En anden bibelsk retningslinje finder vi i Tredje Mosebog 5:1: „Og i det tilfælde at en sjæl synder idet han har hørt en offentlig forbandelse udtalt om at aflægge vidnesbyrd og han er vidne — hvad enten han har set noget eller ved noget — og ikke meddeler det, da skal han bære ansvaret for sin misgerning.“ Med udtrykket „offentlig forbandelse“ sigtes der ikke til gudsbespottelse eller blasfemi. Men når en var blevet uret behandlet skete det ofte at han krævede at eventuelle vidner skulle hjælpe ham til at opnå sin ret, idet han nedkaldte en forbandelse — sandsynligvis fra Jehova — over den der havde handlet uret imod ham og som måske endnu ikke var identificeret. Det var altså en måde at tage andre i ed på. Ethvert vidne til det forkerte ville vide hvem der havde lidt uret og ville være forpligtet til at træde frem så skylden kunne placeres. Ellers måtte de ’bære ansvaret for deres misgerning’ over for Jehova.b

Dette påbud fra den højeste Myndighed i universet lagde det ansvar på hver enkelt israelit at indberette enhver alvorlig overtrædelse hvortil han var vidne, til dommerne, således at sagen kunne behandles. Skønt de kristne ikke er underlagt Moseloven i strengeste forstand, gælder de principper der ligger til grund for Loven, stadig i den kristne menighed. Der vil også være tilfælde hvor en kristen er forpligtet til at indvi de ældste i en sag. Sandt nok er det i mange lande ulovligt at lade udenforstående få indblik i visse fortrolige optegnelser. Men hvis en kristen efter at have overvejet sagen under bøn, når til det resultat at han står i en situation hvor Guds lov kræver at han fortæller hvad han ved, uanset hvad de jordiske myndigheder kræver, da skuldrer han et ansvar han har fra Jehova. Der findes visse tidspunkter hvor en kristen „bør adlyde Gud som [sin] hersker mere end mennesker“. — Apostelgerninger 5:29.

Skønt man bestemt ikke bør tage let på edsaflæggelse eller på et højtideligt afgivet løfte, kan der opstå situationer hvor et løfte afgivet til mennesker kommer i konflikt med kravet om at vi viser vor Gud udelt hengivenhed. Når nogen begår en alvorlig synd, udsteder den som han har handlet uret imod, nemlig Jehova Gud, i realiteten „en offentlig forbandelse“. (5 Mosebog 27:26; Ordsprogene 3:33) Alle der bliver en del af den kristne menighed aflægger i virkeligheden ed på at de vil bevare menigheden ren, både hvad angår deres personlige livsførelse og ved at de hjælper andre til at bevare sig rene.