tegnene, hvormed han havde forført dem, der tog dyrets mærke på sig, og dem, der tilbad dets billede. De blev begge [dyret og den falske profet] kastet levende i ildsøen, som brænder med svovl. Og de andre [jordens konger og deres hære og de der følger dem, frie såvel som trælle] blev af ham [kongernes Konge], som red på hesten, dræbt med sværdet, som udgik af hans mund, og alle fuglene blev mættet af deres kød [fordi ligene af disse døde fik lov at ligge på Harmagedons slagmark uden at blive begravet].“ — Åb. 19:19-21.

30. Hvad skildrer sværdet der udgår af Kongens mund, og hvor kommer de der dræbes af det hen?

³⁰ Det sværd der udgår af kongernes Konges mund skildrer hans magt og myndighed til at beordre alle modstandere dræbt. Kongerne, hærførerne, rytterne, de frie mænd, trællene, de små og de store, alle som er en del af denne syndige verden når Harmagedonslaget bryder ud, vil blive dræbt som modstandere af Guds messianske rige. Vil de gå ned i Hades eller Sheol hvor fortidens Ægypten, Elam, Assyrien, Zidon og andre befinder sig? Nej! De vil blive tilintetgjort for evigt og vil for altid være udslettet af tilværelsen. — 2 Tess. 1:7-9.

31. Hvordan beskrives deres evige tilintetgørelse, og hvad vil de derfor ikke få?

³¹ Denne evige tilintetgørelse skildres ved at de ikke får nogen begravelse men efterlades på slagmarken som gødning eller som organisk stof der får lov at ligge og forrådne og som Guds engel „der står i solen“ (NW) indbyder ådselfuglene til at komme og holde festmåltid på. (Åb. 19:17, 18) Denne beskrivelse af disse ådselfugles blodige gæstebud udelukker at jordens konger og deres hære samt de der følger dem, samtidig kan tages med i skildringen af dyret og den falske profet, om hvem det siges at de blev „kastet levende i ildsøen, som brænder med svovl“. Men der siges heller ikke at Hades eller Sheol gør krav på dem. De er derfor at sammenligne med de forbrydere hvis døde kroppe blev kastet i Gehenna hvor de blev ædt op af orme. (Mark. 9:43-48) Dommen over dem eksekveres af Jehova Gud ved hans domsfuldbyrder Jesus Kristus i Harmagedon og de vil derfor ikke få nogen opstandelse fra de døde.

Hvorfra har kristenheden hentet sine ritualer?

✔ I sin kirkehistorie (1755), der er affattet på latin, taler den tyske teolog Johann Lorentz von Mosheim om det kompromis kristenheden indgik på Konstantins tid for at få flere hedninger til at gå over til kristendommen: „Mens kejserne med megen omsorg og interesse søgte at fremme den kristne religion, skjulte biskopperne i deres overdrevne fromhed dens sande natur og svækkede dens kraft ved at indføre et væld af ritualer og ceremonier. Velkendt er Augustins udtalelse om at det åg som engang blev lagt på jøderne var lettere at bære end det som hvilede på mange kristne på hans tid. Thi uden væsentlige ændringer indførte de kristne biskopper i den kristne gudstjeneste de ritualer og ceremonier ved hvilke grækerne, romerne og andre folk før i tiden havde udtrykt deres hengivenhed og ærefrygt for deres indbildte guder, ud fra den betragtning at folk sikkert ville være mere villige til at antage kristendommen hvis de så at de ritualer som de havde fået overleveret fra deres forfædre stadig fandtes i uændret form blandt de kristne, og hvis de derved fik den opfattelse at Kristus og martyrerne blev tilbedt på samme måde som tidligere deres guder var blevet tilbedt.

I denne tid var der selvsagt kun ringe forskel mellem de kristnes offentlige gudstjeneste og den gudsdyrkelse grækerne og romerne havde. I begge former for gudstjeneste indgik prægtige kåber, mitraer, tiaraer, vokslys, krumstave, processioner, renselser, billeder, guld- og sølvvaser, samt utallige andre ting. Ikke så snart havde Konstantin afsvoret sine forfædres religion førend pragtfulde templer skød op alle vegne, templer der var udsmykket med malerier og helgenbilleder og som både indvendig og udvendig havde stor formmæssig lighed med gudernes templer og helligdomme. Disse templer . . . blev indviet med pomp og pragt og med ritualer som i vidt omfang var lånt fra de gamle romeres pontifikale lovsamling.“ — Siderne 276, 277, bog II, kapitel IV.

De første kristne lånte imidlertid ikke fra hedningerne, og det gør sande kristne i vore dage derfor heller ikke. — 2 Kor. 6:17.