Underkastelse under de højere magter
1. Hvorledes har præsteskabet gjort sig til en del af denne verden, og hvordan retfærdiggør de deres handlemåde?
KRISTENHEDENS præsteskab har gjort sig selv til en del af denne verden. De blander sig beredvilligt i dens politik og trækker politik med ind i deres forsamlingshuse. I 1929 genindsatte kristenhedens øverste religionsoverhoved sig ved et konkordat med den afdøde diktator Mussolini som politisk hersker over en politisk stat, hvor han nu modtager politiske ambassadører, ministre og udsendinge fra de forskellige nationer. Ikke alene beder præsteskabet for de politiske statsoverhoveder og deres politik, men når nationerne er i krig med hinanden, ophæver de den religiøse enhed og beder hver for sin part, idet den ene part beder til den samme Gud som den anden og i det samme Kristi navn om velsignelse over deres side imod den andens, mens metodister drager ud for at dræbe metodister, baptister baptister, katolikker katolikker, presbyterianere presbyterianere o.s.v. Præsteskabet og deres religiøse hjorde retfærdiggør deres handlinger med, at de må give kejseren, hvad kejserens er.
2. Hvorledes forklarer de Romerne 13:1? Hvilken indvirkning har det på kristne?
2 Præsteskabet citerer også apostelens ord i Romerne 13:1: „Enhver sjæl underkaste sig de højere magter. Thi der er ikke magt, uden at den er fra Gud: magterne, som er, er indsat af Gud.“ (KJ) Dette skriftsted siger, forklarer de, at kejseren og lignende politiske autoriteter er de „højere magter“, indsat af Gud, og at kristne sjæle må underlægge sig dem og vise fuld lydighed imod dem. Som følge af denne gejstlige forklaring på skriftstedet har det været en let sag at få såkaldte kristne til at gå ind i politiske bevægelser og støtte nazistiske, fascistiske og kommunistiske og andre diktatorer, der opretter totalitære stater og brutalt forfølger sande tilbedere af Jehova og trofaste efterlignere af hans Kristus, samtidig med at de foretager militære operationer for at tilvende sig verdensherredømmet og påtvinge alle folk deres sociale og politiske ideologi.
3, 4. Hvilket resultat har dette haft ifølge to avisreferater?
3 Hvad denne gejstlige fortolkning af skriften har ført til, fremgår af følgende avisudklip. Et særtelegram til New York Times, dateret „Moskva, 24. april“, lyder: „Den pompøse højtideligholdelse af den russisk-ortodokse påske indledtes i går aftes med den traditionelle midnatsmesse, udført af patriarken Alexij i Moskvas Yelokhovsky katedral. Katedralen var fyldt til sidste plads. Lige før midnat bad Alexij for sovjetfolket og for fredens bevarelse og NEDBAD VELSIGNELSE OVER SOVJETSTATENS LEDER, JOSEF STALIN.“ — New York Times, 25. april 1949.
4 Det andet telegram blev offentliggjort i Süddeutsche Zeitung (Sydtyske Tidende) den 7. december 1945 og beretter om den velkendte pastor Niemüllers bekendelser kort tid efter den anden verdenskrig. Dateret „Frankfurt am Main, den 6. december (DANA)“, sagde denne artikel med overskriften „Kritik af den Evangeliske Kirke“: „Pastor Niemüller prædikede her den første søndag i advent for en tusindtallig tilhørerskare af mænd og kvinder, ukendt af hvilke trosretninger, og i alle aldre. Han udtalte ønske om fred og advarede imod dem, som siger, at fred er uopnåeligt. I skarpe vendinger kritiserede pastor Niemüller på det kraftigste den Evangeliske Kirke, der i tidligere år og i århundreder ofte har sanktioneret krige og velsignet våben. Som modsætning fremhævede han de modige stridsmænd, der urokkeligt havde stået fast ved deres overbevisning, og han nævnede ganske særlig bibelforskerne (Jehovas vidner), der i tusindvis var døde i koncentrationslejrene for deres tro. Freden, vi stiler efter, sagde Niemüller, og det arbejde, der venter os, vil ikke lykkes som følge af nogen indflydelsesrig kirkes indsats, men kun ved at vende tilbage til ydmyghed og næstekærlighed, kristendommens grundvold.“
Fornyet undersøgelse af bibelen er nødvendig
5. Hvilken virkning har dette haft på mange oprigtige mennesker?
5 Ikke alene i Tyskland, men i alle de krigsførende lande har alle de forskellige trossamfunds præsteskaber nedbedt Guds velsignelse over de kødelige våben, ødelæggerne bruger til udslettelse af menneskeliv og værdifuld ejendom. Deres religiøse hjorde godkendte, jublede over og støttede fremrykningerne imod fjenden. Men mange ærlige mennesker indså de yderligheder, hvortil den gejstlige fortolkning af vigtige skriftsteder førte såkaldte efterfølgere af Kristus Jesus og gjorde dem til et let bytte for totalitære diktatorer, der i kejserens navn forlangte folkenes fuldstændige underkastelse under den politiske stat. De nærede bange anelser. De begyndte at forstå, at man igen måtte give sig til at undersøge skriften, for Guds hellige ord kunne ikke fortolkes derhen, at det førte til så ukristelige handlinger. Som et bevis for disse bange anelsers tilstedeværelse blandt ærlige folk var de nyheder, der indløb samtidig med føromtalte telegram fra den amerikanske zone i det besatte Tyskland.
6. Hvad berettes der fra Frankfurt am Main som bevis herfor?
6 Nyhederne gik ud på følgende: At „i Frankfurt er der inden for den Evangeliske Kirke ved at blive dannet en stærk bevægelse, der har til formål at afstedkomme en reformation i kirken, også i teologisk forstand. Intet har været så skadeligt for den Evangeliske Kirke i de sidste 12 år som de teologiske principper, der er nedfældet i ordene: Underkast jer de højere magter, som har myndighed over jer — derfor også Hitlers diktatur — og: Giv kejseren, hvad kejserens er — og i overensstemmelse hermed også Føreren, hvad Førerens er. Disse læresætninger gjorde skridtet over i den nationalsocialistiske lejr alt for let og derfra videre til at velsigne krigens våben. Læresætninger af denne art var fuldt ud forståelige set fra Luthers synspunkt, men har nu overlevet sig selv. En reform må finde sted.“
7. Hvornår tog vi Romerne 13:1-7 op til fornyet undersøgelse og offentliggjorde resultaterne deraf? Hvad har det medført at holde fast ved disse slutninger?
7 Hvor langt den Evangeliske Kirke i Tyskland er kommet i ændringen af sin forståelse af disse skriftsteder, skal vi ikke kunne udtale os om. Men i pastor Niemüllers bekendelse, der her er blevet omtalt, nævnte han bibelforskerne eller Jehovas vidner i Tyskland og det kristne standpunkt, de tog, selv under et diktaturs og en verdenskrigs tryk. Indtil 1928 havde de også støttet den gejstlige fortolkning af Romerne 13:1-7 vedrørende de „højere magter“ eller øvrighederne. Men i det år blev dette skriftsted taget op til fornyet undersøgelse, særlig i betragtning af, at „hedningetiderne“ var ophørt i året 1914, og Guds rige ved Kristus da var blevet oprettet i himlene for at hidføre en ny verden til evige velsignelser for retsindige og lydige mennesker. De slutninger, man kom til, blev offentliggjort i Vagttaarnet, 15. juli og 1. august 1929, i to artikler, der hed „De foresatte Øvrigheder“. Siden da har det kostet mange Jehovas vidner deres personlige frihed og endogså deres liv at holde fast ved disse slutninger. Men forfølgelse, fængsling, forvisning og en voldelig død var også den pris, Jesu trofaste apostle betalte for at tilbagebetale Gud, hvad Guds er, og kejseren kun, hvad kejserens er, og for på den rette måde at underkaste sig under de sande „højere magter“ eller „de øvrigheder, han har over sig“. Men disse lidelser er for intet at regne i sammenligning med den evige belønning, de har modtaget. På grund af spørgsmålets betydning i øjeblikket, nu da totalitære tanker og vaner og forgudelse af den politiske stat og dens symboler griber om sig, vil vi her tage dette skelsættende skriftsted, Romerne 13:1-7, op til nærmere behandling.
8, 9. Hvorledes har præsteskabet anvendt Romerne 13:1, og hvorledes fremgår det af forordet i King James-oversættelsen af bibelen?
8 King James-oversættelsen af bibelen gengiver Romerne 13:1 således: „Lad enhver sjæl underkaste sig de højere magter. Thi der er ingen magt, uden at den er fra Gud: De magter, som er, er indsat af Gud.“ Apostelen Paulus skrev disse ord til den kristne menighed i Rom, dengang kejserne styrede det romerske imperium. Kristenhedens præsteskab har fortolket Paulus’ udtryk „de højere magter“ som hentydende til denne verdens politiske magter. De har derfor brugt hans ord som inspireret formaning om at give kejseren, hvad kejserens er. Ud fra forståelsen af, at de eksisterende politiske magter er blevet indsat af Gud, følte oversætterne af den engelske King James-oversættelse sig tilskyndet til at sige følgende i deres tilegnelse, der findes på den første side i hvert eksemplar af denne oversættelse:
9 „Den allerhøjeste og mægtige prins, James, af Guds nåde konge over Storbritannien, Frankrig og Irland, troens forkæmper o.s.v., ønskes af bibelens oversættere nåde, barmhjertighed og fred ved JESUS KRISTUS vor Herre. Store og mangfoldige var de velsignelser, højtærede suveræn, som den almægtige Gud, al barmhjertigheds Fader, skænkede os, Englands folk, da han sendte Deres Majestæts Kongelige Person til at herske over os. . . . Himmelens og jordens Herre velsigne Deres Majestæt med mange og lykkelige dage, for at, ligesom hans himmelske hånd har beriget Deres Højhed med mange særegne og ualmindelige egenskaber, De måtte blive denne tidsalders under, hvad sand lykke angår, til ære for den store GUD og til bedste for hans kirke ved Jesus Kristus vor Herre og eneste Frelser.“
10. Hvad er Romerne 13:1-7 påbud om at tilbagebetale, og til hvem? Hvorfor?
10 Fremfor at være apostelens instruktioner om at give kejseren, hvad kejserens er, er Romerne 13:1-7 siden 1929 af Jehovas vidner blevet taget for en belæring om at give Gud, hvad Guds er. Hvorfor? Fordi udtrykket „de højere magter“ nu forstås som først og fremmest at gælde den højeste Gud og hans regerende søn, Jesus Kristus. Der findes vel ingen magter eller øvrigheder højere end disse. Den for nylig udgivne New World Translation of the Christian Greek Scriptures gengiver Romerne 13:1 således: „Lad enhver sjæl underkaste sig de højere myndigheder; thi der er ikke myndighed uden ved Gud; de bestående myndigheder er af Gud anbragt i deres indbyrdes stillinger.“ Jehova Gud er den højeste og første myndighed. Da han er alle tings Skaber, siger det sig selv, at han er kilden til al retfærdig myndighed. Fordi han er den højeste, og al skabningen er afhængig af ham, kan ingen gå i rette med ham for, hvorledes han anvender sin myndighed, selv om vi for en tid ikke kan forstå det. Han gør, som det behager ham, men det er altid til det gode, eftersom der i ham ikke findes uretfærdighed eller usandfærdighed. „Den Almægtige finder [fatter, Mo] vi ikke. Almægtig og rig på retfærd bøjer han ikke retten.“ „Een gang talede Gud, to gange hørte jeg det: at magten er Guds.“ (Job 37:23 og Salme 62:12) Det står uangribeligt fast, at Jehova Gud er den øverste af de højere myndigheder. Enhver sjæl bør underkaste sig ham.
11. Hvorfor er Jesu myndighed også indbefattet i dette skriftsted?
11 Med ordene „der er ingen myndighed uden ved Gud“ mente apostelen Paulus også den myndighed, Guds enbårne søn, Jesus Kristus, sidder inde med. Jesus erkendte, at hans myndighed kom fra Jehova Gud, da han sagde: „Herliggør din søn, så Sønnen kan herliggøre dig. Du har givet ham myndighed over alt kød, for at han kan give evigt liv til hele det antal, du har givet ham.“ „Thi ligesom Faderen har livets gave i sig selv, således har han også givet Sønnen at have livets gave i sig selv. Og han har givet ham myndighed til at dømme, fordi han er Menneskesøn. Jeg kan intet gøre af eget initiativ; således som jeg hører, dømmer jeg, og min dom er retfærdig; thi jeg søger ikke at fremme min egen vilje, men hans, som sendte mig.“ (Johannes 17:1, 2 og 5:26, 27, 30, NW) Efter at Jesus havde bevist sin fuldstændige underkastelse under sin himmelske Fader som universets øverste myndighed lige til døden på marterpælen, oprejste Gud ham fra de døde til udødelighed i himlene. Den opstandne Jesus sagde til sine disciple: „Mig er givet al myndighed i himmelen og på jorden.“ (Mattæus 28:18, NW) Denne omfattende myndighed var Guds gave til ham for hans fuldkomne trofasthed.
12. Fra hvilken regering har alle andre regeringer, dannet af mennesker, haft deres oprindelse? Har de haft guddommelig myndighed?
12 Den gejstlige fortolkning af Romerne 13:1 har været basis for den romersk-katolske læresætning om „kongers guddommelige ret“. Alle menneskeregeringer siden Vandfloden på Noas tid har haft deres oprindelse i Nimrods regering i Babel eller Babylon. „Kusj [Noas sønnesøn] var fader til Nimrod, der var den første storhersker [despot] på jorden. . . . Babylon var hans riges midtpunkt.“ (1 Mosebog 10:8-10, AT; Mo) En offentlig anklage blev for nylig rettet imod Jehovas vidner i Quebec, og heri blev følgende sagt: „Endelig er Jehovas vidner anarkister, fordi de mener, at alle verdens regeringer, fra Nimrods tid til vore dage, har stået under Satans inspiration.“ Men kan nogen sige, at Nimrod havde „kongers guddommelige ret“, og at hans despotherredømme i Babylon var oprettet under inspiration og myndighed af Jehova Gud? Guds eget ord i 1 Mosebog 10:8-10 skildrer Nimrod som en mand, der satte sig op imod Jehova, som var han Jehova overlegen. Ingen politiske regeringer, dannet af mennesker lige siden Nimrods dage, kan ud fra Guds ord bevise, at Guds myndighed står bag deres eksistens og støtter dem i deres forehavender.
13, 14. Hvorledes viser Åbenbaringen 13:1-12, hvem der er kilde til deres myndighed?
13 Bibelen omtaler politiske regeringer i skikkelse af vilddyr. (Daniel 7:1-24) Åbenbaringen omtaler symbolsk det verdslige, politiske system, der har været herskende på jorden siden Nimrods tid lige indtil det tyvende århundrede, som et dyr fra havet. På symbolsk vis skildres det imperium, der har behersket verden siden det syttende århundrede, som et dyr fra jorden. Satan, Djævelen, symboliseres ved en drage. I symbolske vendinger vises der, hvor verdens politiske magter har deres myndighed fra:
14 „Og dragen [ikke Gud] gav det sin kraft og sin trone og stor myndighed. Og de tilbad dragen, fordi den gav dyret myndigheden; de tilbad også dyret . . . Og jeg så et andet dyr stige op af jorden, og det havde to horn ligesom et lam, men begyndte at tale som en drage. Og det udøver det første dyrs hele myndighed for dets øjne.“ — Åbenbaringen 13:2, 4, 11, 12, NW.
15. Hvorfor kan Jehovas vidner eller Jesus derfor ikke med rette anklages for at være anarkister?
15 Bibelen er ikke anarkistisk, fordi den blotter denne kendsgerning, og Jehovas vidner er det heller ikke, fordi de fremholder bibelens lære. De er de mest lovlydige og ordenselskende mennesker på jorden. Jesus var ikke anarkistisk, fordi han nægtede at bøje af fra Guds lov for at behage mennesker og djævle. Fordi han indså, at menneskelige regeringer ikke sad inde med myndighed fra Gud, men var under Satans inspiration, nægtede han at blande sig i deres anliggender eller at overtage ledelsen over dem. Det var Satan, Djævelen, og ikke Gud, der tilbød Jesus alle denne verdens rigers myndighed og ære, dersom han ville udføre en tilbedelseshandling for Satan. Men Jesus var salvet med Guds ånd til Himmeriget, og han afslog at danne en samlingsregering med Satan for at få myndigheden over denne verdens riger. Jesus nægtede endogså at lade sig vælge som konge af det jødiske folk, fordi han anerkendte, at hans udnævnelse og myndighed til at være konge kom fra Gud. Han modtog ikke magten til at regere med undersåtternes samtykke, det vil sige fra folket. (Lukas 4:5-8; Johannes 6:14, 15) Han underkastede sig den højeste myndighed, Gud.
Gendrivelse af argumenter
16. Hvilke henvisninger kommer præsteskabet med til Nebukadnezar og Kyros som støtte for deres argument?
16 Gejstlige, som insisterer på, at denne verdens politiske magter er de højere myndigheder, vi bør underkaste os, fremfører visse skriftsteder til støtte for deres påstand. De citerer Daniels ord fra fortolkningen af Nebukadnezars, Babylons konges, drøm: „Du, o konge, kongernes konge, hvem himmelens Gud gav kongedømme, magt, styrke og ære, i hvis hånd han gav menneskene, så vide de bor, markens dyr og himmelens fugle, så han gjorde dig til hersker over dem alle.“ Og den nat Babylon faldt for den persiske erobrer Kyros, sagde Daniel til kong Belsazzar: „Den højeste Gud, o konge, gav din fader Nebukadnezar kongedømme, magt, herlighed og ære; og for den storheds skyld, som han havde givet ham, frygtede og bævede alle folk, stammer og tungemål for ham.“ (Daniel 2:37, 38; 5:18, 19) I harmoni hermed sagde Jehova Gud til israelitterne ved profeten Jeremias: „Og nu giver jeg alle disse lande i min tjener kong Nebukadnezar af Babels hånd“; og han fortalte israelitterne, at de skulle underkaste sig Babels konge. (Jeremias 27:5-13, 17) Så er der også Babylons erobrers, Kyros’, ord: „Perserkongen Kyros gør vitterligt: Alle jordens riger har Jehova, himmelens Gud, givet mig; og han har pålagt mig at bygge ham et hus i Jerusalem i Juda.“ (2 Krøniker 36:22, 23; Ezra 1:1, 2) Beviser disse skriftsteder ikke, at denne verdens politiske magter i vor tid har deres myndighed fra Jehova Gud og er indsat af ham?
17. Hvorledes kan vi gendrive deres argument i harmoni med Åbenbaringen 13:1-12?
17 De foregående skriftsteder må bringes i harmoni med Åbenbaringen, det trettende kapitel, og andre skriftsteder, der viser, at denne verdens politiske magter har deres ophav hos og er underkastet „denne verdens fyrste“, „dette tingenes systems gud“. „Hele verden er i den ondes vold.“ (Johannes 12:31; 2 Korinter 4:4 og 1 Johannes 5:19, NW) Vi bør huske, at både Nebukadnezar og Kyros blev brugt som forbilleder. Ved Jerusalems ødelæggelse i 607 f. Kr. og tilfangetagelsen af jøderne, der førtes til Babylon, blev Nebukadnezar brugt som Jehovas skarpretter imod det troløse jødiske folk. Af denne grund omtalte Jehova ham som „min tjener“ og gav ham herredømme over andre af denne verdens nationer. I denne egenskab var Nebukadnezar et billede på Jesus Kristus. Gud bruger Kristus som sit hævnende redskab imod Jerusalems moderne sidestykke, kristenheden, og Gud giver ham også herredømmet over alle denne verdens nationer, inden de tilintetgøres i slaget ved Harmagedon. I erobringen af Babylon og ved hjemsendelsen af de landflygtige jøder til Palæstina for at genopbygge templet blev kong Kyros af Persien også brugt som et billede. Af denne grund gav Jehova Gud denne verdens riger i Kyros’ hånd. Det var en forudskildring af, at Gud ville bruge Jesus Kristus til at tilintetgøre Djævelens organisation, det mystiske Babylon, og til at genindføre Jehovas vidner i den sande og frie tilbedelse af Gud på denne „endens tid“ for verden og gøre ham til hersker over hele jorden.
18, 19. Hvorledes beviser dette, at politiske regeringer ikke er de „højere myndigheder“, og i hvor vid udstrækning adlyder vi dem?
18 Man kan ikke sige om de andre politiske magter og myndigheder i denne verden, at de var forbilleder på Kristus som Guds ypperste tjener, og at Gud derfor gav disse politiske magter deres myndighed. Kejserens regering, der dræbte Guds søn og derefter forfulgte hans trofaste efterfølgere, var på ingen måde et billede på Kristi regering, hvis myndighed kommer fra Gud. Jesus sagde til den romerske regering: „Du havde aldeles ingen myndighed over mig, hvis ikke den var givet dig ovenfra; derfor har den, som overgav mig til dig, større synd.“ (Johannes 19:11, NW) Men Gud bifaldt ikke, at den romerske regering henrettede Jesus på Golgata. Han holdt den heller ikke for sagesløs. På tilsvarende måde bemyndiger han heller ikke eller godkender, at vor tids politiske regeringer forfølger Jehovas kristne vidner.
19 Denne verdens politiske magter er derfor ikke de „højere myndigheder“, hvis mindste bud kristne bør underkaste sig. Enhver lov eller bestemmelse, der er i harmoni med retfærdighed, vil sande kristne adlyde på mønsterværdig vis. Men enhver lov eller ethvert krav, der er i modstrid med Guds højere love eller bud, vil de ikke adlyde, for det ville betyde at give „kejseren“, hvad der tilkommer Gud.
20. Hvilken stilling indtog Jesu apostle, og hvorfor?
20 Jesu apostle indtog samme stilling. På deres tid pålagde den kejserlige regering det jødiske sanhedrin i Jerusalem visse retslige og lovmæssige funktioner. Men derfor var det alligevel ikke en del af de „højere myndigheder“ blandt Jesu efterfølgere. Jesus havde skilt sine disciple ud fra de kødelige israelitter og gjort dem til et åndeligt Israel, „Guds Israel“. (Galaterne 6:16) Det jødiske sanhedrin var derfor ikke længere en styrende enhed blandt Guds sande folk, men udgjorde nu en fremmed regeringsenhed. At det var en religiøs enhed af præster, føjede intet til dets magt over jødiske kristne. Når det derfor forlangte af apostlene, at de skulle ophøre med at forkynde Jesus Kristus for folket i Jerusalem, svarede Peter og Johannes sanhedrinet: „Dam selv, om det i Guds øjne er ret at lyde jer mere end Gud; for vi kan ikke lade være at tale om det, vi har set og hørt.“ Da de en anden gang blev ført frem for sanhedrinet, fordi de havde nægtet at adlyde deres påbud, svarede Peter og de andre apostle: „Vi må adlyde Gud som hersker mere end mennesker. Vore fædres Gud opvakte Jesus. . . . Og vi er vidner om disse ting og også den hellige ånd, som Gud har givet dem, der adlyder ham som hersker.“ (Apostlenes Gerninger 4:19, 20; 5:29-32, NW) Men for at nægte at adlyde den jødiske højesterets påbud, der gik Guds bud imod, kunne Peter og de andre apostle ikke anklages for anarki eller oprør. Gud gav dem og ikke sanhedrinet sin hellige ånd som en tilkendegivelse af, hvem han skænkede sin godkendelse og bemyndigelse.
21. Hvad har kristne lige fra det første århundrede undladt at gøre?
21 Eftersom de kristne vidner ikke anerkender de verdslige, politiske magter som de „højere myndigheder“, der er indsat af Gud, men anerkender Gud og Jesus Kristus som disse, undlader de af samvittighedsgrunde at deltage i denne verdens politik, ja selv at stemme ved valg. Dette har været tilfældet lige siden det første århundrede. Som et vidnesbyrd herom siges der i værket: Ancient Times — A History of the Early World, af James H. Breasted, dr. phil. og dr. jur., under overskriftten: „1070. Rom forfølger de første kristne“ følgende: „Regeringens embedsmænd fandt ikke alene, at disse første omvendte nægtede at ofre til kejseren som en gud, men også, at de åbenlyst profeterede den romerske stats fald. De første kristne måtte derfor mere end een gang udholde grusom forfølgelse. Deres religion syntes uforenelig med godt borgerskab, eftersom den forbød dem at vise den sædvanlige respekt for kejseren og regeringen.“ — Side 663, udgaven af 1916.
22. Hvorledes bør de bære sig ad i lande, hvor deltagelse i valg er påbudt ved lov?
22 I nogle lande ønsker lovgivningsmagten at gøre alle landets voksne borgere ansvarlige for regeringen. For at gennemtvinge den demokratiske fremgangsmåde påbyder loven, at de skal afgive deres stemme ved de nationale valg. Hvad skal kristne gøre under sådanne omstændigheder, da de jo har guddommelig befaling til at holde sig uplettet af verden? Ved helt at indvi sig til Gud gennem Kristus har de svoret Guds rige urokkelig troskab, og de kan ikke dele deres troskab. Hvordan bør de nu bære sig ad? Kan de lade sig indregistrere som stemmeberettigede? Ja. Apostelen Paulus holdt fast ved sit romerske borgerskab og kæmpede for sine rettigheder, ja appellerede endogså til kejseren for at forsvare sin ret til at forkynde evangeliet. I lande, hvor der er tvungen værnepligt, lader Jehovas vidner sig indregistrere ligesom alle andre inden for aldersgrænserne. De husker, at Josef og Maria efterkom kejserens dekret og rejste til Betlehem i Judæa for at lade sig indskrive i deres egen by. (Lukas 2:1-5) Det er, når disse Jehovas ords forkyndere indkaldes til at møde, at de tager deres standpunkt i overensstemmelse med Guds ord og betaler ham, hvad der tilkommer ham. Det samme er tilfældet, hvor „kejseren“ tvinger borgerne til at stemme. Efter at de er indskrevet, og når valgdagen kommer, kan de gå til valgstedet. Det er her, de opfordres til at udfylde deres stemmeseddel. Vælgerne kan gøre med deres stemmeseddel, hvad de vil. Det er derfor her, at Guds vidner må handle i harmoni med hans befalinger og i overensstemmelse med deres tro og ind for hans åsyn.
23, 24. Hvad gør de i lande, hvor valgdeltagelse ikke er tvungen, og hvorfor?
23 Det påligger ikke os at fortælle dem, hvad de skal gøre med deres stemmeseddel. De må handle i overensstemmelse med deres samvittighed, således som de er blevet oplyst gennem studiet af Guds ord. I lande, hvor deltagelse i valgene ikke er tvungen, husker Jehovas ords forkyndere, at hans folk er organiseret efter teokratiske principper. Ifølge den guddommelige lov, hvorunder de er organiseret, indsættes tjenere ikke ved et stemmeflertal, men alle udnævnelser i den teokratiske organisation er fra Gud og kommer gennem dem, som han giver myndighed i sin organisation. Selv i hans synlige organisation vælger de enkelte medlemmer af menigheden ikke på demokratisk vis mænd til at indtage stillinger som tilsynsmænd. Nej, udnævnelser til alle officielle tjenerstillinger foretages ved Guds ånd og gennem den styrende enhed i overensstemmelse med bibelens krav. Den styrende enhed, der foretager udnævnelserne, er underlagt de „højere myndigheders“, Guds og hans Kristi, anvisninger. Til dem er der skrevet: „Lad ingen håndspålæggelse ske overilet, og gør dig ikke medansvarlig for andres synder; bevar dig selv ren.“ (1 Timoteus 3:1-13; 5:22) Jehovas ords forkyndere har derfor ikke valgret inden for hans organisation. Den styrende enhed lægger ikke overilet hånd på en indviet broder, for at den ikke skal blive medansvarlig for hans synder under udrettelsen af den tjeneste, han får tildelt, ved en forhastet udnævnelse af en upålidelig, uegnet forkynder.
24 Eftersom de end ikke ved valg indsætter indviede tjenere til en stilling i den teokratiske organisation, anser de det for uret at deltage i demokratiske valg, der indsætter uindviede personer i politiske stillinger i verden. De ønsker ikke at stå som medansvarlige for sådanne verdslige menneskers synder i regeringsanliggender. De ønsker at holde sig selv uplettet af denne verden. De anerkender Guds udnævnelser gennem hans teokratiske organisation og hans udnævnelse af Jesus Kristus til konge i den nye retfærdige verden.
Myndighederne, der er indsat af Gud
25, 26. Hvor er de bestående myndigheder af Gud anbragt i deres indbyrdes stillinger?
25 Paulus var et medlem af den styrende enhed i menigheden i det første århundrede. Han fremlægger grunden til, at man skal underkaste sig de højere myndigheder, med disse ord: „De bestående myndigheder er af Gud anbragt i deres indbyrdes stillinger.“ (Romerne 13:1, NW) Hvorledes kunne dette være tilfældet blandt verdens politiske regeringer? De, som sidder i officielle stillinger, har opnået dem gennem simpelt stemmeflertal, gennem partipolitik, gennem diktatoriske magtkup, gennem forfremmelse, gennem arvefølge, gennem retmæssige eller parlamentariske udnævnelser. Gud er ikke en storpolitiker, der leder verdens anliggender. Det er kun inden for hans teokratiske organisation, at de bestående myndigheder af Gud er anbragt i forskellige stillinger i et bestemt indbyrdes forhold til hinanden. I det foregående kapitel skriver Paulus: „Thi ligesom vi har mange lemmer på eet legeme, men lemmerne ikke alle har samme hverv, således udgør vi mange eet legeme i Kristus, men hver for sig er vi hverandres lemmer.“ — Romerne 12:4, 5.
26 I et tidligere brev til menigheden i Korint skriver Paulus vedrørende det samme teokratiske legeme og siger: „Men nu har Gud sat lemmerne på legemet, og ethvert af dem således som han ville. . . . Men Gud har sammenføjet legemet således, at han lod det ringe få des mere ære, for at der ikke skulle være splid i legemet, men lemmerne have samme omsorg for hverandre. Og I er nu Kristi legeme og hver for sig hans lemmer. Og Gud har i menigheden sat de forskellige, først apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere; dernæst undergerninger; dernæst gaver til at helbrede; hjælpende tjenester, evner til at styre, forskellige tunger.“ — 1 Korinter 12:12, 13, 18, 24, 25, 27, 28, NW.
27, 28. Hvem er den højeste, og hvem er den næsthøjeste?
27 Med rette har Jehova Gud selv forbeholdt sig stillingen som den øverste af de „højere myndigheder“. Han deler ikke denne stilling med nogen anden, hvad tilhængere af treenighedslæren end måtte mene. Hvem har han da indsat næst efter sig selv? Jesus Kristus, der beviste sin loyalitet over for sin himmelske Fader lige indtil en voldelig død midt i Satans fjendske verden. „Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus, der, skønt han var i Guds skikkelse, ikke overvejede at gribe efter at blive Guds lige. Nej, men han tømte sig selv og tog en træls skikkelse på og kom i menneskers lighed. Hvad mere er, da han i fremtræden fandtes som et menneske, ydmygede han sig selv og blev lydig indtil døden, ja døden på en marterpæl. Derfor ophøjede Gud ham til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet, der er over ethvert andet navn, for at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig i himmel og på jord og under jorden, og hver tunge skal åbenlyst bekende, at Jesus Kristus er Herre til Gud Faders ære.“ — Filipperne 2:5-11, NW.
28 Som et bekræftende vidnesbyrd om, at den højeste Gud har gjort Jesus Kristus til en af de „højere myndigheder“, skriver Paulus: „Det er med den samme vældige styrkes indgriben, hvormed han virkede i Kristus, da han oprejste ham fra de døde og satte ham ved sin højre hånd i de himmelske egne, højt over enhver regering og myndighed og magt og ethvert herredømme og hvert navn, der kan nævnes, ikke blot i dette tingenes system, men også i det kommende. Alt lagde han under hans fødder og gjorde ham til hoved over alle ting i menigheden, der er hans legeme.“ (Efeserne 1:19-23, NW) „Han er ved Guds højre hånd, thi han for til himmelens og engle og myndigheder og magter blev underlagt ham.“ — 1 Peter 3:22, NW.
29. Hvem befaler Gud os derfor med rette at underkaste os? Hvorledes er denne underkastelse skildret billedligt?
29 Eftersom Jesus således er blevet ophøjet til en stilling næst efter Gud og højt over enhver regering i denne verden eller i den kommende, befaler Gud med rette os, der holder os til hans organisation, at underkaste os Kristus Jesus som hovedet for menigheden, der er hans legeme. Som et billede på denne teokratiske underkastelse fra menighedens side over for hovedet, Kristus Jesus, underkaster de kristne hustruer sig deres ægtemænd. For at vise, at de underkaster sig de „højere myndigheder“, tilriver de sig ikke myndigheden over mændene i menigheden og optræder ikke som lærere. (1 Korinter 14:33-35; 1 Timoteus 2:11-13) Når de modtager en udnævnelse gennem den teokratiske organisation og midlertidig indtager en tjenerstilling, som en mand ellers skulle indtage i menigheden, underkaster de sig påbudet i 1 Korinter 11:10: „Derfor bør kvinden have et myndighedstegn på hovedet for englenes skyld.“ Denne underkastelse er dem et værn.
Den styrende enhed
30. Hvilke andre var en del af de højere myndigheder i det første århundrede? Hvorfor?
30 Hele Kristi legeme skal forenes med Jesus i det himmelske rige i den kommende verden. Dette legeme med Jesus Kristus som kongers konge og herrers herre skal være Jehovas hovedorganisation over universet. Det var i det første århundrede, at Gud i menigheden satte „de forskellige, først apostle“. (1 Korinter 12:28, NW) I den teokratiske organisation kom derfor apostlene, „Lammets tolv apostle“, næst efter hovedet, Jesus Kristus. (Åbenbaringen 21:14) De udgjorde en del af de „højere myndigheder“, som hver kristen sjæl burde underkaste sig. Dette fremgår af forskellige skriftsteder.
31. Hvorledes bekræfter Paulus yderligere denne kendsgerning, også i sit eget tilfælde?
31 Paulus taler for eksempel om dem, som dengang vejledte hele menigheden, og siger: „Kom jeres vejledere i hu, som har forkyndt jer Guds ord. Hold jer for øje den udgang, deres levned får, og efterfølg deres tro. Lyd jeres vejledere og ret jer efter dem; thi de våger over jeres sjæle som de, der engang skal gøre regnskab; sørg for, at de kan gøre det med glæde og ikke sukkende, thi det ville ikke være godt for jer. Hils alle jeres vejledere og alle de hellige.“ (Hebræerne 13:7, 17, 24) Dette kan på ingen måde hentyde til de politiske vejledere, der var udnævnt af kejseren eller det romerske senat. Paulus siger, at disse hellige vejledere forkyndte Guds ord for de kristne, og at de i deres levned udviste tro, der var værdig til efterfølgelse af andre kristne, og at de vågede over sjælene i menigheden med stor samvittighedsfuldhed, fordi de måtte aflægge regnskab ind for Gud. Paulus var et medlem af denne styrende enhed, og en del steder omtaler han sin myndighed, hvilken Gud gav ham i menigheden til at opbygge den og ikke til at nedbryde den. — 1 Korinter 9:12, 18; 2 Korinter 10:8; 13:10; 2 Tessaloniker 3:9.
32. Hvorledes forholder det sig med den styrende enhed på jorden i dag?
32 I overensstemmelse med den teokratiske ordning i dag må der være en styrende eller vejledende enhed for menigheden af Jehovas vidner på hele jorden. Kendsgerningerne viser, at de er knyttet til Vagttaarnets Bibel- og Traktatselskab. Men dette tyvende århundredes styrende enhed udgør ikke en del af de „højere myndigheder“, således som de tolv apostle gjorde. De er underkastet de usynlige „højere myndigheder“ og er kun repræsentanter for dem på jorden.
33. Hvem er den øverste vejleder? Hvilken skare har han forfremmet i sin tjeneste, og udgør den en del af de højere myndigheder?
33 Kristus Jesus er nu usynligt til stede ved sit andet parousia og handler som sin menigheds øverste vejleder. Han er den, hvis fødsel blev forudsagt i Mika 5:2, en profeti, der citeres i Mattæus 2:6: „Du, Betlehem i Judas land, du er ingenlunde den mindste blandt Judas herskere; thi af dig skal der udgå en leder, som skal være hyrde for mit folk Israel.“ (NW) I sin egenskab af vejleder med højere myndighed udnævner Jesus i sin anden parousia sin salvede trælleskare til en tjeneste med større ansvar og opfylder således sin egen profeti: „Hvem er virkelig den tro og kloge træl, som hans herre har sat over sit tyende til at give dem deres mad i rette tid? Lykkelig er den træl, som hans herre, når han kommer, finder i færd med at gøre sådan. Sandelig siger jeg jer, han vil sætte ham over alt, hvad han ejer.“ (Mattæus 24:45-47, NW) Men det betyder ikke, at denne „tro og kloge træl“ er en del af de „højere myndigheder“, der svinger hævnens sværd. Eftersom denne trofaste skares udnævnelse er teokratisk, bør de respekteres, og deres tjenester skulle modtages med glæde som fra de „højere myndigheder“.
(The Watchtower, 15. november 1950)