Jeremias’ brev til de landflygtige i Babylon henviste Jehova derfor til dette og sagde:

„Til nehelamitten Sjemaja skal du sige: Så siger Hærskarers [Jehova], Israels Gud: Fordi du i dit eget navn har sendt alt folket i Jerusalem og præsten Zefanja, Ma’asejas søn, og alle præsterne et sålydende brev: ’[Jehova] har gjort dig til præst i præsten Jojadas sted til i [Jehovas] hus at have opsyn med alle gale og folk i profetisk henrykkelse, hvilke du skal lægge i blok og halsjern. Hvorfor skrider du da ikke ind mod Jeremias fra Anatot, der profeterer hos eder? Nu har han kunnet sende bud til os i Babel og ladet sige: Det trækker i langdrag! Byg huse og bo deri, plant haver og spis deres frugt!’ — “ — Jer. 29:24-28; jævnfør Jeremias 29:4-6.

16. Hvad gjorde præsten Zefanja med brevet fra Sjemaja, og hvad blev Jeremias derefter inspireret til at profetere om Sjemaja?

¹⁶ Da præsten Zefanja modtog Sjemajas brev satte han imidlertid ikke Jeremias i blok og halsjern. Han læste først brevet for Jeremias. (Jer. 29:29) Hvad nu?

„Da kom [Jehovas] ord til Jeremias således: Send bud til alle de landflygtige og sig: Så siger [Jehova] om nehelamitten Sjemaja: Fordi Sjemaja har profeteret for eder, uden at jeg har sendt ham, og får eder til at slå lid til løgn, derfor, så siger [Jehova]: Se, jeg hjemsøger nehelamitten Sjemaja og hans efterkommere; han skal ingen have, der bor iblandt eder og oplever den lykke, jeg giver eder, lyder det fra [Jehova], fordi han har prædiket frafald fra [oprør mod, NW] [Jehova].“ — Jer. 29:30-32.

17. Hvorfor var det oprør mod Babylon som Sjemaja søgte at ophidse til, også et oprør mod Jehova?

¹⁷ Med det Sjemaja profeterede og skrev, søgte han at ophidse kong Zedekias af Jerusalem til at gøre oprør, støttet af kong Farao af Ægypten, der var det babyloniske verdensriges uforsonlige modstander. Men et sådant oprør ville ikke blot være rettet mod Babylon. Det ville også være rettet mod Jehova, der på det tidspunkt brugte Babylons konge som sin „tjener“. Jehova var altså Babylons konges himmelske Herre. Et oprør mod Babylon ville derfor i første række være et oprør mod Jehova.

Vent på Jehova i kristen neutralitet

18. Hvordan prøvede Sjemaja at løbe foran Jehova, og hvilke følger fik dette for ham selv og hans efterkommere?

¹⁸ Sjemaja i Babylon ønskede ikke at vente på at Jehova udfriede de landflygtige jøder som han var en af. Han troede ikke på den tidligere profeti i Esajas 44:28 til 45:4 om Khoresj eller perseren Kyros, der skulle omstyrte Babylon og lade de landflygtige jøder vende tilbage til deres hjemland. Sjemaja ønskede altså at løbe foran Jehova. Han planlagde hvordan han på sin egen måde kunne redde sig selv og de andre landflygtige. Han foretrak en handlemåde der ville få Babylons konge til at lægge et „jernåg“ på Juda riges hals. (Jer. 28:13, 14) Oprøreren Sjemaja ville derfor slet ikke erfare nogen udfrielse, og ingen af hans efterkommere ville få del i Israels genoprettelse!

19. Hvilken kurs har nutidens modstykke til Sjemaja fulgt siden 1914?

¹⁹ Vi der lever i dag gør klogt i at følge den vejledning i Jeremias’ brev der fremholdes i Jeremias 29:8, 9. Så vil vi ikke følge nutidens modstykke til nehelamitten Sjemaja, der i fortiden tilskyndede til oprør mod Jehovas ordning. Kristenhedens gejstlige, der ikke har lyttet til det budskab Jeremias-skaren har forkyndt siden hedningetidernes udløb i 1914, har nu vist sig at være som „revnede figner der er så dårlige at de ikke kan spises“. Præsteskabet er blevet gjort opmærksom på det „tegn“ Jesus Kristus forudsagde, og som er blevet opfyldt siden 1914, nemlig „sværd“ i form af verdenskrige, hærgende „hungersnød“, omsiggribende „pest“ og ’fordrivelse’ af hjælpeløse befolkningsgrupper, også inden for kristenheden, der hævder at være kristen. (Jer. 29:16-19, NW; Matt. 24:4-20) Alligevel viser de religiøse ledere at de ikke tror på den bibelske udlægning af „tegnet“, og derfor tilskynder de ikke nationerne til at overgive deres nationale suverænitet til Jehovas indsatte konge, Jesus Kristus, der siden 1914 sammen med sin himmelske Fader har udøvet „verdensherredømmet“, som er noget langt mere omfattende end Nebukadnezars herredømme over det babyloniske verdensrige. Præsteskabet godkender tværtimod menneskers planer og støtter FN, ikke Guds styre.

20. Hvilken velfortjent straf får de der gør oprør mod myndighed, og hvordan kan vi derfor opnå evig frelse?

²⁰ I verden i dag straffes oprør mod de bestående myndigheder med døden. Ved det ukristne oprør mod Jehova og hans kongelige tjener, som de såkaldt kristne religiøse ledere har stiftet ved at tale om „oprør mod Jehova“, har disse også gjort sig fortjent til døden. (Jer. 29:32, NW) Deres tilintetgørelse blev forudskildret ved den dom der blev eksekveret over den falske profet Sjemaja og hans efterkommere, der aldrig så „den lykke“ som Jehova ville lade de ydmyge blandt sit landflygtige folk opleve. Det tilkommer således ikke os at udtænke hvordan vi ved hjælp af menneskelige midler kan opnå en øjeblikkelig udfrielse. Hvis vi skal opnå evig frelse må vi tålmodigt og tillidsfuldt vente på Jehovas udfrielse ved en „tjener“ der er større end Khoresj eller perseren Kyros, nemlig Jesus Kristus.

21. Hvilken handlemåde som Jehova ifølge Jeremias 29:12-14, forudsagde at de ydmyge landflygtige ville lægge for dagen, bør vi efterligne i dag?

²¹ Hvis vi forsøger at løbe foran Jehova vil vi aldrig opnå den udfrielse vi så inderligt længes efter. I stedet for at vende Jehova ryggen og lade ham ude af betragtning, gør vi klogt i at efterligne dem der så Jehovas frelse og som til hans bestemte tid blev ført tilbage til deres hjemland. Jehova forudsagde deres handlemåde, som er værd at efterligne, med disse ord: „I skal kalde på mig og komme og bede til mig, og jeg vil høre på jer. Og I skal søge mig og finde mig, for I vil søge mig af hele jeres hjerte. Og jeg vil lade mig blive fundet af jer.“ — Jer. 29:12-14, NW.

22. Hvilket håb bør vi handle i overensstemmelse med i betragtning af at vi lever i „velviljens år fra Jehova“?

²² Vi nærmer os nu afslutningen på „velviljens år fra Jehova“. (Es. 61:2, NW) Hans imødekommende ord gælder derfor stadig: „Jeg ved, hvilke tanker jeg tænker om eder, lyder det fra [Jehova], tanker om fred og ikke om ulykke, at jeg må give eder fremtid og håb.“ (Jer. 29:11) Den fremtid Jehova har udtænkt for os, hvis vi nu underlægger os hans universelle suverænitet, er den bedste vi kunne ønske os, nemlig et evigt liv med fred, fremgang og lykke under hans kongelige tjener, Jesus Kristus. Det er det håb Jehova Gud har givet os. Lad os med fuld værdsættelse handle i overensstemmelse med det.

Et udtryk for taknemmelighed

„I fem lange år var min hustru og min søn Jehovas vidner, meget imod min vilje. Jeg forstår nu at jeg ved min handlemåde og manglende tro på Jehova lagde en stor byrde på dem som var vanskelig at bære. Kun Gud ved hvad de måtte igennem dengang. Og jeg kan kun håbe på at han er en meget, meget tilgivende Gud.

Jeg var selv katolik af navn og syndede hver dag i mit liv, men alligevel følte jeg at jeg var bedre end Jehovas vidner, som jeg betragtede som fanatikere. Jeg glemte at Jesus Kristus jo selv blev kaldt fanatiker. Selve navnet Jehova voldte mig afsky.

Efter en hel del vanskeligheder i forbindelse med at vi flyttede fra Missouri til Californien følte jeg imidlertid at der manglede noget i mit liv. Det var som om jeg var fortabt i denne forvirrede verden, og jeg havde ingen anelse om hvordan jeg skulle begynde på en frisk med en positiv indstilling. Af den grund bad jeg til den almægtige Gud om hjælp til at finde en måde hvorpå jeg kunne fjerne den tomhed jeg følte indvendig. Så lød der en banken på døren! Da jeg lukkede op blev jeg klar over at det var en dame fra Jehovas Vidner.

Normalt ville jeg have afvist hende og høfligt have lukket døren, men denne gang var det ligesom anderledes fordi jeg lige havde bedt om hjælp. Vi talte sammen i henved 40 minutter, hvorefter hun indbød mig til møderne i rigssalen. Hun tog sig endda tid til at tegne et kort der viste hvordan jeg skulle komme derhen. Jeg havde aldrig mødt en katolik som ville tage sig så megen tid og vise så stor interesse for et andet menneskes åndelige velfærd. Jeg følte mig underligt tilpas indvendig fordi denne dame bekymrede sig så meget om min frelse.

Nu overværer jeg møderne i rigssalen sammen med min kone, Christine, og vores søn, Phillip. Jeg læser også Bibelen regelmæssigt. Nu håber jeg blot at jeg ikke har fundet Jehova for sent til at jeg kan få evigt liv.“