-
Hellig ånd — en gave fra JehovaVagttårnet – 1992 | 1. februar
-
-
Hellig ånd — en gave fra Jehova
„Hvor langt snarere vil da ikke faderen i himmelen give hellig ånd til dem der beder ham!“ — LUKAS 11:13
1, 2. (a) Hvilket løfte gav Jesus vedrørende den hellige ånd, og hvorfor er dette til stor opmuntring? (b) Hvad er den hellige ånd?
MENS Jesus i efteråret 32 forkyndte den gode nyhed i Judæa, fortalte han sine disciple om Jehovas gavmildhed. Efter at have brugt nogle magtfulde illustrationer gav han dette vidunderlige løfte: „Hvis altså I, skønt I er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor langt snarere vil da ikke Faderen i himmelen give hellig ånd til dem der beder ham!“ — Lukas 11:13.
2 Disse ord er meget opmuntrende. Idet vi udholder de uroligheder der præger denne verdens sidste dage og bliver genstand for Satans og hans dæmoners fjendskab samt kæmper mod vore egne syndige tilbøjeligheder, er det en trøst at vide at Gud vil styrke os med sin ånd. Det er umuligt at holde trofast ud medmindre vi modtager denne støtte. Har du erfaret kraften i denne ånd — Guds virksomme kraft? Er du klar over i hvor høj grad den kan hjælpe dig? Gør du til fulde brug af den?
Den hellige ånds kraft
3, 4. Beskriv den hellige ånds kraft.
3 Lad os først betragte den hellige ånds kraft. I 1954 detonerede man en brintbombe over Bikini-atollen i Stillehavet. Umiddelbart efter at bomben eksploderede blev den smukke ø omsluttet af en umådelig ildkugle. Sprængvirkningen svarede til 13,5 millioner tons trotyl. Hvor kom al denne ødelæggelseskraft fra? Den var et resultat af at man omdannede noget uran og brint i bombens kerne til energi. Men hvad nu hvis videnskabsmændene kunne udføre det modsatte af det de gjorde på Bikini? Lad os antage at de kunne tæmme al denne energi og omdanne den til nogle få kilo uran og brint. Det ville være en præstation! Det var noget i den retning Jehova gjorde, blot i langt større målestok, da han ’i begyndelsen skabte himmelen og jorden’. — 1 Mosebog 1:1.
4 Jehova besidder en vældig, ja umådelig, styrke. (Esajas 40:26) Ved skabelsen har han benyttet denne energi da han dannede alt det stof universet består af. Det var ved denne skabelsesakt at han gjorde brug af sin hellige ånd. Vi læser: „Himmelen blev frembragt ved Jehovas ord, og hele dens hær ved hans munds ånd.“ (Salme 33:6) I skabelsesberetningen i Første Mosebog læser vi: „Guds virksomme kraft [hellige ånd] var i bevægelse frem og tilbage over vandene.“ (1 Mosebog 1:2) Den hellige ånd er en mægtig kraft!
Mirakler
5. På hvilken ophøjet måde virker den hellige ånd?
5 Den hellige ånd er stadig i virksomhed på særdeles imponerende vis. Den leder Jehovas himmelske organisation. (Ezekiel 1:20, 21) I lighed med den energi der frigives ved sprængningen af en brintbombe, kan den bruges destruktivt til at eksekvere dom over Jehovas fjender, men den har også virket på andre forunderlige måder. — Esajas 11:15; 30:27, 28; 40:7, 8; 2 Thessaloniker 2:8.
6. Hvordan støttede den hellige ånd Moses og Israels folk i Ægypten?
6 Omkring år 1513 f.v.t. lod Jehova således Moses træde frem for Farao i Ægypten og kræve at israelitterne blev sat fri. I de foregående 40 år havde Moses været fårehyrde i Midjan, så hvorfor skulle Farao lytte til en hyrde? Fordi Moses kom i den eneste sande Guds, Jehovas, navn. For at bevise dette satte Jehova ham i stand til at udføre mirakler der var så imponerende at selv de ægyptiske præster blev tvunget til at indrømme: „Det er Guds finger!“a (2 Mosebog 8:19) Jehova lod ti plager ramme Ægypten, og den sidste plage tvang Farao til at lade Guds folk forlade landet. Da Farao hårdnakket forfulgte israelitterne med sin hær, undslap de da der mirakuløst blev dannet en vej gennem Det Røde Hav. Den ægyptiske hær fulgte efter og druknede i havet. — Esajas 63:11-14; Haggaj 2:4, 5.
7. (a) Hvad var hensigten med at den hellige ånd udvirkede mirakler? (b) Hvorfor er Bibelens omtale af mirakler til opmuntring, skønt de ikke finder sted i dag?
7 Ja, på Moses’ tid og ved senere lejligheder udførte Jehova ved sin hellige ånd store mirakler til gavn for israelitterne. Hvad var formålet med disse mirakler? De fremmede Jehovas hensigter, gjorde hans navn kendt og viste hans magt. Og til tider, som for eksempel i Moses’ tilfælde, viste de på overbevisende måde at Jehova var med den pågældende. (2 Mosebog 4:1-9; 9:14-16) Der er imidlertid kun sket få mirakler ved hellig ånd i historiens løb.b De fleste af de mennesker der levede på Bibelens tid blev sandsynligvis aldrig vidne til et mirakel, og i dag forekommer de ikke længere. Men når vi i dag kæmper med problemer der synes uovervindelige er det en trøst at vide at hvis vi beder til Jehova i tro, vil han give os den samme ånd som gav Moses styrke til at træde frem for Farao og gjorde det muligt for israelitterne at gå gennem Det Røde Hav. — Mattæus 17:20.
Inspirerede skrifter
8. Hvilken rolle spillede den hellige ånd da De Ti Bud blev givet til Israel?
8 Efter udfrielsen af Ægypten førte Moses israelitterne til Sinaj Bjerg, hvor Jehova sluttede en pagt med dem og gav dem sin lov. En central del af denne lov som blev givet gennem Moses var De Ti Bud, som oprindelig blev skrevet på stentavler ved hjælp af Guds ånd. Bibelen siger: „Så snart [Jehova] var færdig med at tale med Moses på Sinaj bjerg, gav han ham Vidnesbyrdets to tavler, stentavler der var beskrevet med Guds finger.“ — 2 Mosebog 31:18; 34:1.
9, 10. Hvordan virkede den hellige ånd i forbindelse med nedskrivningen af De Hebraiske Skrifter, og hvordan blev dette bekræftet af Jesu disciple?
9 Foruden De Ti Bud gav Jehova gennem sin ånd Israel hundreder af love og forordninger der skulle tjene som en rettesnor for trofaste mænd og kvinder. Senere skulle der komme flere. Adskillige hundrede år efter Moses’ tid sagde levitter i en offentlig bøn til Jehova: „Du var overbærende mod [israelitterne] i mange år og vidnede imod dem ved din ånd gennem dine profeter.“ (Nehemias 9:5, 30) Mange af disse profeters inspirerede forudsigelser blev nedskrevet. Endvidere fik den hellige ånd trofaste mænd til at nedskrive hellige beretninger og inderlige lovprisninger.
10 Paulus talte om disse skrifter da han sagde: „Hele Skriften er inspireret af Gud.“ (2 Timoteus 3:16; 2 Samuel 23:2; 2 Peter 1:20, 21) Når Jesu disciple i det første århundrede citerede fra Skriften, brugte de ofte sådanne vendinger som „den hellige ånd . . . havde udtalt gennem Davids mund“, „den hellige ånd talte træffende gennem profeten Esajas“, eller blot „den hellige ånd siger“. (Apostelgerninger 1:16; 4:25; 28:25, 26; Hebræerne 3:7) Det er til stor velsignelse for os at den samme hellige ånd som ledte nedskrivningen af Bibelen, også har bevaret Bibelen så den kan vejlede og trøste os der lever i dag. — 1 Peter 1:25.
Tillid til den hellige ånd
11. Hvordan virkede ånden i forbindelse med opførelsen af tabernaklet?
11 Da israelitterne lå lejrede ved foden af Sinaj Bjerg, påbød Jehova dem at bygge et tabernakel som center for den sande tilbedelse. Hvordan kunne de gøre dette? „Da sagde Moses til Israels sønner: ’Se, Jehova har med navns nævnelse kaldet Bezalel, søn af Hurs søn Uri, af Judas stamme. Og han fyldte ham derpå med Guds ånd: med visdom, forstand og kundskab og med færdighed i al slags kunsthåndværk.’“ (2 Mosebog 35:30, 31) Den hellige ånd forstærkede de naturlige evner som Bezalel ejede, og han kunne derfor føre tilsyn med opførelsen af denne bemærkelsesværdige bygning.
12. Hvordan styrkede ånden enkeltpersoner på usædvanlig vis efter Moses’ tid?
12 Senere virkede Jehovas ånd også på Samson og gav ham overmenneskelig styrke, hvilket satte ham i stand til at udfri Israel fra filistrene. (Dommerne 14:5-7, 9; 15:14-16; 16:28-30) Salomon fik særlig visdom som konge over Guds udvalgte folk. (2 Krønikebog 1:12, 13) Under hans herredømme fik Israel fremgang som aldrig før, og den glædelige tilstand det oplevede, skildrer de velsignelser Guds folk vil nyde under den større Salomon, Kristus Jesus, og hans tusindårige styre. — 1 Kongebog 4:20, 25, 29-34; Esajas 2:3, 4; 11:1, 2; Mattæus 12:42.
13. På hvilken måde er beretningerne om hvordan ånden styrkede Bezalel, Samson og Salomon til opmuntring for os i dag?
13 Det er en stor velsignelse at Jehova gør det muligt for os at nyde gavn af den samme ånd. Når vi føler at vi ikke rigtig magter at varetage en opgave eller deltage i forkyndelsesarbejdet, kan vi bede Jehova give os den samme ånd som han gav Bezalel. Når vi bliver syge eller må udholde forfølgelse, vil den ånd som gav Samson usædvanlige kræfter styrke os — men naturligvis ikke på mirakuløs vis. Og når vi bliver udsat for vanskelige problemer eller må træffe vigtige afgørelser, kan vi bede Jehova, der gav Salomon stor visdom, om at hjælpe os til at handle klogt. Så vil vi kunne sige ligesom Paulus: „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ (Filipperne 4:13) Vi vil da erfare sandheden i Jakobs løfte: „Hvis nogen af jer mangler visdom, så lad ham fortsat bede Gud derom, for han giver gavmildt til alle og uden at bebrejde; og den vil blive givet ham.“ — Jakob 1:5.
14. Hvem i fortiden og i dag er blevet støttet af den hellige ånd?
14 Jehovas ånd var også med Moses når han skulle dømme nationen. Da andre blev udnævnt til at hjælpe Moses, sagde Jehova: „Jeg vil tage noget af den ånd der er over dig og lægge den på dem, og de skal hjælpe dig med at bære folkets byrde, så du ikke skal bære den alene.“ (4 Mosebog 11:17) Disse mænd behøvede altså ikke at handle i egen kraft. Den hellige ånd hjalp dem. Vi læser at Jehovas ånd ved senere lejligheder blev udgydt over andre personer. (Dommerne 3:10, 11; 11:29) Da Samuel salvede David til Israels fremtidige konge, hedder det i beretningen: „Samuel tog så oliehornet og salvede ham blandt hans brødre, og Jehovas ånd virkede på David fra og med den dag.“ (1 Samuel 16:13) De der i dag har store ansvarsopgaver — i familien, i menigheden eller i organisationen — kan hente opmuntring i bevidstheden om at Guds ånd stadig støtter hans tjenere i varetagelsen af deres opgaver.
15. Hvordan har den hellige ånd styrket Jehovas organisation (a) på Haggajs og Zakarias’ tid? (b) i dag?
15 Flere tusind år efter Moses’ tid vendte nogle trofaste israelitter tilbage til Jerusalem fra Babylon med bemyndigelse til at genopbygge templet. (Ezra 1:1-4; Jeremias 25:12; 29:14) Der indtraf imidlertid nogle alvorlige hindringer, hvilket i mange år gjorde dem modløse. Til sidst oprejste Jehova profeterne Haggaj og Zakarias for at opmuntre jøderne til ikke at stole på deres egen kraft. Men hvordan ville opgaven så blive fuldført? „’Ikke ved militærmagt og ikke ved kraft, men ved min ånd,’ har hærstyrkers Jehova sagt.“ (Zakarias 4:6) Med Guds ånds hjælp blev templet bygget. Guds folk i dag har på lignende måde udrettet meget. Forkyndelsen af den gode nyhed er blevet udvidet over hele jorden. Millioner af mennesker bliver oplært i sandhed og retfærdighed. Der organiseres stævner og bygges rigssale og afdelingskontorer. Meget af dette er blevet udført trods bitter modstand. Men Jehovas vidner har ikke ladet sig slå ud, og de ved at alt hvad de har udrettet er blevet udført ved hjælp af Guds ånd og ikke ved militærmagt eller ved menneskers styrke.
Guds ånd i det første århundrede
16. Hvad erfarede Jehovas tjenere i førkristen tid vedrørende Guds ånds virke?
16 Som vi har set var Guds tjenere i førkristen tid udmærket bekendt med kraften i Guds ånd. De stolede på at den ville hjælpe dem med at klare krævende opgaver og gøre Guds vilje. De var også klar over at Loven og andre hellige skrifter var inspirerede, skrevet under indflydelse af Jehovas ånd, og derfor var ’Guds ord’. (Salme 119:105) Men hvordan forholdt det sig på de kristnes tid?
17, 18. Hvordan manifesterede den hellige ånd sig på mirakuløs vis på de første kristnes tid, og hvilken hensigt tjente disse mirakler?
17 I det første århundrede af vor tidsregning var Guds ånd også i virksomhed på mange måder. Der blev profeteret under indflydelse af den hellige ånd. (1 Korinther 14:1, 3) Som en opfyldelse af Jesu løfte om at den hellige ånd ville minde hans disciple om alle de ting han havde sagt, og at den ville lære dem endnu flere sider af sandheden at kende, blev der under den hellige ånds ledelse skrevet flere bøger. (Johannes 14:26; 15:26, 27; 16:12, 13) Desuden var der miraklerne. Det første århundrede blev således indvarslet med et bemærkelsesværdigt mirakel. Omkring år 2 f.v.t. ville der blive født et usædvanligt barn, og som et særligt tegn skulle moderen være jomfru. Hvordan kunne dette lade sig gøre? Ved hjælp af hellig ånd. Beretningen siger: „Med Jesu Kristi fødsel gik det således til. Mens hans moder Maria var lovet bort til ægteskab med Josef, viste det sig, før de var blevet forenet, at hun var gravid ved hellig ånd.“ — Mattæus 1:18; Lukas 1:35, 36.
18 Da Jesus var blevet voksen uddrev han dæmoner, helbredte syge og oprejste endog de døde ved hjælp af den hellige ånd. Nogle af hans disciple udførte også mirakler og kraftige gerninger. Disse særlige evner var åndens gaver. Hvad var hensigten med disse mirakler? Ligesom før i tiden fremmede de Guds hensigter og viste hans magt. De viste desuden at Jesus talte sandt når han hævdede at han var udsendt af Gud; og senere viste de at den kristne menighed i det første århundrede var Guds udvalgte folk. — Mattæus 11:2-6; Johannes 16:8; Apostelgerninger 2:22; 1 Korinther 12:4-11; Hebræerne 2:4; 1 Peter 2:9.
19. Hvordan styrker det vor tro at læse Bibelens beretninger om de mirakler Jesus og hans apostle udførte?
19 Apostelen Paulus sagde imidlertid at sådanne mirakuløse manifestationer af ånden hørte menighedens barndom til og ville forsvinde. I dag oplever vi derfor ikke sådanne mirakler der skyldes den hellige ånd. (1 Korinther 13:8-11) Men de mirakler som Jesus og hans apostle udførte, har mere end blot historisk interesse. De styrker vor tro på Guds løfte om at sygdom og død ikke vil være at finde under Jesu styre i den nye verden. — Esajas 25:6-8; 33:24; 65:20-24.
Drag nytte af Guds hellige ånd
20, 21. Hvordan kan vi drage nytte af den hellige ånds virke?
20 Guds ånd er således en vældig kraft. Men hvordan kan kristne i dag drage nytte af den? For det første sagde Jesus at vi må bede om den, så hvorfor ikke gøre det? Bed Jehova om at give dig denne storslåede gave, ikke blot når du er presset, men ved hver en lejlighed. Læs desuden i Bibelen. Herved kan den hellige ånd tale til dig. (Jævnfør Hebræerbrevet 3:7.) Meditér over det du læser og anvend det, så den hellige ånd kan øve indflydelse på dit liv. (Salme 1:1-3) Kom også sammen med andre der lader sig lede af Guds ånd, enten selskabeligt eller ved møder og stævner. Den hellige ånd styrker i rigt mål dem der ’velsigner deres Gud i menighedsforsamlinger’. — Salme 68:26.
21 Jehova er en gavmild Gud. Han siger at vi blot kan bede ham om hellig ånd — så vil han give os den. Det vil derfor være tåbeligt at stole på vor egen visdom og styrke når vi har mulighed for at modtage en så kraftfuld hjælp. Der er imidlertid andre måder hvorpå Guds ånd berører os som kristne. Disse vil blive behandlet i den næste artikel.
[Fodnoter]
a Udtrykket „Guds finger“ hentyder sædvanligvis til hans hellige ånd. — Jævnfør Lukas 11:20 og Mattæus 12:28.
b De fleste af de mirakler der omtales i Bibelen fandt sted da Moses, Josua, Elias og Elisa levede, samt på Jesu og hans apostles tid.
-
-
’I den hellige ånds navn’Vagttårnet – 1992 | 1. februar
-
-
’I den hellige ånds navn’
„Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i . . . den hellige ånds navn.“ — MATTÆUS 28:19
1. Hvilket nyt udtryk benyttede Johannes Døber i forbindelse med den hellige ånd?
I ÅR 29 efter vor tidsregning var Johannes Døber travlt optaget af at berede vejen for Messias i Israel, og under sin tjeneste bekendtgjorde han noget nyt med hensyn til den hellige ånd. Jøderne vidste naturligvis allerede hvad De Hebraiske Skrifter sagde om ånden. Ikke desto mindre er de sikkert blevet overraskede da Johannes sagde: „Selv døber jeg jer med vand på grund af jeres sindsændring; men den der kommer efter mig . . . vil døbe jer med hellig ånd.“ (Mattæus 3:11) Udtrykket ’dåb med hellig ånd’ var nyt for dem.
2. Hvilket nyt begreb indførte Jesus vedrørende den hellige ånd?
2 Den der skulle komme var Jesus. Mens Jesus var på jorden talte han ofte om ånden, men han døbte ingen med hellig ånd. Efter sin opstandelse henviste han desuden til ånden på en ny måde. Han sagde til sine disciple: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn.“ (Mattæus 28:19) Dåb „i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn“ vil sige i anerkendelse af Faderen, Sønnen og den hellige ånd. Denne vanddåb var forskellig fra dåben med hellig ånd. Den repræsenterer også et nyt udtryk vedrørende hellig ånd.
Dåb i hellig ånd
3, 4. (a) Hvornår fandt den første dåb med hellig ånd sted? (b) Hvordan virkede den hellige ånd på Jesu disciple på pinsedagen år 33?
3 Umiddelbart før sin himmelfart gav Jesus sine disciple dette løfte vedrørende deres dåb med hellig ånd: „Om ikke mange dage skal I døbes i hellig ånd.“ (Apostelgerninger 1:5, 8) Dette løfte blev opfyldt kort tid efter da den hellige ånd blev udgydt over 120 disciple som var forsamlet i en sal ovenpå i Jerusalem. Dette var første gang at Jesus, fra himmelen, døbte med hellig ånd. (Apostelgerninger 2:1-4, 33) Hvad resulterede dette i? Disciplene blev en del af Kristi åndelige legeme. Apostelen Paulus forklarer det på denne måde: „Ved én ånd blev [de] alle døbt til at være ét legeme.“ (1 Korinther 12:13) De blev samtidig avlet med ånden, udpeget til at blive konger og præster i Guds himmelske rige. (Efeserne 1:13, 14; 2 Timoteus 2:12; Åbenbaringen 20:6) Den hellige ånd tjente også som et segl og et forskud på den herlige arv de havde i vente. Men det var ikke det hele. — 2 Korinther 1:21, 22.
4 Nogle få år tidligere havde Jesus sagt til Nikodemus: „Hvis et menneske ikke fødes igen, kan det ikke se Guds rige. . . . Hvis et menneske ikke fødes som følge af vand og ånd, kan det ikke komme ind i Guds rige.“ (Johannes 3:3, 5) Nu var 120 mennesker blevet født igen. Ved hjælp af hellig ånd var de blevet adopteret som åndelige sønner af Gud, Kristi brødre. (Johannes 1:11-13; Romerne 8:14, 15) Det som den hellige ånd på denne måde udvirker, er i realiteten mere fantastisk end fortidens mirakler. I modsætning til miraklerne i fortiden ophørte den hellige ånd ikke med at virke efter apostlenes død, men har fortsat sit virke lige indtil i dag. Jehovas vidner har den forret at have de sidste medlemmer af Kristi legeme som er døbt med hellig ånd iblandt sig, og disse tjener som en ’trofast og klog træl’ der tilvejebringer åndelig føde i rette tid. — Mattæus 24:45-47.
Døbt ’i den hellige ånds navn’
5, 6. Hvordan førte dåben med hellig ånd til at mange blev døbt i vand?
5 Men hvordan forholdt det sig med den lovede vanddåb i Faderens, Sønnens og den hellige ånds navn? De første disciple som blev døbt med hellig ånd blev ikke døbt med denne dåb. De var allerede blevet døbt med Johannes’ dåb, og eftersom denne dåb var antagelig for Jehova på dette særlige tidspunkt, behøvede de ikke at blive døbt igen. Men på pinsedagen år 33 blev mange sjæle døbt med en ny vanddåb. Hvordan gik det til?
6 Da de 120 blev døbt med hellig ånd lød der samtidig en kraftig støj som tiltrak folkemængden. Disse blev forbavsede over at høre disciplene tale i tunger, hvilket vil sige at de talte på fremmede sprog som blev forstået af de tilstedeværende. Apostelen Peter forklarede at dette mirakel var et bevis på at Guds ånd var blevet udgydt af Jesus, der var blevet oprejst fra de døde og nu sad ved Guds højre hånd i himmelen. Peter gav sine tilhørere denne opmuntring: „Lad derfor hele Israels hus vide som noget sikkert at Gud har gjort ham til både Herre og Kristus, denne Jesus som I pælfæstede.“ Han sluttede derefter med ordene: „I skal ændre sind og hver især lade jer døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders tilgivelse, og så vil I modtage den hellige ånds frie gave.“ Omkring 3000 sjæle fulgte opfordringen. — Apostelgerninger 2:36, 38, 41.
7. På hvilken måde blev de 3000 der blev døbt på pinsedagen år 33, døbt i Faderens, Sønnens og den hellige ånds navn?
7 Kan det siges at disse blev døbt i Faderens, Sønnens og den hellige ånds navn, eller at de anerkendte Faderen, Sønnen og den hellige ånd? Ja, det kan man. Peter sagde ganske vist ikke at de skulle lade sig døbe i Faderens navn, men de anerkendte allerede Jehova som den suveræne Herre eftersom de var jøder og medlemmer af en nation der var indviet til ham. Peter sagde: ’Lad jer døbe i Sønnens navn.’ Deres dåb betegnede altså at de anerkendte Jesus som Herre og Kristus. De var nu hans disciple og anerkendte at de fra da af kun kunne opnå tilgivelse for synder gennem ham. Endelig anerkendte de ved deres dåb den hellige ånd, og de vidste at dåben ville føre til at de modtog ånden som en fri gave.
8. (a) Hvilken anden dåb er salvede kristne blevet døbt med foruden deres dåb i vand? (b) Hvem foruden de 144.000 bliver døbt i den hellige ånds navn?
8 De der blev døbt i vand på pinsedagen år 33 blev altså også døbt i ånd og blev salvet til at være fremtidige konger og præster i det himmelske rige. Ifølge Åbenbaringens Bog udgør disse 144.000. De der bliver døbt med hellig ånd og ’besegles’ som rigsarvinger, udgør kun 144.000. (Åbenbaringen 7:4; 14:1) Alle nye disciple — uanset hvilket håb de har — bliver imidlertid døbt i vand i Faderens, Sønnens og den hellige ånds navn. (Mattæus 28:19, 20) Men hvad vil det indebære for kristne — hvad enten de tilhører ’den lille hjord’ eller ’de andre får’ — at blive døbt i den hellige ånds navn? (Lukas 12:32; Johannes 10:16) Lad os, før vi besvarer dette spørgsmål, se på noget af det den hellige ånd har udrettet i den kristne æra.
Åndens frugt
9. På hvilken måde er den hellige ånds virke vigtig for alle kristne?
9 Den hellige ånds virke har stor betydning når vi skal opdyrke en kristen personlighed. På grund af ufuldkommenheden kan vi ikke undgå at synde. (Romerne 7:21-23) Men når vi angrer oprigtigt vil Jehova tilgive os på grundlag af Kristi offer. (Mattæus 12:31, 32; Romerne 7:24, 25; 1 Johannes 2:1, 2) Jehova forventer imidlertid at vi bekæmper vore syndige tilbøjeligheder, og her kommer den hellige ånd os til hjælp. „Bliv ved med at vandre ved ånd,“ siger Paulus, „så vil I ikke opfylde noget som helst kødeligt ønske.“ (Galaterne 5:16) Paulus viser endvidere at ånden kan frembringe de bedste egenskaber i os. Han skrev: „Åndens frugt [er] kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse.“ — Galaterne 5:22, 23.
10. Hvordan kan en kristen opdyrke åndens frugt?
10 Hvordan hjælper ånden en kristen til at opdyrke sådanne frugter? Det sker ikke automatisk blot fordi vi er indviede og døbte kristne. Vi må arbejde på det. Men hvis vi kommer sammen med andre kristne som lægger disse egenskaber for dagen, hvis vi beder Gud om at han med sin ånd vil hjælpe os til at opdyrke bestemte egenskaber, og hvis vi undgår dårligt selskab og studerer i Bibelen for dér at finde vejledning og gode eksempler — da vil vi frembringe åndens frugt. — Ordsprogene 13:20; 1 Korinther 15:33; Galaterne 5:24-26; Hebræerne 10:24, 25.
Udnævnt ved den hellige ånd
11. Hvordan bliver ældste udnævnt ved hellig ånd?
11 Da Paulus talte til de ældste fra Efesus pegede han på et andet aspekt af åndens virke med ordene: „Giv agt på jer selv og på hele den hjord i hvilken den hellige ånd har sat jer som tilsynsmænd til at vogte Guds menighed, som han købte med blodet af sin egen søn.“ (Apostelgerninger 20:28) Ja, menighedens tilsynsmænd eller ældste er udnævnt af den hellige ånd. På hvilken måde? Ved at de udnævnte ældste må leve op til de kvalifikationer der er opstillet i Bibelens inspirerede ord. (1 Timoteus 3:1-13; Titus 1:5-9) De kan kun tilegne sig disse kvalifikationer ved den hellige ånds hjælp. Desuden beder ældsterådet der skal anbefale en ny ældste, om den hellige ånds ledelse når de skal afgøre om vedkommende lever op til disse krav eller ej. Den egentlige udnævnelse foregår under den åndssalvede trofaste og kloge træls tilsyn.
Lad dig lede af ånden
12. Hvordan kan ånden påvirke os gennem Bibelen?
12 Kristne erkender at Bibelen blev skrevet under den hellige ånds ledelse. De studerer den derfor grundigt for at finde frem til den inspirerede visdom den indeholder, ligesom de førkristne vidner for Jehova gjorde. (Ordsprogene 2:1-9) De læser i den, mediterer over den og lader den lede deres tilværelse. (Salme 1:1-3; 2 Timoteus 3:16) På denne måde får de åndens hjælp til at ’ransage Guds dybder’. (1 Korinther 2:10, 13; 3:19) At vejlede Guds tjenere på denne måde er en vigtig side af Guds ånds virke i vor tid.
13, 14. Hvad gjorde Jesus brug af når han skulle tage sig af problemer i menigheden, og hvad gør han i dag?
13 I Åbenbaringens Bog sendte den opstandne Jesus endvidere nogle budskaber til syv menigheder i Lilleasien. (Åbenbaringen, kapitel 2 og 3) Han fortæller at han havde inspiceret menighederne for at undersøge deres åndelige tilstand. Han fandt at nogle satte et godt eksempel i tro. I andre menigheder havde de ældste imidlertid tilladt sektdannelse, umoralitet og lunkenhed at fordærve hjorden. På nær nogle få trofaste sjæle var menigheden i Sardes åndeligt død. (Åbenbaringen 3:1, 4) Hvordan tog Jesus sig af disse problemer? Ved hjælp af den hellige ånd. Jesu vejledning til de syv menigheder slutter alle med udtrykket: „Lad den der har øre, høre hvad ånden siger til menighederne.“ — Åbenbaringen 2:7, 11, 17, 29; 3:6, 13, 22.
14 I dag inspicerer Jesus også menighederne. Og når han opdager at der er problemer benytter han stadig den hellige ånd til at løse dem. Ånden kan hjælpe os til at erkende og overvinde problemer direkte gennem vor bibellæsning. Hjælpen kan også komme gennem de bibelske publikationer der udgives af den åndssalvede trofaste og kloge træl. Eller den kan komme gennem menighedens ældste, der er udnævnt af den hellige ånd. Uanset hvordan vejledningen bliver givet, hvad enten det er til enkeltpersoner eller til hele menigheden, efterkommer vi så Jesu ord: „Lad den der har øre, høre hvad ånden siger“?
Ånden og forkyndelsesarbejdet
15. Hvordan virkede den hellige ånd på Jesus i forbindelse med forkyndelsesarbejdet?
15 Ved en lejlighed da Jesus forkyndte i en synagoge i Nazaret, viste han endnu en måde hvorpå den hellige ånd virker. Beretningen siger: „Han åbnede skriftrullen og fandt det sted hvor der stod skrevet: ’Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde godt nyt for fattige; han sendte mig ud for at forkynde frigivelse for fanger og for blinde at de skal få deres syn igen, for at sende de undertvungne bort som frigivne.’ Da begyndte han med at sige til dem: ’I dag er det skriftsted I lige har hørt, blevet opfyldt.’“ (Lukas 4:17, 18, 21; Esajas 61:1, 2) Ja, Jesus blev salvet med hellig ånd til at forkynde godt nyt.
16. Hvilken stor rolle spillede den hellige ånd i forbindelse med forkyndelsesarbejdet i det første århundrede?
16 Kort før sin død forudsagde Jesus at hans disciple ville udføre et stort forkyndelsesarbejde. Han sagde: „Det er nødvendigt at den gode nyhed først forkyndes blandt alle nationerne.“ (Markus 13:10) Disse ord begyndte at blive opfyldt i det første århundrede, og det er værd at lægge mærke til den rolle den hellige ånd spillede. Det var den hellige ånd der fik Filip til at forkynde for den ætiopiske eunuk. Den hellige ånd førte Peter til Kornelius, og den hellige ånd udvirkede at Paulus og Barnabas blev sendt ud som apostle fra Antiochia. Senere, da Paulus ønskede at forkynde i Asien og Bitynien, hindrede den hellige ånd ham på en eller anden måde heri. Gud ønskede at forkyndelsesarbejdet skulle udbredes til Europa. — Apostelgerninger 8:29; 10:19; 13:2; 16:6, 7.
17. Hvilken rolle spiller den hellige ånd i forkyndelsesarbejdet i dag?
17 Også i dag er den hellige ånd meget virksom i forbindelse med forkyndelsesarbejdet. I en større opfyldelse af Esajas 61:1, 2 har Jehovas ånd salvet Jesu brødre til at forkynde. I den endelige opfyldelse af Markus 13:10 har disse salvede, med hjælp fra den store skare, bogstavelig talt forkyndt den gode nyhed blandt „alle nationer“. (Åbenbaringen 7:9) Og den hellige ånd støtter dem i dette arbejde. Som i det første århundrede åbner den for nye distrikter og leder arbejdet så der sker fremgang. Den styrker enkeltpersoner idet den hjælper dem til at overvinde deres frygtsomhed og blive dygtigere til at undervise. Jesus sagde desuden til sine disciple: „I vil blive slæbt for landshøvdinger og konger for min skyld, til et vidnesbyrd for dem og nationerne. Men når de overgiver jer, da vær ikke bekymrede for hvordan I skal tale . . . for det er ikke bare jer der taler, men det er jeres Faders ånd der taler gennem jer.“ — Mattæus 10:18-20.
18, 19. På hvilken måde slutter ånden sig til bruden i forbindelse med at indbyde de sagtmodige til ’frit at tage af livets vand’?
18 I Åbenbaringens Bog understreger Bibelen igen den hellige ånds betydning for forkyndelsesarbejdet. Apostelen Johannes skriver: „Ånden og bruden bliver ved med at sige: ’Kom!’ Og lad enhver som hører, sige: ’Kom!’ Og lad enhver som tørster, komme; lad enhver som ønsker det, frit tage af livets vand.“ (Åbenbaringen 22:17) Bruden, repræsenteret ved resten af de 144.000 der stadig befinder sig på jorden, indbyder alle til frit at tage af livets vand. Men læg også mærke til at den hellige ånd siger: „Kom!“ Hvordan gør den det?
19 Det gør den ved at det budskab der forkyndes af brudeskaren — som i dag får hjælp af den store skare af andre får — kommer fra Bibelen, der er skrevet under direkte indflydelse af hellig ånd. Den samme ånd har åbnet brudeskarens hjerte og sind så den forstår det inspirerede ord og kan forklare det for andre. De der bliver døbt som nye disciple af Jesus Kristus glæder sig over frit at tage af livets vand. De er begejstrede over at kunne samarbejde med ånden og bruden om at sige: „Kom!“ til endnu flere. I dag samarbejder over fire millioner med ånden i dette arbejde.
Hvordan vi lever op til vor dåb
20, 21. Hvordan kan vi leve op til vor dåb i den hellige ånds navn, og hvordan bør vi betragte denne dåb?
20 Når man bliver døbt i den hellige ånds navn, er det en offentlig bekendelse af at man anerkender den hellige ånd og den rolle den spiller i gennemførelsen af Jehovas hensigter. Det indebærer at vi vil samarbejde med ånden og undlade at gøre noget der kan hindre dens virke blandt Jehovas folk. Derfor anerkender vi også den trofaste og kloge træl og samarbejder med den. Vi samarbejder med ældsteordningen i menigheden. (Hebræerne 13:7, 17; 1 Peter 5:1-4) Vi lever ved åndelig visdom, ikke ved kødelig, og lader ånden forme vor personlighed så vi i højere grad kommer til at ligne Kristus. (Romerne 13:14) Vi slutter os helhjertet til ånden og bruden og siger „Kom!“ til de millioner som stadig kan nå at tage standpunkt.
21 Det er et alvorligt skridt at blive døbt ’i den hellige ånds navn’. Men det medfører også store velsignelser. Vi håber at antallet af dem der lader sig døbe vil blive ved med at vokse. Måtte vi alle fortsætte med at leve op til det dåben betyder, idet vi træller for Jehova og aldrig ophører med at være „brændende i ånden“. — Romerne 12:11.
-