vore egne luner, uden at løse opgaven med held. (Joh. 1:6-8; 4:7, 8; Ef. 4:13; 1 Kor. 13:11) Vi må have tro, leve op til den og være standhaftige for at bevise vor faste tro i gerninger. — Jak. 2:14-26.

¹⁸ Den kristnes faste holdning skyldes, at han påtager sig ansvaret for de pligter, han har sluttet pagt om at opfylde. Han har indviet sig til Gud; det var det første skridt fremad. Det må efterfølges af positiv handling. Han lærer at skuldre et ansvar i tjenesten, at være pålidelig og gøre fremskridt. I den nye verdens samfund findes der kompetente, hjælpsomme tjenere, der er ivrige efter at give ham en håndsrækning. Der bliver truffet enhver foranstaltning til at hjælpe alle, så de kan stå fast og få Jehovas velsignelse og blive godkendt af ham.

19. Hvilken omgangskreds må den kristne vælge, hvis han skal kunne stå fast?

¹⁹ Jehova ved, hvad vi har nødig for at kunne stå fast. For at opnå fasthed i troen påbyder han os at holde os adskilt fra verden. Samkvem med verden bør begrænses til at omfatte de mennesker, vi opsøger under forkyndelsen af evangeliet, og dem, vi arbejder med ved et tilladt verdsligt arbejde. (Joh. 1:27; 4:4; Joh. 17:15; Ef. 4:17, 18) Vi får imidlertid formaning til omhyggeligt at undgå den gamle ordnings onde og skadelige handlinger og befæste vor forståelse af de åndelige værdier. „Brødre, vær ikke børn i opfattelsesevner, vær spædbørn i ondskab, men vær fuldvoksne i opfattelsesevner.“ (1 Kor. 14:20, NW) I selviskhed og stædighed begår nogle en alvorlig fejl med hensyn til den omgangskreds, de vælger. At knytte venskaber med verdens mennesker med selskabelige sammenkomster for øje vil ikke bidrage til, at man står fast som kristen. Paulus skrev til de ligegyldige, der på hans tid foretrak sådanne uheldige venskabsforbindelser: „Lad jer ikke lede vild! „Slet omgang fordærver gode sæder.““ (1 Kor. 15:33, 34) Nej, lad dig ikke vildlede og undskyld ikke din fastholden ved sådanne venner, fordi de rent personligt tiltaler dig mere, selskabeligt set er behageligere at omgås og økonomisk set byder på større fordele end brødrene. Hvis den slags venskaber øver sin tiltrækning på dig, er det på tide at ransage dig selv. Vær ikke så dåragtig at tro, at du selv er så stærk, at du kan løbe den risiko at svække eller fire på din fasthed i troen. Det er langt bedre at omgås dine nok så beskedne brødre ved menighedsmøderne og på arbejdsmarken.

20. Hvorfor er det svært at stå fast i troen, men hvilken opmuntring modtager vi for at kunne gøre det?

²⁰ At stå fast i troen betyder kamp, for Satan Djævelen er vor modstander. Det er Jehova en stor glæde, at vi står Satan imod og bevarer vor retskaffenhed sammen med vore brødre hele jorden over. (1 Pet. 5:9, 10) Vore brødres trofasthed skulle opflamme os til at arbejde hårdere og bevare fodfæstet i håb om fremtidige velsignelser fra Jehovas hånd. „Derfor arbejder vi hårdt og anstrenger os, fordi vi har sat vort håb til en levende Gud.“ (1 Tim. 4:10, NW) Vor lykke nu beror på, om vi røgter det ansvar, Jehova behager at lægge på hver enkelt af os, samt om vi værdsætter vore forrettigheder og er lysvågne nu på Jehovas nærværelses dag og opfører os på værdig måde. „Opfør jer på en måde, der er den gode nyhed om Kristus værdig, for at jeg, hvad enten jeg kommer og besøger jer eller er fraværende, må høre om det, der angår jer, at I står fast i én ånd, kæmper side om side med én sjæl for troen på den gode nyhed og i ingen henseende lader jer skræmme af jeres modstandere. Selve dette er for dem et bevis på ødelæggelse, men for jer et bevis på frelse; og denne tilkendegivelse er fra Gud.“ — Fil. 1:27, 28, NW.

21. Hvordan kan vi stadig være fast forankrede i Jehovas organisation?

²¹ Kan vi ikke prise os lykkelige over således at være fast forankrede i den organisation, Jehova har opbygget? Da vi er blevet vakt for Rigets budskab, så lad os være agtpågivne og holde os inden for de grænser, som Bibelen sætter for vor virksomhed og vor adfærd. „Se derfor stadig nøje til, at I ikke vandrer som uvise, men som vise, idet I køber den belejlige tid til jer selv, fordi dagene er onde. Ophør derfor med at være uforstandige, men vedbliv med at indse, hvad der er Jehovas vilje.“ — Ef. 5:15-17, NW.

22. Hvad er Guds vilje med os i denne afgørende tid?

²² Jesus fortæller os, hvad der er Guds vilje i denne afgørende tid: at vi holder os vågne og står fast: „Giv agt på jer selv . . . Hold jer derfor vågne, mens I til enhver tid beder om, at det må lykkes jer at undfly alt dette, som er bestemt til at ske, og at bevare jeres stilling ind for Menneskesønnen.“ (Luk. 21:34-36, NW) Er vi kloge, vil vi ikke være ligegyldige over for denne herlige vej til frelse, men „vise det, vi har hørt, mere end almindelig opmærksomhed, for at vi ikke skal glide bort fra det“. (Hebr. 2:1, 3, NW) Jehova har fastsat disse opløftende principper for os som en vejledning til at stå fast i troen og være åndeligt stærke i denne endens tid. Måtte vi alle ved hans hjælp og ved hans ufortjente godhed til sidst kunne sige som apostelen: „Den rette strid har jeg stridt, løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret.“ — 2 Tim. 4:7, NW.

Tomhed i den moderne forkyndelse

Professor i teologi ved det teologiske fakultet i Chicago Marcus Barth, der er søn af den europæiske teolog Karl Barth, skal ifølge bladet Time for den 18. februar 1957 have udtalt følgende angående moderne prædikener: „I Europa er prædikenerne af mere dybtgående og dogmatisk karakter end her, men kirkerne står alt for ofte tomme. Her holdes prædikenerne på folkets niveau, kirkerne er fulde, men det er tvivlsomt, om menigheden hører noget i prædikenen, som de forskellige medlemmer ikke allerede har læst i morgenaviserne og allerede har sagt til sig selv.“