trompet“. (1 Tess. 4:16) I dette tilfælde er trompetens lyd ikke et krigssignal der skal samle tropper til kamp for at dræbe fjenden. Nej, det er et fredeligt stød i „Guds trompet“ der skal sammenkalde Jehovas folk, som da Israels tolv stammer på Moses’ tid kaldtes sammen ved lyden af to sølvtrompeter. (4 Mos. 10:1-10) Også et andet sted, nemlig i Første Korinterbrev 15:52, forbinder apostelen Paulus en sådan trompet med de kristnes opstandelse. Han taler om „den sidste trompet“, og siger så: „For trompeten skal lyde, og de døde vil blive oprejst uforgængelige, og vi skal forvandles.“ Hvem er de første der reagerer på lyden af „den sidste trompet“ når den, som „Guds trompet“, kalder de døde tilbage til livet? I Første Tessalonikerbrev 4:16 svares der: „De som er døde i samhørighed med Kristus skal opstå først.“

17. Hvorfor kan mennesker ikke se det når „de som er døde i samhørighed med Kristus“ opstår?

¹⁷ Mennesker på jorden kan imidlertid ikke se det når „de som er døde i samhørighed med Kristus“ opstår. Hvorfor ikke? Fordi disse får en åndelig opstandelse, idet der i hvert enkelt tilfælde „oprejses et åndeligt legeme“. (1 Kor. 15:44) Menneskeøjet er ikke dannet sådan at det kan se åndelegemer, og ingen mennesker har derfor set Kristus under hans nærværelse eller parousia fra 1914 og fremefter, ej heller har mennesker iagttaget hans disciples opstandelse.

18, 19. (a) Mente Paulus at disse kristne ikke skulle dø før de „rykkes bort“ (1 Tess. 4:17)? (b) I hvilken forstand rykkes de bort, og i hvilke legemer møder de Herren i luften?

¹⁸ Apostelen Paulus taler som om han selv skulle leve på jorden helt frem til denne glædelige begivenhed for de åndsavlede kristne. Han siger: „Derefter skal vi som lever og som er blevet tilbage, sammen med dem rykkes bort i skyer for at møde Herren i luften; og således skal vi altid være sammen med Herren.“ — 1 Tess. 4:17.

¹⁹ Paulus mente ikke at åndsavlede kristne som han selv, ikke skulle dø men „rykkes bort“ i deres menneskelegemer, op i himmelen mellem de bogstavelige skyer. Paulus døde. De åndsavlede kristne som lever under Kristi nærværelse må også dø. Ligesom sædekorn der lægges i jorden må de ’sås som sjælelige legemer’, nemlig ved at de dør som mennesker. (1 Kor. 15:44) Men hvordan ’rykkes de så bort i skyer’ sammen med dem som er „døde i samhørighed med Kristus“ og som er opstået først? Således: Når de sås som sjælelige legemer kommer de ikke til at sove i døden. De får øjeblikkelig en åndelig opstandelse, idet de efterlader deres menneskelegeme på jorden og der oprejses et åndeligt legeme. Det er som åndeskabninger de stiger op for at møde deres himmelske Herre. Det er derfor de specielt omtales som „lykkelige“ i Åbenbaringen 14:13.

20. I hvilken slags skyer rykkes de bort, og hvad skal det vise om deres opstigen?

²⁰ Men hvad betyder det at de rykkes bort „i skyer“? Jo, skyer driver hen over himmelen og betegner ophøjethed; de skjuler også hvad de består af eller hvad der er oven over dem, i hvert fald for os mennesker. Men åndeskabninger behøver ikke bogstavelige skyer for at gøre sig usynlige for os. Første Tessalonikerbrev 4:17 taler derfor om symbolske skyer, der om man så må sige skjuler for mennesker at de opstandne kristne rykkes bort for at møde deres højt ophøjede Herre. Vi husker at Jesus Kristus vendte tilbage til himmelen på den 40. dag efter sin opstandelse. Han blev „løftet op mens [hans disciple] så på det, og en sky tog ham nedefra bort fra deres øjne“. — Apg. 1:9.

21. Kommer Herren Jesus Kristus i direkte kontakt med jorden når han stiger ned fra himmelen, og hvornår slutter „den yderste dag“ på hvilken han oprejser sine åndsavlede disciple?

²¹ Hvad beviser alt dette? At Herren Jesus Kristus ikke kommer i direkte kontakt med jorden når han stiger ned fra himmelen. De skyer som de oprejste kristne billedligt møder deres himmelske Herre i, svæver højt oppe over jorden. Ydermere er det „i luften“ de skal møde ham, og ikke her nede på jorden, hverken i Jerusalem, på Oliebjerget eller noget andet sted. „Den yderste dag“ hvor disse kristne skal rykkes bort, er desuden ikke en 24-timers dag. Det er en tidsperiode der først er afsluttet når den sidste af disse åndsavlede kristne som får del i „den første opstandelse“, er oprejst til himmelsk liv. (Åb. 20:4, 6; Joh. 6:54) Bibelprofetiens opfyldelse viser at vi allerede lever på denne specielle „yderste dag“.

Den første opstandelses dag, den „yderste dag“ som vi lever på nu

1. Hvilken opfattelse havde man engang med hensyn til hvornår resten at de salvede skulle herliggøres, og blev det der forudsiges i Første Tessalonikerbrev 4:16, 17 opfyldt fra det tidspunkt?

AT de „døde i Kristus“ er opstået i vor tid, på denne „yderste dag“, kan vi mennesker kun erkende hvis vi vandrer efter det vi tror og ikke efter det vi ser, idet de opstår i åndelige legemer der er usynlige for det menneskelige øje. Går vi nogle tiår tilbage var der ret mange som troede at alle der tilhørte den kristne menighed skulle herliggøres ved udløbet af hedningernes tider omkring 1. oktober 1914. (Luk. 21:24) På det tidspunkt skete der imidlertid intet som lignede det der beskrives i Første Tessalonikerbrev 4:16, 17. I stedet udbrød der krig i himmelen, og den tabende part, Satan og hans dæmoner, blev kastet ned i jordens nærhed. (Åb. 12:7-13) En hel del af de åndsavlede kristne som levede og virkede på jorden i 1914, er stadig hos os i kødet. Tilsyneladende var der noget forkert ved tidsfæstelsen af „den yderste dag“ for den åndsavlede menigheds herliggørelse.

2, 3. I hvilken periode skulle herliggørelsen ske, og hvilket spørgsmål rejser sig derfor angående Første Korinterbrev 15:50-57?

² Ikke desto mindre begyndte den herliggjorte Jesu Kristi usynlige nærværelse eller parousia da hedningernes tider endte i 1914. Fra da af har vi altså den tidsperiode hvori det der forudsiges i Første Tessalonikerbrev 4:16, 17 skulle ske med de åndsavlede kristne, hvis perioden skulle svare til „den yderste dag“. — Joh. 6:54.

³ Fornuftigvis spørger vi da nu: Hvornår begynder opfyldelsen af Første Korinterbrev 15:50-57? Dér står: „Kød og blod kan ikke arve Guds rige, og forgængeligheden arver heller ikke uforgængeligheden. Se! Jeg siger jer en hellig hemmelighed: Vi skal ikke alle sove ind i døden [når det forgængelige menneskelegeme dør], men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, under den sidste trompet. For trompeten skal lyde, og de døde vil blive oprejst uforgængelige, og vi [kristne i lighed med Paulus] skal forvandles. For dette forgængelige må nødvendigvis iføre sig uforgængelighed, og dette dødelige må nødvendigvis iføre sig udødelighed. Men når dette forgængelige ifører sig uforgængelighed og dette dødelige ifører sig udødelighed, så vil den udtalelse som står skrevet gå i opfyldelse: ’Døden er opslugt for evigt.’ ’Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?’ Dødens brod er synden, og syndens kraft er Loven [Moseloven]. Men tak til Gud, for han giver os sejren gennem vor Herre Jesus Kristus!“

4. Hvornår døde Jesus, og hvordan havde Daniel 9:24-27 vist det på forhånd?

⁴ For at få en bibelsk tidsregning kan vi sammenligne begivenheder der løber parallelt eller som er modstykker til hinanden. Vi spørger derfor: Hvornår blev Jesus Kristus selv oprejst som „førstegrøden Kristus“? Det blev han søndag den 16. nisan i år 33. To dage tidligere, den jødiske påskedag den 14. nisan, var han blevet henrettet på en pæl. Denne Kristi offerdag var markeret i den liste over begivenheder Jehova Gud havde udfærdiget og ladet nedskrive i Daniels bog 9:24-27. Dagen markerede midten af den sidste uge i en række på „halvfjerdsindstyve uger“, det vil sige uger af år, ikke af dage. I Daniels profeti blev det forudsagt at Messias skulle bortryddes i denne sidste uge, den 70. åruge. Men på hvilket tidspunkt i denne sidste åruge, der begyndte i efteråret år 29 e.v.t.? Daniel 9:27 svarer: „I midten af ugen skal han få slagtoffer og afgrødeoffer til at ophøre.“ (NW) Altså var dyreofre værdiløse efter Jesu død.

5. Hvordan regner man sig frem til begyndelsen af den 70. åruge, hvordan blev denne begyndelse markeret, og hvilken periode indledte den for Jerusalem og for den jødiske ordning?

⁵ Eftersom Jesus ofrede sit fuldkomne menneskeliv „i midten af ugen“, eller den 14. nisan år 33, må denne „uge“ være begyndt tre og et halvt måneår tidligere, nemlig den 15. tisjri år 29. Men hvilken begivenhed markerede så begyndelsen til denne 70. åruge? Jesus viste sig at være Messias, hvilket betyder „den salvede“, da han blev døbt af Johannes Døber og straks efter blev salvet med den hellige ånd til messiansk konge over Jehovas folk. Jesus var på det tidspunkt 30 år. (Luk. 3:21-23; 4:1-21) Hans dåb og salvelse markerede begyndelsen til „endens tid“ for Jerusalem og for den jødiske offerordning. Mindre end 41 år senere, i sommeren år 70, blev Jerusalem og dets tempel ødelagt. Som Daniel 9:26 havde forudsagt: „Byen og det hellige sted skal en kommende fyrstes [general Titus’] folk ødelægge [i år 70]. Og enden derpå skal komme med oversvømmelsen [i form af romerske legionærer]. Og indtil enden skal der være krig.“ (NW)

6, 7. Hvad fulgte lige efter udløbet at hedningernes tider i 1914? Hvad blev bekendtgjort i himmelen, og hvad skulle der ske på jorden, og hvad blev der sagt om de døde?

⁶ Som en parallel hertil begyndte „endens tid“ for den nuværende tingenes ordning da hedningernes tider udløb i efteråret 1914. (Dan. 12:4) Umiddelbart efter disse hedningetiders udløb blev den salvede Jesus, den evige arving efter fortidens kong David i Jerusalem, indsat som konge i himmelen. Da skete det som blev bekendtgjort efter at der var blevet blæst i den syvende trompet. Som vi læser i Åbenbaringen 11:15-18:

⁷ „Og den syvende engel blæste i sin trompet. Og høje røster lød i himmelen idet de sagde: ’Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres [den suveræne Herre Jehovas] og hans Messias’, og han [den suveræne Herre Jehova] skal herske som konge i evighedernes evigheder.’ . . . ’Vi takker dig, Jehova Gud, du Almægtige, du som er og som var, fordi du har taget din store magt og er begyndt at herske som konge. Men nationerne blev vrede, og din egen vrede kom, og den fastsatte tid til at de døde skal dømmes, og til at give lønnen til dine trælle profeterne og til de hellige og til dem som frygter dit navn, de små og de store, og til at ødelægge dem der ødelægger jorden.’“

8. (a) Hvem blev nationerne vrede på, og hvorfor? Hvor vidt kom det med deres vrede? (b) Hvordan svarer dette i nogen grad til det der overgik den salvede Jesus „i midten af ugen“?

⁸ At „nationerne blev vrede“ sås under den første verdenskrig 1914-1918, og de udøste deres vrede over den suveræne Herre Jehovas indviede tjenere. Hvorfor? Fordi disse forkyndte at hedningernes tider endte i 1914 og at Kristi rige var fuldt oprettet i himmelen. Nationernes vrede nåede et højdepunkt i foråret 1918 og sås påfaldende tydeligt i De forenede Stater. Dér fik forkynderne af Kristi rige det som forfølgerne mente var „dødsstødet“. Det var tre og et halvt år efter at hedningernes tider var endt og den salvede Jesus var blevet indsat som konge i himmelen. Det der overgik Rigets forkyndere på jorden i 1918 svarer i nogen grad til det der overgik Jesus i Jerusalem „i midten af ugen“. I Jesu tilfælde blev det nødvendigt med en opstandelse fra de døde. Tilsvarende måtte forkyndelsen af Riget genoplives, den måtte have en opstandelse.

9. (a) Hvorfor kunne de forfulgte forkynderes genoplivning eller billedlige opstandelse til fornyet virksomhed ikke være en fuldstændig parallel til Jesu opstandelse den 16. nisan år 33? (b) Hvem måtte have en åndelig opstandelse før Rigets forkyndere på jorden blev ’rykket bort for at møde Herren’?

⁹ Jesu opstandelse den 16. nisan år 33 var af åndelig art; han blev oprejst til det himmelske plan men fra en grav på jorden. Rigets forkyndere, som endnu befandt sig i kødet, blev genoplivet til virksomhed på jorden; de skulle atter i gang med at forkynde „denne gode nyhed om riget“ på hele den beboede jord „til et vidnesbyrd for alle nationerne“. (Matt. 24:14) Disse