Eftersom Nikodemus var en jødisk religiøs lærd, var han uden tvivl kendt med den måde hvorpå De Hebraiske Skrifter bruger udtrykket „Guds ånd“, nemlig om Guds aktive kraft, der kan virke på folk så de præsterer noget helt bemærkelsesværdigt. (1 Mosebog 41:38; 2 Mosebog 31:3; 1 Samuel 10:6) Da Jesus brugte ordet „ånd“, må Nikodemus derfor have forstået at der var tale om den hellige ånd, Guds aktive kraft.

Døbt „med hellig ånd“

Hvis udtrykket „født af vand“ henviser til det at blive døbt i vand, hvad betyder så udtrykket „født af . . . ånd“? Før Nikodemus’ samtale med Jesus havde Johannes Døber bekendtgjort at ikke kun vand, men også ånd ville spille en rolle i forbindelse med dåben. Han sagde: „Jeg har døbt jer med vand, men han [Jesus] vil døbe jer med hellig ånd.“ (Markus 1:7, 8) Evangelieskribenten Markus beskriver hvad der skete den første gang en sådan dåb fandt sted: „Det var i de dage at Jesus kom fra Nazaret i Galilæa og blev døbt i Jordan af Johannes. Og straks da han steg op af vandet så han himlene blive skilt ad og ånden som en due dale ned over ham.“ (Markus 1:9, 10) Da Jesus blev nedsænket i Jordan, blev han døbt med vand. I det øjeblik han fik den hellige ånd fra himmelen, blev han døbt med hellig ånd.

Omkring tre år efter sin dåb forsikrede Jesus sine disciple: „Om ikke mange dage skal I døbes i hellig ånd.“ (Apostelgerninger 1:5) Hvornår skete det?

På pinsedagen i år 33 var omkring 120 af Jesu disciple forsamlede i et hus i Jerusalem. „Pludselig lød der fra himmelen en støj ligesom af en voldsom vind der kom farende, og den fyldte hele huset hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem . . . , og de blev alle fyldt med hellig ånd.“ (Apostelgerninger 2:1-4) Den selv samme dag blev andre i Jerusalem tilskyndet til at lade sig døbe i vand. Apostelen Peter sagde til en folkeskare: „I skal ændre sind og hver især lade jer døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders tilgivelse, og så vil I modtage den hellige ånds frie gave.“ Hvordan var reaktionen? ’De der villigt tog imod hans ord blev døbt, og på den dag blev omkring tre tusind sjæle føjet til.’ — Apostelgerninger 2:38, 41.

Nødvendigt med to slags dåb

Hvad viser disse to former for dåb om den nye fødsel? De viser at den nye fødsel finder sted ved hjælp af en proces der består af to dele. Læg mærke til at Jesus først blev døbt med vand. Derefter modtog han den hellige ånd. Inden de første disciple modtog den hellige ånd, var de først blevet døbt i vand — nogle af Johannes Døber. (Johannes 1:26-36) De 3000 nye disciple blev også først døbt med vand, hvorefter de modtog den hellige ånd.

I betragtning af de to former for dåb der fandt sted på pinsedagen i år 33, hvordan skal vi da forvente at den nye fødsel finder sted i dag? På samme måde som det skete for Jesu apostle og de første disciple. Først angrer et menneske sine synder, vender om fra en forkert kurs, indvier sit liv til Jehova for at tilbede og tjene ham, og derefter gør han sin indvielse offentligt kendt ved at lade sig døbe i vand. Hvis Gud har udvalgt ham til at tjene som en af Rigets regenter, bliver han derefter salvet med hellig ånd. Den første del af denne proces (dåben med vand) sker som følge af den enkeltes initiativ; men det er Gud der tager initiativ til den anden del af processen (dåben med ånd). Når et menneske har gennemgået begge disse former for dåb, er det blevet født på ny.

Født på ny — hvad medfører det?

HVORFOR brugte Jesus udtrykket „født . . . af ånd“ da han talte om dåben med hellig ånd? (Johannes 3:5, da. aut.) I billedlig forstand betyder ordet ’fødsel’ en ’begyndelse’, et udtryk der for eksempel bruges om en nations fødsel. En ny fødsel hentyder derfor til en ny begyndelse. Når der billedligt tales om fødsel og ny fødsel, understreger det altså at der vil være en ny begyndelse i forholdet mellem Gud og dem der er døbt med hellig ånd. Hvordan sker denne fuldstændige forandring i forholdet mellem parterne?

For at forklare hvordan Gud forbereder mennesker til at skulle regere i himmelen, benyttede apostelen Paulus en illustration taget fra familielivet. Han skrev til kristne på hans tid at de ville blive adopteret eller „antaget som sønner“, og at Gud derfor kunne handle med dem „som med sønner“. (Galaterne 4:5; Hebræerne 12:7) Eksemplet med adoption hjælper os til at forstå hvilken slags forandring der finder sted når et menneske bliver døbt med hellig ånd. Lad os derfor gå tilbage til illustrationen med den unge mand der gerne ville optages på en skole for elever der tilhørte den indfødte befolkning.

En forandring på grund af adoption

I illustrationen kan den unge mand ikke blive optaget på skolen fordi han ikke tilhører den indfødte befolkning. Forestil dig nu at der en dag sker en stor forandring. Han bliver på legal vis adopteret af en far i en af de indfødte familier. Hvad medfører det for den unge mand? Fordi han er blevet adopteret som søn, har han nu de samme rettigheder som de indfødte unge — deriblandt retten til at blive optaget på skolen. Adoptionen har fuldstændig forandret hans muligheder.

Dette illustrerer hvad der sker på et mere ophøjet plan for dem der bliver født på ny. Læg mærke til lighederne. Betingelsen for at den unge mand kan blive optaget på skolen, er at han opfylder adgangskravet — som går ud på at han tilhører den indfødte befolkning. I egen kraft kan han ikke opfylde kravet. På samme måde vil nogle mennesker få en plads i Guds rige, eller Guds himmelske regering, men betingelsen er at de opfylder adgangskravet, at de er „født på ny“. Det kan de ikke gøre i egen kraft, for den nye fødsel afhænger af Gud.

Hvad var det der forandrede den unge mands stilling? Den legale adoptionsproces. Denne proces gjorde ham naturligvis ikke til en anden. Efter adoptionen var han stadig den samme person. Men efter at de juridiske betingelser for adoption var opfyldt, fik den unge mand en ny status. Man kan sige at han oplevede en ny begyndelse — en ny fødsel. Han blev godkendt som sin adoptivfars søn, og det gav ham retten til at gå på skolen og blive en del af sin adoptivfars familie.

På samme måde har Jehova forandret forholdene for en gruppe ufuldkomne mennesker ved at tage initiativ til at tilvejebringe et juridisk grundlag for at kunne adoptere eller antage dem som sine børn. Apostelen Paulus, der tilhørte denne gruppe, skrev til sine trosfæller: „I modtog en ånd der hører dem til der antages [adopteres, fodnote] som sønner; ved den ånd råber vi: ’Abba, Fader!’ Ånden selv vidner sammen med vor egen ånd om at vi er Guds børn.“ (Romerne 8:15, 16) Ja, gennem denne adoptionsproces blev disse kristne en del af Guds familie, eller „Guds børn“. — 1 Johannes 3:1; 2 Korinther 6:18.

Det at Gud adopterede dem, gjorde dem naturligvis ikke til helt andre personer, for de var stadig ufuldkomne. (1 Johannes 1:8) Ikke desto mindre havde de ifølge Paulus fået en ny status efter at de juridiske adoptionskrav var blevet opfyldt. Samtidig indgav Guds ånd disse adopterede sønner den overbevisning at de ønskede at leve med Kristus i himmelen. (1 Johannes 3:2) Denne klare overbevisning gjorde at de fik et helt nyt syn på tilværelsen. (2 Korinther 1:21, 22) Ja, de oplevede en ny begyndelse — en ny fødsel, så at sige.