Vær trofast mod Gud, „som ser til i det skjulte“
„Bed . . . til din Fader som er i det skjulte; da vil din Fader, som ser til i det skjulte, betale dig.“ — Mattæus 6:6.
1, 2. Nævn eksempler på at noget der tilsyneladende er skjult, kan blive åbenbart. (1 Samuel 21:7; 22:9)
FOR nogle år siden telefonerede et af Jehovas vidner til sin broder, som boede på Long Island i New York. Han havde en anden tro end hun, og hun fortalte ham at Gud har lovet at fjerne al ondskab fra jorden og genindføre paradisiske forhold. Da samtalen var forbi og hendes broder lagde røret på, hørte hun til sin forbavselse en anden stemme sige: „Et øjeblik, jeg vil gerne spørge Dem om noget.“
2 Det var telefondamen. Skønt det var forkasteligt og stred mod telefonselskabets regler, havde hun lyttet til samtalen. Forkynderen var kun glad for at hendes ord havde vakt interesse, og hun traf aftale om at følge interessen op, men det forbavsede hende alligevel at nogen havde kunnet høre hvad hun sagde. Der er altså tider hvor andre kan se eller høre noget som vi tror er skjult. — Prædikeren 10:20.
3. I hvilken forstand er de kristne til stadighed et skuespil?
3 Dette burde selvfølgelig ikke være grund til bekymring for sande kristne, der jo stræber efter at være trofaste mod Gud til hver en tid. Apostelen Paulus sagde: „Vi er blevet et skuespil for verden og for engle og for mennesker.“ (1 Korinter 4:9) Han hentydede her til en skik man havde ved gladiatorkampene i de romerske arenaer. Før den sidste turneringskamp blev de der skulle kæmpe og sandsynligvis dø, stillet nøgne frem til beskuelse. Kristne i dag er også stillet frem som „et skuespil“ for deres naboer, arbejdskammerater, skolekammerater og ikke-troende slægtninge. ’Tilskuerne’ danner sig en mening om kristendommen ud fra det de iagttager hos os. — 1 Peter 2:12.
4. Hvordan kan det påvirke os at vide at andre betragter os?
4 Tanken om at andre lægger mærke til os kan meget vel medvirke til at vi ’strammer os an’. Vi har jo samme ønske som Paulus: „Vi giver ikke på nogen måde anledning til snublen og fald, for at vor tjeneste ikke skal blive dadlet.“ (2 Korinter 6:3) Vor viden om at vi bliver iagttaget kan styrke os i beslutningen om at gøre det rette. Men hvordan forholder vi os når vor trofasthed mod de kristne principper bliver prøvet på et tidspunkt hvor andre ikke ser det?
Han ser ikke kun det ydre
5. Hvilken kontrast var der hos de jødiske religiøse ledere mellem det indre og det ydre?
5 Mange af jødernes religiøse ledere i det første århundrede var én person i det ydre og en anden i det indre. I sin bjergprædiken sagde Jesus advarende: „Pas endelig på at I ikke udøver jeres retfærdighed i menneskers påsyn for at blive bemærket af dem.“ (Mattæus 6:1, 2) De religiøse ledere var som bægre der udvendig var rene men indvendig var „fulde af rov og umådeholdenhed“, som „hvidkalkede gravsteder, der jo udvendig ser pæne ud, men indvendig er fulde af de dødes ben og enhver form for urenhed“. — Mattæus 23:25-28; Salme 26:4, NW.
6. Hvad er Jehova i stand til at se hos os?
6 Disse ord minder os om at Jehova ikke kun interesserer sig for det ydre, det som mennesker kan se. Jesus gav denne vejledning: „Når du beder, da gå ind i dit inderste rum, luk din dør, og bed så til din Fader som er i det skjulte; da vil din Fader, som ser til i det skjulte, betale dig.“ (Mattæus 6:6) Ja, Gud kan også høre os når vi beder til ham i enrum eller i isolation. Intet er skjult for ham. Selv et nyt menneskes dannelse som foster ser han og kan, måske ud fra arvemassen, bedømme personens karaktertræk. (Salme 139:15, 16; 1 Mosebog 25:23) Vort hjertes skjulte tilbøjeligheder kender han også. (1 Samuel 16:7; 1 Kongebog 8:39; Jeremias 17:10; Apostelgerninger 1:24) Overvej hvordan dette bør berøre os.
7. Hvor kunne en kristen have grund til at foretage en forbedring?
7 For at blive sande kristne har vi måttet overvinde mange alvorlige svagheder og synder, ligesom de første kristne måtte. (1 Korinter 6:9-11; Apostelgerninger 26:20; 1 Peter 4:1-4) Men hvordan ser vi på de svagheder som ingen andre mennesker kender til? Sådanne synder bliver ikke mindre af ikke at være almindeligt kendt. Det fremgår af Davids ord: „Den der hemmeligt bagtaler sin næste, vil jeg bringe til tavshed. Den overmodige og opblæste vil jeg ikke tåle.“ (Salme 101:5, Davids Salmer) Selv om kun én hørte det, var det forkert at bagtale, og David kunne ikke godkende en sådan ’skjult’ synd.
8. Hvordan kan vi vide at skjulte overtrædelser ikke undgår Jehovas opmærksomhed?
8 En overtræder bør heller ikke bedrage sig selv til at tro at noget kan undslippe Guds opmærksomhed. Han „ser til i det skjulte“. Og han har direkte vist at han ønsker at mennesker er trofaste også når deres handlinger ikke ses af andre. Tænk på tilfældet med Akan. Israelitterne skulle udslette Jeriko og dens indbyggere, de onde kana’anæere. Kun sølv, guld og kobber skulle skånes, da dette skulle tilfalde skatkammeret ved Guds helligdom. (Josua 6:17-19) Men Akan gav efter for fristelsen; han tog en kostbar dragt, noget sølv og noget guld. Han skjulte kosterne under sit telt og forestillede sig måske at ingen ville opdage det. Men kunne han bedrage ’den der ser til i det skjulte’? Nej. Gud sørgede for at Akans synd blev afsløret for enhver, til død for Akan og hans hus. — Josua 7:1, 16-26.
9. Hvad må vi gøre for at vinde og bevare Guds godkendelse?
9 Elihu udtalte disse vise ord om Jehova: „Menneskets veje er ham for øje, han skuer alle dets skridt; der er intet mørke og intet mulm, som udådsmænd kan gemme sig i.“ (Job 34:21, 22) Hvis vi ønsker at vinde Jehova Guds godkendelse, og bevare den, må vi altså søge at leve efter hans principper, både når vi ved at andre iagttager os og når vi formoder at vore handlinger er skjulte. „Menneskets veje er ham for øje“ — altid.
10. (a) Hvilket eksempel satte Paulus med hensyn til adfærd i det skjulte? (b) Hvilke skjulte synder vil vi nu behandle?
10 En kristen kan udsættes for prøver som hans trosfæller ikke har kendskab til. Dette skete for apostelen Paulus da han var i fængsel. Jøderne havde anklaget ham for at være „en oprørsstifter“ og for at ’forsøge at vanhellige templet’. (Apostelgerninger 24:1-6) Paulus aflagde vidnesbyrd om sin uskyld over for den romerske landshøvding, Feliks, der ifølge historikere var både grusom og umoralsk. Feliks beholdt Paulus i fængselet fordi han håbede at denne „ville give ham penge“. (Apostelgerninger 24:10-21, 26) Apostelen kendte Bibelens bud om at man ikke måtte bøje retten ved at give eller tage imod bestikkelse; men Paulus kunne have tænkt som så at en gave ville have tjent det gode formål at sætte ham på fri fod. Ingen andre behøvede at høre om bestikkelsen, så Paulus havde ingen grund til bekymring for at han ville vække anstød. (2 Mosebog 23:8; Salme 15:1, 5; Ordsprogene 17:23) Men Paulus ræsonnerede ikke sådan. I dag har mange af Jehovas tjenere stået over for andre prøver, for eksempel i forbindelse med blodtransfusion, selvtilfredsstillelse og alkoholmisbrug. Lad os her betragte hvordan du eller din familie kunne komme ud for sådanne prøver.
Lydighedsprøver i forbindelse med blod
11. Hvad er grundlaget for de kristnes standpunkt med hensyn til blod?
11 Guds lov om blodet er ikke ny, og den er heller ikke uklar. Igennem vor fælles forfader Noa har Jehova givet hele menneskeheden dette bud: „Kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise!“ (1 Mosebog 9:4) I Moseloven blev det gentaget at blodet er helligt, da det repræsenterer livet, som stammer fra Gud. Blod kunne udgydes på alteret, men ellers skulle man „lade det løbe ud på jorden som vand“. (3 Mosebog 17:3, 4; 5 Mosebog 12:23-25) Gjaldt forbudet mod at tage blod til sig som næring også efter at Moseloven var ophævet? Ja. Ved et møde (som nogle ville kalde ’det første kristne koncil’) nåede apostlene og de ældste — de der udgjorde et styrende råd — til den slutning at kristne ’skal afholde sig fra afgudsdyrkelse, fra utugt, fra kvalte dyr (hvori der jo stadig er blod) og fra blod’. Misbrug af blod var en alvorlig moralsk overtrædelse på linje med et uret kønsligt forhold. — Apostelgerninger 15:20, 21, 28, 29.
12. Hvordan stillede de første kristne sig til blodet?
12 De første kristne adlød Guds lov om blod. Nogle i datiden drak blodet af gladiatorer som ’kur’ mod epilepsi — men ikke de kristne. Heller ikke ville de spise fødevarer der indeholdt blod, selv om man truede dem og deres børn med døden hvis de ikke gjorde det. Siden da har adskillige teologer og andre erkendt at kristne er omfattet af Guds lov der forbyder at man opretholder sit liv ved at indtage blod.
13. (a) Hvorfor kan spørgsmålet om blod undertiden blive en prøvelse? (b) Hvad er den vigtigste grund til at kristne afviser blod?
13 Blodtransfusion har i nyere tid fået udbredt anvendelse i lægebehandling. En kristen kan komme ud for prøver i denne forbindelse. Læger, sygeplejersker og slægtninge vil måske lægge stærkt pres på den kristne for at få ham til at tage imod blod. Velinformerede mennesker ved selvfølgelig at der er stor risiko forbundet med transfusioner i sig selv. Bladet Time meddelte den 5. november 1984 at der „hvert år er omkring 100.000 amerikanere der får hepatitis af blodtransfusioner“, hovedsagelig på grund af „et gådefuldt virus som kun kan identificeres ved udelukkelsesmetoden“. Time nævnte også at der var anmeldt over 6500 tilfælde af sygdommen AIDS, og at nogle af disse kunne spores tilbage til blodtransfusioner. Det hed i artiklen: „Næsten halvdelen af de smittede er døde, men den endelige dødsprocent kan ligge helt oppe på 90 eller endnu højere.“ Nu er Jehovas vidners vægring ved blodtransfusion naturligvis ikke baseret på at det er en risikabel lægebehandling. Selv om læger kunne forsikre dem om at blodtransfusion var aldeles uskadeligt, ville dette intet ændre ved Guds bud til kristne om at ’afholde sig fra blod’. — Apostelgerninger 21:25.
14. Hvilken ’skjult’ prøve med hensyn til blod kunne vi komme ud for?
14 Forestil dig at du fik at vide at du skulle have en blodtransfusion. Du ville sikkert straks tænke på Guds lov om blodet. Og din beslutning om at adlyde Gud uden hensyn til de umiddelbare følger ville sikkert blive bestyrket hvis nogle af dine medkristne var til stede. (Se Daniel 3:13-18.) Men hvordan ville du forholde dig hvis du alene stod over for en læge eller en dommer som lagde pres på dig og måske endda erklærede at han ville påtage sig ansvaret over for Gud?
15. Hvilken forkert opfattelse har nogle læger og andre angående vor holdning til blod?
15 Indberetninger fra mange lande viser at læger, hospitalsledere og jurister undertiden har en forkert opfattelse, idet de tror at Jehovas vidners vægring ved blodtransfusion kun gælder udadtil, mens de rent privat har en anden opfattelse. I et tilfælde erklærede en dommer, helt uden grund, at „kernen i problemet ikke var [patientens] religiøse overbevisning, men kun dét at hun ikke ville underskrive en forudgående bemyndigelse til at blodtransfusion kunne anvendes. Hun havde ikke noget imod at få den omtalte behandling — kun ville hun ikke decideret anmode om at få den.“ Nej, det forholder sig helt anderledes. Jehovas vidner indtager ikke den svage holdning at de blot afslår at ’underskrive en bemyndigelse til at blodtransfusion kan anvendes’. Det er en kendt sag at de gerne affatter en erklæring om deres vægring ved blodtransfusion og skriver under på at de ikke vil holde hospitalspersonalet ansvarligt for følgerne af at de afviser blod — en erklæring der i mange lande anses for gyldig og respekteres. De fleste Jehovas vidner bærer altid et underskrevet kort hvor deres standpunkt er udtrykt.
16. Hvad må vi ikke glemme hvis nogle under fire øjne prøver at presse os til at tage imod blod?
16 Læger og domstole vil måske lægge pres på dig fordi de har kendt til andre som havde religiøse indvendinger mod en eller anden lægebehandling, men som dog ’bag lukkede døre’ bøjede sig. Nogle læger hævder endda at de kender tilfælde hvor nogle af Jehovas vidner i det skjulte er gået med til blodtransfusion. Hvis det er tilfældet, kan det have drejet sig om nogle som kun havde et løst kendskab til Jehovas vidner. Helhjertede tjenere for Gud ved at et sådant kompromis ikke vil undgå den Højestes opmærksomhed. Husk på tilfældet hvor David syndede over for Batseba og Urias. Jehova så det og lod Natan overbringe dette budskab: „Du [David] handlede i det skjulte, men jeg vil opfylde dette ord i hele Israels påsyn og ved højlys dag!“ Det gik som Gud havde sagt; David kom til at mærke de sørgelige følger af den synd han havde begået i det skjulte. — 2 Samuel 11:27 til 12:12; 16:21.
17. (a) Hvordan kan det sætte andre i vanskeligheder hvis vi hemmeligt går med til at modtage en blodtransfusion? (b) Gengiv hvordan en søster stod fast, også i det skjulte, og fortæl hvad udfaldet blev.
17 Kærlighed til vore kristne brødre bør også hjælpe os til at modstå pres når nogen søger at få os til hemmeligt at overtræde Guds lov om blodet. Hvordan det? Jo, hvis en læge eller en domstol prøver at tvinge os til at tage imod blod, om det så er i hemmelighed, bør vi tænke på de større vanskeligheder vi dermed giver den næste forkynder i samme situation. Følgende eksempel viser dette:
Søster Rodriguez fik behandling for en infektion, da hendes tilstand pludselig forværredes. Hendes læge konstaterede indre blødninger og sørgede for hurtig indlæggelse. Ved modtagelsen gjorde søster Rodriguez personalet opmærksomt på at hun ’ikke under nogen omstændigheder kunne tage imod blodtransfusion’. Dette holdt hun fast ved da sygeplejerskerne lagde pres på hende og påstod at visse Jehovas vidner havde taget imod blod. I flere dage tabte søsteren blod, og svækkedes indtil hun til sidst kom på intensivafdelingen. Da tilkaldte hospitalet en dommer fra statens højesteret.
Nogle måneder senere holdt denne dommer i hospitalets auditorium et foredrag med titlen „Hvis er livet?“ over for 150 læger. Heri erklærede han at også han havde kendt patienter som først havde afvist blodtransfusion men havde bøjet sig efter at sagen var kommet for en dommer. Men hvordan gik det med søster Rodriguez? Dommeren berettede at han under fire øjne havde prøvet at overtale hende til at lade ham ’bære ansvaret’, idet en transfusion kunne gives efter en dommerkendelse. Hvad gjorde søsteren? Over for de forsamlede læger fortalte dommeren at mrs. Rodriguez med al den styrke hun kunne opbyde havde erklæret at hun ikke skulle have blod og at han skulle lade hende være i fred og gå ud af lokalet. Efter dette udtrykkelige ønske, erklærede dommeren, havde han intet grundlag for at beordre en blodtransfusion.
18. Hvad bør være helt klart angående vor beslutning i forbindelse med blod? Hvad vil dette sikkert føre til?
18 Dette understreger betydningen af at vi gør det fuldstændig klart at vor holdning til blod er urokkelig. Et sådant fast standpunkt viste apostlene da de resolut erklærede: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apostelgerninger 5:29) Tilfældet med søster Rodriguez viser også hvilke konsekvenser det kan få for andre hvis et Jehovas vidne går på kompromis. Mens hun lå syg og svag måtte hun kæmpe mod et øget pres fordi en anden muligvis tidligere havde overtrådt Guds lov i al hemmelighed. En sådan overtrædelse er naturligvis ikke skjult for ham der „dømmer hele jorden“. (1 Mosebog 18:25) Søster Rodriguez var lykkeligvis lige så principfast i det skjulte som hun var udadtil. Og senere, da hun var blevet rask, erklærede hun over for den nævnte lægeforsamling at hun fortsat var besluttet på at være tro mod Gud.
19. Hvad bør vi til enhver tid holde os for øje?
19 Også vi må forblive trofaste, uanset om vore handlinger er kendte eller ej. En sådan trofasthed er til glæde for Gud, og han vil lønne os for den. Også dem der — skjult eller åbent — er troløse mod hans normer vil han dømme med retfærdighed. (Salme 51:8; Job 34:24) I kærlighed giver han os den fuldkomne vejledning der kan hjælpe os til at overvinde skjulte svagheder og synder. Dette vil vi komme nærmere ind på i næste artikel.
Husk disse nøglepunkter:
■ Hvilken evne som Gud har, kan have indvirkning på vore handlinger?
■ Hvilken vigtig lektion kan vi lære af tilfældet med Akan?
■ Hvilke følger kunne det få hvis en kristen i det skjulte brød Guds lov om blodet?
■ Hvad bør vi være besluttede på angående Jehovas syn på blodet?
[Ramme på side 13]
Guds lov om blod er stadig gyldig
JOSEPH PRIESTLEY (1733-1804) er mest kendt som den videnskabsmand der opdagede ilt, men han var også teolog. Han skrev:
„Det forbud mod at spise blod som blev givet til Noa, synes at være bindende for alle hans efterkommere.“ Om den påstand at det kristne forbud mod blod kun var midlertidigt, tilføjede Priestley: „Man finder ingen antydning af at det skulle være midlertidigt, og der nævnes intet om et tidspunkt hvor forbudet skulle ophæves . . . Hvis vi fortolker dette forbud ud fra den almindelige praksis blandt de første kristne, som man næppe kan formode har misforstået dets natur og udstrækning, kan vi kun drage den slutning at forbudet skulle være uomgængeligt og vedvarende.“
I 1646 blev der udgivet en publikation med titlen A Bloody Tenet Confuted, or, Blood Forbidden (Et dogme om blodet gendrives, eller: Forbud mod blod). Heri hed det på side 8: „Lad os frafalde den grusomme skik som er udbredt overalt i England, at spise dyrs liv i ugudelige blodpølser, da vi derved vil vise os som barmhjertige og ikke barbariske mennesker, og da vi så ikke vil blive fundet at være ulydige mod Gud og mod den klare forskrift han har givet, men lydige mod hans vilje, og som nogle der gør det der er ret i hans øjne, hvorved vi får Guds gunst . . . og ikke bliver afskåret fra vort folk og til stadighed pådrager os Guds mishag til vor ulykke.“
Caspar Bartholin virkede i det syttende århundrede som professor i anatomi ved Københavns Universitet. Om emnet ’Misbrug af blod’ skrev han: ’De der indfører brugen af menneskeblod til indvortes behandling af sygdomme synes at misbruge det og begå en alvorlig synd. Kannibaler fordømmes. Hvorfor vender vi os da ikke bort i afsky fra dem der besmitter deres svælg med menneskeblod? Det samme gør sig gældende med hensyn til det at modtage fremmed blod fra en opskåret vene, enten gennem munden eller ved hjælp af transfusionsredskaber. Ophavsmændene til denne praksis er hjemfaldne til straf ifølge Guds lov, efter hvilken det er forbudt at spise blod.’
I værket Revelation Examined with Candour, der blev udgivet i 1745, blev Guds bud om blodet behandlet. Værket fremførte dette ræsonnement: „En befaling givet af Gud selv til Noa, gentaget til Moses, og bekræftet af Jesu Kristi apostle; givet som den eneste befaling umiddelbart efter Syndfloden da verden så at sige fik en ny begyndelse; gentaget med frygtindgydende højtidelighed til det folk Gud udvalgte fra menneskeheden til at være sit eget hellige folk; gentaget med forfærdende trusler om guddommelig hævn både over jøden og over den fremmede der vovede at overtræde den; og bekræftet af det frommeste og helligste råd der nogen sinde er trådt sammen på jorden, og som handlede under direkte indflydelse af Guds ånd! Videregivet fra det hellige råd til de mange kirker i nabolandene af ingen ringere end to biskopper og to apostle . . . Vover noget menneske, efter dette, at overtræde denne befaling? Vil nogen der er ved sin fornufts fulde brug erklære at en forskrift givet på denne vis, gentaget på denne vis og bekræftet på denne vis af Gud selv, er grundløs og uden betydning?“
[Illustration på side 14]
Det standpunkt som et Jehovas vidne tager, kan gøre det enten lettere eller sværere for den næste at bevare sin trofasthed mod Gud