19. Hvordan er vore fremtidsudsigter, og under hvilket billede skildrer Bibelen Jehovas folk?

¹⁹ Intet har kunnet standse Jehovas forkyndelsesarbejde, der udføres gennem hans organisation, og resultaterne har været enestående. Når vi retter blikket mod fremtidens store muligheder, som nok kunne tage vejret fra os, har vi ingen grund til at tvivle om, at „de folk, som kender deres Gud, skal være stærke og øver bedrifter“. (Dan. 11:32, AS) „Stød i horn på Zion, blæs alarm på mit hellige bjerg! Alle i landet skal bæve, thi [Jehovas] dag, den kommer; . . . et stort, et vældigt folk . . . Som helte haster de frem, som stridsmænd stormer de mure; enhver går lige ud, de bøjer ej af fra vejen [bryder ej ud af rækkerne, AS]. De trænger ikke hverandre, hver følger sin egen sti. Trods våbenmagt styrter de frem uden at lade sig standse.“ — Joel 2:1, 2, 7, 8.

20. Hvilken rolle spiller kærlighed i disse stridsmænds fremmarch, og hvilken forskel bevirker den?

²⁰ Hvad er det, der har draget disse fremstormende stridsmænd til den sejrrige teokratiske hær, der besidder en så uovervindelig slagkraft? Det er kærlighed, kærlighed til Gud, der drager dem sammen. Vi er besluttede på ikke at lade noget hindre os i at give udtryk for vor kærlighed til ham. (Rom. 8:35-39) Denne kærlighed til Jehova og kærligheden til vor næste er det fuldkomne og forenende bånd, der binder os sammen. Med det undgår vi at blive smittet af denne selviske verdens hadefulde ånd. Det er den store forskel mellem den nye verdens samfund og den gamle verdens. Satans verden vil aldrig kunne dræbe denne kærlighed, der råder i Guds organisation; denne kærlighed vil overleve Harmagedon og danne den faste grundvold for en velsignet tjeneste for Jehova i al evighed.

21. Hvad må vi gøre for at være sikre på, at Jehova aldrig vil ophøre med at elske os?

²¹ Kærligheden til Jehova og til vore brødre tjener nu som den store faktor, der stabiliserer vore målbevidste bestræbelser for at bevare vor tro fast og gøre store gerninger i harmoni med den. Den får os til årvågent og mandigt at påtage os et hvilket som helst ansvar, det måtte behage Jehova at overdrage os i varetagelsen af hans riges interesser. Det er uselviskhed, der driver os, og derfor vil vore brødre og fremfor alt Jehova sikkert tilgive os vore ufrivillige fejl og mangler, svagheder og ufuldkommenheder. Jehova har givet os forvisning herom gennem sin inspirerede apostel. „Men alle tings absolutte ende er kommet nær. Hav derfor et sundt sind og vær årvågne med hensyn til bønner. Nær fremfor alt inderlig kærlighed til hinanden, thi kærlighed dækker en mangfoldighed af synder.“ (1 Pet. 4:7, 8, NW) Jehova vil aldrig ophøre med at elske og velsigne os, såfremt vi holder os vågne, står fast i troen og bliver stærke. Alt, hvad Jehova gør for os, er dikteret af kærlighed. Velovervejet og betimeligt afslutter Paulus sin kortfattede formaning, som vi lader gå videre til jer tjenere med vor særlige anbefaling, med disse ord: „Lad alt, hvad I foretager jer, ske i kærlighed.“ — 1 Kor. 16:13, 14, NW.

Spørgsmål fra læserne

● Troen på den menneskelige sjæls iboende udødelighed er grundlæggende i verdens religioner, hvad enten de er kristne, jødiske eller hedenske. Hvorfor tror Jehovas vidner ikke, at sjælen er udødelig?

Fordi der intet sted i Bibelen siges, at den er udødelig, men adskillige steder, at den ikke er det. Den sjæl, der synder, dør. „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ Endog om den syndfri mand Jesus står der skrevet: „Han udtømte sin sjæl til døden.“ Sjælen er ikke noget uhåndgribeligt, usynligt og åndeligt, der eksisterer adskilt fra en skabnings legeme. „Sjæl“ betyder „liv“. Om en skabning, der har liv, kan det hvad enten det drejer sig om et menneske eller et dyr siges, at den har sjæl. Om dyrene, der blev skabt før mennesket, hedder det i 1 Mosebog 1:30 ifølge den danske oversættelse af 1871: „Og alle Dyr paa Jorden og alle Fugle under Himmelen og alt Kryb paa Jorden, i hvilke er en levende Sjæl, har jeg givet alle Haande grønne Urter til at æde.“ Hverken dyr eller mennesker har udødelige sjæle; både dyr og mennesker er levende sjæle og bliver til døde sjæle: „Thi menneskers og dyrs skæbne er ens; som den ene dør, dør den anden, og en og samme ånd har de alle; mennesket har intet forud for dyrene, thi alt er tomhed. Alle går sammesteds hen, alle blev til af muld, og alle vender tilbage til mulden.“ Det er rent og skært opspind, når religionerne hævder, at mennesket har en udødelig, bevidst sjæl, der lever videre efter legemets død. „Thi de levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting, og løn har de ikke mere i vente; thi mindet om dem slettes ud. Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget, hvor du stævner hen.“ Menneskets bevidsthed ophører ved dødens indtræden: „Hans ånd går bort, han bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag.“ — Ez. 18:4; Es. 53:12; Præd. 3:19, 20; 9:5, 10; Sl. 146:4.

Ville Kristi efterfølgere få besked om at søge udødelighed, hvis de allerede havde det? Der bliver sagt til dem, at Gud vil give „evigt liv til dem, der med udholdenhed i god gerning søger herlighed og ære og uforkrænkelighed“. Og „dette dødelige [må] iføre sig udødelighed“. — Rom. 2:7; 1 Kor. 15:53.

● Markus 9:47, 48 lyder: „Og hvis dit øje forarger dig, så riv det ud! Det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds rige end med begge øjne i behold at kastes i Helvede, hvor „deres orm ikke dør, og ilden ikke slukkes“.“ Beviser det ikke, at der findes et evigt pinested for de onde?

For at den ondes sjæl kan blive pint evigt i ilden og blive fortæret evigt af ormene, må den være uforgængelig og udødelig. Men det foranstående svar viser, at sjælen ikke er udødelig; det viser, at den syndige sjæl dør og totalt mister bevidstheden. I Eden sagde Gud ikke til Adam, at straffen for ulydighed var evig pine. Han sagde derimod til Adam: „Den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ Flere tusind år senere var straffen for ulydighed stadig den samme: „Syndens løn er døden.“ Ikke evig pine. — 1 Mos. 2:17; Rom. 6:23.

Men hvad så med Markus 9:47, 48, som blev citeret i spørgsmålet? Det er tydeligt nok symbolsk tale og skal ikke opfattes bogstaveligt. Ingen af dem, som tror på et brændende helvede, river sit øje ud, når det ser på noget