Gud håndhæver retfærdigheden med barmhjertighed

EN AF Guds profeter som fik et syn af Guds straffedom over fordærvede, umoralske undertrykkere og afgudsdyrkere, bad til Gud: „Kom barmhjertighed i hu under vreden!“ (Hab. 3:2) En anden profet, Ezekiel, som i et profetisk syn så Gud gribe ind over for ondskaben blandt sit ejendomsfolk Israel, råbte: „Ak, Herre, [Jehova], vil du da tilintetgøre alt, hvad der er levnet af Israel, ved at udøse din vrede over Jerusalem?“ — Ez. 9:8.

Begge disse profeter udtrykte sig sådan fordi de vidste at Jehova var en kærlig og barmhjertig Gud. Det samme mente Guds ven Abraham, hvilket fremgår af de ord han rettede til Jehova inden dommen over Sodoma: „Det være langt fra dig at handle således: at ihjelslå retfærdige sammen med gudløse, så de retfærdige får samme skæbne som de gudløse — det være langt fra dig!“ Ja, Abraham vidste at det var stik imod Jehovas principper at udslette de retfærdige. — 1 Mos. 18:25.

Både Abraham og Ezekiel fik det svar at Gud ikke ville dømme vilkårligt og at de der ikke fortjente at dø ville blive skånet. Det blev de også.

Disse eksempler giver os et indblik i Guds personlighed. Gud sagde til Moses: „[Jehova, Jehova], Gud, som er barmhjertig og nådig, langmodig og rig på miskundhed og trofasthed, som bevarer miskundhed, mod tusinder, som tilgiver brøde, overtrædelse og synd, men ikke lader den skyldige ustraffet.“ (2 Mos. 34:6, 7) Som den øverste Suveræn må Jehova i sin majestæt og ophøjethed sørge for lov og orden i universet. Han kan ikke se gennem fingre med lovovertrædelse. Dog viser han barmhjertighed og skaber udfrielse for dem som ønsker at gøre det rette.

Jesus Kristus gav sine disciple følgende vejledning: „Elsk jeres fjender og bed for dem, som forfølger jer, så I må vorde jeres himmelske Faders børn; thi han lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige.“ (Matt. 5:44, 45) Gud giver alle rig lejlighed til at vise deres hjertes inderste ønsker. Han lader alle indånde den samme luft, spise den samme mad, betragte det smukke skaberværk og vælge hvad de hver især ønsker at bruge livet til.

Den enkelte ansvarlig for sin egen handlemåde

I betragtning af at man frit kan vælge enten det gode eller det onde, er det kun rigtigt og retfærdigt at den enkelte ’skal nyde frugten af sin [egen] færd’. (Ordsp. 1:31) Ingen kan med rette beskylde Gud for at være uretfærdig når et menneske kommer i ulykke fordi det selv har valgt en uret handlemåde. Gud har i sin kærlighed advaret os så vi kan undgå ulykke. Til den unge siger han: „Glæd dig, yngling, i din ungdom, vær vel til mode i livets vår; gå, hvor dit hjerte lyster, og nyd, hvad dit øje skuer.“ Ja, en sådan frihed har den unge; Gud vil ikke gribe ind. „Men,“ tilføjer han, „vid, at for alle disse ting skal du kræves til regnskab af Gud. Slå mismod ud af dit sind, hold sygdom [ulykke, NW] fjernt fra din krop; thi ungdom og livsgry er tomhed!“ — Præd. 11:9, 10.

Gud vil ikke tvinge nogen til at tjene ham. Men hvis man vælger urettens vej eller følger en umoralsk tingenes ordning, gør man sig skyldig i uret. Også hvis man forbliver tilknyttet en organisation — religiøs, politisk eller kommerciel — som spotter Gud og derved får sine medlemmer til stiltiende at gå med til uærlighed og umoralitet, kan man forvente at skulle stå Gud til regnskab for sin adfærd.

Det vil ikke sige at der ikke er nogen tilgivelse for en person der har været sådan, men som kommer til erkendelse af sin egen ufuldkommenhed, sine forkerte handlinger eller sin urette adfærd. Han kan vende om og få tilgivelse på grundlag af det genløsningsoffer som Gud har skaffet til veje gennem Kristus. Synden bliver ikke overset eller forbigået af Gud; på grundlag af hans egen søns fuldkomne menneskeliv, givet som et offer for synder, bliver kravet om retfærdighed imidlertid fuldt ud tilfredsstillet. Apostelen Peter udtalte: „[Kristus] selv bar vore synder på sit legeme op på korsets træ, for at vi, afdøde fra vore synder, skal leve for retfærdigheden.“ Da Gud har tilvejebragt løsesummen, „kunne [han] være retfærdig, også når han erklærer det menneske retfærdigt som har tro på Jesus“. — 1 Pet. 2:24; Rom. 3:26, NW.

Gud advarer og viser tålmodighed

Gud viser altså kærlighed mod sine skabninger og ønsker det bedste for dem. Han er sen til vrede, sen til at eksekvere dommen over dem der øver det onde, idet han håber at de vil nå til omvendelse. (2 Pet. 3:9) Gud viser en bemærkelsesværdig tålmodighed med dem der vælger ikke at tjene ham. Apostelen Paulus henvendte sig til nogle som hævdede at tjene Gud men som gjorde det forkerte, da han skrev: „Ringeagter du hans godheds og overbærenheds og langmodigheds rigdom og véd ikke, at Guds godhed leder dig til omvendelse?“ — Rom. 2:4.

Men ondskaben kan ikke få lov at florere i det uendelige. Den må fjernes så der kan blive fred og orden i universet, til glæde og lykke for dem der ønsker at leve i fred med deres medmennesker. Derfor må de onde fjernes. „Den gudløse bliver løsepenge for den retfærdige, den troløse kommer i retsindiges sted,“ siger den inspirerede skribent i Ordsprogene 21:18.

Med andre ord: prisen for at retsindige mennesker kan leve i fred og lykke på jorden er at de der ikke vil leve i retfærdighed og fred men som gør deres medmennesker ondt, bliver fjernet. Det er som Jehovas profet har sagt: „Selv om der vises den onde gunst, vil han simpelt hen ikke lære retfærdighed. I retskaffenhedens land vil han handle uretfærdigt og vil ikke se Jehovas højhed.“ — Es. 26:10, NW.

Når Gud til sidst griber ind, håndhæver han upartisk sine retfærdige love. Han holder sin vrede i tømme, og han udsletter kun dem der fortjener det. (Ordsp. 2:21, 22) Hans krig er ikke som nationernes krige, der dræber gode og onde i flæng. Vi kan være forvisset om at Gud, „jordens dommer“, vil handle retfærdigt, og at de der udslettes udelukkende vil være mennesker som simpelt hen ikke ønsker retfærdighed. (1 Mos. 18:25; Ordsp. 21:10) Det vil være mennesker hvis hjerte ikke giver rum for denne egenskab.

En kærlig Fader

Kunne nogen ønske sig en bedre Gud? Vi påskønner fædre som tugter deres børn til børnenes eget gavn, samtidig med at de elsker dem og sørger for alt det gode de har brug for. Apostelen siger til sine medkristne:

„Da vi var under vore kødelige fædres tugt, havde vi ærefrygt for dem; skal vi så ikke meget snarere bøje os under åndernes Fader og få livet i eje? Thi de tugtede os for en kort tid, som de skønnede, det var bedst, men han gør det til vort sande gavn, for at vi skal få del i hans hellighed. Al tugtelse synes vel i øjeblikket ikke at være til glæde, men til sorg; men siden giver den dem, der er opøvet ved den, en fredens frugt: retfærdighed.“ — Hebr. 12:9-11.

Derfor må vi komme til Gud som til en kærlig Fader, vi må lære af ham, lade os retlede af ham, leve efter hans skrevne ord. Han bereder i dag mennesker til et liv i en retfærdig ny orden som vil omspænde hele jorden til gavn og glæde for alle. Muligheden for nu at drage nytte heraf står åben for enhver — også for Dem!