-
Den hellige ånd — hvorfor er forvirringen så stor?Vagttårnet – 2009 | 1. oktober
-
-
Den hellige ånd — hvorfor er forvirringen så stor?
HVAD er den hellige ånd? Spørgsmålet lyder enkelt, men det kan være svært at finde et enkelt svar. Pave Benedikt XVI sagde til en folkemængde i Australien: „En klar forståelse af den hellige ånd synes næsten at ligge uden for vores rækkevidde.“
Der er mange forskellige meninger om og også stor usikkerhed vedrørende spørgsmålet: „Hvad er den hellige ånd?“ Her følger nogle af de svar der bliver givet på dette spørgsmål:
• En virkelig person som bor i Kristi disciple.
• Guddommelig videnskab, Guds lov i virksomhed.
• Den måde Guds tilstedeværelse kommer til udtryk på i verden.
• Den tredje person i en treenighed.
Hvorfor er forvirringen så stor? Den opstod i det fjerde århundrede da nogle teologer påstod at den hellige ånd var en person som på en eller anden måde var lig Gud. Det var imidlertid ikke en lære som fandtes i Bibelen, eller som de første disciple af Kristus fremholdt. New Catholic Encyclopedia forklarer: „Det Gamle Testamente fremstiller bestemt ikke Guds ånd som en person . . . Guds ånd er ganske enkelt Guds kraft.“ Den samme kilde tilføjer: „De fleste tekster i Det Nye Testamente beskriver Guds ånd som noget, ikke som nogen; det fremgår især af parallelismen mellem Guds ånd og Guds kraft.“
Det er forståeligt at folk har svært ved at opfatte en kraft som en person. En spørgeundersøgelse som for nylig blev foretaget i USA, afslørede at de fleste afviser tanken om at den hellige ånd er en person eller et „levende væsen“. Er det rigtigt at gøre dét, eller bør vi stole på de teologer der påstår at „Helligånden er en person der som sådan adskiller sig fra Faderen og Sønnen“?
Bibelens egen detaljerede beskrivelse af den hellige ånd må være den bedste kilde til et pålideligt svar på det spørgsmål. Apostelen Paulus skrev: „Hvert Skrift har Gud pustet liv i og gjort egnet til undervisning, til gendrivelse af vildfarelser.“ — 2 Timoteus 3:16, Seidelin.
Hvorfor bør man prøve at finde ud af hvordan det i virkeligheden forholder sig med den hellige ånd? Fordi kendskab til sandheden om det spørgsmål kan give én mulighed for at få Guds hjælp. Føler du somme tider at du mangler styrke til at fortsætte i egen kraft? Jesus gav sine disciple dette løfte: „Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer . . . Hvis altså I . . . forstår at give jeres børn gode gaver, hvor langt snarere vil da ikke Faderen i himmelen give hellig ånd til dem der beder ham!“ — Lukas 11:9, 13.
I de følgende artikler vil vi lade Bibelen fortælle os hvad den hellige ånd er. Desuden vil vi se på hvordan den kan være til gavn for os i vores liv.
[Tekstcitat på side 3]
Bibelen fortæller os hvad den hellige ånd er
-
-
Hvad er den hellige ånd?Vagttårnet – 2009 | 1. oktober
-
-
Hvad er den hellige ånd?
JESUS spurgte engang sine disciple: „Hvor er den fader iblandt jer som, hvis hans søn beder om en fisk, rækker ham en slange i stedet for en fisk? Eller hvis han beder om et æg, rækker ham en skorpion?“ (Lukas 11:11, 12) Børnene i Galilæa var glade for æg og fisk; de vidste hvad de kunne lide.
Jesus sagde at vi ihærdigt skulle blive ved med at bede om den hellige ånd, ligesom et sultent barn der beder om mad. (Lukas 11:9, 13) Hvis vi har kendskab til hvad den hellige ånd er, vil det hjælpe os til at forstå hvor vigtig en rolle den kan spille i vores liv. Lad os først undersøge hvad Bibelen siger om den hellige ånd.
„Kraft fra den Højeste“
Bibelen viser klart at den hellige ånd er en kraft som Gud bruger til at gennemføre sin vilje. Da engelen Gabriel fortalte Maria at hun, til trods for at hun var jomfru, skulle føde en søn, sagde denne engel til hende: „Hellig ånd vil komme over dig, og kraft fra den Højeste vil overskygge dig. Derfor skal det der fødes også kaldes helligt, Guds søn.“ (Lukas 1:35) Ifølge Gabriels ord er der en forbindelse mellem den hellige ånd og „kraft fra den Højeste“.
Noget lignende forekommer andre steder i Bibelen. Profeten Mika sagde: „Jeg er fyldt med kraft, med Jehovas ånd.“ (Mika 3:8) Jesus lovede sine disciple at ’de skulle få kraft når den hellige ånd kom over dem’. (Apostelgerninger 1:8) Og apostelen Paulus talte om „hellig ånds kraft“. — Romerne 15:13, 19.
Hvilken konklusion kan vi drage på baggrund af disse oplysninger? Det fremgår tydeligt at der er en nær forbindelse mellem den hellige ånd og Guds kraft. Den hellige ånd er det middel Jehova benytter til at udøve sin magt. Enkelt sagt er den hellige ånd Guds magt bragt i anvendelse, hans aktive kraft. Og hvilken kraft! Vi kan slet ikke fatte den kraft det har krævet at skabe hele universet. Gennem profeten Esajas tilskynder Jehova os til at tænke over følgende: „Løft jeres øjne mod det høje og se. Hvem har skabt disse? Det er Ham der fører deres hær ud efter tal; han kalder dem alle ved navn. Fordi hans vældige styrke er så stor, og hans kraft så stærk, mangler end ikke én.“ — Esajas 40:26.
Bibelen viser altså at universet med hele sin orden og harmoni eksisterer takket være den almægtige Guds „vældige styrke“, eller kraft. Det er altså tydeligt at Guds aktive kraft er umådelig stor, og vores egen eksistens afhænger af den. — Se rammen „Den hellige ånd i virksomhed“.
Jehova kan bruge sin hellige ånd i stor målestok, som han gjorde da han skabte universet. Men han kan også bruge den til gavn for de mennesker han har skabt. Bibelen er fyldt med beretninger om hvordan Guds aktive kraft har givet hans jordiske tjenere styrke.
„Jehovas ånd er over mig“
Jesu tjeneste giver os et fascinerende indblik i hvordan Guds hellige ånd kan styrke hans tjenere. „Jehovas ånd er over mig,“ sagde Jesus til folk i Nazaret. (Lukas 4:18) Hvad udrettede Jesus „i åndens kraft“? (Lukas 4:14) Han helbredte al slags sygdom, bragte de oprørte vande til ro, bespiste tusinder med nogle få fisk og brød og oprejste endog nogle fra de døde. Apostelen Peter beskrev Jesus som „en mand som . . . offentligt er udpeget af Gud ved kraftige gerninger og undere og tegn som Gud gjorde gennem ham“. — Apostelgerninger 2:22.
I dag udvirker den hellige ånd ikke den slags mirakler. Ikke desto mindre kan den udrette bemærkelsesværdige ting til gavn for os. Jesus forsikrede sine disciple om at Jehova villigt giver af sin hellige ånd til dem der tilbeder ham. (Lukas 11:13) Apostelen Paulus sagde for eksempel: „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ (Filipperne 4:13) Kan den hellige ånd spille en lignende rolle i dit liv? Det spørgsmål behandles i den følgende artikel.
[Ramme/illustration på side 5]
Hvorfor den hellige ånd ikke er en person
Bibelen sammenligner den hellige ånd med vand. Da Gud lovede sit folk fremtidige velsignelser, sagde han: „Jeg vil udgyde vand over den tørstige, og strømmende vand over det tørre land. Jeg vil udgyde min ånd over dit afkom, og min velsignelse over dine efterkommere.“ — Esajas 44:3.
Når Gud udgyder sin ånd over sine tjenere, bliver de „fyldt med hellig ånd“. Både om Jesus, Johannes Døber, Peter, Paulus, Barnabas og de disciple der var forsamlet på pinsedagen i år 33, siges det at de var eller blev fyldt med hellig ånd. — Lukas 1:15; 4:1; Apostelgerninger 4:8; 9:17; 11:22, 24; 13:9.
Tænk engang over følgende: Kan en person blive ’udgydt’ over mange forskellige mennesker? Kan man sige at en hel gruppe bliver „fyldt med“ en person? Det lyder ikke fornuftigt. Bibelen taler om folk der bliver fyldt med visdom, forstand eller nøjagtig kundskab, men den taler aldrig om at nogen bliver fyldt med en anden person. — 2 Mosebog 28:3; 1 Kongebog 7:14; Lukas 2:40; Kolossenserne 1:9.
Det græske ord der er oversat med „ånd“ i udtrykket „hellig ånd“, er pneuʹma, som også indeholder tanken om en usynlig kraft. Vine’s Expository Dictionary of New Testament Words siger at ordet pneuʹma „først og fremmest betegner vinden . . . også åndedrættet; derpå især ånden, der, ligesom vinden, er usynlig, immateriel og magtfuld“.
Det fremgår altså klart at den hellige ånd ikke er en person.a
[Fodnote]
a Flere oplysninger findes i afsnittet „Sandheden om Faderen, Sønnen og den hellige ånd“ på side 201-204 i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer? udgivet af Jehovas Vidner.
[Kildeangivelse]
Photodisc/SuperStock
-
-
Den hellige ånd — en kraft du har brug for i dit livVagttårnet – 2009 | 1. oktober
-
-
Den hellige ånd — en kraft du har brug for i dit liv
„KAST mig ikke bort fra dit ansigt; og tag ikke din hellige ånd fra mig.“ (Salme 51:11) Sådan lød kong Davids inderlige bøn efter at han havde begået en tragisk fejltagelse.
David havde ofte erfaret hvilken styrke den hellige ånd kunne give. Mens han stadig var teenager, havde den sat ham i stand til at besejre Goliat — en frygtindgydende kriger. (1 Samuel 17:45-50) Den havde også givet ham kraft til at skrive nogle af de smukkeste salmer der nogen sinde er komponeret. David forklarede det selv på denne måde: „Det var Jehovas ånd som talte ved mig, og hans ord var på min tunge.“ — 2 Samuel 23:2.
Jesus Kristus bekræftede at den hellige ånd spillede en vigtig rolle i Davids liv. Ved en lejlighed sagde Jesus til sine tilhørere: „Ved den hellige ånd har David selv sagt: ’Jehova sagde til min Herre: „Sæt dig ved min højre hånd indtil jeg lægger dine fjender under dine fødder.“’“ (Markus 12:36; Salme 110:1) Jesus vidste at David skrev sine salmer under inspiration af den hellige ånd. Kan vi få hjælp af den samme hellige ånd?
„Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer“
Du kommer måske aldrig til at skrive en salme. Men du kan meget vel møde forhindringer der virker lige så afskrækkende som den tårnhøje Goliat. Det gjorde en kvinde ved navn Isabel for eksempel.a Hendes mand forlod hende til fordel for en yngre kvinde. Han efterlod hende med en stor gæld og gav hende ingen økonomisk støtte som kunne hjælpe hende til at forsørge deres to unge døtre. „Jeg følte mig svigtet og trådt på,“ siger hun. „Ikke desto mindre har jeg lige siden han forlod mig, følt at Guds hellige ånd har holdt mig oppe.“
Forventede Isabel at få hjælp fra Guds hellige ånd uden selv at gøre noget? Nej. Hver eneste dag tryglede hun Gud om at give hende hellig ånd. Hun vidste at hun havde brug for at få styrke fra Gud for at kunne se fremtiden i møde med tillid, tage sig godt af sine børn og genopbygge sit ringe selvværd. Hun fulgte Jesu opfordring: „Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer.“ — Mattæus 7:7.
Roberto følte også at han havde brug for Guds ånd, men af en anden grund. Han var afhængig af tobak og hash og røg hele tiden. Han kæmpede imod sit misbrug i to lange år og fik adskillige tilbagefald. „Man bliver urolig og ængstelig når man holder op,“ forklarer Roberto. „Kroppen bliver ved med at skrige på stoffer den ene dag efter den anden.“
„Men jeg var besluttet på at forandre mit liv så jeg kunne tjene Gud på en acceptabel måde,“ fortsætter Roberto. „Jeg prøvede at fylde mit sind med positive tanker fra Bibelen. Jeg bad inderligt til Gud hver eneste dag og anmodede ham om at give mig styrke til at få ryddet op i mit liv. Jeg vidste at jeg ikke kunne klare det alene. Og jeg så hvordan Jehova besvarede mine bønner, især når jeg havde det dårligt efter et tilbagefald. Jeg føler at Guds hellige ånd gav mig ny styrke; uden hans ånds hjælp kunne jeg aldrig have overvundet mit misbrug.“ — Filipperne 4:6-8.
Stig op „med svingfjer som ørne“
Millioner af Jehovas Vidner har, ligesom Isabel og Roberto, mærket den hellige ånds kraft i deres liv. Jehovas aktive kraft — den kraft der står bag skabelsen af hele universet — er også en kraft du kan få del i hvis du ønsker det. Hvis du oprigtigt anmoder Gud om det, er han villig til og ivrig efter at give dig af sin ånd. Men for at få del i denne ånd må du lære sandheden om ham at kende og oprigtigt bestræbe dig for at gøre hans vilje. — Esajas 55:6; Hebræerne 11:6.
Ved hjælp af den styrke den hellige ånd giver, kan du få kraft til at tjene Gud på en måde han synes om, og til at møde en hvilken som helst udfordring du måtte blive konfronteret med i dit liv. Bibelen giver os denne forsikring: „[Jehova] giver den trætte kraft; og den som er uden styrke, giver han øgede kræfter. . . . De der håber på Jehova vil få ny kraft. De vil stige op med svingfjer som ørne. De vil løbe og ikke blive matte; de vil vandre og ikke blive trætte.“ — Esajas 40:28-31.
[Fodnote]
a Navnene er ændret.
[Tekstcitat på side 8]
’Jeg bad inderligt til Gud hver eneste dag og anmodede ham om at give mig styrke. Jeg vidste at jeg ikke kunne klare det alene. Og jeg så hvordan han besvarede mine bønner’
[Ramme/illustrationer på side 7]
DEN HELLIGE ÅND I VIRKSOMHED
Gud gjorde brug af den hellige ånd da han skabte jorden og resten af universet. „Hvor er dine værker mange, Jehova! Dem alle har du udført med visdom. Jorden er fuld af hvad du har frembragt,“ udbrød salmisten. „Du sender din ånd — de skabes.“ — Salme 104:24, 30; 1 Mosebog 1:2; Job 33:4.
Den hellige ånd inspirerede gudfrygtige mænd til at nedskrive Bibelen. „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig,“ skrev apostelen Paulus. (2 Timoteus 3:16) Udtrykket „inspireret af Gud“ er en oversættelse af et græsk ord der betyder „Gud-indåndet“ eller „indblæst af Gud“. Jehovas ånde, eller ånd, ledede bibelskribenternes tanker så de viderebragte „Guds ord“. — 1 Thessaloniker 2:13.
Den hellige ånd satte Guds tjenere i stand til at forudsige fremtiden nøjagtigt. Apostelen Peter forklarede: „Ingen profeti i Skriften udspringer af nogen privat fortolkning. For aldrig er en profeti blevet fremført ved et menneskes vilje, men mennesker udtalte ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd.“ — 2 Peter 1:20, 21; Joel 2:28.
Den hellige ånd hjalp Jesus og andre af troens mænd til at forkynde den gode nyhed om Guds rige og til at udføre mirakler. Jesus sagde: „Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde godt nyt for fattige; han sendte mig ud for at forkynde frigivelse for fanger og for blinde at de skal få deres syn igen.“ — Lukas 4:18; Mattæus 12:28.
[Ramme/illustrationer på side 9]
MÅDER DEN HELLIGE ÅND KAN HJÆLPE OS PÅ
Den hellige ånd kan give dig styrke til at modstå fristelser og overvinde skadelige vaner. Apostelen Paulus sagde: „Gud er trofast, og han vil ikke lade jer blive fristet ud over hvad I kan tåle, men sammen med fristelsen vil han også skabe en udvej, så I kan modstå den.“ — 1 Korinther 10:13.
Den hellige ånd kan hjælpe dig til at opdyrke egenskaber som Gud har behag i. „Åndens frugt [er] kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed, selvbeherskelse.“ — Galaterne 5:22, 23.
Den hellige ånd kan give dig styrke til at udholde prøvelser. „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ — Filipperne 4:13.
-