og derefter nedskrive det for dig i rækkefølge, højædle Teofilus! så du kan lære at kende, hvor pålidelige de ting er, hvorom du er blevet undervist.“ — Luk. 1:1-4.

Hvilket talende vidnesbyrd om Bibelens pålidelighed giver Lukas os ikke her! Kendsgerningerne støttes af øjenvidner. Han har selv gennemgået alle ting omhyggeligt og nedskrevet dem i rækkefølge, sådan at de danner en sund grundvold for troen. Sagt i forbigående viser Lukas her den skrevne beretnings overlegenhed over den mundtlige.

Det er højst sandsynligt, at Mattæus’ og Markus’ inspirerede skrifter var at finde blandt de skrevne beretninger, Lukas gjorde brug af for at gennemgå alting nøjagtigt fra begyndelsen. Vi må imidlertid ikke tro, at Lukas blot kopierede fra disse, men han har snarere brugt dem til at rådføre sig med. Hans beretning har alt for mange detaillerede afvigelser, ligesom den også indeholder alt for mange punkter, der ikke dækkes af de andre, til, at man kan antage de moderne kritikeres synspunkt, som mener, at de tre synoptikere Mattæus’, Markus’ og Lukas’ skrifter var baseret på een oprindelig beretning.

Det fremgår, at Paulus næsten har haft lige så megen indflydelse på Lukas’ beretning om Jesu tjeneste, som Peter på Markus’ beretning. Tidspunktet for affattelsen af Lukas-Evangeliet synes at ligge omkring 56-58 e. Kr., eller kort før han fuldendte nedskrivningen af Apostlenes Gerninger 61 e. Kr. — Ap. G. 1:1-3.

Blandt de begivenheder, som Lukas er ene om at berette, og som sammen med hans beretning om det, de andre også fortæller om, berettiger hans evangelium til at blive kaldt det mest omfattende, er: enkelthederne i forbindelse med Johannes Døbers undfangelse; Marias såvel som englenes lovsang; Jesu fremstilling i templet, hans omskærelse og hans rejse til Jerusalem som tolvårig; udsendelsen af de halvfjerds disciple; de to disciples oplevelse på vejen til Emmaus; desuden meget af Jesu senere tjeneste i Peræa og Judæa. (Luk. 10:1 til 18:14) Lukas forstod, at datoer var betydningsfulde, og han er den eneste, som giver tilknytningen til den verdslige historie: datoen for den mandtalsindskrivning, der bragte Josef og Maria til Betlehem, og året, da Johannes Døber begyndte sin tjeneste. Det er også kun ham, der fortæller os, hvor gammel Jesus var, da han begyndte at forkynde. — Luk. 1:1 til 3:23.

Særegent for Lukas er også en del studier i kontrast: de ni utaknemmelige jødiske spedalske versus den taknemmelige samaritanske spedalske; den gode samaritan versus præsten og levitten; farisæerens bøn versus tolderens; den rige mand versus Lazarus; Maria versus Marta; den fortabte søn versus den selvretfærdige ældre broder; den spottende tyv versus den angrende o.s.v.

Lukas, der ikke var tilfreds med blot at give os beretningen om de storslåede begivenheder i forbindelse med Jesu tjeneste, supplerede den i sin bog om Apostlenes Gerninger med en nøjagtig historie om den første kristne menighed. Deri fortæller han os om udgydelsen af den hellige ånd på pinsedagen, hvorledes det gode budskab udbredes til nationerne, og hvordan forfølgelse langt fra standsede forkynderarbejdet, men snarere forårsagede, at det blev mere udbredt. Han giver megen værdifuld oplysning om, hvordan apostlene mødte den tids vanskeligheder, hvilket kan være til hjælp og vejledning for os i dag. Bemærkelsesværdig er hans gengivelse af de forsvarstaler, Peter og Johannes, Stefanus og Paulus holdt for de religiøse og politiske myndigheder. Uden Apostlenes Gerninger ville Paulus’ breve miste meget af deres styrke.

Som ung mand har Lukas uden tvivl betragtet lægekunsten som et middel, hvorved han kunne tjene sine medmennesker og samtidig skaffe sig selv en levevej. Men hvor ville det ikke have været begrænset, hvad godt han kunne have gjort, dersom han havde ladet sig nøje med den profession! Og hvilke større forrettigheder fik han ikke ved at lægge alt bag sig for at blive en Kristi Jesu efterfølger og arbejde med det guddommelige åndelige helbredelsesprogram, som Gud indstiftede ved Kristus Jesus! Han havde ikke alene den forret at blive en elsket medarbejder af en af alle tiders største kristne missionærer, apostelen Paulus, men også at blive den mest fremtrædende nedskriver af de mest betydningsfulde begivenheder, der nogen sinde har fundet sted på denne jord.

Lukas satte et godt eksempel til efterfølgelse for alle kristne. Måtte alle, der har indviet sig til Jehova Gud gennem Kristus Jesus, ligeledes først søge Riget og gøre den bedst mulige brug af deres naturlige evner til Jehovas navns ære og til fremme af den sande tilbedelse på jorden.

Nødvendigheden af at vågne op

„DETTE gode budskab om Riget skal forkyndes over hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne.“ (Matt. 24:14, NW) I lydighed mod denne profetiske befaling fra Kristus Jesus går omkring 450.000 kristne vidner regelmæssigt fra hus til hus med bibler og bibelsk litteratur, leder bibelstudier i menneskers hjem, arrangerer offentlige bibelske foredrag og står desuden på de travle gader og tilbyder bladene Vagttaarnet og Vaagn op! Når de står på gaderne med disse blade, hænder det ofte, at forbipasserende kommer med sådanne bemærkninger som: „Jeg er vågen!“ „Jeg sover ikke!“

Men mennesker, der kommer med den slags bemærkninger, er i virkeligheden ikke vågne over for Jehova Guds hensigter, Bibelens profetiers opfyldelse, eller nødvendigheden af at give agt på den bibelske formaning om at drage ud fra Babylon. (Luk. 21:28; Åb. 18:4) Ellers ville de også stå på gaderne og opfordre andre til at vågne op. Skønt de almindelige kirkegængere således gladelig går rundt i uvidenhed om nødvendigheden af at vågne op, er denne kendsgerning imidlertid ikke undgået nogle af deres præsters opmærksomhed. Et eksempel herpå er dr. Culbert C. Rutenber fra Philadelphia, Pennsylvania.

Bladet Daily Tribune i Chicago refererede den 20. maj 1952 det foredrag, som denne teolog holdt for ca. 12.000 baptistiske repræsentanter for 7000 baptistkirker i de Forenede Stater ved åbningsmødet for Amerikanske Baptisters 45. konvent (afholdt i Chicago den 19.-23. maj 1952): „Dr. Rutenber sagde, at gejstligheden og lægfolket er lige foruroliget over kirkens tilsyneladende uanvendelighed i en verden, hvor den eneste dynamisme synes at være anti-kristens dynamisme, og at kirken i almindelighed venter på et ord fra Gud — et håbets ord, et mægtigt ord, et sikkert ord — men at kristne i virkeligheden sover.

Der er større mulighed for, at Gud vil tale dette ord, fortsatte dr. Rutenber, „dersom vi værdsætter det ord, han allerede har givet os, og som siger: Vågn op, du som sover, . . . og Kristus skal lyse for dig!““

Den lærde doktor drager med rette den slutning, at kristenheden sover. Men er han selv helt vågen? Ville han i så fald ikke kunne give sine tilhørere „det håbets ord, det mægtige ord, det sikre ord“? Det er, hvad Jehovas kristne vidner gør. Og alle, der er bekendt med kendsgerninger, ved også, at den gudløse og antikristne kommunisme langt fra er den eneste „dynamisme“ i denne verden, men at Jehovas vidners nidkærhed og begejstring langt overgår kommunisternes „dynamisme“. En af hovedårsagerne til, at kommunisterne i Polen tvang Jehovas vidners arbejde under jorden, var netop, at Jehovas vidners nidkærhed, begejstring og resultater helt fordunklede kommunisternes virksomhed.