-
Jerusalem — „en byrdefuld sten for alle folkene“Vagttårnet – 1965 | 1. februar
-
-
har endnu ikke lært nok til at undlade at røre dem, til at hæve belejringen. Under usynlige dæmoners indflydelse føres de frem til en situation der kræver en endelig og afgørende kamp med den almægtige Gud, et Harmagedonslag. (Åb. 16:14-16) I deres sidste forsøg på at rydde Guds rige, som hersker fra det himmelske Jerusalem, af vejen, ligesom man rydder en kampesten af vejen, ved at søge at bortrydde Rigets forkyndere, vil de blive revet i stumper og stykker. Den kongelige sten som er lagt i Zion (eller Jerusalem) vil knuse dem ligesom stenen knuste metalbilledstøtten i den babyloniske konges drøm. Jesus Kristus sagde til sine modstandere: „Den, der falder på denne sten, slår sig fordærvet; men den, som stenen falder på, ham skal den knuse.“ — Matt. 21:44; Dan. 2:34, 36, 44, 45.
63. Hvorfor behøver vi ikke at blive grebet af en panikagtig frygt salv om fjenderne forstærker belejringen?
63 Selv om Guds riges jordiske fjender efterhånden forstærker og udvider belejringen af dem der forkynder dette rige som den eneste retmæssige regering over jorden, behøver disse forkyndere altså ikke at blive grebet af en panikagtig frygt. Den almægtige Gud vil give os mod til at møde dette sidste der skal komme. „’På hin dag,’ lyder det fra Jehova, ’vil jeg slå hver hest med forvirring og dens rytter med vanvid; og over Judas hus vil jeg åbne mine øjne, og enhver af folkenes heste vil jeg slå med blindhed. Og Judas stammehøvdinger skal sige i deres hjerte: „Jerusalems indbyggere er en styrke for mig ved hærskarers Jehova, deres Gud.“ På den dag vil jeg gøre Judas stammehøvdinger til en ildgryde blandt træer og til en brandfakkel i en række nyhøstede kornneg, og de skal fortære alle folkene rundt om, til højre og venstre, og Jerusalem skal bebos på dets eget sted, i Jerusalem.“ (Zak. 12:4-6, NW) Vi behøver derfor ikke at tabe modet!
64. Hvad vil Jehova gøre ved fjendens krigsmaskine, og hvad må Judas åndelige stammehøvdinger indrømme?
64 Vor Gud, Jehova, lover at han vil tage sig af den angribende hest og dens rytter, Satan Djævelens synlige krigsmaskine. Jehova vil slå den med blindhed og forvirring, mens han selv vil holde øjnene åbne over de åndelige judæere på jorden og deres loyale medarbejdere, og bevare dem og tage sig af dem som sit folk. Judas åndelige stammehøvdinger må indrømme at de ikke i egen kraft formår at støtte det himmelske Jerusalem og dets kongehus. Den styrke de har, beror på den usynlige hjælp de får fra det himmelske Jerusalems kongelige indbyggere, først og fremmest Jesus Kristus.
65. Hvordan kæmper disse stammehøvdinger og de der tjener under dem, mod fjenden, og hvad sammenlignes virkningerne heraf med?
65 Judas åndelige stammehøvdinger og naturligvis også de der tjener under dem kæmper ikke mod fjenden med kødelige, dødbringende våben. Vore våben er udelukkende af åndelig art, nemlig Guds skrevne ord og de budskaber det indeholder. Når Judas åndelige stammehøvdinger forkynder Guds ord og lader belejrerne og angriberne føle Jehovas brændende og fortærende vrede, forårsager de, billedligt talt, en kæmpebrand. Allerede nu bliver de under engles ledelse brugt til at udgyde ’Guds harmes sidste syv plager’ over alle de folk der er fremmede for ham. (Åb. 15:1 til 16:21) Hvilken pine for belejrerne!
66, 67. (a) Hvad vil Jehova finde hvad de fjendtlige nationer angår? (b) Hvad vil Jehova finde hvad de åndelige judæere og deres trofaste medhjælpere angår?
66 Når tiden er inde til „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ behøver han ikke at lede længe for at finde en retfærdig grund til at udslette de åndelige judæeres og deres indviede medarbejderes angribere. Men han vil finde mange grunde til at beskytte sit riges ambassadører og deres trofaste medhjælpere. Derfor siger han ved sin profet:
67 „Og Jehova vil visselig frelse Judas telte først, for at Davids hus’ skønhed og Jerusalems indbyggeres skønhed ikke skal overgå Judas for meget. På den dag vil Jehova være et værn omkring Jerusalems indbyggere; og den der snubler iblandt dem skal på den dag blive som David, og Davids hus som Gud, som Jehovas engel foran dem. Og det skal ske på den dag at jeg vil søge at tilintetgøre alle de nationer der kommer mod Jerusalem.“ — Zak. 12:7-9, NW.
68. Hvad vil belejrerne „på den dag“ bringe over sig selv?
68 „På den dag“ vil det himmelske Jerusalem i fuldeste forstand blive en skål eller et bæger der får folkene til at rave, og en byrdefuld sten som de der tror sig stærke nok til at løfte og fjerne den vil rive sig slemt på. Deres onde anslag mod det himmelske Jerusalems interesser bliver til skade for dem selv. De bliver selv skyld i at de udslettes for Jehovas hånd, han som kan ødelægge både legeme og sjæl i den evige udslettelses Gehenna. (Matt. 10:28) De skal altså tage sig i agt!
69. Hvad er det vor pligt at gøre over for den Guds engel der drager foran os, og hvad vil de der gør dette, erfare?
69 Hvad os angår, føler vi måske — når vi ser de fjender vi står overfor på jorden — at vi er svage, at vi snubler og stavrer af sted og ikke formår at holde os oprejst. Men det himmelske rige er stærkt og vældigt. Dets kraft er stor nok til at knuse alle dets fjender. Dets regerende konge, Jesus Kristus, af „Davids hus“, vil leve op til sit gudgivne navn „Vældig-Gud“. Han er den Jehovas engel der drager foran os, og vi må stadig følge ham, den større David. Vi har derfor al grund til at stole på Jehova Gud og hos ham hente kraft til at holde ud til de fjendtlige belejrere er tilintetgjort. De åndelige „Judas telte“ og den „store skare“ af deres trofaste medarbejdere kan være sikre på at Jehova Gud til sidst vil frelse dem ved sin uovervindelige konge over alle konger, Jesus Kristus. — Es. 9:6; Åb. 7:9-17.
-
-
Hjertekirurgi uden blodtransfusionVagttårnet – 1965 | 1. februar
-
-
Hjertekirurgi uden blodtransfusion
EN rapport som i januar 1963 udsendtes af Roosevelt Hospital i, New York bragte en artikel med overskriften „hjerter og sukkervand — en beretning om kirurgisk succes“. Der stod blandt andet: „I november måned åbnede kirurger på Roosevelt Hospital en mands hjerte, og det lykkedes at operere en defekt hjerteklap uden at bruge en dråbe transfusionsblod under hele operationen. På de fleste hospitaler hvor man foretager en sådan operation kræver denne 7 til 9 liter blod fra blodbanken.
Forklaringen på at denne usædvanlige kirurgiske præstation kunne gennemføres er at man benyttede Kimrayapparatet, en ny slags hjerte-lungeapparat, der muliggør at man i stedet for de tre til fem liter blod som måtte til for at fylde eller ’spæde’ den gamle type hjerte-lungeapparater, kan anvende en blanding af vand og fem procent druesukker. . . . Den store fordel ved brugen af Kimrayapparatet er at patienten undgår farlige blodtransfusionsreaktioner, der så nemt opstår ved gentagne blodtransfusioner. Alvorlige nyrekomplikationer, virushepatitis og koagulationsforstyrrelser er de vigtigste af de komplikationer der er blevet udelukket.“
Roosevelt-hospitalets kirurger er ikke de eneste der er vågne for nødvendigheden af at anvende bloderstatninger når man sætter disse hjerteoperationsapparater i gang. I Long Island Sunday Press for den 24. februar 1963 kunne man læse følgende: „I over 200 tilfælde har lægerne ved Minnesota Universitet foretaget vellykkede hjerteoperationer med en bloderstatning — dextran — i apparatet. De er overbeviste om at dextran også reducerer risikoen for transfusionsreaktioner.“
Hvor forstandigt det er af disse hjertekirurger at undgå brugen af blod, understregedes i artiklen „Skjulte farer ved transfusioner“ i tidsskriftet Life for den 15. februar 1963. Denne artikel gjorde opmærksom på at der er tungtvejende faktorer der taler for at man undgår blodtransfusioner, nemlig de forskellige sygdomme der kan skjule sig i menneskeblod, såsom syfilis, malaria og serumhepatitis. Hvor høj er dødelighedsprocenten for personer der får serumhepatitis og som er fyrre år eller derover? Artiklen oplyste at en undersøgelse der havde strakt sig over ti år havde vist at den var 23. Desuden hed det:
„Dr. Jere W. Lord, jun., der virker som blodkarkirurg ved universitets- og Columbus-hospitalerne i New York . . . bemærkede for nylig at lægernes problemer ved brug af blod stadig er af alvorligt omfang til trods for al den viden man har samlet i de sidste 20 år. ’Der er mænd i marken som er så vågne for problemet at de har lært at spæde hjerte-lungeapparatet med ren glykose ved hjerteoperationer. . . . Jeg prøver at foretage så mange operationer jeg kan uden blod.’“
Ja, brugen af blod er farlig, ikke alene på grund af de komplikationer der kan opstå, men også fordi det er forbudt ifølge Guds ord. (Ap. G. 15:28, 29) Samvittighedsfulde læger finder imidlertid at der kan gøres meget uden blodtransfusion, selv i vanskelige tilfælde.
-