Fingeret retssag mod kristne — en skændsel for Portugal!

SIDST i juni og først i juli sidste år vakte en retssag i Lissabon mod nogle af Jehovas vidner og deres interesserede, i alt niogfyrre, opmærksomhed i hele Portugal. Skønt retssalen kun kunne rumme et ret begrænset antal tilhørere, samledes folk i tusindvis til retsmøderne. Aldrig havde man set noget lignende i Portugal! Selv folk i andre lande fulgte nøje de fremmede korrespondenters referater af sagen.

Mange portugisere mener måske at de ved besked med hvad der skete under retssagen. I løbet af blot to dage brugte Lissabons aviser nemlig fire og en halv meter spalteplads til omtalen af Jehovas vidner og den forestående retssag. Men disse referater var yderst fordomsfulde og indeholdt ofte direkte løgne. Det var kun dem der var interesseret i en domfældelse, der kom til orde; Jehovas vidners forsvar blev aldrig udgivet på tryk. På en forespørgsel svarede en avis, at når et fordomsfrit referat var blevet udarbejdet og sat, forhindrede regeringens censorer at det blev trykt.

Regeringen opdagede imidlertid hurtigt at selv en fordomsfuld presseomtale resulterede i større interesse for Jehovas vidner og deres arbejde. Denne omtale blev derfor også begrænset meget. Som følge heraf er det kun relativt få der virkelig ved hvad der skete under selve retssagen. Det må være af interesse for enhver at få kendsgerningerne at vide.

Arrestation og fængsling

Om aftenen den 10. juni 1965 var Feijó-menigheden af Jehovas vidner fredeligt forsamlet i et privat hjem i udkanten af Lissabon. Der var omkring 70 til stede, og de studerede Bibelen sammen, som Jehovas vidner altid gør når de holder møde. Ved 22-tiden blev mødet pludselig afbrudt af nogle politibetjente med løjtnant Jorge Manuel Natividade Jacob i spidsen, og niogfyrre af de forsamlede blev arresteret.

To af forkynderne, Arriga Cardoso og José Fernandes Lourenço, blev taget med og anbragt i Fort Caxias-fængselet, uden at der var rejst tiltale mod dem. De blev holdt fængslet indtil den 29. oktober, altså i fire måneder og nitten dage, og i over to måneder af den tid blev de nægtet enhver form for læsestof, også Bibelen. Man anbragte endog Cardoso og Lourenço i enecelle i elleve dage, øjensynlig for at få dem til at bryde sammen.

Mens de sad fængslet, udarbejdede regeringen et sagsresumé på 416 sider. Dette indeholdt hovedsagelig de spørgsmål man havde stillet de to fanger såvel som de andre 47 anklagede, og de svar de havde givet. Et uddrag af statsadvokatens detaljerede anklage lød:

„Jeg erklærer alle de anklagede for skyldige i en forbrydelse mod statens sikkerhed, i at have tilskyndet til kollektiv ulydighed, omtalt i og strafbar ifølge straffelovens artikel 174. . . . De udgør en politisk bevægelse der kommer fra forskellige lande og har det mål at tilskynde folkemasserne, især ungdommen, til opsætsighed, oprør og samfundsnedbrydende virksomhed.“

Der var imidlertid ikke fremført noget i dette 416-siders sagsresumé som bevis for at de 49 var skyldige i disse forbrydelser. Der var ikke fremført et eneste vidneudsagn til støtte for anklagerne! Anklagerne var ikke andet end påstande, som var fremført uden nogen som helst støtte. Kendsgerningerne er som følger: Man havde afbrudt et møde hvor nogle kristne studerede Bibelen sammen; de drøftede ikke politik, og der er ikke blevet fremført nogen som helst beviser til støtte for at de udgør en „politisk bevægelse“. Der blev heller ikke i sagsresumeet gjort forsøg på at bevise at disse mennesker havde forkyndt noget som helst offentligt, og da slet ikke at de havde opfordret folk til at sætte sig op mod den portugisiske regering, eller tilskyndet folkemasserne til oprør eller samfundsnedbrydende virksomhed. Intet rettænkende menneske kunne undgå at blive slået af sagsresumeets totale mangel på beviser. Ikke desto mindre blev det afgjort at sagen skulle for retten.

Hvad ville der ske i retten? Ville anklageren fremlægge beviser for at de tiltalte var skyldige i de forbrydelser de var blevet anklaget for? Ville de tiltalte få fuld frihed til at bevise deres uskyld for retten? Ville dommerne lytte med uhildede sind for at kunne afsige en retfærdig dom?

Retssagen indledes og udsættes

Endelig blev retssagen indledt den 14. juni sidste år i retsbygningen på Largo da Boa Hora i Lissabon, og Jehovas vidner fra alle dele af Portugal strømmede til byen, ikke for at demonstrere uden for retsbygningen, men for at give moralsk støtte til deres kristne brødre og søstre som var i retten. Politibetjentene havde aldrig før set en sådan menneskemængde uden for retsbygningen og var først i vildrede med hvad de skulle gøre. En betjent udbrød ophidset: „Hvad skal vi gøre med alle disse mennesker? Hovedindkørselen må holdes fri!“ Et af Jehovas vidner som tilfældigvis hørte bemærkningen, lod ordene gå videre, og i løbet af få minutter var indkørselen fri. Betjenten var simpelt hen forbløffet over dette hurtige samarbejde og den gode orden der herskede. Aldrig før havde der i Lissabon været en skare mennesker som var lettere at have med at gøre, og det fik anklagen mod de tiltalte for at have „overtrådt lovene om offentlig ro og orden“ til at virke meget malplaceret.

Dagen efter kunne man i Lissabon-avisen O Seculo læse: „Enhver der i går befandt sig på Largo da Boa Hora så et forbløffende syn . . . Både vinduerne på første og anden sal, og gangene, som der er mange af, var fyldt med mennesker. I gården var der tæt pakket med mennesker. . . . Alt foregik under ro og orden. . . . Det anslås at der var mere end 2000 mennesker til stede i og omkring bygningen. Det er første gang man har set så mange mennesker der. De fleste af dem sympatiserede med de anklagede og deres religion.“

Man foretog sig imidlertid ikke ret meget denne første dag, da en af de anklagede var syg og ikke kunne være til stede. Derfor foreslog statsadvokaten at sagen blev udsat, og det gik man ind på. Det blev derpå fastsat at retssagen skulle begynde den 23. juni.

Det første retsmøde

Retssagen begyndte torsdag den 23. juni klokken 14.30, og det første retsmøde varede til klokken 19.30. En endnu større skare var mødt op denne gang; nogle anslog at der var cirka 5000. De fleste af disse blev udenfor på gaden i de fem timer retsmødet varede, idet de ivrigt ventede at høre referater af retshandlingen.

De tre dommere som skulle behandle sagen, var præsiderende dommer António de Almeida Moura og assisterende dommere Saudade e Silva og Bernardino de Sousa. Regeringens anklager var dr. Lopes de Melo, og forsvareren som repræsenterede de anklagede var dr. Vasco Almeida e Silva.

Den første af de anklagede som blev afhørt, var Arriaga Cardoso, en af de to som havde siddet fængslet i over fire måneder uden at der var blevet rejst nogen tiltale imod dem.

Allerede fra starten søgte den præsiderende dommer at give det indtryk at der hersker religionsfrihed i Portugal. „De er ikke anklaget for at have overtrådt et mødeforbud“, sagde han til Cardoso. „De bliver ikke dømt fordi De dyrker Jehova. De kan dyrke Jehova lige så vel som De kan dyrke Muhamed eller Buddha. Ethvert menneskes religion vil blive respekteret, det vil sige når den holder sig inden for det religiøse område. Den portugisiske forfatning garanterer tilbedelsesfrihed.“

Derefter prøvede dommeren imidlertid tilsyneladende at vise at de forfatningsmæssige garantier om tilbedelsesfrihed ikke gælder den trosopfattelse Jehovas vidner har. Lissabon-avisen Diário Popular gengav hans ord til Cardoso således: „Der er ikke frihed for enhver som opfinder en trosretning og gør hvad han vil i Guds navn eller navnet på hvem det nu måtte være. Han må underordne sig de jordiske herskere. . . . Det De er anklaget for, er opsætsighed mod landets love i almindelighed.“

Nu tog Cardoso, der er portugisisk statsborger og 54 år gammel, Bibelen frem. Han havde til hensigt at vise at Jehovas vidner i overensstemmelse med Bibelens befaling om at underordne sig de jordiske „øvrigheder“, adlyder alle regeringers love. (Rom. 13:1) De sætter sig ikke op imod nogen regerings love når disse ikke er i modstrid med Guds love. (Ap. G. 5:29) Jehovas vidner er heller ikke politiske urostiftere, for i lydighed mod Jesus Kristus, som sagde at hans efterfølgere ikke skulle være „af verden“, tager de aldrig del i politik af nogen art. (Joh. 17:16) Men den præsiderende dommer afbrød ham straks, og Diário Popular gengiver hans ord:

„De skal ikke bruge Bibelen her! For Dem er det Bibelen der tæller, men for retten er det loven der tæller. Bibelen gælder ikke i samfundsmæssige anliggender. De skal ikke påberåbe Dem den; enhver udlægger den på sin egen måde og efter sine egne interesser. Bibelen er ikke statens grundlov. Retten behøver ikke at betragte en eller anden amerikaners udlægning af Bibelen som republikken Portugals politiske grundlov.“

Den anklagede er ikke amerikaner; han er portugisisk statsborger. Og i modsætning til det dommeren antydede, ønskede han ikke at fremføre en amerikaners synspunkter, men sin egen tro der er grundlagt på Bibelen. Alligevel hindrede dommeren ham i at afgive forklaring. Han ønskede ikke at høre Bibelens ord!

Guds lov kommer først

Man kan imidlertid ikke tilsidesætte Bibelen når man drøfter lydighed mod menneskers love. Sagen er den at det er Bibelens love der ligger til grund for menneskeskabte regeringers retfærdige love, og man er i endnu højere grad forpligtet til at adlyde Bibelens love end menneskers love. Sådan har berømte jurister betragtet sagen i århundreder, lige op til vor tid.

En af disse jurister, William Blackstone, udtrykte det på denne måde: Guds lov „forpligter naturligvis mere end nogen anden. Den er bindende overalt på kloden, i alle lande, og til alle tider: ingen menneskelige love har nogen gyldighed hvis de går imod den; og de der er gyldige, kan, direkte eller indirekte, tilskrive denne kilde deres magt og autoritet“. (Blackstone’s Commentaries on the Laws of England, Chase, New York, Baker, Voorhis and Co., 1938, siderne 5, 6) Det er derfor ikke forkert at henvende sig til Guds lovbog, Bibelen. Jehovas vidner kan ikke lade den ude af betragtning.

Den præsiderende dommer fremsatte følgende påstand: „Vi må rette den guddommelige lov ind efter de jordiske love. Vi må se logisk på sagen. Til tider er de guddommelige love misvisende.“ Men Jehovas vidner mener ikke at Guds love til tider er „misvisende“ eller fejlagtige. De tror på at Gud taler sandt, og af hele deres hjerte prøver de at leve efter Bibelen. Er det forkert? Er det umoralsk eller ukristent at give Guds lov forrangen fremfor menneskers når de er i modstrid med hinanden?

Det mente Kristi apostle ikke. Da Peter og de andre apostle blev anklaget for en jødisk domstol, som krævede at de skulle holde op med at forkynde, svarede de: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ Ja, Gud havde givet apostlene befaling til at forkynde, og de havde til hensigt fortsat at adlyde Gud, uanset hvad mennesker sagde eller gjorde! Den bibelske beretning siger derfor videre: „De holdt ikke op med hver dag at lære i helligdommen og i hjemmene og at forkynde evangeliet.“ — Ap. G. 5:27-29, 42.

I dag er Jehovas vidner ikke de eneste der svarer på denne måde. I den portugisiske bog „Vor guddommelige historie“, som er skrevet af A. Amaral og for nylig udgivet af Det nationale Sekretariat for Katekese og som bærer den katolske kirkes imprimatur, rejses på side 230 følgende spørgsmål: „I hvilke tilfælde bør vi ikke adlyde øvrigheden?“ Og svaret lyder: „Vi bør ikke adlyde øvrigheden når den befaler os at gøre noget som er imod Guds vilje. (Ap. G. 5, v. 29; Mat. 10, v. 37)“ Hvis Jehovas vidner anklages for at have overtrådt loven fordi de giver udtryk for dette bibelske synspunkt, burde alle katolikker i Portugal anklages for det samme. Intet af det Jehovas vidner har offentliggjort, giver tydeligere udtryk for dette bibelske princip end denne officielle katolske udtalelse. Da Jehovas vidner i Portugal i øjeblikket er ofre for forfølgelse fra myndighedernes side, kunne man jo stille spørgsmålet: Hvad venter der deres katolske landsmænd?

At det portugisiske folk i almindelighed mener at man først og fremmest bør adlyde Gud, fremgår af dets valgsprog: „Gud, fædreland og familie.“ Gud er med rette anført først. Når staten ignorerer dette, og når Guds retfærdige love trodses og tilsidesættes, som det var tilfældet i Nazityskland, vil følgen blive frygtelige forbrydelser imod Gud og menneskeheden.

Dommerne forudindtagede

Lige fra begyndelsen af retssagen var det tydeligt at dommerne ikke var interesseret i at høre hvad de anklagede havde at sige. De bekymrede sig ikke om at skaffe sig beviser som kunne ligge til grund for en retfærdig domsafsigelse, for de afbrød regelmæssigt vidnerne for at hindre dem i at vidne. Det var tydeligt at de allerede havde truffet deres beslutning! De havde tilsyneladende truffet deres afgørelse før retssagen i det hele taget kom i gang. Et sådant retsvæsen er en skændsel for Portugal!

Fordommen imod Jehovas vidner kom til udtryk under alle tre retsmøder. Dommerne tilsidesatte endog almindelig sømmelighed i retten. Som en portugisisk advokat har udtalt, var retssagen „en forhånelse, en vanære og en uhyggelig demonstration af hvor dybt det portugisiske retsvæsen er sunket“. En anden advokat fra Lissabon kaldte hele sagen for „en parodi“.

Dommerne svigtede deres ærefulde opgave som embedsmænd ved den høje ret og påtog sig rollen som forhørsledere og anklagere, og de gjorde endog nar af de tiltalte og deres tro. Det skete ofte at den selv samme dommer som havde rettet et spørgsmål til en af de anklagede — hvis svaret ikke behagede ham — afbrød denne før han kunne nå at sige mere. Ved flere lejligheder var forsvareren tvunget til at gribe ind og protestere kraftigt mod det lave sprog dommerne benyttede sig af. Han mindede dem om at det ikke var deres opgave at rejse anklager, men på grundlag af de vidnesbyrd der blev forelagt at dømme om hvorvidt de tiltalte var skyldige i anklagerne.

Da en af de tiltalte, den 54-årige Afonso Costa Mendes, blev ført i vidneskranken henimod slutningen af den første dag, kom der fra dommer Bernardino de Sousa en strøm af ubeherskede udtalelser som var pinlige at høre. I et forsøg på at vise at Jehovas vidners forkyndervirksomhed skaber fjendskab, nævnte han at en mand havde sagt til ham: „Hvis et Jehovas vidne kom til min dør ville jeg give ham et spark i maven.“ Dommeren påstod at deres religion var årsag til vold og at den skabte splittelse mellem familiemedlemmer og satte dem op imod hinanden. Forsvareren prøvede at protestere mod disse beskyldninger, men dommeren afbrød ham ved at kalde den næste af de anklagede frem.

Da denne blev udspurgt, blev det imidlertid bevist at den forudindtagede dommer havde uret. Forsvareren spurgte:

„Er De gift?“

„Ja.“

„Er Deres mand et af Jehovas vidner?“

„Nej.“

„Hvordan er forholdet mellem Dem og Deres mand?“

„Efter at jeg er blevet et af Jehovas vidner har jeg prøvet at være en god kristen hustru, og dette har hjulpet til at gøre vort ægteskab lykkeligt.“

Sagføreren vendte sig derpå mod dommeren og påpegede at dette besvarede den ubegrundede anklage han lige havde rejst mod Jehovas vidner.

Dommeren spurgte den næste af de anklagede som blev kaldt frem i vidneskranken, om han nogen sinde havde været i retten før.

„Ja,“ svarede den anklagede.

„Hvad var De anklaget for?“ spurgte dommeren.

„For voldtægt.“

Dommeren slog straks ned på dette punkt. „Se hvad det er for en religion Jehovas vidner har!“ udbrød han.

Forsvareren spurgte derpå den anklagede om han var et af Jehovas vidner da han forbrød sig imod pigen.

„Nej!“ svarede han. „Hvis jeg havde været det, ville jeg aldrig have gjort det. Dengang var jeg aktiv katolik.“

Under det andet retsmøde gjorde dommerne sig enhver tænkelig anstrengelse for at tilsvine de anklagede, og påstod at deres tro kom fra Amerika. Forsvarerens vidner viste imidlertid at det forholdt sig anderledes, og fremlagde beviser på at deres tro var baseret på den bibel de kunne læse, den portugisiske bibel. Hver gang Bibelens vidnesbyrd blev fremlagt, skiftede dommerne imidlertid emne og afbrød vidnerne, og til sidst råbte en af dem: „Er vi ved at lave stedet her om til en rigssal? Vi er kun interesseret i at drøfte loven her!“

Da forsvarerens vidne Armando Monteiro under dette samme retsmøde gav en grundig redegørelse for det kristne neutrale standpunkt som Jehovas vidner indtager i Portugal, vakte dette i høj grad dommerens mishag. Han sagde at intet af dette interesserede retten, og han ville ikke tillade Monteiro at fortsætte sin vidneforklaring. Forsvareren protesterede mod denne vilkårlige og egenmægtige behandling af vidnet. En ordstrid fulgte. Resultatet af dette retsmøde var at forsvareren ikke fik lov at fremføre flere vidner, kun det der kaldes „deklaranter“. Retten havde lov til når som helst at standse disses vidneudsagn, og forsvareren kunne kun stille dem spørgsmål gennem dommeren. Dommerne gjorde således hvad de kunne for at stoppe munden på forsvaret.

Til trods for at de vidneforklaringer der blev afgivet under hele retssagen viste at der ikke kunne være nogen tvivl om at de anklagede var lovlydige portugisiske borgere, bevarede dommerne deres forhærdede og forudindtagede indstilling. Da forsvareren under det andet retsmøde gjorde dommeren opmærksom på at det han sagde var i modstrid med noget andet han havde sagt tidligere, sagde dommeren nedladende til ham: ’De er ved at blive gammel og burde sørge for at høre lidt bedre efter.’ En anmodning om at der skulle føres en eller anden form for protokol over retsmøderne, blev afslået. Det var tydeligt at man ikke var interesseret i at det der foregik i retten, blev offentliggjort! Hvorfor?

Fordi ethvert rettænkende menneske som undersøger bevismaterialet, ikke vil kunne undgå at lægge mærke til at der blev begået et groft justitsmord. Ingen som er fordomsfrit indstillet, kan forstå hvordan dommerne traf den afgørelse de gjorde, på grundlag af de vidneudsagn der blev aflagt. Det er ikke så mærkeligt at der ikke blev ført protokol over retsmøderne!

Justitsmord

Den offentlige anklager fremstillede ikke et eneste vidne i løbet af de tre dage retssagen varede! Dertil kommer at han ikke gjorde noget som helst forsøg på at krydsforhøre nogen af de anklagede eller nogen af forsvarerens vidner! Der blev ikke fremlagt et eneste modbevis! Ja, i virkeligheden fremførte han ingen beviser af nogen art! Under hele retssagen blev der ikke fremført en eneste kendsgerning eller blot skyggen af et vidneudsagn som bevis for at Jehovas vidner var skyldige i de forbrydelser de var anklaget for! Ja, den offentlige anklager sagde næppe et ord!

Det er tydeligt at retsprocessen var lovstridig og at fængselsdommene var uretfærdige, i betragtning af det der siges i artikel 359 i Portugals straffelov, nummer 3, om at rejse tiltale:

„[Tiltalte bør have:] ’En kritisk og nøjagtig redegørelse for de kendsgerninger der udgør den angivne overtrædelse, om muligt tid og sted for overtrædelsen, årsagen til den, den anklagedes delagtighed i den, og de forhold der gik forud for, ledsagede eller efterfulgte overtrædelsen og som kunne skærpe eller svække delagtigheden.’“

Det eneste der blev bevist med hensyn til de anklagede i det 416-siders sagsresumé og under retssagen, er imidlertid at de på et bestemt tidspunkt og et bestemt sted var forsamlet for at studere Bibelen. Der blev ikke fremlagt beviser for at de anklagede havde forkyndt for andre, langt mindre hvad de havde forkyndt. Det blev ikke engang godtgjort hvad de havde sagt ved dette møde! Den portugisiske lovs krav om en „nøjagtig redegørelse for de kendsgerninger der udgør den angivne overtrædelse“ og „tid og sted for overtrædelsen“, er tydeligvis aldrig blevet opfyldt! Det er ikke så mærkeligt at portugisiske advokater har kaldt retssagen „en karikatur“, „en parodi“ og „et justitsmord“.

De vidneudsagn der blev afgivet af de anklagede og af forsvarerens vidner og „deklaranter“, optog næsten hele den tid sagen varede, nemlig tre dage — den 23. juni, den 30. juni og den 7. juli. Den sidste dag opsummerede forsvareren sit forsvar og viste at de anklagede ikke havde begået nogen forbrydelse. De var kristne der udførte samme arbejde som det Jesus og hans disciple udførte. Han gjorde retten opmærksom på at der overhovedet ikke var blevet forelagt noget bevis på at de „udgør en politisk bevægelse“, tilskynder „folkemasserne til oprør og samfundsnedbrydende virksomhed“ eller forkynder opsætsighed imod lovene om offentlig ro og orden. Nu var det anklagerens tur til at tale. Han rejste sig; men alt hvad han sagde var forbavsende nok: „Jeg kræver retfærdighed.“

Men retfærdigheden skete ikke fyldest. Retssagen var i sandhed en parodi! To dage senere blev alle 49 idømt fængselsstraffe. Dommen er nu appelleret til Portugals højesteret.

Deres lære er ikke samfundsnedbrydende

Da nogle unge mænd under Portugals øgede militære aktivitet i Afrika af samvittighedsgrunde har nægtet at bære våben og være med til at dræbe medmennesker, har man på grundlag af dette fremstillet Jehovas vidner som urostiftere, oprørere og lovovertrædere. Under retssagen kunne disse anklager imidlertid ikke underbygges. Kun én af de 49 anklagede havde personligt nægtet at udføre militærtjeneste. Ja, de femogtredive af dem var kvinder! Og ingen af dem havde opfordret andre til at nægte at bære våben.

Forsvareren fremlagde beviser for at Jehovas vidner ikke råder eller tilskynder nogen som helst til at bryde nogen regerings love eller reglementer! Deres skrifter forklarer at det er forkert at foreskrive andre at nægte at udføre militærtjeneste, hilse flaget eller opfylde et hvilket som helst andet krav en regering måtte stille. På retssagens anden dag var forsvarets vidne Jose Maria Lanca i stand til at føre bevis herfor ved at citere fra Jehovas vidners officielle organ, Vagttårnet, for den 15. december 1957. På side 427 siger dette blad:

„Som følge af Jehova Guds visdom indeholder hans hellige skrevne ord . . . ikke noget direkte råd i denne henseende. Hans ord fremsætter blot de teokratiske principper der skulle være ledende for kristne og overlader derefter til indviede kristne . . . at . . . bevare deres uangribelighed ind for Gud. Bortset fra at forklare hvad de sande kristne principper der er nedskrevet i Guds ord er, har ingen kristen eller gruppe af kristne guddommelig bemyndigelse til eller ansvar for direkte at foreskrive en anden kristen hvad han skal gøre i dette spørgsmål. Enhver må selv afgøre hvad han vil gøre.“

„Gud Maa Være Sanddru“, den mest udbredte af Jehovas vidners bibelske lærebøger, siger også tydeligt på side 254: „Det menneske, der ønsker at blotte hovedet for flaget eller at gå ind i hæren, har naturligvis fuld ret til det; og Jehovas vidner betragter det som uret for dem at bekæmpe et sådant menneskes bestræbelser eller fordømme ham. De prøver ikke på at omvende verden og få den til at nægte at gøre honnør for flaget eller til at nægte at gøre militærtjeneste.“

Hvis nogen af de 49 tiltalte havde gjort det de var anklaget for, altså havde tilskyndet til ulydighed mod regeringens love og reglementer med hensyn til at bære våben eller at hilse flaget, ville de derfor også have gået imod det den kristne menighed af Jehovas vidner lærer. Det er derfor ikke så mærkeligt at man i retten ikke kunne bevise at de tiltalte var skyldige i de forbrydelser de var anklaget for!

Den portugisiske regering kan være overbevist om at Jehovas vidner aldrig vil deltage i samfundsnedbrydende virksomhed, for som kristne forholder de sig fuldstændig neutrale over for verdens regeringer. Dette blev tydeligt understreget i retten, selv om dommerne den ene gang efter den anden forsøgte at hindre vidnerne i at afgive deres udsagn. Eftersom der ikke blev ført nogen retsprotokol, og eftersom grundene til Jehovas vidners neutrale standpunkt ikke måtte offentliggøres i Portugal, er det kun ret og rimeligt at De får et kort resumé af de kendsgerninger som blev fortiet i retten.

Forsvar for det neutrale standpunkt

Som de anklagede i sagen gentagne gange har forklaret andre, fremsatte Jesus og hans disciple principper som de enkelte kristne skulle lade sig lede af i deres forhold til verdens regeringer. Jesus tog for eksempel ikke parti i de politiske stridigheder der var på hans tid mellem Rom og visse nationalistiske jøder, men svarede dem som spurgte om man skulle betale skat: „Vis mig en Skattedaler! Hvem forestiller det Billede paa den? Hvis Navn staar i Indskriften?“ „Da de svarede ham: ’Kejserens!’ sagde han til dem: ’Nuvel, saa lad da Kejseren faa tilbage, hvad tilhører ham — men giv Gud, hvad der tilkommer ham!’“ — Luk. 20:24, 25, Schindlers katolske oversættelse.

Det er indlysende at verdens regeringer (repræsenteret ved kejseren) har ret til at opkræve skat, og Jehovas vidner betaler deres skat uden at klage. Men hvad med det der tilkommer Gud? De anklagede mener at den der overvejer sagen ærligt må nå til den slutning at ingen menneskeskabt eller jordisk regering har givet den kristne livet. Det har han fået af Gud! Derfor spørger de: Er det så ikke fornuftigt af en kristen at give sin tilbedelse og sit liv til Gud, betale disse ting tilbage til ham? Hvis en kristen ofrede sit liv i en militær konflikt mellem politiske regeringer, hvilket liv ville han så have at betale tilbage til Gud?

Det blev vist i retten at Jehovas vidner i alle lande personligt afgør om de vil bære våben eller ej. Jehovas vidners organisation giver ikke direkte instrukser om hvilket standpunkt de skal tage. Enkeltpersoner inden for andre religiøse organisationer har indtaget et lignende standpunkt, og særlig kendt er tilfældet med katolikken Franz Jägerstätter. Under den anden verdenskrig nægtede denne unge mand at kæmpe i Hitlers væbnede styrker, og det selv om hans faste beslutning førte til at han blev halshugget. Nogle katolikker betragter ham som en helgen på grund af hans faste religiøse overbevisning.

Hvad vil man gøre med de katolikker i Portugal hvis samvittighed er imod krig og imod at slå ihjel? Der har altid været nogle som har forstået udtalelser i den katolske bibel som: „Du må ikke slå ihjel,“ og: „Du skal elske din næste som dig selv,“ sådan at det er forkert at dræbe. (2 Mos. 20:13; Matt. 22:39) Vil hele katolske menigheder i Portugal derfor blive udsat for politirazziaer og sat i fængsel fordi nogle få katolske mænd med en fast religiøs overbevisning af samvittighedsgrunde nægter at gøre militærtjeneste? Vil gamle mænd, og kvinder med mindreårige børn blive ført for retten, domfældt og straffet med fængsel fordi en eller anden i deres menighed nægter at udføre militærtjeneste? Det er det der er sket for Jehovas vidner! Andre religiøse grupper kan vente at få den samme behandling. Kan De bifalde dette?

Gesandter for Guds rige

Jehovas vidner bestræber sig af hele deres hjerte på at følge Jesu Kristi og de første kristnes eksempel. Det blev vist i retten at disse kristne i Bibelen omtales som gesandter for Guds himmelske rige. „Vi kommer følgelig som Kristi Gesandter,“ forklarede apostelen Paulus. Da Paulus senere var fængslet i Rom, omtalte han sig selv som en ’Gesandt i Lænker’. — 2 Kor. 5:20, Schindler; Ef. 6:20, Schindler.

En gesandt er forpligtet til at holde sig fri af politik i det land hvortil han er udsendt. Der blev gjort forsøg på at forklare retten at det forholder sig på samme måde med en kristen gesandt. Som en sand kristen der støtter Guds regering kan han ikke lade sig indblande i nogen anden regerings politiske anliggender eller krigsførelse. Han kan heller ikke påtage sig andet statsarbejde som en erstatning for militærtjeneste.

Det er Jesu Kristi udtalelser der danner grundlag for denne slutning. Da han forklarede sine disciple princippet om at holde sig adskilt fra verden, sagde han til dem: „Min Forskrift til Jer er altsaa denne: hav indbyrdes Kærlighed! Naar Verden hader Jer, saa husk paa, at jeg var Genstand for dens Had, før den begyndte at hade Jer. Hvis I hørte Verden til, vilde Verden elske sit eget Væsen i Jer, men naar den hader Jer, er det, fordi I ikke hører Verden til: jeg har udskilt Jer fra Verdens Virvar.“ Det er tydeligt at Jesu disciple skulle holde sig adskilt fra verden. Jehovas vidner i Portugal forsøger blot at følge deres eksempel. — Joh. 15:17-19; Jak. 4:4; 1 Joh. 2:15-17, Schindler.

Men vil Portugal tillade nutidens kristne uantastet at følge i Jesu og hans første disciples fodspor? Eller vil det fortsat forfølge Jehovas vidner og derved vise at det kæmper imod Gud? Portugisiske embedsmænd ville gøre vel i at lægge sig det vise råd på sinde som lovlæreren Gamaliel gav i det første århundrede: „Hold jer fra disse mennesker og lad dem være, thi hvis dette forehavende eller dette værk er af mennesker, falder det fra hinanden; men er det af Gud, kan I ikke fælde dem. Vogt jer, at det ikke skal vise sig, at I kæmper mod Gud!“ — Ap. G. 5:38, 39.

En kærlighed som Kristi kærlighed

Retten blev også gjort opmærksom på et andet princip som lå til grund for de anklagedes neutrale standpunkt. Det var princippet om at kristne må lægge den samme kærlighed for dagen som Kristus gjorde. Han befalede sine disciple: „I skal nære indbyrdes Kærlighed, ja, en indbyrdes Kærlighed som den, jeg har næret til Jer. Det skal være TEGNET, hvoraf alle kan skønne, at I virkelig er oplært af mig og hører mig til: Jeres indbyrdes Kærlighed!“ (Joh. 13:34, 35, Schindlers katolske oversættelse) Den kærlighed Jesus lægger for dagen, er ikke begrænset til nogle bestemte nationaliteter — til tyskere, franskmænd, portugisere, japanere eller amerikanere. Han elsker alle der er retsindigt indstillet, uanset hvor de er født eller hvilken nationalitet de er af.

Eftersom det forholder sig således, spørger de anklagede: Hvilken hær ville Kristus kæmpe i, hvis han befandt sig på jorden i dag? Ville han kæmpe mod og dræbe nogen af en anden race eller nationalitet end han selv? Uanset hvad den portugisiske ret mener, tror disse vidner for Jehova ikke at Jesus ville hæve en riffel og skyde nogen af en anden race eller nationalitet, eller løbe en bajonet ind i underlivet på dem. De kan ikke under nogen omstændigheder få det til at stemme med Jesu egen befaling til sine disciple om at elske hinanden. Derfor spørger de: Hvordan kan en sand kristen tage del i noget der kan kræve at han må gå ud på slagmarken og dræbe sine kristne brødre fra et andet land?

De adlyder landets love, men når nationens bud går direkte imod Guds ords retfærdige principper, indtager de samme standpunkt som apostlene: „Gud har mere Krav end Mennesker paa at blive adlydt.“ Som vi har set er dette det samme standpunkt som det den katolske kirke i Portugal anbefaler. Eftersom Jehovas vidner nu bliver forfulgt fordi de indtager dette standpunkt, kan man vel ikke være sikker på at andre ikke vil blive forfulgt fordi de gør det samme? — Ap. G. 5:29, Schindler.

De første kristnes indstilling

Er ovennævnte standpunkt som den katolske kirke anbefaler og som Jehovas vidner indtager, uden fortilfælde? Hvordan så de første kristne på deltagelse i politik? Tjente de i nationernes hære? Hvad viser de pålidelige historiske kendsgerninger?

En undersøgelse af nøjagtige historiske beretninger om de første kristne, viser at disse holdt sig strengt neutrale og ikke deltog i politik. Læg mærke til blot nogle få udtalelser:

„Nidkære kristne tjente ikke i de væbnede styrker og tog heller ikke imod politiske embeder.“ — World History, The Story of Man’s Achievements (River Forest, Ill.; 1962), Habberton, Roth and Spears, side 117.

„De kristne var fremmede og pilgrimme i verden; deres borgerskab var i himmelen; det rige de så frem til var ikke af denne verden. Den deraf følgende mangel på interesse for offentlige anliggender blev således fra første færd et bemærkelsesværdigt træk ved kristendommens tilhængere.“ — Christianity and the Roman Government (London; 1925), E. G. Hardy, forstander for Jesus College, Oxford, side 39.

På side 245 og 246 i sin bog The Early Christian Attitude on War giver den engelske historiker C. J. Cadoux et virkelig godt resumé af de første kristnes urokkelige standpunkt:

„De første kristne tog Jesus på ordet, og de forstod det bogstaveligt når han indprentede dem at være milde og ikke at gøre modstand. De forbandt deres religion med fred; de fordømte skarpt krig fordi det medførte blodsudgydelse; de så sig selv opfylde den gammeltestamentlige profeti som forudsagde at krigsvåben skulle omdannes til landbrugsredskaber [Es. 2:4] . . . Med én eller to mulige undtagelser tilsluttede ingen soldat sig kirken og forblev soldat før Marcus Aurelius’ tid (161-180 e. Kr.). Selv da var det almindeligt at kristne nægtede at tjene — hvad Celsus’ (177-180 e. Kr.) bebrejdelser bevidner. . . . Det var for så vidt indlysende at Jesu lære fandt anvendelse på spørgsmålet om militærtjeneste.“

Det er sandt at de hedenske herskere dengang ikke forstod de kristnes standpunkt, for de havde ingen forståelse af Jesu Kristi lære, men det skulle ikke være svært for et såkaldt kristent lands embedsmænd at forstå de kristnes standpunkt.

Det standpunkt Jehovas vidner indtager i Portugal er tydeligvis ikke uden fortilfælde. Jesus fremsatte de principper hans disciple skulle følge, og de første kristne overholdt dem trofast, hvad de historiske kendsgerninger bevidner. Jehovas vidner i Portugal ønsker blot at følge deres eksempel. Alt hvad de ønsker er at praktisere sand kristendom. De anmoder de portugisiske myndigheder om lov til at gøre dette uden at blive antastet. Det vil ikke være til skade for de portugisiske myndigheder, men kun til gavn for dem, om en sådan tilbedelsesfrihed blev tilladt i deres land.

Hvad andre lande har gjort

Jehovas vidner virker i cirka 197 lande og områder på jorden, og tæller godt en million forkyndere. Jorden over kender man derfor deres neutrale standpunkt. Mange lande har på en eller anden måde sørget for at de er blevet fritaget for militærtjeneste, fordi de har indset at de er udmærkede mennesker og et aktiv for samfundet. Spørgsmålet om hvordan man skal behandle Jehovas vidner blev for eksempel for nylig drøftet i den svenske rigsdag. Hvilket resultat nåede man til?

Efter en flere timer lang debat vedtog man et lovforslag om Jehovas vidner. Bladet Freden for den 10. juni 1966 kommenterede dette i en lederartikel og sagde blandt andet: „Efter en individuel undersøgelse vil Jehovas vidner således i fremtiden blive fri for tvungen tjeneste ved at de ganske enkelt ikke bliver indkaldt i det hele taget. Sveriges rigsdag bør ønskes til lykke med denne afgørelse som løser et problem der hidtil er blevet betragtet som uløseligt. Sverige kan i denne henseende tjene som et eksempel for andre lande.“

Hvad vil Portugal gøre? Det er noget Portugals regeringsembedsmænd må afgøre. Verden vil se til med interesse, men fremfor alt er det Gud selv de må stå til regnskab for hvordan de behandler hans tjenere.

Fredelige mennesker

Det vil kun være til ære og gavn for Portugal at behandle Jehovas vidner retfærdigt. For disse kristne Guds tjenere har over hele jorden ry for at være ærlige, energiske og fredelige mennesker. Det er velkendt at de ikke deltager i optøjer, demonstrationer eller andre former for uroligheder. De drikker sig heller ikke fulde eller gør sig skyldige i utugt, hor, tyveri eller andre umoralske eller kriminelle handlinger. Som den af de anklagede der tidligere havde gjort sig skyldig i voldtægt, forklarede i retten: ’Hvis jeg havde været et af Jehovas vidner, ville jeg aldrig have gjort det!’ At de nøje holder fast ved Bibelens principper har gjort dem til retskafne mennesker, der virkelig bidrager til et bedre samfund.

Jehovas vidner er ikke „samfundsfjendtlige“, som de blev anklaget for at være. Nej, de der kender dem i Portugal, kender dem som gode naboer der er parat til at række en hjælpende hånd når andre er i nød. De er også kendt for deres ærlige bestræbelser for at hjælpe folk til at forstå Bibelen bedre. Deres næstekærlige arbejde har haft en god virkning på mange menneskers liv, og dette gælder lige så vel i Portugal som i mange andre lande jorden over.

Af særlig interesse er følgende kommentar i den afrikanske avis The Northern News (Ndola) om Jehovas vidners virksomhed i Sydafrika: „Af de foreliggende rapporter fremgår det at i de områder hvor der er flest Jehovas vidner blandt afrikanerne, er der færre uroligheder end der gennemsnitlig plejer at være. De er gået aktivt til værks mod urostiftere, hekseri, drukkenskab og enhver form for vold.“ Det er tydeligvis imod Portugals interesser at forfølge Jehovas vidner.

Forfølgelsen fortsætter

Men hvorfor er der da en sådan forfølgelse i Portugal? Ansvaret ligger hovedsagelig hos visse repræsentanter for den katolske kirke. De har udbredt ondskabsfuld propaganda om Jehovas vidner. I sommeren 1963 præsenterede den katolske præst João de Sousa for eksempel en serie fjernsynsprogrammer i Lissabon som på alle måder gav en forkert fremstilling af Jehovas vidner. Senere udgav han en bog med mere af samme slags. Politirazziaer mod vidnerne fulgte næsten øjeblikkeligt. Den 27. november 1965 blev massearrestationerne af Jehovas vidner omtalt i aktuelt kvarter i Danmarks radio, og kommentatoren bemærkede at kirken stod bag. Han sagde: „I både Portugal og Spanien har Jehovas vidner længe været udsat for forfølgelse fordi den katolske kirke ikke billiger sektens arbejde.“

Ved at lægge pres på embedsmænd og ophidse befolkningen har de katolske gejstlige iværksat en inkvisitionslignende forfølgelse af Jehovas vidner. Over hele landet og i Portugals oversøiske områder er man brudt ind i private hjem og mødelokaler, har konfiskeret ejendele, arresteret Jehovas vidner og kastet dem i fængsel. De er blevet holdt indespærret i dagevis, ugevis, ja i månedsvis uden at der har været rejst anklage mod dem. Dette har fundet sted i Lissabon, Luanda, Aveiro, Porto, Setúbal, Caldas da Rainha, ja praktisk talt i enhver større by, både i Portugal og dets oversøiske områder.

Og i stedet for at svækkes, forstærkes denne form for forfølgelse fra de portugisiske myndigheders side. Ja, på den selv samme dag som de 49 anklagede blev domfældt, den 9. juli, foretog politiet razziaer i flere af Jehovas vidners hjem og konfiskerede deres bibelske litteratur. Da flere hundrede vidner få dage senere gjorde forberedelser til at tage af sted til et kristent stævne i Frankrig, nægtede man at udstede pas til cirka 150 af dem. Der blev ikke givet nogen begrundelse for dette. Har Portugal da i sinde at fratage sine borgere al form for frihed, selv bevægelsesfrihed?

Dette er en farlig situation. For når undertrykkende myndigheder begynder at fratage én gruppe dens frihed, er der ikke ret langt til også at fratage andre mennesker deres frihed. Ja, at Jehovas vidner falskeligt bliver anklaget, arresteret og fængslet, er en advarsel om at ikke blot religionsfriheden, men også andre friheder som Portugals borgere sætter pris på, kan være i fare.

Hvad De kan gøre

De har mulighed for at give udtryk for hvad De føler i denne sag. Mens denne artikel skrives er de 49 anklagede på fri fod, eftersom sagen er appelleret til en højere ret. Men de er alle stillet over for fængselsstraffe, såvel som bøder som det er umuligt for dem at betale. Hvis disse straffe bliver håndhævet, vil det medføre mange og svære trængsler og lidelser. Kommer mænd og fædre i fængsel, vil familier være berøvet nødvendig økonomisk støtte, og kommer mødre i fængsel, vil mindreårige børn være berøvet den omhu og pleje de ikke kan undvære.

De portugisiske myndigheder mener måske at det kun vedrører dem selv, hvordan de behandler kristne i deres eget land. Det mener vi ikke, og vi er overbevist om at millioner af rettænkende mennesker i Portugal og på hele jorden ivrigt følger med i hvad der sker med disse oprigtige kristne i Portugal. Rettænkende mennesker afskyr forfølgelse af religiøse mindretal, og ønsker at give udtryk for deres protest. Hvis De ser sådan på det, opfordrer vi Dem til at skrive til portugisiske embedsmænd om denne sag, og til at fortælle hvad De føler og mener.

Deres protest kan adresseres til ministerpræsidenten:

Exmo. Sr.

Prof. Doutar António de Oliveira Salazar

Rua da Imprensa, 8

Lissabon, Portugal

Eller til republikkens præsident:

Exmo. Sr.

Contra-Almirante Américo Deus Rodrigues Tomás

Rua Almirante Anónio Saldanha, lote 402

Lissabon, Portugal

Eller til indenrigsministeren:

Exmo. Sr.

Dr. Alfredo Rodrigues dos Santos Júnior

Rua General Sinel de Cordes, 11-2

Lissabon 1, Portugal

Eller til justitsministeren:

Exmo. Sr.

Prof. Doutor João de Matos Antunes Varela

Avenida António Augusto Aguiar, 27-4 Dt.

Lissabon 1, Portugal

Eller til udenrigsministeren:

Exmo. Sr.

Dr. Alberto Marciano Gorjão Franco Nogueira

Largo do Rilvas

Palácio das Necessidades

Lissabon, Portugal

Eller til ministeren for statsanliggender:

Exmo. Sr.

Dr. António Jorge Martins da Mota Veiga

Rua Castilho, 71-4 Dt.

Lissabon 2, Portugal

Eller til lederen af statspolitiet:

Exmo. Sr.

Fernando Eduardo da Silva Pais

Rua António Maria Cardoso, 8

Lissabon 2, Portugal

Eller til Portugals ambassadør i Danmark:

Skovvej 109

Charlottenlund.