Hvordan man underviser med mildhed
1, 2. Hvorfor må kristne i vor tid vise mildhed?
DER er endnu en grund til at den kristne må opdyrke mildhed. Det er sandt at denne egenskab gør ham lykkeligere, lettere at omgås og mere modtagelig for Guds sandhedsord, så han kan vandre på vejen til det evige liv; men det indebærer også noget andet. Mildhed er tillige en nødvendighed for at man kan tage del i den store forkyndergerning som kristne har fået overdraget i disse vanskelige sidste dage.
2 Guds sandhed skal forkyndes for menneskene. Der må aflægges et vidnesbyrd overalt på jorden før afslutningen på den nuværende onde tingenes ordning. De der allerede har indviet sig til Gud, må desuden til stadighed tage næring til sig fra Guds sandhedsord. Alt dette kræver megen undervisning, og mildhed spiller en vigtig rolle i denne undervisning. Denne verden anvender forskellige undervisningsmetoder, men når det drejer sig om Guds ord må den kundskab Bibelen indeholder bibringes andre med mildhed.
3-5. (a) Hvordan ved vi at det er ret at undervise med mildhed? (b) Hvorfor følte mennesker med fårets sindelag sig tiltrukket af Jesus?
3 Når man underviser med mildhed foregår undervisningen på den rette måde, den bibelske måde og den måde der vækker størst genklang hos sandhedssøgende mennesker. Det ved vi fordi den største lærer der nogen sinde har levet, Jesus Kristus, lagde mildhed for dagen da han underviste andre i sandheden. Denne ypperlige egenskab, mildhed, var en del af hans personlighed, og han brugte den på virkningsfuld måde når han skulle undervise dem der hungrede og tørstede efter retfærdighed.
4 Jesus selv gav udtryk for at han havde et mildt sindelag: „Kom hid til mig, alle I, som er trætte og tyngede af byrder, og jeg vil give jer hvile. Tag mit åg på jer og lær af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af hjertet; ’så skal I finde hvile for jeres sjæle.’“ (Matt. 11:28, 29) Jesu milde væremåde gjorde i sandhed hans undervisning virkningsfuld! Mennesker med fårets sindelag opsøgte ham ivrigt for at høre ham forklare Guds sandhed. De var ikke bange for ham sådan som de var for deres hårde og brutale politiske og religiøse ledere der havde hersket over dem uden tanke for deres velfærd.
5 Jesus havde medfølelse med disse jævne mennesker der åndeligt og fysisk set befandt sig i en så ynkværdig tilstand. „Da han så folkeskarerne, ynkedes han inderligt over dem, thi de var vanrøgtede og forkomne ’som får, der ingen hyrde har’.“ (Matt. 9:36) Jesus, der ynkedes over disse underkuede og vanrøgtede mennesker, ville med sit milde væsen i sandhed virke vederkvægende på deres sjæle. Han var helt anderledes end de ledere de var vant til. Hvor var det opbyggende at være i hans nærhed! Jesus var ikke som deres hårdhjertede ledere, men han var mild, venlig, gavmild, forstående og kærlig.
6. ville Jesu milde sindelag virke tiltrækkende på alle?
6 Jesu milde adfærd virkede ikke tiltrækkende på alle. De der ikke havde fårets sindelag og som ikke nærede virkelig kærlighed til sandheden, betragtede højst sandsynligt hans væremåde som tåbelig og upraktisk i en hård og ublid verden. Onde mennesker ville heller ikke føle sig tiltalt af den. Men Jesus ønskede ikke at drage alle og enhver ind i Guds nye tingenes ordning. Dem han kaldte, var ikke dem der elskede uret og som hadede ret. Hans milde væremåde virkede kun tiltrækkende på den rette slags mennesker, på dem der elskede retfærdighed. Det var sådanne Jesus søgte efter. Han søgte efter „får“, ikke efter „bukke“.
7. Hvad må man passe på når man irettesætter andre?
7 Når Jesus havde at gøre med onde, bukkelignende mennesker, brugte han et stærkere sprog og optrådte på en mere drastisk måde. Jesus var mild, men han var ikke svag. Når det var nødvendigt fordømte han andre, især de hykleriske religiøse ledere, de skriftkloge og farisæerne. Han sagde gentagne gange til dem: „Ve jer, I skriftkloge og farisæere, I hyklere!“ (Matt. 23:13-36) Det kan til tider være nødvendigt at nogle af Guds tjenere irettesætter andre, men de må passe meget på når de gør det, for de har ikke den indsigt Jesus havde. Når de undtagelsesvis ikke optræder med mildhed, bør det være efter moden overvejelse. Jesus satte et eksempel for os, men han havde en myndighed og skelneevne som ufuldkomne mennesker i vor tid ikke har.
Paulus underviste med mildhed
8. Hvordan viste Paulus at man må undervise med mildhed?
8 Apostelen Paulus viste at Jesu milde form for undervisning var den bedste og at den var et mønster til efterfølgelse, for han sagde: „Jeg selv, Paulus, . . . formaner jer ved Kristi sagtmodighed og mildhed.“ (2 Kor. 10:1) Læg også mærke til hvad han siger i sit første brev til tessalonikerne 1Ts, kapitel 2, versene 5-8, angående sin opførsel over for andre: „Vi kom jo, som I ved, aldrig med smigrende ord eller med påskud, der skulle dække over havesyge — Gud er vort vidne; ej heller søgte vi ære hos mennesker, hverken hos jer eller hos andre, skønt vi som Kristi apostle nok kunne ligge jer til byrde. Men vi færdedes med mildhed iblandt jer, som når en moder hæger om sine børn. Således ville vi gerne af inderlig kærlighed til jer give jer ikke alene Guds evangelium, men også vort eget liv, thi I var blevet os kære.“ For at vise denne inderlige kærlighed måtte Paulus være mild, og det var han.
9, 10. Hvordan reagerede andre over for Paulus’ mildhed?
9 Hvordan reagerede brødrene i den kristne menighed over for denne apostel der færdedes med mildhed? Læg mærke til reaktionen dengang Paulus fortalte de ældste fra menigheden i Efesus at de ikke skulle se ham mere: „De brast alle i heftig gråd, og de faldt Paulus om halsen og kyssede ham inderligt. Og det, der smertede dem mest, var det ord, han havde sagt, at de aldrig mere skulle få hans ansigt at se.“ (Ap. G. 20:37, 38) Disse kristne elskede apostelen med det milde væsen, og de ville gerne være sammen med ham fordi det var opbyggende og styrkende. Det gjorde dem meget ondt at de ikke skulle se ham mere. Da de tog afsked med ham gjorde de det ikke koldt og formelt, men kærligt og med tårer. De værdsatte den tjeneste han havde ydet dem.
10 Hvis Paulus havde undervist på en hård og verdslig måde ville der højst sandsynligt ikke være blevet vist ham en sådan ægte kærlighed og ømhed. Man giver ikke udtryk for kærlighed og taknemmelighed over for en der er hård og ubehagelig, for hårdhed tiltrækker ikke, den frastøder. Der er ikke nogen der græder når en hård og brutal arbejdsgiver rejser; i stedet føler alle en stor lettelse.
Mildhed appellerer til den frie vilje
11, 12. Hvorfor gør Gud ikke brug af hårdhed?
11 En hård og streng undervisningsmetode virker afskrækkende. Den skaber ikke tillid og kærlighed. Den resulterer måske nok i lydighed for en tid, men det er ikke en villig lydighed. Det man får påtvunget, holder i almindelighed ikke; det er noget man befrier sig for ved første lejlighed. Tvungen lydighed er derfor hverken ønskelig eller vedvarende, for Jehova skabte mennesket med en fri vilje, og han ønsker at det skal vise ham villig lydighed.
12 De fleste harmes over og gør modstand imod hårdhed, pres eller tvang. Hvordan berørte det israelitterne da „ægypterne tvang [dem] . . . til trællearbejde“? (2 Mos. 1:13) Anden Mosebog 1:14 siger at ægypterne „gjorde dem livet bittert ved hårdt arbejde“. Da kong Rehabeam sagde: „Har min fader lagt et tungt åg på eder, vil jeg gøre åget tungere,“ gjorde folket oprør som Jehova havde forudsagt. (1 Kong. 12:14) I modsætning hertil sagde Jesus til sine tilhørere: „Mit åg er gavnligt, og min byrde er let.“ (Matt. 11:30) Intet under at den tids sandhedssøgende mennesker fulgte ham i stedet for at søge hen til de hårdhændede, religiøse ledere der ’bandt tunge byrder sammen og lagde dem på menneskers skuldre, men selv ikke ville røre dem med en finger’. — Matt. 23:4.
13. Hvordan appellerede Paulus til Filemons frie vilje?
13 Læg mærke til hvordan Paulus appellerede til Filemons frie vilje i spørgsmålet om den bortløbne træl Onesimus. Mens Paulus sad i fængsel var Onesimus ham til stor nytte. Men alligevel skrev Paulus følgende til trællens ejer, Filemon: „Jeg ville gerne have beholdt ham hos mig, for at han i dit sted kunne tjene mig under mit fangenskab for evangeliets skyld.“ Men beholdt Paulus denne træl hos sig? Nej! Han skrev videre til Filemon: „Men uden dit samtykke ville jeg intet gøre, for at din gode gerning ikke skal være af tvang, men af fri vilje.“ Hvor betyder sådan en holdning meget! Vi kan forestille os hvordan Filemon ville have følt hvis Paulus i stedet havde skrevet: ’Hør her, Filemon, jeg har brug for din slave, så lige meget hvad du siger; beholder jeg ham her hos mig.’ Nej, Paulus vidste bedre, for han underviste med mildhed. Han ville hellere undvære denne hjælp end optræde med hårdhed over for Filemon eller prøve at tvinge ham til at handle mod sin egen vilje. — Filem. 13, 14.
14. Hvilke andre eksempler viser at Jehova ønsker villighed?
14 Da Paulus talte om gavmildhed fulgte han også dette princip ved med mildhed at appellere til andres frie vilje. Han sagde: „Enhver give, som hans hjerte har tilsagt ham, ikke tvært og tvungent; thi Gud elsker en glad giver.“ (2 Kor. 9:7) Da Peter vejledte de ældre mænd i organisationen angående deres indstilling over for deres tilsynsgerning, formanede han: „Vær hyrder for Guds hjord hos jer, ikke af tvang, men af fri vilje.“ Disse modne mænd skulle ikke føle at de var tvunget til at være hyrder for Guds hjord, men de skulle være det i overensstemmelse med deres egen frie vilje. — 1 Pet. 5:2.
15. Hvilken rolle spiller selvdisciplin når det gælder om at gøre Guds vilje?
15 Det at man i mildhed appellerer til menneskers frie vilje betyder ikke nødvendigvis at alle der indvier deres liv til Gud, fuldt ud forstår alle de forpligtelser en kristen har. I begyndelsen finder nogle det måske vanskeligt at leve op til visse krav. Men selv om det tager tid for sådanne at opelske værdsættelse og at komme til at holde af den kristne livsførelse, er det ikke ensbetydende med at de ikke vil forsøge at leve op til den. Da Paulus for eksempel talte om nødvendigheden af at forkynde den gode nyhed, erkendte han at nogle i begyndelsen måske ikke ville ønske at tage del i forkyndelsen, at det kunne være imod den vilje som vedkommende hidtil havde haft. Paulus sagde: „Hvis jeg udfører det villigt, modtager jeg en belønning; men hvis jeg gør det mod min vilje, er der dog alligevel betroet mig en husholdergerning.“ (1 Kor. 9:17, NW) Paulus sagde ikke at en anden ville tvinge ham til at gøre det. Det han sagde var at nogle måtte overvinde deres egen selviske vilje for at tilpasse sig Guds vilje, for i begyndelsen er det ufuldkomne kød ikke altid begejstret for at gøre hvad der er ret. Alligevel velsignes selv de der gør det mod deres vilje; de tvinges nemlig ikke af andre til at gøre det, men de tvinger sig selv fordi de elsker Gud og ønsker at gøre hans vilje. Derfor sagde Paulus: „Jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave.“ (1 Kor. 9:27) Denne form for lydighed mod Gud beror derfor stadig væk dybest set på villighed, på et menneskes egen frie vilje, for den enkelte tvinges ikke af nogen anden, men tugter sig selv til at gøre Guds vilje.
Når vi forkynder for andre
16. Godkendte Peter de metoder Jesus og Paulus anvendte?
16 De mennesker Jehova ønsker skal leve i hans nye orden, er dem der af egen fri vilje tager imod sandheden. Vi vil bedst kunne undervise sådanne mennesker hvis vi gør det i mildhed. Når vi går fra hus til hus, aflægger genbesøg hos sådanne interesserede eller underviser dem i Bibelen i deres hjem, vil vi meget bedre kunne forklare dem hvad sagen drejer sig om dersom vi på en mild og venlig måde henviser til sandhedens principper og dens logik og skønhed. Peter viste at det var denne undervisningsmetode vi skulle anvende når vi underviste andre, idet han sagde: „Men Herren Kristus skal I hellige i jeres hjerter. Vær altid rede til forsvar over for enhver, der kræver regnskab af jer for det håb, som er i jer, dog med sagtmodighed og frygt.“ — 1 Pet. 3:15.
17, 18. Hvordan kan mangel på mildhed hindre undervisningen?
17 Når den kristne underviser med mildhed vil hans tilhører bedre kunne koncentrere sig om det stof der drøftes. Hans opmærksomhed bliver ikke afledt som tilfældet ville være hvis læreren havde en utiltalende måde at undervise på. En lærer der er ubetænksom, stridbar og ubehagelig, vil aflede en del af elevens opmærksomhed fra stoffet og henlede den på sig selv. Dette ville være en hindring for elevens fremgang. En hård og streng lærer kan være en anstødssten for nogle og drive dem bort fra sandheden! Den der underviser med mildhed vil derimod forstå at denne egenskab er et aktiv, og vil kunne sige som Paulus: „Vi volder ikke anstød i noget, for at tjenesten ikke skal komme i vanry.“ — 2 Kor. 6:3.
18 Det er nødvendigt at vise stor tålmodighed når man underviser andre. Her kan mildhed atter hjælpe den kristne. Den der er mild lader sig ikke ophidse når nogen kun langsomt gør fremgang, eller når folk er ligegyldige over for budskabet. Han har meget lettere ved at være tålmodig end den der mangler mildhed, for sidstnævnte er tilbøjelig til at fare op, blive irriteret og utålmodig når der ikke hurtigt foreligger et resultat. Men hvis vi mister vor mildhed fordi der kun sker små fremskridt eller fordi folk reagerer negativt, vil vi forfejle vor hensigt og modarbejde det vi prøver at udrette.
19. Hvad bør den modstand vi eventuelt møder, ikke skyldes?
19 Vi må forstå at den der underviser med mildhed, ikke altid vinder et hørende øre. Selv den mildeste vil møde modstand. Det så vi i Jesu tilfælde. Hvis forkynderen af den gode nyhed møder modstand, bør det være på grund af det budskab han forkynder, fordi han repræsenterer den højeste Gud, Jehova, og ikke fordi han er uforskammet eller optræder på en hård og ubehagelig måde.
20, 21. Hvorfor bør vi bevare vor mildhed selv under modstand?
20 Hvis vi bevarer vor mildhed når vi provokeres, kan det endog hjælpe nogle af disse modstandere til at ændre hjertetilstand, især dem der modstår os af uvidenhed. Ordsprogene 15:1 lyder: „Mildt svar stiller vrede, sårende ord vækker nag.“ Så virkningsfuld er den mildhed vi lægger for dagen over for dem der modstår os, at Ordsprogene 25:15 siger: „Mild tunge sønderbryder ben.“ En mild optræden kan med tiden gøre meget til at fjerne fordom og modstand. „En Herrens tjener bør ikke leve i ufred, men være mild imod alle, dygtig til at lære fra sig, rede til at finde sig i ondt. Han bør med sagtmodighed tilrettevise de genstridige, om Gud dog engang vil give dem omvendelse, så de kom til erkendelse af sandheden.“ — 2 Tim. 2:24, 25.
21 Der er mange der i begyndelsen modstår sandheden, men som bliver slået af de kristne egenskaber der udstråles af den der forkynder for dem. De begynder derfor at undersøge budskabet og bliver til sidst selv indviede Guds tjenere. Dette er i sandhed en meget vægtig grund for den kristne til ikke at ’gengælde nogen ondt med ondt’ når han står over for urimelige mennesker! Men selv under vedvarende modstand giver den kristne ikke igen med samme mønt. Han husker den begivenhed der indtraf da samaritanerne ikke ville tage imod Jesus. „Da hans disciple, Jakob og Johannes, så det, sagde de: ’Herre! vil du, at vi skal byde ild fare ned fra Himmelen og fortære dem?’ Men han [Jesus] vendte sig og satte dem i rette.“ Hævnen tilhører Gud. Han er dommeren, og han vil til sin tid tage sig af hårdhjertede modstandere. — Rom. 12:17; Luk. 9:54, 55.
Blandt kristne brødre
22. Hvor er det også nødvendigt at vise mildhed?
22 Mildhed er ikke blot en egenskab vi skal vise over for dem uden for den kristne menighed eller familien. Vi kan ikke undlade at vise mildhed blot fordi vi har at gøre med vore brødre i den kristne tro. Tværtimod, hvis vi viser mildhed mod dem der ikke er i troen, skulle vi så meget mere gøre det når vi er sammen med vore kristne brødre. Mildhed er ikke en klædning den kristne tager på for at gøre indtryk på dem udenfor. Mildhed må blive en del af den kristnes personlighed. Den skal lægges for dagen til hver en tid, og især når man har at gøre med dem inden for den kristne menighed. „Så lad os da, mens vi har lejlighed til det, gøre godt mod alle, men især mod dem, der har hjemme i den samme tro.“ — Gal. 6:10.
23. Hvordan kan mildhed være en hjælp når der opstår misforståelser?
23 Hvis der opstår misforståelser mellem kristne brødre, vil mildhed hjælpe dem til at gribe sagen rigtigt an. „Så ifør jer da som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed, tålmodighed; bær over med hinanden og tilgiv hinanden, hvis den ene har noget at bebrejde den anden; ligesom Herren [Jehova, NW] tilgav jer, således skal også I gøre!“ (Kol. 3:12, 13) De der opøver et mildt sind vil hurtigere forsone sig med deres brødre og tilgive dem ligesom Gud tilgiver. De der er milde og sagtmodige er mere tilbøjelige til at være „enssindede, medfølende, kærlige imod brødrene, barmhjertige, ydmyge“. (1 Pet. 3:8) Deres mildhed hjælper dem til at nærme sig den inderlige kærlighed og hengivenhed Peter formanede til, da han sagde: „Fremfor alt hav inderlig kærlighed til hverandre.“ (1 Pet. 4:8) Der burde ikke være nogen uoverensstemmelse mellem kristne brødre der bevirkede at mildhed, blidhed, empati og kærlighed blev kastet over bord og erstattet af en kold og hård opførsel.
24. Hvordan bør man vejlede en der har begået en fejl?
24 En kristen kan til tider træde fejl og behøve vejledning. Hvordan skal den gives ham? „Brødre, om nogen skulle blive overrasket af en synd, da hjælp et sådant menneske til rette, I åndelige, med sagtmodig ånd.“ (Gal. 6:1) Den der er blevet overrasket af en synd kommer hurtigere på ret køl hvis han irettesættes med mildhed. Dersom der er tale om en forsætlig synd hvor vedkommende har gjort det til en vane at handle ondt, vil den kristne menighed naturligvis tage yderligere skridt til at straffe en sådan og beskytte menigheden. — 1 Kor. 5:11-13; 2 Joh. 9-11.
25, 26. Hvad må de der leder menigheden passe på, og hvordan bør deres forhold til deres brødre være?
25 Tilsynsmænd og assisterende tjenere bør omhyggeligt stræbe efter og arbejde hårdt på fortsat at vokse i mildhed. Det store ansvar de har, og de forskellige problemer og vanskeligheder de må klare, kan bevirke at de mister deres mildhed ifald de tager deres tilflugt til ufuldkommen, menneskelig tankegang og kraft. De bør ønske at stole på Jehova og stadig se hen til ham efter vejledning ved hjælp af hans hellige ånd. På denne måde kan de bevare deres mildhed og stadig vokse i denne egenskab. Menigheden vil blive opbygget og opmuntret af disse milde hyrder der frembringer Guds ånds frugter, men hårdhed vil gøre den modløs og virke nedbrydende. Enhver der i den kristne menighed vedblivende handler hårdt og grumt med Guds hjord, vil med tiden blive frataget den forret at tjene sine brødre. Peter advarede de ledende tjenere om at de ikke måtte være som „strenge herrer over menighederne, men som forbilleder for hjorden“. — 1 Pet. 5:3.
26 Jesus viste at de der ledede menigheden skulle tjene eller betjene deres brødre. „Derefter hælder han vand i vaskefadet, og han begyndte at tvætte disciplenes fødder og at tørre dem med linnedklædet.“ Idet Jesus forklarede hvorfor han havde gjort det, sagde han: „I kalder mig mester og Herre, og I har ret, thi jeg er det. Når nu jeg, jeres Herre og mester, har tvættet jeres fødder, så er også I skyldige at tvætte hverandres fødder. Thi det var et forbillede, jeg gav jer, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer.“ Ved en anden lejlighed sagde han til sine efterfølgere: „Den, som vil være stor iblandt jer, han skal være jeres tjener; og den, som vil være den første iblandt jer, han skal være jeres træl.“ Det er en sådan ydmyghed Guds tjenere i vor tid ønsker at efterligne. De der har et mildt sindelag vil ikke have vanskeligt ved at gøre det, for mildhed er en naturlig følge af ydmyghed. — Joh. 13:5, 13-15; Matt. 20:26, 27.
27. Hvor er det også vigtigt at vise mildhed?
27 Mildhed er også nødvendig inden for menighedens mindste enhed, familiekredsen. Fædre og mødre omgås både hinanden og børnene med mildhed uden at give efter for dårligt humør eller opføre sig urimeligt. Familiens overhoved, ægtemanden, må mange gange vejlede og irettesætte, men det må ske i mildhed. Når børnene bliver behandlet med en sådan mildhed har det en meget gavnlig virkning på dem. De lærer fra barnsben at man skal omgås andre med mildhed. Efterhånden som de vokser op, vokser det milde sindelag også og bliver en del af deres kristne personlighed.
28. Hvad bliver resultatet af at vise mildhed?
28 Når vi underviser med mildhed er det derfor i overensstemmelse med Guds vilje. Mildhed udvirker de bedste resultater når vi forkynder for dem uden for den kristne menighed, når vi underviser og vejleder inden for menigheden, og når vi underviser og irettesætter inden for familien. Mildhed fører til stor fred og lykke for den enkelte og for alle. Hvilken glæde det er at være blandt et helt samfund af mennesker der frembringer Guds ånds frugter, et samfund der arbejder, lever og underviser med mildhed! Jesus viste klart at Gud velsigner sådanne, idet han sagde: „[Lykkelige, NW] er de sagtmodige, thi de skal arve jorden.“ — Matt. 5:5.