Dødens herredømme brudt

1. Hvilken mental og moralsk skade har døden voldt menneskeslægten?

DØDENS herredømme har ikke alene voldt menneskeslægten fysisk fortræd, men også mental og moralsk skade. Foruden de misdannede led, de bøjede rygge og dårlige nerver og de hundreder af andre sygdomme, der belægger tusinder af hospitalers mange senge, plages menneskene af mangel på selvbeherskelse og indre ligevægt, og de lider under den almindelige uretfærdighed og umoralitet. Satan har bevirket, at menneskets iboende trang til at tilbede er blevet vendt bort fra Skaberen og til skabningen. „Thi skønt de kendte Gud, ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men deres tanker blev tomme, og deres uforstandige hjerte blev formørket. Mens de påstod, at de var vise, blev de dårer, og de ombyttede den forkrænkelige Guds herlighed med et billede, der forestillede et forkrænkeligt menneske, fugle, firføddede dyr og krybdyr.“ (Rom. 1:21-23) Mennesker dyrker stadig ting som solen, ild, billeder, penge, ejendom eller sig selv og menneskegjorte organisationer, alt efter det kulturtrin de befinder sig på. I stedet for, at uforbeholden kærlighed til Jehova skulle indtage førstepladsen og kærligheden til næsten andenpladsen i menneskenes sind, har Satan fyldt dem med selviskhed, frygt, griskhed og had. Med eet mestertræk lykkedes det modstanderen at få gjort synden til dødens medregent ved at forlede vore første forældre til synd. Siden da har mange mennesker været syndere, og de har ikke kunnet stå mål med Guds herligheds billede eller nå målet for fuldkommen lydighed. Jehova er hellig, fuldkommen og helt viet retfærdighed. Intet mindre end pletfri hellighed og fuldkommen lydighed er antagelig for ham.

2. Hvilken forskel er der på Adams overtrædelse og hans efterkommeres?

² Hvad er forskellen på Adams overtrædelse og på deres, som kom efter ham frem til Moses’ tid? Vi tænker her på Paulus’ ord: „Dog herskede døden som konge fra Adam ned til Moses, selv over dem, som ikke havde syndet ved en overtrædelse i lighed med Adams, han, der er et forbillede på ham, som skulle komme.“ (Rom. 5:14, NW) Adam var blevet skabt fuldkommen, og der fandtes ingen brist eller svaghed i hans organisme. Han havde fået den guddommelige lov, kunne fatte og forstå dens betydning og havde en iboende evne til fuldkommen lydighed. Alt dette til trods blev han en oprører. Hans ulydighed var forsætlig, overlagt. Men med Adams efterkommere har forholdet været anderledes. De har ikke haft Adams fuldkommenhed eller evne til fejlfri lydighed. Skønt dette ikke har kunnet undskylde enhver forsyndelse, har de dog ikke haft den samme grad af ansvar.

3. Hvad er afgørende for graden af vort ansvar? Anfør eksempler.

³ Vort ansvar er afhængigt af det mål af kundskab om Guds vilje, vi har adgang til at erhverve os, og som vi sidder inde med. Gud gav ikke umiddelbart efter Adams ulydighed nogen nøjagtig defineret lov med påbud om, hvad han ønskede, menneskeheden skulle gøre, eller fremholdt nogen straf for ulydighed. Der står skrevet: „Hvor der ingen lov er, er der heller ingen overtrædelse.“ (Rom. 4:15) Derfor henrettede Gud ikke Kain for mordet på Abel, skønt han på ingen måde holdt ham for skyldfri, men lod ham leve under en forbandelse og med udslettelse i vente. Da de slægtled, der levede fra Adam og til Moses, ikke havde Moseloven, var de ikke forpligtet til at overholde den.

4. Hvorfor er onde mennesker uden undskyldning, og vil uvidenhed fritage dem for fordømmelse?

⁴ Menneskene levede nu i ondskab under dødens herredømme, og det gik hurtigt ned ad bakke med dem. De havde både i himmelen og på jorden beviser for den højeste dommers evige magt og guddommelighed, og der var derfor ingen undskyldning for, at de undertrykte sandheden og fulgte uretfærdighedens vej. Da de ikke havde nogen gudgiven lovbog, begyndte de at udforme deres egne love for deres husstande og for deres nations herskere. Ud fra ønsket om at undslippe Guds dom foregav nogle uvidenhed om Guds vilje og om, hvad synd er, og dette gav anledning til, at der opstod forskellige religioner, der ignorerer syndens eksistens. De kan ikke forklare syndens opståen, straffen for synd eller den foranstaltning, Gud har truffet til at fjerne den fra universet. Deres uvidenhed fritager dem ikke for dens fordømmelse, men holder dem kun endnu fastere i dens lænker. Enhver, der begår synd, øver også lovløshed, og synd er derfor lovløshed. (1 Joh. 3:4, lovbrud = lovløshed, NW) Al uretfærdighed er synd.

Dødens herredømme

5. a) Hvad har syndens herredømme medført? b) Hvorfor gav Jehova Israel en lov?

⁵ Nu stilles vi over for en anden konge. Den personificerede synd, synden, der hersker som konge. Hvilken konge har ikke synden været! Se på dens besmittede jordiske undersåtter. Mens syndens magt stadig er blevet større, og forbrydelser, korruption og hykleri har grebet om sig, hyldes denne konge daglig af de millioner mennesker, der foretrækker synd og døver deres samvittighed. Syndens verdensomspændende herredømme side om side med døden, som intet menneske kan unddrage sig, skriver sig helt tilbage fra vore første forældre. For at vække menneskets samvittighed og lære ham at se hen til Guds frelse gav Gud sit udvalgte folk en ordnet lovsamling. Den blev skænket dem gennem hans profet Moses 2512 år efter skabelsen. Ifølge disse lovbud ville Gud kræve synderen til regnskab. Ingen lov, udformet af mennesker, kunne åbenbare mennesker Guds tanker vedrørende synd, ret og uret og forsoningsmidlet. Guds love udtrykker hans tanker ganske klart, og præstetjenesten, der blev foreskrevet deri, viste forbilledligt, at synden kun kunne borttages mod en passende løsesum. Frelse kunne kun komme gennem Guds lovede sæd. „Hvad skulle da Loven? For overtrædelsernes skyld [for at overtrædelserne skulle blive åbenbaret, NW] blev den føjet til, kun gyldig indtil det „afkom“ [sæd, NW], hvem forjættelsen gjaldt, kom.“ — Gal. 3:19, 24.

6, 7. Hvordan kunne Jesus være uden synd, og hvilke skridt måtte han tage, for at han kunne tilvejebringe genløsningen?

⁶ Hvem er det, Paulus omtaler som den, der skulle komme? Det er ham, som befrier fra dødens herredømme, Abrahams sæd, profeten i lighed med Moses. Da døden var et resultat af synd, måtte den, der skulle borttage synden og besejre døden, selv være uden synd. Det er Jesus Kristus, det eneste menneske, der er født af en kvinde og dog uden synd. Han blev født hellig og ubesmittet, ikke fordi hans moder var ubesmittet, for hun var en jødisk jomfru og en af Adams efterkommere, men fordi han blev avlet af en syndfri og fuldkommen fader, Jehova Gud. Når et forældrepar formerer sig, kommer livssæden fra faderen, og den befrugter ægget hos moderen, der igen frembringer afkommets legeme. Da Guds tid var inde til, at Jesus skulle fødes, blev hans fuldkomne liv overført fra himmelen til ægcellen i jomfru Marias moderliv. På denne måde modtog Jesus ikke sit menneskeliv fra synderen Adam, men fik kun et menneskeligt legeme gennem Adams efterkommer Maria. For at han kunne fødes af hende, måtte han give afkald på sin himmelske herlighed og stilling. Han havde været hos Faderen i utallige årtusinder og havde samarbejdet med ham under frembringelsen af hele skaberværket. Han var Guds førstefødte og enbårne søn, ved hvem Jehova har skabt alt, det synlige såvel som det usynlige. (Joh. 1:1-3; Kol. 1:15-18; Åb. 3:14) Da Guds tid til Jesu fødsel var kommet, sendte han sin søn, født af en kvinde og født under Loven, for at han skulle løskøbe dem, der var under Loven, så vi kunne få sønnekår. (Gal. 4:4, 5) Jesus var født under Moseloven, som israelit, men han var ikke under Lovens fordømmelse, for han var det eneste menneske, der holdt den til fuldkommenhed.

⁷ Hvilken lighed er der mellem den første Adam og Kristus Jesus? Hvad handlemåde angår, er der ingen lighed; Jesus blev ikke en synder. Apostelen Paulus kunne se, at den engang fuldkomne Adam var blevet fader til en hel slægt af syndere, og at deres genløser og befrier derfor måtte være et fuldkomment menneske, sådan som Adam oprindelig havde været, såfremt han skulle kunne tilvejebringe en frikendelse eller ophævelse af den gæld, de stod i. Ligheden ligger i princippet: lige for lige. (5 Mos. 19:21) Adam havde været syndfri, pletfri, et fuldkomment menneske, ikke dels menneske dels Gud, og Guds søn måtte svare hertil. Hvis det ikke havde været nødvendigt, kunne han bare have materialiseret sig, det vil sige påtage sig menneskeskikkelse, således som engle havde gjort ved tidligere lejligheder, når de viste sig for Abraham, Lot og andre. Men eftersom retfærdigheden krævede en fuldkommen menneskelig organisme som offer, blev Jesus født af en jordisk jomfru og i menneskers lighed. For der er skrevet: „Til slagt- og afgrødeoffer havde du ej lyst; men et legeme beredte du mig“, og „da nu børnene har del i kød og blod, fik også han på lignende måde del deri“. — Hebr. 10:5; 2:14.

8. a) Hvilken af Guds egenskaber må menneskehedens frikendelse være i overensstemmelse med, og hvordan blev det påkrævede offer forbilledligt skildret? b) Hvordan kunne dødens herredømme alene omstyrtes?

⁸ Menneskehedens frikendelse for synd og dens straf ved Jehovas hånd kunne kun ske i overensstemmelse med hans retfærdighed og måtte nødvendigvis være en gave. Jehova er langmodig og rig på miskundhed og tilgiver brøde og overtrædelse, men lader ikke den skyldige ustraffet. (2 Mos. 34:6, 7) Det offer, retfærdigheden krævede, blev forbilledligt skildret ved Abels offer. Abel tog et dyr fra sin hjord, dræbte det og udgød dets blod. Det blev også fremstillet forbilledligt ved israelitternes påskelam og deres årlige forsoningsofre og ved Abrahams ofring af sin søn. Jesus kom for at herliggøre sin Faders navn og blive dette offer. Han sagde: „Ligesom Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv [sjæl, NW] som løsesum for mange.“ (Matt. 20:28) Skønt han var livets store formidler, blev han dræbt, men Gud ophøjede ham og gjorde ham til den frelser, der skulle give Israel omvendelse og tilgivelse for deres synder. Synden havde ført til død, og Guds lam kom for at borttage verdens synd, ikke den gamle verdens synd, den verden, som er dømt til undergang, men deres synd, som skal udgøre den nye retfærdsverden. (Ap. G. 3:15; 5:31; Jak. 1:15; Joh. 1:29) Kun på denne måde kunne dødens herredømme omstyrtes.

9, 10. a) Hvordan kan vi høste gavn af den foranstaltning, Gud har truffet, for at vi kan opnå liv? b) Hvad røber denne foranstaltning vedrørende Jehova Gud, og hvem omfatter den?

⁹ Hvorledes kan vi komme til at nyde godt af Guds nåderige foranstaltning og undgå at fortabes? Hverken ved at være uvidende om synden og dens følger eller ved at holde Lovpagten. Paulus siger: „Thi alle, som synder uden lov, skal også gå fortabt uden lov; og alle, som synder under Loven, skal dømmes ved Loven.“ (Rom. 2:12) Altså ville alle gå fortabt. Ingen ville blive frelst. Jøder er syndere såvel som alle andre. „Men nu er der uden lov åbenbaret en retfærdighed fra Gud, hvorom Loven og Profeterne vidner, en retfærdighed fra Gud ved tro på Jesus Kristus for alle dem, der tror; thi der er ingen forskel.“ (Rom. 3:21, 22) Vor tro på genløsningsofferet skænker os en ufortjent godhed, nemlig den gave at stå uden fordømmelse ind for Guds søn. Når vi tager imod udfrielse gennem den løsesum, Kristus Jesus betalte, og indvier os til Jehova og trofast tjener ham, har vi en forsikring om, at vi vil blive regnet retfærdige af ham. På denne måde høster vi gavn af hans nåderige foranstaltninger og går ikke til grunde.

¹⁰ Så ophøjet, gavmild og barmhjertig er Guds foranstaltning, at menneskelige ord ikke formår at beskrive den. Den åbenbarer hans egen retfærdighed, der gav sig udslag i, at han tilgiver synder, der blev begået førhen, dengang han viste overbærenhed, og nu regner dem retfærdige, som han har taget ud fra nationerne, for at de kan være et folk for hans navn. Det indbefatter dem, som lægger samme tro for dagen som Abraham, uanset om de er kommet fra jødefolket eller fra andre folkeslag. Disse kunne sige: „Da vi nu er retfærdiggjorte [regnet retfærdige, NW] af tro, har vi fred med Gud ved vor Herre Jesus Kristus, ved hvem vi i troen har fået adgang til den nåde [ufortjente godhed, NW], som vi nu står i; og vi priser os lykkelige over håbet om Guds herlighed.“ (Rom. 5:1, 2) Menighedens medlemmer ser frem til himmelsk herlighed. Jehovas andre får ser frem til, at de, når de bliver regnet retfærdige, skal opnå jordisk herlighed i Guds billede og lighed, hvori Adam oprindelig blev skabt.

11. a) Hvilken forskel er der på overtrædelsen og Guds frie gave? b) Hvilke goder nyder vi nu takket være denne gave?

¹¹ Men der er en forskel mellem overtrædelsen, der førte til død, og Guds frie gave. Den fordel, Guds frie gave byder os, der lægger tro for dagen, er større end nogen skade, der er blevet forvoldt os i vor egenskab af synderen Adams efterkommere. Thi selv om mange døde på grund af eet menneskes overtrædelse, så er Guds ufortjente godhed og hans frie gave og det ene menneskes, Jesu Kristi, ufortjente godhed langt rigeligere blevet de mange til del. (Rom. 5:15) Vi har i dag en hjælper hos Faderen, nemlig Jesus Kristus, en retfærdig. Han er en ypperstepræst, der er fuld af godhed, uden svig, ubesmittet, adskilt fra syndere, en, som med mildhed kan tage sig af de uvidende og vildfarende. Guds ord er blevet gjort så meget fastere for os, vi har bedre kundskab, og vi har hans ånd og hans organisation. Gennem hans søn erfarer vi et nyt forhold til ham, vi har mange trofaste eksempler på retskaffenhed, og vi har tjenestens dyrebare skat. Burde ikke alt dette udruste os til at bryde syndens kongemagt i vort liv?

12. Hvori giver Guds ufortjente godhed mod sine skabninger sig til kende?

¹² Guds ufortjente godheds rigdom giver sig til kende deri, at mens dommen førte til fordømmelse for een overtrædelse, fører gaven til retfærdiggørelse ikke fra een, men fra mange overtrædelser. Hvem blandt menneskeheden kan gøre krav på, at de i deres handlemåde aldrig, hverken med overlæg eller uafvidende, har forset sig imod eller smædet Jehovas navn? Hvor tilfredsstillende er derfor ikke løftet: „Salige [lykkelige, NW] de, hvis overtrædelser er forladt, og hvis synder er skjult; salig den mand, som Herren [Jehova, NW] ikke tilregner synd!“ (Rom. 4:7, 8) I 1918 havde Guds folk urene læber og lagde menneskefrygt for dagen, idet de forsømte at prise Jehova offentligt. Men hvor lykkelige var de ikke, da deres vidnearbejde blev genoplivet, da de atter blev optaget i Guds gunst, og han kastede alle deres synder bag sig!

13. Hvilken herlig fremtid forudså Jehova med henblik på jorden, og hvorledes vil dette blive en virkelighed?

¹³ Tænk, på de herlige fremtidsperspektiver, Jehova har oprullet for os. Fra begyndelsen indførte han en verden uden synd og død, og det er hans agt igen at indføre en verden fri for synd og død, når alle hans fjender er blevet tilintetgjort. Mænd og kvinder, fuldkomne på sind og legeme, fri for al synd og uretfærdighed, uden legemsfejl eller svagheder af nogen art, vil bebo jorden for evigt. Som tilværelsens konger vil de atter have, herredømme over havets fisk, over himmelens fugle og over alt levende, der rører sig på jorden. Denne herlige tilstand vil blive resultatet af de nye himles tusindårige regering. Disse nye himle eller nye usynlige regeringsmagter vil bestå af dem, som i så rigt mål fik del i Guds ufortjente godhed sammen med Kristus Jesus, og som var delagtige i hans lidelser. Som apostelen Paulus siger: „Thi voldte den enes overtrædelse, at døden herskede som konge ved den ene, så skal da meget mere de, der tager mod den ufortjente godheds og retfærdighedsgavens rige fylde, herske som konger og leve ved den ene, Jesus Kristus.“ — Rom. 5:17, NW.

14. Hvordan røber Guds fuldkomne retfærdighed sig ved, at han har tilvejebragt en genløsning for menneskeheden?

¹⁴ Jehovas fuldkomne retfærdighed røber sig i alle hans handlinger. Ingen kan til fulde forstå hans handlemåde uden at forstå og værdsætte, at retfærdighed er hans trones grundvold. Med en logik, der ikke kender sin mage i nogen anden litteratur end Bibelen, viser apostelen Paulus, hvorledes fordømmelsen fejes bort ved Kristus, hvem Gud udsendte som forsoningsoffer for dem, som tror på hans blod. Han siger: „Altså: Ligesom der af een overtrædelse fulgte fordømmelse af alle slags mennesker, således følger der ved een retfærdshandling retfærdiggørelse til liv for alle slags mennesker. Thi ligesom mange kom til at stå som syndere ved det ene menneskes ulydighed, således skal også mange komme til at stå som retfærdige ved den enes lydighed.“ — Rom. 5:18, 19, NW.

Den ufortjente godheds herredømme

15, 16. a) Hvilken konge er en udfordring til syndens og dødens herredømme? b) Hvordan virker denne konge, og med hvilket resultat?

¹⁵ En anden konge står frem som en udfordring til syndens herredømme og modvirker dets magt. Det er den ufortjente godheds konge. Synden har hersket sammen med døden. Ufortjent godhed hersker sammen med retfærdighed. Synden førte til død, ufortjent godhed fører til liv. Synden var en brod i lighed med den giftige slanges udtalelse, da han løj om Jehova og hans ord. Sandheden frigør os fra dens magt. Paulus skrev: „Dødens brod er synden, og syndens kraft er Loven.“ (1 Kor. 15:56) Alt, hvad Loven sagde, talte den til dem, som var under Loven, for at hver mund, skulle stoppes og hele verden stå strafskyldig for Gud. Hvor god er derfor ikke Jehovas foranstaltning, som det også siges: „Men Loven kom til, for at overtrædelsen kunne blive større; men hvor synden blev større, der blev den ufortjente godhed end mere overstrømmende rig, for at, ligesom synden herskede som konge ved døden, således skulle også ufortjent godhed herske som konge gennem retfærdighed med evigt liv for øje ved Jesus Kristus, vor Herre.“ (NW) — Rom. 3:19; 5:20, 21.

¹⁶ Hvilken lykke kan ikke blive os til del! Skønt synden stadig hersker over denne verdens undersåtter og fører til død, så kan ufortjent godhed herske som konge i os og føre til liv. „Således skal også I regne jer selv for døde fra synden og levende for Gud i Kristus Jesus. Lad derfor ikke synden have herredømme [herske som konge, NW] i jeres dødelige legeme, så I lyder dets lyster; stil heller ikke jeres lemmer til rådighed for synden som uretfærdighedens redskaber; men stil jer selv til rådighed for Gud som dem, der fra døde er blevet levende, og jeres lemmer til rådighed for Gud som retfærdighedens redskaber.“ — Rom. 6:11-13.

17. Hvilke betimelige spørgsmål bør vi stille os selv vedrørende vor levevis?

¹⁷ Kære læser, hvem stiller du dig til rådighed for? Hvilken handleregel lever du dit liv efter? Lader du dig lede af principper, grundsandheder eller følelser? Adlyder du Guds befalinger, eller tilfredsstiller du dit eget kød? Har du indviet dit liv til Jehova? Har du erfaret, hvilken glæde det er regelmæssigt at overvære Jehovas vidners menighedsmøder og bibelstudier? Er du vokset til modenhed, så du stiller dig til rådighed i tjenesten ligesom Gideons lille hær på 300 mand, om hvem der blev sagt, at de stod „hver på sin plads“? Vi er enten syndens trælle med død i udsigt eller lydighedens med retfærdighed i udsigt.

18. Hvilket valg må vi træffe, og hvad kræves der af os, såfremt vi skal komme til at stå på den sejrendes side?

¹⁸ Vi må vælge mellem trælbinderen og frigøreren. At støtte Satans løgne, at leve umoralsk eller at dyrke afguder er at støtte syndens og dødens konge og modtage deres løn. At tjene Jehova frier os allerede nu fra lænker og bånd og tilsikrer os Guds gave, det evige liv. Vil du være med til at forkynde denne udfrielse? Hvis du ikke allerede har gjort det, da meld dig nu på den sejrendes side. Den frugt, vi i sin tid høstede, skammer vi os over nu, for den ender jo med død. „Men nu, da I er blevet frigjort fra synden og er blevet trælle under Gud, har I den frugt, at I helliggøres, og det ender med evigt liv.“ (Rom. 6:22) „Lad os da ved ham altid bringe Gud lovprisnings-offer, det er: Frugt af læber, som [offentligt, NW] bekender hans navn.“ (Hebr. 13:15) Gør vi det, kan vi være overbeviste om, at hverken død eller liv, engle eller regeringer, noget nuværende eller noget kommende, eller magter, det høje eller det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed, der er i Kristus Jesus, vor Herre.

19. Hvad må vi gøre for at vandre i lyset?

¹⁹ Syndens og dødens herredømme har været en mørk og grådfyldt nat for menneskeheden. Den ufortjente godheds begyndende herredømme er som en ny dags morgengry. „Natten lider, dagen er nær. Så lad os da aflægge mørkets gerninger og iføre os lysets våben.“ „Thi alle er I lysets børn og dagens børn; vi hører ikke natten eller mørket til.“ (Rom. 13:12; 1 Tess. 5:5) For at blive i lyset må vi vandre i broderkærlighed og holde det nye bud, som apostelen Johannes formanede os til, for nu viger mørket, og det sande lys skinner allerede. (1 Joh. 2:8) Vedbliver vi med at vandre i dette lys, vil vi vinde sejr over syndens konge.

20, 21. a) Hvad beskyldte Djævelen Jehova for, og hvem beviste, at det var løgnagtigt? b) Hvem vil sammen med Kristus Jesus have del i herliggørelsesværket og i hans sejr over dødens herredømme?

²⁰ Tænk nu et øjeblik på den endelige sejr, som Jehovas ufortjente godhed vil vinde over dødens herredømme. Satan, ophavsmanden til fjendskab og nag, beskyldte Jehova for at være upålidelig og hans ord uvederhæftigt, og hele det himmelske skaberværk var vidne hertil. Hvem på jorden ville gendrive denne påstand, bevise, at Djævelen er en løgner, og vise sig kvalificeret til at tilintetgøre ham til Jehovas ords og navns herliggørelse? Det blev ikke den første Adam, for han deltog i sammensværgelsen, der tog sigte på at smæde og håne Skaberen. Der var derfor intet fuldkomment menneske tilbage på jorden, som kunne forfægte Jehovas sag. Men ved Jehovas ufortjente godhed kom Menneskesønnen til jorden og blev den anden Adam. „Således står der også skrevet: Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl; den sidste Adam blev til en levendegørende [livgivende, NW] ånd. Det første menneske var af jord, jordisk; det andet menneske er fra himmelen.“ (1 Kor. 15:45, 47) „Vi ved, at Kristus er opvakt fra døde og dør ikke mere. Døden er ikke mere herre over ham.“ „Men Gud gjorde ende på dødens veer og lod ham opstå, fordi det ikke var muligt, at han kunne fastholdes af døden.“ (Rom. 6:9; Ap. G. 2:24) Kristus beviste, at Djævelen er en løgner, og at han, Kristus, havde magtet opgaven. Jehovas majestætiske lov kunne ikke fastholde ham i døden, da han var uden skyld, og derfor oprejste Gud ham som den, der gennem døden beviste sig værdig til at tilintetgøre ham, der har midlerne til at forårsage død, det vil sige Djævelen. Kristi sejrsudbrud lyder: „Jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har dødens og dødsrigets [hades’, NW] nøgler.“ — Hebr. 2:14; Åb. 1:18.