i møde. Dette håb ansporede ham til at bevare en god samvittighed over for Gud og mennesker, hvilket han selv udtrykte: „Derfor øver jeg mig også selv i altid at have en uskadt samvittighed over for Gud og mennesker.“ (Ap. G. 24:15, 16) Idet han gav udtryk for at han satte opstandelsen, især den „første opstandelse“, højere end noget andet, skrev han fra sit fængsel:

²² „Ja, jeg regner i sandhed alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus, min Herre. For hans skyld har jeg lidt tab på alt og regner det for skarn, for at jeg kan få Kristus i eje og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, der fås gennem loven, men med den, der fås ved tro på Kristus, retfærdigheden fra Gud grundet på troen, og for at jeg må kende ham og kraften i hans opstandelse og fællesskabet med ham i hans lidelser, så jeg bliver lig med ham i hans død, om jeg dog måtte nå frem til opstandelsen [den tidligere opstandelse, NW] fra de døde.“ — Fil. 3:8-11.

23. (a) Hvem gør vi vel i at efterligne med hensyn til troen på opstandelsen? (b) I hvilke henseender ønsker vi at opstandelseshåbet skal være os en hjælp, og hvad takker vi Gud for?

²³ Vi gør vel i at efterligne apostelen Paulus. Men først og fremmest må vi efterligne Herren Jesus Kristus der også satte sin lid til den almægtige Guds magt til at oprejse ham fra de døde på den tredje dag, og som nu selv har fået overdraget magten til at oprejse de døde. Når vi efterligner Jesus Kristus og hans apostel vil opstandelseshåbet give os det samme mod som de ejede. Måtte opstandelseshåbet give os trøst med hensyn til dem der er faldet i søvn i døden og for hvem der er beredt en opstandelse. Måtte opstandelseshåbet anspore os til fortsat at gøre Guds gerning, selv om vi kommer til at stå ansigt til ansigt med døden nu før Harmagedon, for vi ved at på grund af opstandelseshåbet er vort trofaste arbejde „ikke forgæves i Herren“. Tak til Gud den Almægtige som giver os sejren over døden ved vor Herre Jesus Kristus! — 1 Kor. 15:57, 58.

Fire ord der betød et verdensriges fald

1. (a) Hvilke fire ord viste sig at få vidtspændende betydning? (b) Hvad forårsagede eller betød de?

MENÉ, mené, tekél ufarsín — fire små ord der næsten skræmte en verdenshersker fra vid og sans, bragte et verdensrige til fald, fjernede en konge og dennes medregent fra tronen, bragte en anden på tronen i stedet, betød enden på det semitiske verdensherredømme og indledningen til det ariske, afslørede et helt folks præsteskab som udueligt og dets guder som magtesløse og ophøjede Jehova som den store Suveræn. Hvilke skæbnesvangre ord! De krævede desuden et usædvanligt mod af en af de jødiske landflygtige i Babylon og blev årsag til at det blev fastslået at hans gudsdyrkelse var den sande og at den Gud han tilbad var den sande og levende Gud.

2. Hvad må man have kendskab til for at forstå betydningen af disse ord?

² For at forstå betydningen af disse ord må man kende baggrunden for dem. I de foregående numre af Vagttårnet har vi behandlet Jerusalems fald og jødernes fangenskab i Babylon, babyloniernes hoveren over jøderne og deres bespottelse af jødernes Gud, samt hvorfor Babylons fanger ikke kunne gøre sig noget håb om udfrielse. Til alt dette kom en endnu større forhånelse af israelitternes Gud, Jehova, på selve den aften disse ord blev udtalt, og man kan derfor sige at de blev fremsat i det rette øjeblik.