konge af Juda og lod ham aflægge ed ved Jehova på at han ville være en loyal vasal under Babylon. Men kong Zedekias viste sig at være som en slet figen. Derfor sammenlignede Jehova, ved hvem han havde svoret, ham med en uspiselig figen, idet han sagde:

¹⁶ „Men som man gør med de slette figener, for slette til at spises, vil jeg, så siger [Jehova], gøre med kong Zedekias af Juda og hans fyrster og resten af Jerusalem, dem, der er levnet i dette land [efter at Jojakin var ført i landflygtighed], og dem, der bor i Ægypten [hvortil jøderne flygtede af frygt for babylonierne]; jeg gør dem til rædsel for alle jordens riger, til spot og mundheld, til hån og til et forbandelsens tegn på alle de steder, hvorhen jeg bortstøder dem; jeg sender sværd, hunger og pest imod dem, indtil de er udryddet af det land, jeg gav dem og deres fædre.“ — Jer. 24:8-10.

17. Hvor slet viste Zedekias sig at være, og hvad blev følgen heraf?

¹⁷ Det er tydeligt at Jehova ikke fandt behag i disse „slette figener“, siden han besluttede at føre en sådan ulykke over dem og gøre dem til genstand for hån og foragt blandt alle folkeslag. Kong Zedekias viste sig i sandhed at være slet! Han brød sin svorne ed og gjorde oprør mod Babylon, og under pres fra sine fyrster lod han Jeremias sætte i forvaring som var han en fare for landets sikkerhed. Foruden de babyloniske belejreres „sværd“ og pesten blandt de belejrede jøder, skulle der nagende hunger til for at nedbryde forsvarernes modstand. Efter 18 måneders belejring faldt Jerusalem, og den sejrende konge lod fremtrædende politiske og religiøse personer dræbe. Zedekias så sine egne sønner blive dræbt, hvorefter han blev blindet og ført som fange til Babylon, hvor han døde i vanære.

18. Hvad bør vi nu, i betragtning af dette advarende eksempel, gøre for at overleve den kommende ’store trængselˈ?

¹⁸ Gyser vi ved tanken om hvor skrækkeligt det gik disse „slette figener“? Måtte det tjene som et advarende eksempel for os, så vi ikke efterligner deres adfærd. Hvis de åndelige israelitter i vor tid ikke lever op til den nye pagt, hvis de ikke går ind for Jehovas universelle suverænitet, hvis de ikke støtter hans søns, Jesu Kristi, messianske rige, da vil det gå dem som datidens „slette figener“ når ’den store trængsel’ inden længe bryder løs. (Matt 24:21, 22) Til den tid vil alle kristenhedens religiøse indbyggere, der giver sig ud for at være åndelige israelitter, møde deres ulyksalige endeligt som „slette figener“. Vi gør derfor klogt i nu at være som Jeremias og hans sekretær Baruk og de få gudhengivne venner han ellers havde, mænd som var trofaste mod Jehova og som overlevede Jerusalems ødelæggelse. — 1 Kor. 10:11.

Guds navn i Bibelen

Flere og flere vidnesbyrd peger på at Guds personlige navn (Jehova, på hebraisk skrevet med konsonanterne jhvh) oprindelig blev brugt i det såkaldte Nye Testamente. I et sammendrag af en artikel om dette i et andet videnskabeligt tidsskrift oplyser tidsskriftet New Testament Abstracts:

„I førkristne græske [manuskripter] af Det gamle Testamente blev det guddommelige navn (jhvh) ikke, som man ofte har ment, gengivet med ’kyrios’ [herre]. Sædvanligvis skrev man tetragrammet med aramaiske eller paleo-hebraiske skrifttegn. . . . På et senere tidspunkt trådte surrogater som ’theos’ [Gud] og ’kyrios’ i stedet for tetragrammet . . . Der er god grund til at tro at noget lignende skete i Det nye Testamente, dvs. at man oprindelig brugte det guddommelige navn i nytestamentlige citater fra og hentydninger til Det gamle Testamente, men at det med tiden blev erstattet af surrogater.“ — Nr. 3, 1977, s. 306.