af nabatæerne i romerrigets tid. Selv om de var pragtfulde udvendige fandt Burckhardt dog snart at de indvendigt var usle kamre eller næsten kun klippehuler.

Uden om byen lagde Burckhardt mærke til mange høje steder, hvor hedensk tilbedelse havde fundet sted, disse hellige høje der så ofte blev fordømt af Jehovas profeter. På disse høje havde Edoms sønner engang tilbedt deres edomitiske guder. For at tilbederne let kunne komme op på disse hellige høje havde man hugget trapper i klippesiden.

Det var en senere opdagelsesrejsende der opdagede Petras store offerhøj. Den blev fundet i året 1900 af G. L. Robinson og vendte mod øst, mod den opgående sol. En stejl klippetrappe førte op til den. Der fandtes også to tvillingsøjler over seks meter høje. De hedenske afgudsdyrkere lavede dem ved at hugge hele toppen af bjerget af. På denne vældige offerhøj fandt Robinson et offerbord og et firkantet alter der blot ventede på at hedenske præster skulle klatre op ad de stejle trin for at bringe deres offer.

Hvilke hedenske ceremonier blev ikke udført her! Bibellæseren kan så udmærket forestille sig hvad der gik for sig, for han husker at da kong Amazja „kom hjem fra sejren over edomitterne, havde han se’iritternes guder med, og han opstillede dem som sine guder, tilbad dem og tændte offerild for dem“. Men Edoms guder førte Amazja i ulykke. Jehovas profet sagde til ham: „Jeg indser, at Gud har i sinde at ødelægge dig, siden du bærer dig således ad.“ — 2 Krøn. 25:14, 16.

Edoms falske guder kunne ikke redde Amazja eller selv det stolte Petra, når Jehova, den levende og sande Gud, havde besluttet at ødelægge dem. I dag er Petra et vildnis, ingen bor der. Få er de besøgende der tager dens ruiner i øjesyn. I en mindre opfyldelse af Jehovas profeti om Edom, eksisterer det forbilledlige Edom ikke mere; højborgen Petra er et tilholdssted for vilde dyr. Dens ruiner står som et vidne om at Guds ord aldrig slår fejl: „Jeg gør dig til ørk for evigt, dine byer skal ikke bebos; og du skal kende, at jeg er [Jehova].“ — Ez. 35:9.

Præstens råd gav bagslag

● Et ordsprog siger at man skal ikke kaste med sten når man selv bor i glashus. Folkene i en lille by i Panama truede med at ville stene missionærer fra Vagttårnets selskab hver gang de kom til byen for at forkynde. Til sidst gjorde de alvor af deres trussel, men det var ikke Jehovas vidner som fik deres vrede at føle. Det gjorde derimod byens præst fordi folkene i byen var blevet uenige med ham om nogle penge der var indsamlet til en fiesta. En mand bemærkede over for en af vagttårnsmissionærerne: „Vi gav ham hvad han altid har ønsket at vi skulle give jer.“ Den lille by er blevet ekskommuniceret, og kirkedøren er stænget. Nu bliver Jehovas vidner imidlertid vel modtaget af befolkningen. Som følge af hændelsen er en dør som tidligere har været lukket for beboerne på denne egn, blevet åbnet for dem, nemlig lejligheden til at lære at forstå Bibelen. Byens folk udtrykker deres iver efter at forstå hvad sand kristendom virkelig er.