¹⁹ Esajas 52:13 til 53:12 omtaler ligeledes Messias som en der ville blive „afskåret“ eller dræbt som et sonoffer. (Se rammen „Hvem er ’min tjener’“?) Rabbinere i det første århundrede anvendte disse vers om Messias og det samme gjorde Rambam og andre i middelalderen. Versene gør det fuldstændig klart at tilgivelse er knyttet til Messias og hans død.

[Ramme på side 28]

HVEM ER „MIN TJENER“?

„Se, min tjener . . . ringeagtet, skyet af folk, . . . vi regned ham ikke. Og dog — vore sygdomme bar han, tog vore smerter på sig. . . . Men han blev såret for vore overtrædelser, knust for vor brødes skyld. . . . Vi for alle vild som får . . . men HERREN lod falde på ham den skyld, der lå på os alle. . . . Endskønt han ej gjorde uret, og der ikke var svig i hans mund. . . . Min retfærdige tjener [skal] retfærdiggøre de mange, han, som bar deres overtrædelser. . . . Han udtømte sin sjæl til døden og regnedes blandt overtrædere; dog bar han manges synd, og for overtrædere bad han.“ — Esajas 52:13–53:12.

Esajas tegner her et billede af et fuldstændig skyldfrit og rent menneske hvis lidelser og død skaffede soning for hans eget folk, som ikke anerkendte ham.

I dag betragter de fleste jødiske kommentatorer det som en fastslået kendsgerning at profetien henviser til Israels folk som et hele eller til en retfærdig gruppe i folket.

Spørgsmålet er: Har Israels folk, eller en del af det, nogen sinde passet til denne beskrivelse, eller passer den på nogen enkeltperson?

I mere end 800 år efter at Esajas skrev denne profeti (ca. 732 f.v.t.), findes der ingen optegnelser om at nogen jøde eller rabbiner lærte at denne „tjener“ skulle betragtes som en kollektiv person. I hele denne periode havde alle den forståelse at denne profeti henviser til en enkeltperson og at profetien gjaldt Messias.

Læg desuden mærke til hvad der siges i forordet til bogen The Fifty-Third Chapter of Isaiah According to the Jewish Interpreters: „Jødiske udlægninger fra slutningen af den amoræiske periode [op til det sjette århundrede e.v.t.] viser at man ofte, måske endda i de fleste tilfælde, uden videre antog at profetien henviste til Messias, og det er selvfølgelig også sådan targumerne noget senere fortolker den.“ — Redigeret af H. M. Orlinsky, 1969, side 17.

Hvad kunne være motivet til at afvise og nyfortolke den mest naturlige forklaring af dette skriftsted, at det henviser til en enkeltperson, nemlig Messias? Var det ikke ganske enkelt for at undgå at denne profeti på nogen måde blev knyttet sammen med Jesus, den jøde i det første århundrede der i alle detaljer passede på beskrivelsen?