det ukristne oprør mod Jehova og hans kongelige tjener, som de såkaldt kristne religiøse ledere har stiftet ved at tale om „oprør mod Jehova“, har disse også gjort sig fortjent til døden. (Jer. 29:32, NW) Deres tilintetgørelse blev forudskildret ved den dom der blev eksekveret over den falske profet Sjemaja og hans efterkommere, der aldrig så „den lykke“ som Jehova ville lade de ydmyge blandt sit landflygtige folk opleve. Det tilkommer således ikke os at udtænke hvordan vi ved hjælp af menneskelige midler kan opnå en øjeblikkelig udfrielse. Hvis vi skal opnå evig frelse må vi tålmodigt og tillidsfuldt vente på Jehovas udfrielse ved en „tjener“ der er større end Khoresj eller perseren Kyros, nemlig Jesus Kristus.

21. Hvilken handlemåde som Jehova ifølge Jeremias 29:12-14, forudsagde at de ydmyge landflygtige ville lægge for dagen, bør vi efterligne i dag?

²¹ Hvis vi forsøger at løbe foran Jehova vil vi aldrig opnå den udfrielse vi så inderligt længes efter. I stedet for at vende Jehova ryggen og lade ham ude af betragtning, gør vi klogt i at efterligne dem der så Jehovas frelse og som til hans bestemte tid blev ført tilbage til deres hjemland. Jehova forudsagde deres handlemåde, som er værd at efterligne, med disse ord: „I skal kalde på mig og komme og bede til mig, og jeg vil høre på jer. Og I skal søge mig og finde mig, for I vil søge mig af hele jeres hjerte. Og jeg vil lade mig blive fundet af jer.“ — Jer. 29:12-14, NW.

22. Hvilket håb bør vi handle i overensstemmelse med i betragtning af at vi lever i „velviljens år fra Jehova“?

²² Vi nærmer os nu afslutningen på „velviljens år fra Jehova“. (Es. 61:2, NW) Hans imødekommende ord gælder derfor stadig: „Jeg ved, hvilke tanker jeg tænker om eder, lyder det fra [Jehova], tanker om fred og ikke om ulykke, at jeg må give eder fremtid og håb.“ (Jer. 29:11) Den fremtid Jehova har udtænkt for os, hvis vi nu underlægger os hans universelle suverænitet, er den bedste vi kunne ønske os, nemlig et evigt liv med fred, fremgang og lykke under hans kongelige tjener, Jesus Kristus. Det er det håb Jehova Gud har givet os. Lad os med fuld værdsættelse handle i overensstemmelse med det.

Et udtryk for taknemmelighed

„I fem lange år var min hustru og min søn Jehovas vidner, meget imod min vilje. Jeg forstår nu at jeg ved min handlemåde og manglende tro på Jehova lagde en stor byrde på dem som var vanskelig at bære. Kun Gud ved hvad de måtte igennem dengang. Og jeg kan kun håbe på at han er en meget, meget tilgivende Gud.

Jeg var selv katolik af navn og syndede hver dag i mit liv, men alligevel følte jeg at jeg var bedre end Jehovas vidner, som jeg betragtede som fanatikere. Jeg glemte at Jesus Kristus jo selv blev kaldt fanatiker. Selve navnet Jehova voldte mig afsky.

Efter en hel del vanskeligheder i forbindelse med at vi flyttede fra Missouri til Californien følte jeg imidlertid at der manglede noget i mit liv. Det var som om jeg var fortabt i denne forvirrede verden, og jeg havde ingen anelse om hvordan jeg skulle begynde på en frisk med en positiv indstilling. Af den grund bad jeg til den almægtige Gud om hjælp til at finde en måde hvorpå jeg kunne fjerne den tomhed jeg følte indvendig. Så lød der en banken på døren! Da jeg lukkede op blev jeg klar over at det var en dame fra Jehovas Vidner.

Normalt ville jeg have afvist hende og høfligt have lukket døren, men denne gang var det ligesom anderledes fordi jeg lige havde bedt om hjælp. Vi talte sammen i henved 40 minutter, hvorefter hun indbød mig til møderne i rigssalen. Hun tog sig endda tid til at tegne et kort der viste hvordan jeg skulle komme derhen. Jeg havde aldrig mødt en katolik som ville tage sig så megen tid og vise så stor interesse for et andet menneskes åndelige velfærd. Jeg følte mig underligt tilpas indvendig fordi denne dame bekymrede sig så meget om min frelse.

Nu overværer jeg møderne i rigssalen sammen med min kone, Christine, og vores søn, Phillip. Jeg læser også Bibelen regelmæssigt. Nu håber jeg blot at jeg ikke har fundet Jehova for sent til at jeg kan få evigt liv.“