-
Hav altid Jehovas dags nærværelse i tankeVagttårnet – 1992 | 1. maj
-
-
Hav altid Jehovas dags nærværelse i tanke
„Jehovas dag er nær i afgørelsens lavning.“ — JOEL 3:14
1. Hvorfor vil den kommende hellige krig som Jehova har erklæret, adskille sig fra menneskers „hellige“ krige?
„UDRÅB dette blandt nationerne: ’I skal hellige en krig!’“ (Joel 3:9) Er der her tale om en hellig krig? Når man tænker på korstogene og de to verdenskrige — hvori kristenheden spillede en fremtrædende rolle — gyser man måske ved tanken om en „hellig“ krig. Den hellige krig der er omtalt i Joels profeti er imidlertid ikke en krig mellem nationerne. Der er ikke tale om en hadefuld strid om land eller ejendom med religionen som skalkeskjul. Der er tale om en retfærdig krig, Guds krig, der vil blive udkæmpet for at befri jorden for begærlighed, strid, korruption og undertrykkelse. Den vil hævde Jehovas retmæssige suverænitet over hele hans skaberværk. Denne krig vil — som Guds profeter har forudsagt — bane vej for Kristi rige som vil give menneskeheden tusind år med universel fred, fremgang og lykke. — Salme 37:9-11; Esajas 65:17, 18; Åbenbaringen 20:6.
2, 3. (a) Hvad er „Jehovas dag“ som forudsagt i Joel 3:14? (b) Hvorfor har nationerne fortjent den skæbne der vil overgå dem på denne dag?
2 Men hvori består „Jehovas dag“ som omtales i Joel 3:14? „Ak, hvilken dag!“ udbryder Jehova, „for Jehovas dag er nær, og den kommer som en hærgen fra den Almægtige.“ Hvordan vil den være en hærgen? Profeten forklarer senere: „Der er skarer og atter skarer i afgørelsens lavning, for Jehovas dag er nær i afgørelsens lavning.“ (Joel 1:15; 3:14) Der er tale om den dag hvor Jehova vil eksekvere sin dom over den gudløse menneskehed der afviser hans retmæssige suverænitet over himmelen og jorden. Det er Jehovas hensigt at hærge den sataniske ordning der så længe har holdt menneskeheden i sit greb. — Jeremias 17:5-7; 25:31-33.
3 Den fordærvede verdensordning er tvunget til at se dette i øjnene. Men er denne verdensordning virkelig så dårlig? Et enkelt blik på hvad den har forvoldt skulle være tilstrækkeligt til at besvare spørgsmålet! Jesus fremholdt følgende princip i Mattæus 7:16: „I kan kende dem på deres frugter.“ Er verdens storbyer ikke blevet fyldt med stofmisbrug, kriminalitet, terror, umoralitet og forurening? Mange lande som for nylig har fået frihed lider under politisk forvirring, fødevaremangel og fattigdom. Over en milliard mennesker lever på sultegrænsen. Dertil kommer at AIDS-epidemien, der breder sig på grund af stofmisbrug og umoralske samlivsformer, nu kaster en mørk skygge over en stor del af verden. Navnlig siden den første verdenskrigs udbrud i 1914 er der på verdensplan sket en forværring på alle livets områder. — Jævnfør Andet Timoteusbrev 3:1-5.
4. Hvordan udfordrer Jehova nationerne?
4 Jehova har imidlertid udtaget sig et folk af alle nationer som med glæde lærer hans veje at kende og går på hans stier. Dette folk, som findes overalt på kloden, har smedet deres sværd til plovjern og tager afstand fra verdens voldelige levevis. (Esajas 2:2-4) Ja, sværd til plovjern! Men er det ikke det modsatte der siges i Joel 3:9, 10, hvor Jehova lader følgende råb lyde: „Udråb dette blandt nationerne: ’I skal hellige en krig! Opvæk de vældige krigere! Lad dem træde frem! Lad dem drage op, alle stridsmændene! Smed jeres plovjern om til sværd og jeres beskæreknive om til lanser.’“ Nej, her er der tale om at Jehova udfordrer verdens herskere til med deres samlede våbenmagt at drage imod ham ved Harmagedon, hvor de vil lide fuldstændig nederlag. — Åbenbaringen 16:16.
5. Hvad vil blive resultatet når „jordens vintræ“ bliver høstet?
5 Stik imod den suveræne Herre Jehovas vilje har magtfulde herskere opbygget arsenaler af frygtelige våben — men forgæves! Jehova fremsætter den befaling vi læser i Joel 3:13: „Gå i gang med seglen, for høsten er moden. Kom, stig ned, for vinpersen er fuld. Persekarrene flyder over, for deres ondskab er stor.“ Disse ord danner en parallel til Åbenbaringen 14:18-20, hvor der gives befaling til at ’indhøste klaserne på jordens vintræ, for dets druer er blevet modne’. En engel går i gang med en skarp segl og kaster de egenrådige nationer „i Guds harmes store vinperse“. I billedlig forstand kommer der blod ud af vinpersen som står helt op til hestenes bidsler på en strækning af 1600 stadier — omkring 300 kilometer! Hvilke frygtindgydende udsigter for de nationer der vanærer Jehova!
Lovlydige borgere
6. Hvordan betragter Jehovas vidner nationerne og deres herskere?
6 Betyder dette at Jehovas vidner ikke har respekt for nationerne og deres herskere? Nej, slet ikke. De beklager blot det fordærv der er tydeligt for enhver, og de advarer om at den dag hvor Jehova vil gribe ind hastigt nærmer sig. Samtidig adlyder de ydmygt apostelen Paulus’ påbud i Romerbrevet 13:1: „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder.“ De viser disse jordiske herskere tilbørlig ære uden dog at tilbede dem. Som lovlydige borgere følger de Bibelens normer for ærlighed, sandfærdighed og renlighed og indgiver deres familier gode moralnormer. De hjælper andre til at lære hvordan de kan gøre det samme. De lever i fred med alle mennesker og deltager ikke i demonstrationer eller politiske revolutioner. Jehovas vidner søger eksemplarisk at adlyde de love som de højere myndigheder på jorden indfører, mens de venter på at den øverste Myndighed, den suveræne Herre Jehova, vil genindføre fuldkommen fred og sørge for et retfærdigt styre på jorden.
Dommen eksekveres
7, 8. (a) Hvordan vil nationerne blive rystet og formørket? (b) Hvem er Joel et billede på, og hvordan vil disse i modsætning til verden som helhed, blive velsignet?
7 I et levende billedsprog giver Jehova denne beskrivelse af eksekveringen af sin dom: „Solen og månen formørkes, og stjernerne holder deres klare lys tilbage. Og Jehova brøler fra Zion, og fra Jerusalem lader han sin røst lyde. Og himmelen og jorden vil ryste; men Jehova er et tilflugtssted for sit folk og en fæstning for Israels sønner.“ (Joel 3:15, 16) Menneskehedens tilsyneladende strålende og fremgangsrige tilstand vil udvikle sig i en dyster og ildevarslende retning, og den splittede verdensordning vil blive rystet i stykker, ja, ødelagt som ved et stort jordskælv. — Haggaj 2:20-22.
8 Læg mærke til den glædelige forsikring om at Jehova vil være et tilflugtssted og en fæstning for sit folk. Det vil han være fordi de er det folk — af alle nationer — der har reageret på disse ord fra Jehova: „I skal vide at jeg er Jehova jeres Gud.“ (Joel 3:17) Eftersom Joels navn betyder „Jehova er Gud“, er han meget passende et billede på Jehovas salvede vidner i vor tid, der frimodigt forkynder Jehovas suverænitet. (Jævnfør Malakias 1:11.) I de indledende ord i Joels profeti finder vi en levende beskrivelse af Guds folks virke i dag.
En græshoppesværm
9, 10. (a) Hvilken plage forudsagde profeten Joel? (b) Hvilke lighedspunkter er der mellem den plage der beskrives i Joels profeti og den der omtales i Åbenbaringen, og hvad medfører det for kristenheden?
9 Lyt engang til „Jehovas ord som kom til Joel“: „Hør dette, I gamle mænd, og lyt, alle I der bor i landet. Er dette sket i jeres dage, eller i jeres forfædres dage? I skal aflægge beretning derom for jeres sønner, og jeres sønner for deres sønner, og deres sønner for den følgende generation. Det der blev levnet af larven, fortærede vandregræshoppen; og det der blev levnet af vandregræshoppen, fortærede den vingeløse græshoppe; og det der blev levnet af den vingeløse græshoppe, fortærede kakerlakken.“ — Joel 1:1-4.
10 Der er her tale om en kampagne der er ud over det normale, noget der vil blive husket til alle tider. Den ene sværm af insekter efter den anden, fortrinsvis græshopper, lægger landet øde. Hvad betyder dette? Åbenbaringen 9:1-12 omtaler også en græshoppeplage som Jehova forårsager ved hjælp af „en konge, afgrundens engel,“ som er ingen anden end Kristus Jesus. Hans hebraiske navn, Abaddōn, og hans græske navn, Apollyon, betyder henholdsvis „ødelæggelse“ og „ødelægger“. Græshopperne skildrer den salvede rest af kristne som her på Herrens dag drager ud for at hærge kristenhedens græsgange ved at afsløre falsk religion fuldstændigt og forkynde Jehovas hævn over den.
11. Hvorfra får vore dages græshopper forstærkning, og hvem er især udsat for deres angreb?
11 Som vist i Åbenbaringen 9:13-21 efterfølges græshoppeplagen af en plage forårsaget af rytterhære. Dette har vist sig at gå i opfyldelse eftersom de få tusind der udgør ’resten’ af salvede kristne, støttes af over fire millioner „andre får“, og disse tilsammen udgør en uimodståelig rytterhær! (Johannes 10:16) I forening forkynder de Jehovas stikkende domme over kristenhedens afgudsdyrkere og over dem der ’ikke ændrer sind med hensyn til deres myrderier eller deres spiritistiske handlinger eller deres utugt eller deres tyverier’. Disse domsbudskaber er rettet mod både den katolske og den protestantiske gejstlighed som aktivt har støttet myrderierne i dette århundredes krige, samt mod pædofile præster og moralsk fordærvede tv-evangelister.
12. Hvorfor fortjener kristenhedens ledere at modtage et domsbudskab, og hvad vil der snart ske med dem og alle andre medlemmer af Babylon den Store?
12 Jehova giver sådanne fordærvede gejstlige følgende opfordring: „Vågn op, I berusede, og græd; og hyl, alle I vindrikkere, over den søde vin, for den er blevet taget bort fra jeres mund.“ (Joel 1:5) Her i det 20. århundrede har kristenheden forkastet Guds ords rene moralnormer og antaget den efterladende holdning der præger verden. Den falske religion og dens tilhængere har fundet det sødt at inddrikke verdens normer. De åndelige og fysiske frugter de har høstet har været derefter. Inden længe vil Gud, som beskrevet i Åbenbaringen 17:16, 17, indgive de politiske magter „at udføre hans tanke“ — at angribe hele det skøgelignende verdensimperium af falsk religion, Babylon den Store, og ødelægge hende. Først når Jehovas dom over hende bliver eksekveret vil hun ’vågne op’ af sin rus.
„Et talrigt og mægtigt folk“
13. Hvordan forekommer græshoppesværmen kristenheden ’talrig og mægtig’?
13 Jehovas profet beskriver dernæst græshoppesværmen som „et talrigt og mægtigt folk“, og sådan tager den sig ud for Babylon den Store. (Joel 2:2) Kristenhedens gejstlighed beklager sig for eksempel over at de ikke har kunnet omvende folk i det buddhistiske Japan. Men mere end 160.000 japanske vidner for Jehova sværmer i dag ud over dette land og leder bibelstudier i over 200.000 menneskers hjem. De 180.000 Jehovas vidner i Italien udgør det største trossamfund næst efter katolikkerne. En katolsk monsignore i Italien har beklaget at Jehovas vidner hvert år tager ’mindst 10.000 troende katolikker’ fra kirken.a Jehovas vidner er glade for at byde sådanne velkomne. — Esajas 60:8, 22.
14, 15. Hvordan beskriver Joel græshoppesværmen, og hvordan er profetien gået i opfyldelse i dag?
14 I Joel 2:7-9 beskrives græshoppesværmen af salvede kristne således: „Som vældige krigere løber de frem. Som stridsmænd stiger de op på muren. Og enhver går frem ad de veje han skal, og de forlader ikke deres stier. Og de skubber ikke til hinanden. De går frem som en våbenfør mand ad sin banede vej; og falder nogen for kastespyd, afbryder de ikke fremrykningen. De stormer ind i byen. De løber hen ad muren. De stiger op på husene. De går ind ad vinduerne som en tyv.“
15 Ja, en levende beskrivelse af hæren af salvede „græshopper“ der nu har fået følgeskab af over fire millioner medarbejdere, de andre får. Ingen ’mur’ af religiøs fjendtlighed kan holde dem tilbage. Frimodigt fortsætter de med at „vandre regelret i samme gænge“ i deres offentlige forkyndelse og andre kristne aktiviteter. (Jævnfør Filipperbrevet 3:16.) De har været villige til at gå i døden frem for at gå på kompromis. Tusinder af Jehovas vidner er ’faldet for kastespyd’ fordi de nægtede at sige ’Heil!’ til den katolske Hitler i Nazityskland. Græshoppesværmen har aflagt et grundigt vidnesbyrd i kristenhedens ’by’, idet de ligesom en klatretyv har overvundet alle hindringer og er trængt ind i hjemmene ved at uddele milliarder af bibelske publikationer gennem deres hus-til-hus-forkyndelse. Det er Jehovas vilje at der bliver aflagt et sådant vidnesbyrd, og ingen magt i himmelen eller på jorden kan forhindre det. — Esajas 55:11.
„Fyldt med hellig ånd“
16, 17. (a) Hvornår fik ordene i Joel 2:28, 29 en bemærkelsesværdig opfyldelse? (b) Hvilke profetiske ord af Joel fik ikke en fuldstændig opfyldelse i det første århundrede?
16 Jehova siger til sine vidner: „I skal vide at jeg er i [det åndelige] Israels midte, og at jeg er Jehova jeres Gud, og der er ingen anden.“ (Joel 2:27) Guds folk erkendte denne storslåede sandhed da Jehova begyndte at opfylde ordene i Joel 2:28, 29: „Og efter dette vil jeg udgyde min ånd over al slags kød, og jeres sønner og jeres døtre skal profetere.“ Dette skete da Jesu disciple på pinsedagen år 33 blev salvet og „fyldt med hellig ånd“. De forkyndte med den hellige ånds kraft og på den dag „blev omkring tre tusind sjæle føjet til“. — Apostelgerninger 2:4, 16, 17, 41.
17 Ved denne glædelige lejlighed citerede Peter også Joel 2:30-32: „Jeg vil give varsler på himmelen og på jorden, blod og ild og røgstøtter. Solen vil blive forvandlet til mørke og månen til blod før Jehovas store og frygtindgydende dag kommer. Og da skal enhver som påkalder Jehovas navn undslippe.“ Disse ord fik en delvis opfyldelse da Jerusalem blev ødelagt i år 70 e.v.t.
18. Hvornår begyndte Joel 2:28, 29 at få en større opfyldelse?
18 Profetien i Joel 2:28-32 har imidlertid på bemærkelsesværdig vis fået en større opfyldelse siden september 1919, hvor Jehovas folk holdt et særligt stævne i Cedar Point, Ohio, USA. Det var tydeligt at Guds ånd var til stede dengang og at hans salvede tjenere blev ansporet til at gå i gang med det verdensomspændende forkyndelsesarbejde som er fortsat frem til i dag. Mens der kun var lidt over 7000 til stede ved stævnet i Cedar Point, var der 10.650.158 som overværede højtiden til minde om Jesu død den 30. marts 1991. Heraf bekendte kun 8850 sig som salvede kristne. Disse salvede finder stor glæde ved at se den frugt som Jehovas dynamiske ånd har frembragt i hele verden! — Esajas 40:29, 31.
19. Hvilken indstilling bør vi hver især have i betragtning af at Jehovas dag er nært forestående?
19 „Jehovas store og frygtindgydende dag“ som vil ødelægge Satans tingenes ordning, er umiddelbart forestående. (Joel 2:31) Lykkeligvis vil ’enhver som påkalder Jehovas navn blive frelst’. (Apostelgerninger 2:21) Hvordan? Apostelen Peter fortæller os at „Jehovas dag [vil] komme som en tyv“ og tilføjer: „Da alt dette således skal opløses, hvilken slags mennesker bør I da ikke være, med handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til, mens I venter på Jehovas dags nærværelse og altid har den i tanke.“ Når vi altid husker at Jehovas dag er nær, vil vi også kunne glæde os over at se Jehovas løfte om en retfærdig ’ny himmel og ny jord’ gå i opfyldelse. — 2 Peter 3:10-13.
[Fodnote]
a La Repubblica, Rom, 12. november 1985 og La rivista del clero italiano, maj 1985.
-
-
Hvem vil undslippe ’trængselstiden’?Vagttårnet – 1992 | 1. maj
-
-
Hvem vil undslippe ’trængselstiden’?
„Enhver som påkalder Jehovas navn [skal] undslippe.“ — JOEL 2:32
1. Hvad kendetegner, ifølge Daniel og Malakias, dem der vil blive frelst gennem den kommende „trængselstid“?
I EN PROFETI om vor tid skrev profeten Daniel: „Der kommer en trængselstid som der ikke har været så længe der har været nationer til og frem til den tid. Men til den tid vil dit folk undslippe, enhver som findes skrevet i bogen.“ (Daniel 12:1) Disse ord er meget trøsterige. Jehova vil huske sit godkendte folk sådan som der siges i Malakias 3:16: „Da talte de som frygter Jehova med hinanden, og Jehova gav agt og hørte efter, hvorpå der i hans nærværelse blev skrevet en bog til minde om dem som frygter Jehova og har hans navn i tanke.“
2. Hvad vil det medføre at have Jehovas navn i tanke?
2 Hvis man har Jehovas navn i tanke vil man tilegne sig nøjagtig kundskab om ham og Kristus og alle hans storslåede hensigter. Hans folk får således ærefrygt for ham, opnår et nært indviet forhold til ham og kommer til at elske ham ’med hele deres hjerte og med hele deres forstand og med hele deres styrke’. (Markus 12:33; Åbenbaringen 4:11) Jehova har truffet den storslåede foranstaltning at han gennem Jesu Kristi offer vil lade de sagtmodige på jorden opnå evigt liv. De kan derfor tillidsfuldt sige som de himmelske hærskarer der priste Gud ved Jesu fødsel: „Ære til Gud i det højeste, og på jorden fred blandt mennesker der har Guds velvilje.“ — Lukas 2:14.
3. Hvad må Jehova gøre før der kan komme fred på jorden?
3 Denne fred er nærmere end de fleste tror. Men først må Jehovas dom eksekveres over en fordærvet verden. Hans profet Zefanias har erklæret: „Jehovas store dag er nær. Den er nær, og den kommer meget hurtigt.“ Hvilken slags dag er der tale om? Profetien fortsætter: „Lyden af Jehovas dag er bitter. Den vældige kriger skriger dér. Den dag er en dag med heftig vrede, en dag med kval og trængsel, en uvejrets og ødelæggelsens dag, en mørkets og mulmets dag, en dag med skyer og tykt mulm, en hornets og alarmsignalets dag, mod de befæstede byer og mod de høje hjørnetårne. Og jeg vil volde menneskene kval, og de skal gå som blinde; for det er mod Jehova de har syndet.“ — Zefanias 1:14-17; se også Habakkuk 2:3; 3:1-6, 16-19.
4. Hvem tager i dag imod indbydelsen til at lære Gud at kende og tjene ham?
4 Lykkeligvis er der i dag millioner der tager imod indbydelsen til at lære Gud at kende og tjene ham. Om de salvede kristne, som er taget med i den nye pagt, siges der profetisk: „’De skal alle kende mig, fra den mindste iblandt dem til den største iblandt dem,’ lyder Jehovas udsagn.“ (Jeremias 31:34) De salvede har ført an i forkyndelsesarbejdet i nyere tid. Og nu hvor flere og flere af den salvede rest afslutter deres jordiske livsløb, er ’den store skare’ af „andre får“ kommet til for at ’yde Gud hellig tjeneste dag og nat’ i hans tempellignende ordning. (Åbenbaringen 7:9, 15; Johannes 10:16) Har du også denne uvurderlige forret?
Hvordan „nationernes kostbare skatte“ kommer
5, 6. Hvad vil finde sted før alle nationer rystes i stykker?
5 Lad os nu betragte Haggaj 2:7, hvor Jehova fremsætter følgende profeti om sit åndelige tilbedelseshus. Han siger: „Jeg vil ryste alle nationerne, og alle nationernes kostbare skatte skal komme; og jeg vil fylde dette hus med herlighed.“ Bibelprofetierne viser at når der tales om at ’ryste nationerne’ hentyder det til Jehovas domseksekvering over nationerne. (Nahum 1:5, 6; Åbenbaringen 6:12-17) Jehovas indgriben vil, som forudsagt i Haggaj 2:7, nå sit klimaks når nationerne bliver rystet i stykker — udslettet. Men hvad med „nationernes kostbare skatte“? Vil de skulle vente på disse ødelæggende rystelser før de kommer? Næppe.
6 I Joel 2:32 siges der at „enhver som påkalder Jehovas navn [skal] undslippe; for på Zions bjerg og i Jerusalem vil der være undslupne, sådan som Jehova har sagt, og blandt de overlevende som Jehova kalder på“. Jehova drager dem, og de påkalder hans navn i tro på Jesu offer før den store trængsels rystelser når sit klimaks. (Jævnfør Johannes 6:44; Apostelgerninger 2:38, 39.) Det er glædeligt at den dyrebare store skare, der nu tæller over fire millioner, kommer til Jehovas tilbedelseshus i forventning om at han vil ’ryste alle nationerne’ i Harmagedon. — Åbenbaringen 7:9, 10, 14.
7. Hvad indebærer det at ’påkalde Jehovas navn’?
7 Hvordan bliver Jehovas navn påkaldt af dem der har udsigt til at overleve? Vi får en idé herom i Jakob 4:8, hvor der siges: „Kom nær til Gud, og han vil komme nær til jer. Gør jeres hænder rene, I syndere, og rens jeres hjerter, I ubeslutsomme.“ De der håber på at være blandt den store skare der vil overleve Harmagedon må, i lighed med den salvede rest som har vist vejen, handle beslutsomt. Hvis du nærer håb om at overleve må du drikke rigeligt af Jehovas rensende ord og anvende hans retfærdige principper i dit liv. Du må beslutsomt indvi dit liv til Jehova og symbolisere dette ved vanddåben. Man påkalder også Jehovas navn i tro ved at forkynde om ham. Derfor skriver Paulus i Romerbrevet, kapitel 10, vers 9 og 10: „Hvis du offentligt bekender det ’ord i din egen mund’, at Jesus er Herre, og tror i dit hjerte at Gud oprejste ham fra de døde, vil du blive frelst. For med hjertet tror man til retfærdighed, men med munden bekender man offentligt til frelse.“ I vers 13 citerer apostelen derefter Joels profeti, der understreger at „enhver som påkalder Jehovas navn vil blive frelst“.
’Søg, søg, søg’
8. (a) Hvad kræver Jehova ifølge Zefanias for at man kan opnå frelse? (b) Hvilken advarsel ligger der i ordet „måske“ i Zefanias 2:3?
8 I Zefanias, kapitel 2, vers 2 og 3, læser vi hvad Jehova kræver for at man kan opnå frelse: „Før forordningen føder, før dagen er fløjet bort som avner, før Jehovas brændende vrede kommer over jer, før Jehovas vredes dag kommer over jer, søg Jehova, alle I sagtmodige på jorden, som har handlet efter hans lovbud. Søg retfærdighed, søg sagtmodighed. Måske kan I blive skjult på Jehovas vredes dag.“ Bemærk at der siges „måske“. Der er altså ikke tale om én gang frelst, altid frelst. Om vi skjules på Jehovas dag afhænger af om vi fortsætter med at gøre disse tre ting. Vi må søge Jehova, søge retfærdighed og søge sagtmodighed.
9. Hvordan bliver de der søger sagtmodighed belønnet?
9 Det medfører en rig belønning at søge sagtmodighed! I Salme 37, vers 9 til 11, læser vi: „De der håber på Jehova, skal tage jorden i besiddelse. Og om kort tid, da er den ugudelige ikke mere . . . Men de sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ Og hvordan med dem der søger retfærdighed? Vers 29 siger: „De retfærdige tager jorden i besiddelse, og de skal bo for evigt på den.“ Om det at søge Jehova siger vers 39 og 40: „De retfærdiges frelse er fra Jehova; han er deres fæstning i trængselstiden. Og Jehova vil hjælpe dem og bringe dem i sikkerhed. Han vil bringe dem i sikkerhed for de ugudelige og frelse dem, for de har søgt tilflugt hos ham.“
10. Hvem har især undladt at søge Jehova og søge sagtmodighed?
10 Kristenhedens kirker har ikke søgt Jehova. Deres gejstlige ønsker ikke at vedkende sig hans dyrebare navn, og de har endog dristet sig til at fjerne det fra deres bibeloversættelser. De foretrækker at tilbede en navnløs Herre eller Gud og ærer en hedensk treenighed. Kristenheden søger desuden ikke retfærdighed. Mange af dens tilhængere har eller godkender en principløs livsstil. I stedet for som Jesus at søge sagtmodighed skilter de, for eksempel i fjernsynet, med deres luksuøse og ofte umoralske livsstil. Præster bliver fede på deres hjordes bekostning. Som der siges i Jakob 5:5 har de „levet i luksus på jorden og er gået ind for sanselig nydelse“. Efterhånden som Jehovas dag nærmer sig, vil de afgjort opdage sandheden i følgende inspirerede ord: „Værdifulde ting vil ikke gavne på den heftige vredes dag, men retfærdighed udfrier fra døden.“ — Ordsprogene 11:4.
11. Hvem er lovløshedens menneske, og hvordan har det pådraget sig stor blodskyld?
11 Paulus siger i sit andet brev til thessalonikerne at nogle kristne i det første århundrede blev opskræmte, idet de troede at Jehovas dag ville komme på daværende tidspunkt. Men Paulus advarede dem om at først måtte det store frafald komme og „lovløshedens menneske“ åbenbares. (2 Thessaloniker 2:1-3) Her i det 20. århundrede kan vi nu forstå hvor stort omfang dette frafald fik, og hvor lovløst kristenhedens præsteskab er i Guds øjne. Her i de sidste dage, som vi har levet i siden 1914, har gejstligheden pådraget sig enorm blodskyld ved at medvirke til at ’plovjern smedes om til sværd’. (Joel 3:10) De har også vedblivende fremholdt falske læresætninger, såsom læren om sjælens udødelighed, skærsilden, et brændende helvede, barnedåben, treenigheden og lignende. Hvor vil de stå når Jehova eksekverer sin dom? Ordsprogene 19:5 siger: „Den der udspyr løgne vil ikke undslippe.“
12. (a) Hvoraf består den menneskelige ’himmel’ og ’jord’ som inden længe vil blive udslettet? (b) Hvad bør det at den onde verden snart ødelægges få os til at gøre?
12 I Andet Petersbrev 3:10 læser vi: „Jehovas dag [vil] komme som en tyv; på den dag vil himlene forsvinde med en sydende støj og de stærkt ophedede elementer vil blive opløst, og jorden og alt menneskeværk på den vil blive afdækket.“ Korrupte regeringer der har tildækket menneskeheden som en himmel, vil sammen med alle de andre elementer der udgør vore dages dekadente menneskesamfund, blive fejet bort fra Guds jord. Det samme vil de der fremstiller og sælger ’dommedagsvåben’, bedragere, hykleriske religionsudøvere og deres præsteskab samt de der gør sig til fortalere for perversiteter, vold og kriminalitet. De vil så at sige smelte bort ved Jehovas vrede. I vers 11 og 12 fremsætter Peter denne advarsel til de kristne: „Da alt dette således skal opløses, hvilken slags mennesker bør I da ikke være, med handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til, mens I venter på Jehovas dags nærværelse og altid har den i tanke.“
Mikael skrider til handling
13, 14. Hvem vil hævde Jehovas herredømme, og hvordan har han været aktiv siden 1914?
13 Hvordan vil nogen kunne undslippe Jehovas „trængselstid“? Som sit redskab benytter Jehova ærkeengelen Mikael, hvis navn betyder „Hvem er som Gud?“ Det er derfor meget passende ham der vil hævde Jehovas herredømme og ophøje ham som den eneste sande Gud og retmæssige Suveræn over hele universet.
14 Åbenbaringens Bog, kapitel 12, vers 7 til 17, giver en storslået skildring af de begivenheder der har fundet sted på „Herrens dag“ siden 1914. (Åbenbaringen 1:10) Ærkeengelen Mikael kaster oprøreren Satan ud af himmelen og ned til jorden. Som beskrevet i Åbenbaringen, kapitel 19, vers 11 til 16, vil den der kaldes „Trofast og Sand“ senere ’træde Guds, den Almægtiges, vredes harmes vinperse’. Denne mægtige himmelske stridsmand kaldes „kongers Konge og herrers Herre“. Åbenbaringen, kapitel 20, vers 1 og 2, fortæller at en stor engel til sidst kaster Satan i afgrunden og binder ham der i tusind år. Det er tydeligt at alle disse skriftsteder handler om den der hævder Jehovas suverænitet, Herren Jesus Kristus, som Jehova indsatte på hans herlige himmelske trone i 1914.
15. I hvilken særlig forstand vil Mikael inden længe „stå frem“?
15 Som nævnt i Daniel 12:1 er Mikael ’stået op’ for Jehovas folk lige siden han blev indsat som konge i 1914. Men inden længe vil han ’stå frem’ i en ganske særlig betydning, nemlig som den Jehova har valgt til at fjerne al ondskab fra jorden og udfri Guds folk, der udgør et verdensomspændende samfund. Hvor omfattende denne „trængselstid“ vil blive kan vi se af Jesu ord i Mattæus 24:21, 22: „Der vil da være så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen. Ja, blev de dage ikke afkortet, ville intet kød blive frelst; men på grund af de udvalgte vil de dage blive afkortet.“
16. Hvilket kød vil komme frelst gennem den store trængsel?
16 Vi kan glæde os over at noget kød vil blive frelst til den tid! Det vil ikke være som i tilfældet med de oprørske jøder der blev indesluttet i Jerusalem i år 70, hvoraf nogle blev ført til Rom som slaver. Nej, de der vil undslippe „endens tid“ vil være som den kristne menighed der allerede var flygtet da den endelige belejring begyndte. De vil være Guds eget folk, de millioner der udgør den store skare, sammen med de salvede der måtte være tilbage på jorden. (Daniel 12:4) Den store skare „kommer ud af den store trængsel“. Hvorfor? Fordi „de har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“. De tror på at Jesu udgydte blod kan genløse dem og viser denne tro ved loyalt at tjene Gud. Allerede nu slår „han som sidder på tronen“ sit beskyttende telt op over dem, mens Lammet, Jesus Kristus, er hyrde for dem og leder dem til kilder med livets vand. — Åbenbaringen 7:14, 15.
17. Hvad opfordres især den store skare til at gøre for at blive skjult under den kommende trængselstid?
17 De millioner der tilhører den store skare må aldrig lade deres første kærlighed til sandheden blive kold, men må fortsætte med at søge Jehova, søge retfærdighed og søge sagtmodighed. Hvad må man gøre hvis man er et af de symbolske får? Som nævnt i Kolossenserbrevet, kapitel 3, vers 5 til 14, må man fuldstændig afføre sig „den gamle personlighed sammen med dens forehavender“. Søg ved Guds hjælp at ’iføre dig den nye personlighed som bygger på nøjagtig kundskab’. Arbejd — mere og mere nidkært men stadig beskedent — på at lovprise Jehova og gøre hans storslåede hensigter kendt for andre. Så kan du blive skjult i ’trængselstiden’, på ’Jehovas brændende vredes dag’.
18, 19. Hvorfor er det vigtigt at være udholdende hvis man skal opnå frelse?
18 Denne dag er nær! Den nærmer sig hastigt. I 57 år er den store skare nu blevet indsamlet. Mange i denne skare er døde og venter på at få en opstandelse. Men profetien i Åbenbaringens Bog forsikrer os om at den store skare som gruppe betragtet vil komme ud af den store trængsel og udgøre kernen i menneskesamfundet på ’den nye jord’. (Åbenbaringen 21:1) Vil du være der? Det har du mulighed for, eftersom Jesus, ifølge Mattæus 24:13, sagde: „Det er den der har holdt ud til enden der bliver frelst.“
19 Jehovas folk vil måske komme ud for stadig større vanskeligheder i denne gamle ordning. Og når den store trængsel bryder løs vil du måske blive udsat for lidelser. Men hold dig nær til Jehova og hans organisation. Hold dig vågen! „’Bliv derfor ved med at nære forventning til mig,’ lyder Jehovas udsagn, ’til dagen da jeg rejser mig til byttet, for min dom går ud på at samle nationerne, på at jeg skal samle rigerne sammen, for at udøse min fordømmelse over dem, hele min brændende vrede; for af min nidkærheds ild skal hele jorden fortæres.’“ — Zefanias 3:8.
20. Hvad må vi gøre nu hvor ’trængselstiden’ kommer stadig nærmere?
20 For at beskytte og opmuntre sit folk har Jehova i sin godhed givet sit folk ’et rent sprog’, hvilket omfatter budskabet om hans kommende rige „for at de alle kan påkalde Jehovas navn og tjene ham skulder ved skulder“. (Zefanias 3:9) Måtte vi, nu da ’trængselstiden’ hastigt nærmer sig, tjene med nidkærhed og hjælpe andre sagtmodige til at ’påkalde Jehovas navn’ og blive frelst.
-