17. Hvordan appellerede Jehova til sit folk om at overholde sabbatsbudene?

¹⁷ Sabbatten var et udtryk for Guds store omsorg for sit folks fysiske og åndelige velbefindende. Jesus sagde: „Sabbatten er blevet til for menneskets skyld.“ (Markus 2:27) Denne dag, som var helliget af Jehova, gav israelitterne en særlig lejlighed til at vise deres kærlighed til Gud. På Esajas’ tid var den sørgeligt nok blevet reduceret til en dag hvor man overholdt tomme ritualer og plejede sin selviskhed. Endnu en gang må Jehova derfor irettesætte sit folk. Og igen prøver han at nå deres hjerter. Han siger: „Hvis du af hensyn til sabbatten vender din fod bort fra at gøre hvad du selv har behag i på min hellige dag, og kalder sabbatten din største glæde, en hellig dag for Jehova, en der herliggøres, og du herliggør den i stedet for at gå dine egne veje, i stedet for at finde hvad du selv har behag i og tale tomme ord

Esajas 58:13,

18. Hvad ville resultatet blive af at jøderne ikke helligholdt sabbatten?

¹⁸ Sabbatten var en dag der var sat til side til åndelige betragtninger, bøn og tilbedelse i familien. Den skulle hjælpe jøderne til at tænke på de storslåede gerninger Gud havde gjort til gavn for dem, og på den retfærdighed og kærlighed der åbenbaredes i hans lov. Ved trofast at overholde denne hellige dag ville folket få et nærmere forhold til Gud. Men i stedet ødelagde de nu sabbatten ved at forfejle hensigten med den og var derfor i fare for at miste Jehovas velsignelse. — 3 Mosebog 26:34; 2 Krønikebog 36:21.