nemt vækkes. Og navnlig hvis det gode motiv mangler, kan det føre store vanskeligheder med sig.

Mangelen på et godt motiv viste sig at blive et problem ved de kristnes „kærlighedsmåltider“ i det første århundrede. Disse måltider var øjensynlig selskabelige sammenkomster der blev holdt for at man kunne nyde god mad og opbyggende samvær. Men nogle som ikke havde det rette motiv øvede en fordærvende indflydelse og forvandlede åbenbart disse opbyggende sammenkomster til larmende gilder hvor man blot tilfredsstillede selvet. — Jud. 12; 2 Pet. 2:13, 14.

Lignende situationer er opstået ved selskabelige sammenkomster blandt kristne i nyere tid. Upassende discomusik og -dans har bidraget hertil. Vi må omhyggeligt gøre alt hvad vi kan for at hindre at sådan noget sker. Vi må være på vagt, så personer med urette motiver ikke slipper ind og benytter sådanne anledninger til at fordærve andre. Ikke blot kristne ældste, men alle, såvel unge som ældre, bør føle sig forpligtede til at hindre at noget der minder om disco-livsstilen vinder indpas blandt Guds rene, hellige folk.

Som kristne må vi efterkomme apostelen Peters formaning: „Derfor, da Kristus har lidt i kødet, skal også I væbne jer med det samme sindelag . . . Det er nemlig nok at I i den tid der er gået har gjort nationernes vilje, da I vandrede i skamløse gerninger, lyster, overdreven nydelse af vin, sviregilder, drikkelag og utilladelig dyrkelse af afguder. De finder det mærkeligt at I ikke fortsat løber sammen med dem mod den samme udsvævelsernes sump, og bliver ved med at spotte jer. Men de skal aflægge regnskab over for den der er rede til at dømme levende og døde.“ — 1 Pet. 4:1-5.

Den sidste vals?

I modsætning til mennesker der ikke ser noget håb i denne hastigt synkende ordning, har kristne virkelig et indhold i livet og noget at leve for. Lad os vise dette ved den retskafne, opbyggende måde vi lever på. Afvis disco-scenen! Den er syg og indholdsløs, og den er blot endnu et vidnesbyrd om at den nuværende ordning nærmer sig sin afslutning. Antropologen Jamake Highwater pegede uafvidende på dette da han sagde:

„Dans er det lettest gennemskuelige fingerpeg om de holdninger kulturen frembringer, for vi kan ikke lyve os fra den måde vi bevæger os på. . . . (disco-scenen) afspejler en frygt på et vist plan om at vi er en slutgeneration og at dette er den sidste vals. Når jeg kommer på Studio 54 [et velkendt diskotek i New York], minder det mig om de forestillinger jeg har om den sidste dans på Titanic.“

Stædighed i fugleverdenen

I husgærdesmuttens verden er både hannen og hunnen med til at indsamle materiale til redebygningen, men ofte bringer hannen det blot til hunnen, som så bygger reden. Undertiden opstår der et problem. „Det sker at hannen kommer til hunnen med en kvist som hun afslår og smider ud. Han har måske anset kvisten for at være en særlig god kvist, selv om den er en anelse for lang og har en sidegren, eller han er blevet særlig glad for netop den kvist — og så lader hun bare hånt om den. Nu begynder morskaben. Hannen tager kvisten, vrider og vender den og prøver at anbringe den i reden, snart på den ene måde, snart på den anden, selv om han taber den en halv snes gange. Men opgive? Aldrig. Han fortsætter med at arbejde med den indtil den omsider er kommet indenfor og er vel anbragt i reden. Hunnen vender tilbage — og smider straks kvisten ud igen. Hannen kommer tilbage med den. Hun kasserer den. Og sådan bliver de ved, indtil en af dem til sidst giver efter, og parret fortsætter med deres redebygningsarbejde.“ — Pictorial Guide to the Birds of North America af L. L. Rue, III, s. 273.