parousia begynder. Denne nærværelse begynder med hans andet komme. Ifølge visse tidsangivelser i Bibelen, og ifølge det tegn Jesus har forudsagt, begyndte hans usynlige nærværelse eller parousia i efteråret 1914. — Matt. 24:3.a

5, 6. Vis ud fra Første Tessalonikerbrev 4:13-17 at Gud følger en bestemt orden eller rækkefølge når han „høster“ dem der dør „i Adam“.

⁵ Jehova Gud følger en bestemt orden eller rækkefølge ved oprejsningen af dem der dør „i Adam“ — dem der høstes som opstandelsens eftergrøde. Apostelen Paulus ville gerne trøste de kristne i det første århundrede der havde mistet ’dem som ved Jesus var sovet ind i døden’; derfor skrev han:

⁶ „Dette siger vi jer med Jehovas ord, at vi levende [åndsavlede kristne] som bliver tilbage til Herrens nærværelse, afgjort ikke skal komme forud for dem [de åndsavlede kristne] som er sovet ind i døden; for Herren selv vil stige ned fra himmelen med et kommandoråb, med en ærkeengels røst og med Guds trompet, og de som er døde i samhørighed med Kristus skal opstå først. Derefter skal vi som lever og som er blevet tilbage, sammen med dem rykkes bort i skyer for at møde Herren i luften; og således skal vi altid være sammen med Herren.“ — 1 Tess. 4:13-17.

7. Hvilke døde taler Paulus specielt om her, og med hvilke ord viser Åbenbaringen 14:12, 13 hen til et bestemt tidspunkt hvor disse skal opstå?

⁷ Her taler apostelen Paulus ikke om de døde i almindelighed, men om „dem som ved Jesus er sovet ind i døden“ eller som „er døde i samhørighed med Kristus“. I Bibelens sidste bog har apostelen Johannes en bemærkning om hvornår disse døde kristne oprejses fra dødens søvn. I Åbenbaringen 14:12, 13 skriver Johannes: „’Her [i forbindelse med verdensorganisationen til international fred og sikkerhed] gælder det de helliges udholdenhed, de som holder sig til Guds bud og Jesu tro.’ Og jeg hørte en stemme fra himmelen sige: ’Skriv: Lykkelige er de døde som dør i samhørighed med Herren fra nu af. Ja, siger ånden, lad dem hvile fra deres slid, for det de har gjort, følger med dem.’“ Hvilket tidspunkt taler Johannes om når han siger „fra nu af“?

8. Hvorfor må „fra nu af“ være et tidspunkt under Herrens nærværelse i ånd, og gør døden ende på de helliges gerninger?

⁸ I betragtning af hvad apostelen Paulus skriver i Første Tessalonikerbrev 4:15-17 må Johannes tale om et tidspunkt under Jesu Kristi nærværelse eller parousia, ikke før den begynder, men efter. Mens han usynligt er nærværende i ånd er der altså åndsavlede kristne på jorden som „dør i samhørighed med Herren“. Disse skal især være lykkelige fordi de dør under hans nærværelse. Deres død i kødet gør ikke et øjeblik ende på deres gerninger. Hvorfor ikke? Fordi „det de har gjort, følger med dem“.

9. Hvorfor er de hellige som dør i den tid lykkelige ifølge Åbenbaringen 14:13?

⁹ Dette kræver en overføring af deres virksomhed, fra gerninger gjort i kødet på jorden til gerninger gjort i ånd på det himmelske plan. Om den „som dør i samhørighed med Herren“ siger apostelen Paulus: „Således er det også med de dødes opstandelse. Det sås i forgængelighed, det oprejses i uforgængelighed. Det sås i vanære, det oprejses i herlighed. Det sås i svaghed, det oprejses i kraft. Der sås et sjæleligt legeme, der oprejses et åndeligt legeme. Når der er et sjæleligt legeme, er der også et åndeligt.“ (1 Kor. 15:42-44) Det „slid“ disse lykkelige oprejste har haft på jorden, viderefører de således som åndeskabninger på det himmelske plan. De behøver ikke at sove i døden indtil Kristi nærværelse.

Med hvad stiger Herren ned fra himmelen?

10. Hvad siges der at Herren Jesus Kristus vil „stige ned fra himmelen med“ når han oprejser sine åndsavlede disciple?

¹⁰ Apostelen Paulus fortæller os hvad der ledsager Herren når han i åndelig forstand stiger ned fra himmelen. Paulus skriver: „Dette siger vi jer med Jehovas ord, at vi levende som bliver tilbage til Herrens nærværelse [parousia], afgjort ikke skal komme forud [med hensyn til at erfare en åndelig opstandelse] for dem som er sovet ind i døden; for Herren selv vil stige ned fra himmelen med et kommandoråb, med en ærkeengels røst og med Guds trompet, og de som er døde i samhørighed med Kristus skal opstå først.“ — 1 Tess. 4:15, 16.

11. Hvem hører — og adlyder — Herren Jesu Kristi „kommandoråb“ når han stiger ned fra himmelen?

¹¹ Hvem hører det „kommandoråb“ hvormed Herren Jesus Kristus stiger ned fra sin himmelske plads ved Guds højre hånd? Det gør åbenbart de åndsavlede kristne som indtil da er døde „i samhørighed med Kristus“. Vi ved at ingen levende mennesker på jorden direkte har hørt Jesu Kristi røst efter at han i åndelig forstand steg ned, det vil sige, siden hans usynlige nærværelse eller parousia begyndte i det tidlige efterår 1914. Men de „døde i Kristus“ (da. aut.) hørte ham og adlød hans røst.

12. (a) Hvornår begynder den „yderste dag“ Jesus taler om i Johannes 6:53, 54, og hvordan går de disciple der her er tale om ind til „evigt liv“? (b) Hvilken anden periode kaldes „den yderste dag“, og hvorfor må der være forskel på de to perioder?

¹² De disciple Jesus Kristus oprejste på det tidspunkt, hører til dem han henvendte disse ord til: „Hvis I ikke spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv [fra det øjeblik han opstår fra de døde], og jeg vil oprejse ham på den yderste dag.“ (Joh. 6:53, 54) På denne „yderste dag“ er der kraft i hans „kommandoråb“ til at de disciple som har nydt denne særlige forret hvad Jesu kød og blod angår, kan vækkes af dødens søvn. For disse begunstigede disciple begynder „den yderste dag“ når de bliver oprejst i et „åndeligt legeme“ i lighed med Kristus, og går ind til evigt liv i himmelen. Eftersom denne „yderste dag“ gælder opstandelsen for de trofaste åndsavlede kristne der har et himmelsk håb, er der forskel på denne „yderste dag“ og den Marta fra Betania havde i tanke, for hun havde på det tidspunkt overhovedet ingen forestilling om en åndelig opstandelse til liv i himmelen.

13. (a) Hvis røst er det de „døde i Kristus“ hører, og hvem er ’ærkeengelen’? (b) Hvilket bibelsk bevis har vi for dette?

¹³ Den herliggjorte Herre Jesus Kristus stiger også ned „med en ærkeengels røst“. Det er hans egen røst. I lignelsen om fårene og bukkene hentydede Jesus til sig selv i egenskab af ærkeengel, idet han sagde: „Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed, og alle englene med ham, da vil han sætte sig på sin herligheds trone. Og alle nationerne skal samles foran ham.“ (Matt. 25:31, 32) I sin førmenneskelige tilværelse i himmelen blev han kaldt Mikael. Der er ingen tvivl om at det er ham der tales om i den førkristne profeti i Daniel 12:1, 2: „Til den tid skal Mikael stå frem, den store fyrste, som værner dit [Daniels] folks sønner, og en trængselstid kommer, som hidtil ikke har haft sin mage, så længe der var folkeslag til. Men på den tid skal dit folk frelses, alle, der er optegnede i bogen. Og mange af dem, der sover under mulde, skal vågne, nogle til evigt liv, andre til skam, til evig afsky.“

14. Hvad er ærkeengelens navn ifølge Åbenbaringen 12:7, og hvad står der i Judas 9 i forbindelse med en uoverensstemmelse denne engang havde?

¹⁴ Åbenbaringen 12:7 viser også at englene står under Mikael, altså at Mikael er ærkeengel. Der siges: „Der udbrød krig i himmelen: Mikael og hans engle [ikke oprejste åndsavlede kristne] kæmpede.“ Og Judas skriver i vers 9 i sit brev: „Ærkeengelen Mikael havde en uoverensstemmelse med Djævelen og sagde ham imod vedrørende Moses’ legeme.“ Djævelen fik ikke dette legeme.

15. Hvordan gik det Satan Djævelen i krigen med ærkeengelen Mikael, og kan han forhindre at Kristi disciple opstår og oprejses til himmelen for at være sammen med Jesus Kristus?

¹⁵ Satan Djævelen har altid tabt i den ældgamle strid. I krigen i himmelen led han nederlag, og han og hans dæmonengle blev kastet ned til jordens nærhed, mens ærkeengelen Mikael, nemlig Herren Jesus Kristus, og hans engle sejrede og forblev i himmelen. Eftersom den sejrende Jesus Kristus taler med ’ærkeengelens røst’ når han befaler dem der er døde i samhørighed med Kristus at opstå, har hans „kommandoråb“ større vægt og autoritet. Den besejrede Satan er desuden ikke mægtig nok til at forhindre at de døde i Kristus får en åndelig opstandelse, og han vil ikke kunne spærre dem vejen til det åndelige område eller hindre dem i at stige op til himmelen for at være sammen med den sejrende Jesus Kristus.

16. I hvilken hensigt lyder „Guds trompet“ når Herren stiger ned fra himmelen, og hvem er de første der reagerer?

¹⁶ Endnu en ting der ledsager Kristi nedstigen fra himmelen, er lyden af „Guds trompet“. (1 Tess. 4:16) I dette tilfælde er trompetens lyd ikke et krigssignal der skal samle tropper til kamp for at dræbe fjenden. Nej, det er et fredeligt stød i „Guds trompet“ der skal sammenkalde Jehovas folk, som da Israels tolv stammer på Moses’ tid kaldtes sammen ved lyden af to sølvtrompeter. (4 Mos. 10:1-10) Også et andet sted, nemlig i Første Korinterbrev 15:52, forbinder apostelen Paulus en sådan trompet med de kristnes opstandelse. Han taler om „den sidste trompet“, og siger så: „For trompeten skal lyde, og de døde vil blive oprejst uforgængelige, og vi skal forvandles.“ Hvem er de første der reagerer på lyden af „den sidste trompet“ når den, som „Guds trompet“, kalder de døde tilbage til livet? I Første Tessalonikerbrev 4:16 svares der: „De som er døde i samhørighed med Kristus skal opstå først.“

17. Hvorfor kan mennesker ikke se det når „de som er døde i samhørighed med Kristus“ opstår?

¹⁷ Mennesker på jorden kan imidlertid ikke se det når „de som er døde i samhørighed med Kristus“ opstår. Hvorfor ikke? Fordi disse får en åndelig opstandelse, idet der i hvert enkelt tilfælde „oprejses et åndeligt legeme“. (1 Kor. 15:44) Menneskeøjet er ikke dannet sådan at det kan se åndelegemer, og ingen mennesker har derfor set Kristus under hans nærværelse eller parousia fra 1914 og fremefter, ej heller har mennesker iagttaget hans disciples opstandelse.

18, 19. (a) Mente Paulus at disse kristne ikke skulle dø før de „rykkes bort“ (1 Tess. 4:17)? (b) I hvilken forstand rykkes de bort, og i hvilke legemer møder de Herren i luften?

¹⁸ Apostelen Paulus taler som om han selv skulle leve på jorden helt frem til denne glædelige begivenhed for de åndsavlede kristne. Han siger: „Derefter skal vi som lever og som er blevet tilbage, sammen med dem rykkes bort i skyer for at møde Herren i luften; og således skal vi altid være sammen med Herren.“ — 1 Tess. 4:17.

¹⁹ Paulus mente ikke at åndsavlede kristne som han selv, ikke skulle dø men „rykkes bort“ i deres menneskelegemer, op i himmelen mellem de bogstavelige skyer. Paulus døde. De åndsavlede kristne som lever under Kristi nærværelse må også dø. Ligesom sædekorn der lægges i jorden må de ’sås som sjælelige legemer’, nemlig ved at de dør som mennesker. (1 Kor. 15:44) Men hvordan ’rykkes de så bort i skyer’ sammen med dem som er „døde i samhørighed med Kristus“ og som er opstået først? Således: Når de sås som sjælelige legemer kommer de ikke til at sove i døden. De får øjeblikkelig en åndelig opstandelse, idet de efterlader deres menneskelegeme på jorden og der oprejses et åndeligt legeme. Det er som åndeskabninger de stiger op for at møde deres himmelske Herre. Det er derfor de specielt omtales som „lykkelige“ i Åbenbaringen 14:13.

20. I hvilken slags skyer rykkes de bort, og hvad skal det vise om deres opstigen?

²⁰ Men hvad betyder det at de rykkes bort „i skyer“? Jo, skyer driver hen over himmelen og betegner ophøjethed; de skjuler også hvad de består af eller hvad der er oven over dem, i hvert fald for os mennesker. Men åndeskabninger behøver ikke bogstavelige skyer for at gøre sig usynlige for os. Første Tessalonikerbrev 4:17 taler derfor om symbolske skyer, der om man så må sige skjuler for mennesker at de opstandne kristne rykkes bort for at møde deres højt ophøjede Herre. Vi husker at Jesus Kristus vendte tilbage til himmelen på den 40. dag efter sin opstandelse. Han blev „løftet op mens [hans disciple] så på det, og en sky tog ham nedefra bort fra deres øjne“. — Apg. 1:9.

21. Kommer Herren Jesus Kristus i direkte kontakt med jorden når han stiger ned fra himmelen, og hvornår slutter „den yderste dag“ på hvilken han oprejser sine åndsavlede disciple?

²¹ Hvad beviser alt dette? At Herren Jesus Kristus ikke kommer i direkte kontakt med jorden når han stiger ned fra himmelen. De skyer som de oprejste kristne billedligt møder deres himmelske Herre i, svæver højt oppe over jorden. Ydermere er det „i luften“ de skal møde ham, og ikke her nede på jorden, hverken i Jerusalem, på Oliebjerget eller noget andet sted. „Den yderste dag“ hvor disse kristne skal rykkes bort, er desuden ikke en 24-timers dag. Det er en tidsperiode der først er afsluttet når den sidste af disse åndsavlede kristne som får del i „den første opstandelse“, er oprejst til himmelsk liv. (Åb. 20:4, 6; Joh. 6:54) Bibelprofetiens opfyldelse viser at vi allerede lever på denne specielle „yderste dag“.

Den første opstandelses dag, den „yderste dag“ som vi lever på nu

1. Hvilken opfattelse havde man engang med hensyn til hvornår resten at de salvede skulle herliggøres, og blev det der forudsiges i Første Tessalonikerbrev 4:16, 17 opfyldt fra det tidspunkt?

AT de „døde i Kristus“ er opstået i vor tid, på denne „yderste dag“, kan vi mennesker kun erkende hvis vi vandrer efter det vi tror og ikke efter det vi ser, idet de opstår i åndelige legemer der er usynlige for det menneskelige øje. Går vi nogle tiår tilbage var der ret mange som troede at alle der tilhørte den kristne menighed skulle herliggøres ved udløbet af hedningernes tider omkring 1. oktober 1914. (Luk. 21:24) På det tidspunkt skete der imidlertid intet som lignede det der beskrives i Første Tessalonikerbrev 4:16, 17. I stedet udbrød der krig i himmelen, og den tabende part, Satan og hans dæmoner, blev kastet ned i jordens nærhed. (Åb. 12:7-13) En hel del af de åndsavlede kristne som levede og virkede på jorden i 1914, er stadig hos os i kødet. Tilsyneladende var der noget forkert ved tidsfæstelsen af „den yderste dag“ for den åndsavlede menigheds herliggørelse.

2, 3. I hvilken periode skulle herliggørelsen ske, og hvilket spørgsmål rejser sig derfor angående Første Korinterbrev 15:50-57?

² Ikke desto mindre begyndte den herliggjorte Jesu Kristi usynlige nærværelse eller parousia da hedningernes tider endte i 1914. Fra da af har vi altså den tidsperiode hvori det der forudsiges i Første Tessalonikerbrev 4:16, 17 skulle ske med de åndsavlede kristne, hvis perioden skulle svare til „den yderste dag“. — Joh. 6:54.

³ Fornuftigvis spørger vi da nu: Hvornår begynder opfyldelsen af Første Korinterbrev 15:50-57? Dér står: „Kød og blod kan ikke arve Guds rige, og forgængeligheden arver heller ikke uforgængeligheden. Se! Jeg siger jer en hellig hemmelighed: Vi skal ikke alle sove ind i døden [når det forgængelige menneskelegeme dør], men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, under den sidste trompet. For trompeten skal lyde, og de døde vil blive oprejst uforgængelige, og vi [kristne i lighed med Paulus] skal forvandles. For dette forgængelige må nødvendigvis iføre sig uforgængelighed, og dette dødelige må nødvendigvis iføre sig udødelighed. Men når dette forgængelige ifører sig uforgængelighed og dette dødelige ifører sig udødelighed, så vil den udtalelse som står skrevet gå i opfyldelse: ’Døden er opslugt for evigt.’ ’Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?’ Dødens brod er synden, og syndens kraft er Loven [Moseloven]. Men tak til Gud, for han giver os sejren gennem vor Herre Jesus Kristus!“

4. Hvornår døde Jesus, og hvordan havde Daniel 9:24-27 vist det på forhånd?

⁴ For at få en bibelsk tidsregning kan vi sammenligne begivenheder der løber parallelt eller som er modstykker til hinanden. Vi spørger derfor: Hvornår blev Jesus Kristus selv oprejst som „førstegrøden Kristus“? Det blev han søndag den 16. nisan i år 33. To dage tidligere, den jødiske påskedag den 14. nisan, var han blevet henrettet på en pæl. Denne Kristi offerdag var markeret i den liste over begivenheder Jehova Gud havde udfærdiget og ladet nedskrive i Daniels bog 9:24-27. Dagen markerede midten af den sidste uge i en række på „halvfjerdsindstyve uger“, det vil sige uger af år, ikke af dage. I Daniels profeti blev det forudsagt at Messias skulle bortryddes i denne sidste uge, den 70. åruge. Men på hvilket tidspunkt i denne sidste åruge, der begyndte i efteråret år 29 e.v.t.? Daniel 9:27 svarer: „I midten af ugen skal han få slagtoffer og afgrødeoffer