HELLIG TILBEDELSE KRÆVER RENHED

(3 Mosebog 11:1–15:33)

Forskrifterne om hvilke dyr der som føde var rene eller urene, gavnede israelitterne på to måder. De beskyttede folket mod at blive inficeret med skadelige organismer og skilte dem i højere grad ud fra de omkringboende folk. Andre bestemmelser havde at gøre med urenhed i forbindelse med døde dyr, kvinders renselse efter en fødsel, forskrifter ved tilfælde af spedalskhed og urenhed hos mænd og kvinder på grund af udflåd fra kønsorganerne. Det var præsterne der skulle tage sig af det når nogle var blevet urene.

HELLIGHEDEN MÅ BEVARES

(3 Mosebog 16:1–27:34)

De vigtigste syndofre blev bragt på den årlige forsoningsdag. Der blev ofret en tyr for præsterne og Levis stamme. For Israels ikkepræstelige stammer blev der ofret en buk. En anden buk blev sendt levende ud i ørkenen efter at folkets synder var blevet bekendt over den. De to bukke blev tilsammen betragtet som ét syndoffer. Det pegede frem til at Jesus Kristus både ville blive ofret og bære synder bort.

Forskrifterne om det at spise kød og om andre ting understreger hvor vigtigt det er at vi er hellige når vi tilbeder Jehova. I overensstemmelse med dette måtte præsterne bevare sig selv hellige. De tre årlige højtider var glædelige begivenheder hvor man havde anledning til at vise taknemmelighed over for Skaberen. Jehova gav også sit folk forordninger der vedrørte misbrug af hans hellige navn, overholdelse af sabbatterne og jubelåret, handlemåde over for fattige og behandling af trælle. Velsignelserne for at adlyde Gud blev stillet op som kontrast til straffene for ulydighed. Der var også givet forskrifter om ofre i forbindelse med løfter og vurderingssummer, de førstefødte blandt dyrene og det at give tiende som „noget helligt som tilhører Jehova“.