Hvorfor siger Bibelen flere hundrede år efter Rakels død at hun i fremtiden ville græde over sine sønner?

I Jeremias 31:15 skildres Rakel som grædende over sine sønner der er blevet ført til fjendens land, og hendes klageskrig høres i Rama (nord for Jerusalem i Benjamins område). (Se RAMA, 1.) Eftersom Efraim, hvis efterkommere ofte bruges kollektivt til at betegne nordriget Israel, nævnes flere gange i sammenhængen (Jer 31:6, 9, 18, 20), mener nogle forskere at denne profeti sigter til at assyrerne førte Nordrigets befolkning i landflygtighed. (2Kg 17:1-6; 18:9-11) Men den kan også sigte til at både Israel og Juda blev ført i landflygtighed (sidstnævnte af Babylon). I det første tilfælde ville Rakel være et passende symbol da hun var stammoder til Efraim (gennem Josef), den betydeligste stamme i Nordriget. I det andet tilfælde ville Rakel, der ikke blot var moder til Josef, men også til Benjamin, hvis stamme var en del af sydriget Juda, være et passende symbol på mødrene i hele Israels folk, der nu syntes at have født sønner til ingen nytte. Jehova trøstede dem imidlertid med et løfte om at de landflygtige skulle „vende tilbage fra fjendens land“. — Jer 31:16.

Mattæus citerede dette skriftsted i forbindelse med barnemordet i Betlehem, som blev udført på Herodes’ befaling. (Mt 2:16-18) Da Rakels grav lå forholdsvis tæt ved Betlehem (skønt øjensynlig ikke dér hvor den skulle ligge ifølge overleveringen), var den grædende Rakel et passende symbol på de sørgende mødre hvis børn var blevet myrdet. Men citatet fra Jeremias’ profeti var især velvalgt på grund af ligheden mellem de to situationer. Israelitterne var underlagt fremmedherredømme. Deres sønner var igen blevet revet bort. Men denne gang var „fjendens land“ som de var blevet ført bort til, tydeligvis ikke et politisk område som i det første tilfælde. De befandt sig nu i graven, det område som beherskedes af ’kong Død’ (jf. Sl 49:14; Åb 6:8), der omtales som „den sidste fjende“ der tilintetgøres. (Ro 5:14, 21; 1Kor 15:26) For at kunne vende tilbage fra denne „landflygtighed“ måtte der naturligvis ske en opstandelse fra de døde.

Nogle forskere mener at det er den omstændighed at nogle jøder — før de blev ført i landflygtighed — blev samlet i Rama (hvor nogle af dem måske blev dræbt), der hentydes til med ordene: „I Rama høres en stemme, klage og bitter gråd; det er Rakel der græder over sine sønner. Hun har nægtet at lade sig trøste over sine sønner, for de er ikke mere.“ (Jer 31:15) Jakobs hustru Rakel havde næret så stærkt et ønske om at få børn at hun anså sig selv for at være „død“ hvis hun ingen fik. (1Mo 30:1) Derfor omtales Rakel måske symbolsk som grædende over tabet af de jøder der døde eller blev ført i landflygtighed. Jeremias’ ord kan også betyde at det især var Ramas benjaminitiske indbyggere Rakel græd over, eftersom hun var moder til Benjamin. Jeremias forklarede videre at der var et håb, eftersom de landflygtige skulle vende tilbage. (Jer 31:16) I Mattæus 2:18 citeres de profetiske ord fra Jeremias 31:15 i forbindelse med det der skete da Herodes lod de små børn i Betlehem dræbe. — Se RAKEL.