Og til de ældste i menigheden i Efesus sagde Paulus: „I ved god besked med hvordan jeg fra den første dag da jeg kom til provinsen Asien var hos jer hele tiden, . . . mens jeg ikke holdt mig tilbage fra at meddele jer noget som helst af det som var gavnligt, eller at undervise jer offentligt og fra hus til hus. Men jeg aflagde et grundigt vidnesbyrd for både jøder og grækere om sindsændring over for Gud og tro på vor Herre Jesus.“ — Apg. 20:18-21.

Ja, Paulus underviste „fra hus til hus“. Selv om han uden tvivl besøgte dem der allerede var kristne for at styrke og opmuntre dem, kan vi på ingen måde begrænse betydningen af hans ord til en sådan hyrdegerning. Hvorfor ikke? Fordi han sagde at han forkyndte „sindsændring over for Gud og tro på vor Herre Jesus“ for både jøder og grækere. Dette viser tydeligt at han besøgte nogle som endnu ikke var kristne. At han betragtede dette som et livreddende arbejde kan vi se af hans udtalelse om at han, som følge af sin forkyndelse, var „ren for alles blod“. — Apg. 20:25-27.

Et profetisk mønster

Profetien i Ezekiels bog, kapitel 9, bekræfter det foregående, for her forudskildres det hus-til-hus-arbejde som Jehovas vidner udfører i dag. Der berettes her om et syn som profeten Ezekiel fik for cirka 2500 år siden.

I det foregående kapitel fortæller profeten om et syn han fik af det der foregik i templet i Jerusalem, hvor de frafaldne jøder dyrkede forskellige afguder. I kapitel 9 beretter han derpå om et syn han fik af seks mænd med mordvåben i hænderne og en syvende mand der ikke var bevæbnet men klædt i linned og med et skrivetøj ved lænden. Denne mand skulle gå gennem Jerusalem og ’sætte et mærke på de mænds pander, der sukker og jamrer over alle de vederstyggeligheder, som øves i dets midte’. (Vers 4) De seks mænd med mordvåben skulle følge efter ham og hugge alle dem ned der ikke havde mærket, ja, alle der ikke sukkede og jamrede over al den ondskab der blev øvet i byen.

Hvordan skulle manden i linned finde frem til alle der sukkede og jamrede? Vagttårnet for 1. maj 1972 forklarede: „Ikke ved blot at gå derhen hvor folk mødtes, for eksempel på torvet, men ved at besøge folk i deres hjem, ved at gå fra hus til hus. På denne måde kunne han høre dem udtale sig frit af hjertet og afgøre om de skulle mærkes i panden. Det var ikke et arbejde der kunne gøres på et øjeblik, men det krævede at han tålmodigt og samvittighedsfuldt gik fra hus til hus eller fra dør til dør, og at han foretog en grundig inspektion og uden personsanseelse mærkede dem der virkelig sørgede over alle de vederstyggeligheder som andre øvede i den kongelige by. . . . han satte det særlige kendetegn på deres pander, hvor det kunne ses af både ven og fjende.“

Ligesom manden der var klædt i linned måtte gå fra hus til hus og besøge folk for virkelig at kunne udføre den opgave han havde fået med at mærke alle der fortjente at undgå udslettelse, sådan må Jehovas vidner i dag gå fra hus til hus for at finde alle der elsker sandhed og retfærdighed og give dem mulighed for at flygte til Guds rige.

Hvad svarer i dag til det mærke som manden i linned satte på panden af dem der ikke måtte røres? At blive mærket i panden svarer åbenbart til at man opdyrker en kristuslignende personlighed. Kun hvis man ejer en sådan personlighed kan man undgå at blive ramt af Jehovas eksekutionsstyrker i den kommende ’store trængsel’. (Matt. 24:21) En kristuslignende personlighed vil være noget alle kan se, ligesom et mærke i panden vil kunne ses af alle. I Bibelen lægges der mange steder vægt på at vi opdyrker en sådan personlighed. At mærke et menneske på denne måde kræver selvfølgelig både tid, kræfter og penge, men Jehovas vidner er glade for at bringe disse ofre. Derved viser de også livreddende næstekærlighed. — Ef. 4:20-24; Kol. 3:9-11.

Ja, hvor vigtigt dette første skridt — at gå fra hus til hus for at finde dem der elsker sandhed og retfærdighed og som sukker og jamrer over de onde forhold der eksisterer — end er, så er det dog kun det første skridt. For at vise livreddende næstekærlighed må en Jehovas tjener følge det op ved at aflægge genbesøg og lede bibelstudier. De der studerer Bibelen må også lære hvordan man beder, de må komme i den kristne menighed, og de må lære at anvende Bibelens principper i deres liv. Og de må igen selv være med til at fortælle andre om det de har lært. Alt dette skulle gerne føre til at de indvier sig til Jehova Gud for at gøre hans vilje, og lader sig døbe. Man kan sige at alt dette hører med til at blive ’mærket’, at iføre sig en kristuslignende personlighed. Og ved at fortsætte med dette arbejde viser Jehovas vidner virkelig livreddende næstekærlighed.

Hus-til-hus-forkyndelsen — en udfordring

HAN var et af Jehovas vidner og midt i halvfjerdserne. Han gik fra dør til dør. Han humpede en del, men det var ikke så sært, for han havde to træben. Da han havde banket på en dør kom en dame ud. Hun pegede på ham og spurgte vredt: ’Er De et af Jehovas vidner?’

Han holdt en lille pause og sagde så, idet han så kvinden lige i øjnene: ’Jeg prøver på at være det, frue. Det er ikke let. Jeg arbejder på det. Det er en vanskelig opgave. Kan De forestille Dem hvad det vil sige at være et vidne for den Højeste, Jehova, universets Suveræn? Det er en stor opgave. Ja, frue, jeg arbejder på at være det.’

Hvad svarede kvinden? Ikke et ord. Hvad skulle hun sige?

Det kan ikke nægtes. At gå fra hus til hus med den gode nyhed om Jehova Guds rige er en virkelig udfordring. Det er uden tvivl derfor at denne form for evangeliseren er noget særligt for Jehovas Vidner. Ingen anden religiøs gruppe lægger vægt på eller forventer at alle dens medlemmer gør dette. Og det er interessant at de der skarpt kritiserer Jehovas Vidners lære, ikke anklager dem for at udføre et arbejde der ikke har noget fortilfælde i Bibelen. I stedet for at hævde at vidnerne ikke har noget bibelsk grundlag for deres virksomhed, har disse kritikere tværtimod gang på gang på tryk anerkendt at denne form for forkyndelse er bibelsk. Nogle har endda beklaget at deres egen trosretning ikke forventer det samme af sine medlemmer.

Dermed være ikke sagt at Jehovas vidner ikke ville have nogen grund til at gå fra dør til dør hvis der ikke i Guds ord fandtes fortilfælde for det eller en direkte eller udtrykkelig befaling om at gøre det. Kærlighed til Gud og næsten tilskynder dem til at forkynde for så mange som