg forstod at det var forkert hvad jeg gjorde. Men jeg var trælbundet af vanen; især kunne jeg ikke modstå fristelsen til at prøve at komme let til penge. Det var egentlig det der fik mig til at begynde at spille på heste.
Jeg havde spillet terninger som dreng på Philadelphias gader og senere poker på skibene da jeg stak til søs som syttenårig. Men det var først i 1928, samme år som jeg blev gift, at jeg fattede interesse for heste.
Jeg arbejdede dengang i en quick-lunch-restaurant på hjørnet af 49. gade og Lexington Avenue i New York. Det fascinerede mig at se de opstemte folk som havde spillet på heste og vundet. Senere fandt jeg ud af at de aldrig taler om at de har tabt. „Jeg må hellere være med og få nogle af disse lettjente penge,“ tænkte jeg.
Jeg lagde mærke til at spillerne fik deres hesteinformation i Daily Mirror, så en dag udvalgte jeg to heste derfra og gjorde indsats på dem. Jeg kan endnu huske hvad de hed: Buck Hero og Sunflower. Med „begynderheld“ vandt jeg på dem begge!
Nu havde jeg vundet og kunne tale med på lige fod med de andre hestespillere. „Bare ærgerligt du ikke spillede paroli,“ sagde en, „så ville du have gjort et virkelig godt kup.“ Snart forsøgte jeg alle spillemuligheder. Jeg studerede hestene grundigt og begyndte selv at bedømme deres chancer for at vinde.
Ind imellem vandt jeg mange penge på væddeløbsbanen. Det gjorde mig helt oprømt af glæde og stolthed. Jeg betalte måske lidt af på noget af min gæld, men næste dag var jeg så tilbage på væddeløbsbanen igen ’for at gøre det helt store kup’ — og tabte som regel det hele.
Og dog blev vi ved med at spille, idet vi altid regnede med at vinde den helt store gevinst. Jeg er opdraget på et katolsk børnehjem hvor jeg lærte at bede. Derfor bad jeg ofte om at vinde — i desperate øjeblikke endda til Djævelen.
Noget af det der gør spil så fristende, tror jeg, er den kolossale forventning der knytter sig til resultatet, om man har tabt eller vundet. For at øge spændingen lod jeg ofte en anden undersøge løbsresultaterne i avisen, og så stillede jeg ham spørgsmål som: „Havde vinderen af andet løb et navn på ti bogstaver? Hvor stor en vægt bar den? Hvor stort udbytte gav den? Hvem red den?“
Efter det første eller andet spørgsmål ville jeg begynde at kunne høre på svarene hvilken hest det drejede sig om. Til sidst spurgte jeg så direkte om den eller den hest havde vundet. Min begejstring kendte ingen grænser hvis det var den hest jeg havde spillet på.
Forsøg på at bejle til heldet
At bedømme hestenes chancer for at vinde var en indviklet sag. Somme tider kunne det tage flere timer at vælge en enkelt god hest at spille på. Ofte kom jeg til den slutning at der ikke var nogen gode spillemuligheder i et bestemt løb. Men hvad skete der så?
Om natten drømte jeg måske at en bestemt hest vandt løbet, og så spillede jeg på den næste dag. Eller jeg kom ud på væddeløbsbanen og lagde mærke til at Straw Hat (Stråhat) var med i løbet og at jeg uden at tænke over det havde taget en stråhat på. Så spillede jeg naturligvis på Straw Hat. Jeg husker at min broder engang fik en dåse ananas i hovedet da den faldt ned fra en hylde. På løbslisterne den dag lagde han mærke til en hest der hed Pineapple (Ananas); han spillede på den og vandt! Sådan er spillere. De er meget overtroiske. Og i stedet for at holde sig til den omhyggelige udvælgelse de har foretaget, spiller de pr. intuition.
Jeg er sikker på at den katolske kirke har øje for dette karakteristiske træk ved spillere. Nonnerne var altid ude med deres indsamlingsbøsser i nærheden af væddeløbsbanen. Hvordan kunne en katolik, og mange af os var katolikker, afvise en „søster“ og forvente at have noget held i sit spil på hestene? Vi ydede derfor vort bidrag. Og hvis vi havde vundet den dag var vi særlig gavmilde, idet vi håbede at det ville sikre vort fortsatte held.
Hvorfor brugte jeg ofte tallet 839 i mit spil — det tal der engang gav mig en gevinst på 300 dollars? Fordi jeg er født i årets ottende måned, min ældste datter i den tredje måned og min hustru i den niende måned. Det var ren og skær overtro. Jeg betragtede det som mit lykketal — og fik virkelig gevinst på det nogle få gange.
Men sandheden er at jeg tabte mere end jeg vandt, og det var et forfærdeligt liv, ikke mindst for min familie. Jeg ønskede at holde op. Jeg sagde til mig selv: „Jeg vil ikke. Jeg spiller simpelt hen ikke på heste mere. Jeg vil ikke engang se på en løbsliste.“ Og hvad skete der så?
Jeg kom på arbejde, og en af mine kolleger sagde: „Du ved at jeg spillede på den og den hest i går, og den gav så og så meget.“ Så tænkte jeg ved mig selv: „Den hest har jeg også spillet på.“ Og snart spillede jeg igen.
Et vendepunkt
I 1944 skete der imidlertid noget som med tiden skulle komme til at forandre mit liv. Med min familie var jeg for en tid flyttet fra New York for at arbejde i Patterson Field, nogle kilometer uden for Dayton, Ohio. Min datter tegnede abonnement på bladet Seventeen, og i tilgift kunne man vælge imellem en aktuel bestseller og en bibel. Jeg valgte Bibelen, for sådan en havde jeg altid gerne villet have. Desuden købte jeg bogen „Sandheden skal frigøre jer“ af en mand der kom til min dør nogle få dage senere.
Nogle uger senere, en aften jeg var alene hjemme, tog jeg bogen og begyndte at læse. Det lød mere fornuftigt end noget andet jeg nogen sinde havde hørt om religion og Bibelen. Jeg var overbevist om at det viste mig hen til noget der var mere vidunderligt end noget andet jeg havde hørt om i de otteogtredive år jeg havde levet.
Jeg blev meget glad da manden kom igen, og tog imod hans indbydelse til at overvære et af Jehovas vidners møder. Men så blev jeg syg, og efter et langt ophold på hospitalet vendte jeg tilbage til New York. Manden i Ohio fik imidlertid ordnet det sådan at et Jehovas vidne besøgte mig dér.
På vej til et møde lagde jeg mærke til at det Jehovas vidne jeg fulgtes med ikke røg, og jeg spurgte ham derfor: „Ryger Jehovas vidner ikke?“ Da han svarede benægtende, tænkte jeg ved mig selv: „Nå, så er det ikke noget for mig. Tobaksrygning og spil er to vaner jeg aldrig vil kunne bryde.“ Men jeg tog fejl.
Hvordan forandringen blev mulig
For første gang begyndte jeg at værdsætte hvilken storslået Skaber vi har. Jo, jeg havde nok troet på Gud før. Jeg vidste at han er til. Livet i alle dets komplicerede former vidnede jo om at en Skaber havde udtænkt det alt sammen. Men nu begyndte Gud at blive virkelig for mig. Jeg begyndte at forstå at det er Guds hensigt at velsigne menneskene.
Mange gange før havde jeg bedt den bøn vi lærte på børnehjemmet: „Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit navn; komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ (Matt. 6:9, 10) Men nu begyndte jeg at forstå at Guds rige er en virkelig regering og at vi var nået til det tidspunkt i historien hvor Gud havde ladet denne regering træde i funktion, med følger der ville ryste verden.
Jeg var overbevist om at det nuværende verdenssystem afgjort trængte til at blive udskiftet. Og det var betagende for mig at lære at den almægtige Gud virkelig ville sørge for dette. Der var især en profeti i Daniels bog i Bibelen der gav mig en klar forståelse af Guds hensigt: „Himmelens Gud [vil] oprette et rige som aldrig i evighed skal forgå, . . . det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed.“ (Dan. 2:44) Bibelens løfter om et jordisk paradis uden sygdom og død øvede også en stærk indflydelse på mit liv. — Sl. 37:9-11; Åb. 21:3, 4.
Hvis Gud ville skænke menneskene sådanne velsignelser, tænkte jeg, kunne jeg vise min værdsættelse ved at opfylde hans krav efter bedste evne. Et af de krav jeg havde lært var at en mand skulle ’sørge for sine slægtninge, især da for sine husfæller’. (1 Tim. 5:8) Da jeg begyndte at praktisere dette, måtte jeg naturligvis skære kraftigt ned på mit spil. Forandringen kunne ikke undgå at gøre indtryk på min familie og andre der kendte mig.
Det var et voksende ønske om at behage den almægtige Gud der gjorde denne forandring mulig. Men det havde også stor betydning at jeg læste de opbyggende bøger og blade Jehovas vidner udgiver og at jeg regelmæssigt kom sammen med disse mennesker. Når jeg kom til deres møder, var de altid venlige. Selv mennesker jeg aldrig havde mødt, kom hen og hilste. Og jeg kunne se at deres venlighed var ægte; den var ikke hyklerisk. Når man regelmæssigt er sammen med den slags mennesker, har det en gavnlig indflydelse på en. Jeg holdt endda op med at ryge.
Fuldstændig løsrivelse
Men spillelidenskaben havde et langt stærkere tag i mig. Det overraskede mig, for jeg havde troet at det ville være lettere at holde op med at spille end med at ryge. Trangen til at spille var imidlertid overvældende, så jeg begyndte at finde på undskyldninger: „Der er ikke noget skriftsted i Bibelen mod at spille. Og jeg sørger da for min familie.“ Med andre ord spillede jeg stadig af og til. Ja, da jeg var til mit første stævne, arrangeret af Jehovas vidner i Cleveland, Ohio, i 1946, overværede jeg det meste af programmet, men én eftermiddag tog jeg på væddeløbsbanen i stedet for.
Sådan gik det i årevis. Jeg kunne simpelt hen ikke modstå fristelsen. „Jeg har et par dollars tilovers,“ tænkte jeg undskyldende. „Jeg kan godt få råd til at more mig lidt.“ Med tiden begyndte jeg imidlertid at spille mere end det havde været min hensigt. Samtidig kom jeg i så alvorlige økonomiske vanskeligheder at jeg begyndte at glide ud af den kristne menighed. Det var en krise i mit liv.
Imidlertid kom kristne brødre mig kærligt til hjælp. Tålmodigt hjalp de mig med råd og vejledning. Og ved at læse artikler i Vagttårnet og Vågn op! kom jeg til i højere grad at forstå hvor forkert det egentlig er at spille. Især Vågn op!-artiklen „Kan kristne give sig af med spil?“ i 1964 hjalp mig til at forstå at der virkelig er et skriftsted mod spil.
Jeg vidste hvor overtroiske spillere er, og hvordan de altid prøver at bejle til Fru Fortuna, lykkens gudinde. De er parate til at snyde og gøre næsten hvad som helst for at vinde — det at vinde bliver en afgud og Fru Fortuna en gudinde. Et af de skriftsteder der blev behandlet i artiklen, Esajas 65:11, talte derfor virkelig stærkt til mig. Her siges der om nogle som svigter den sande Gud at de „dækker bord for lykkeguden, blander drikke for skæbneguden“.
Da jeg læste dette begyndte jeg at forstå hvilken nær forbindelse der er mellem spil og falsk tilbedelse. Ja, det fik mig til at tænke på hvor ofte vi havde set folk få gevinst de første gange de spillede — „begynderheld“, plejede vi at sige. Men nu er jeg overbevist om at dette er en af Djævelens rænker for at narre folk til at spille, at det på en eller anden måde går sådan at de vinder i begyndelsen og derved lokkes ind i en fordærvende form for falsk tilbedelse hvor guderne hedder penge og held.
Ud fra denne forståelse af tingene begyndte jeg at bekæmpe spillelidenskaben som aldrig før. Jeg ville ikke give efter for den! Det er nu flere år siden jeg spillede for sidste gang, og trangen kan stadig melde sig. Men da jeg ved at den almægtige Gud ikke billiger spil, er jeg besluttet på aldrig at spille igen.
Hvis du nogen sinde bliver fristet til at spille, så husk på hvilke følger det har — hvordan det ødelægger folks liv, fordærver dem og endda narrer dem ind i falsk tilbedelse. Spil aldrig det første spil! Hvis spillelysten allerede har fået tag i dig, så vær vis på at du kan overvinde den. Der findes en udvej og Jehovas vidner vil være glade for at hjælpe dig, ligesom de har hjulpet mig. — Indsendt.
I sidste ende taber alle spillere. Irving Kristol, professor i bymæssige miljøværdier ved New Yorks universitet, har udtalt: „Spil . . . er teknisk set et fupnummer; gevinsterne må nødvendigvis være en god bid mindre end indskuddene, og langt det overvejende flertal af de ’indskudsgivende’ må i sidste ende miste deres penge, hvis spilleforetagendet skal overleve og ’gå godt’.“