Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Lad dig påvirke af Guds ånd, ikke verdens
    Vagttårnet – 2011 | 15. marts
    • Lad dig påvirke af Guds ånd, ikke verdens

      „Nu har vi ikke fået verdens ånd, men den ånd som er fra Gud, for at vi kan kende det som Gud i sin godhed har givet os.“ — 1 KOR. 2:12.

      1, 2. (a) I hvilken forstand er sande kristne i krig? (b) Hvilke spørgsmål vil vi se nærmere på?

      SANDE kristne er i krig! Vores fjende er stærk, snedig og krigsvant. Han har et våben til sin rådighed der er så effektivt at størstedelen af menneskeheden er bukket under for det. Alligevel behøver vi ikke at føle os magtesløse eller dømt til at lide nederlag. (Es. 41:10) Vi har et forsvar til vores rådighed som fjenden ikke kan trænge igennem eller nedkæmpe.

      2 Den krig vi udkæmper, er ikke bogstavelig, men åndelig, eller billedlig. Vores fjende er Satan Djævelen, og det våben han primært bruger, er „verdens ånd“. (1 Kor. 2:12) Vores vigtigste forsvar mod hans angreb er Guds ånd. For at overleve denne krig og forblive åndeligt levende må vi bede om Guds ånd og bære denne ånds frugt i vort liv. (Gal. 5:22, 23) Men hvad er verdens ånd, og hvordan har den fået så stor magt? Hvordan kan vi afgøre om verdens ånd påvirker os? Og hvad kan vi lære af Jesus om hvordan vi kan blive påvirket af Guds ånd, og hvordan vi modstår verdens ånd?

  • Lad dig påvirke af Guds ånd, ikke verdens
    Vagttårnet – 2011 | 15. marts
    • Lader du dig påvirke af verdens ånd?

      6. Hvad er forudsætningen for at verdens ånd kan påvirke os?

      6 Mange er blinde for Satans indflydelse, men der er ingen grund til at sande kristne skulle være uvidende om hans taktik. (2 Kor. 2:11) I realiteten kan verdens ånd ikke påvirke os medmindre vi tillader det. Lad os se på fire spørgsmål der kan hjælpe os til at afgøre om vi lader os påvirke af Guds ånd eller af verdens ånd.

      7. Nævn en af de måder hvorpå Satan prøver at skille os fra Jehova.

      7 Hvad røber mit valg af underholdning om mig? (Læs Jakob 3:14-18). Satan prøver at skille os fra Gud ved at få os til at elske vold. Djævelen ved at Jehova hader den der elsker vold. (Sl. 11:5) Derfor prøver han at appellere til folks kødelige lyster ved hjælp af bøger, blade, film, musik og computerspil. I nogle af disse bliver spillerne selv tilskyndet til at ’deltage’ i grov umoralitet og vold. Satan har ikke noget imod at hovedparten af vores hjerte elsker det der er ret, så længe blot en del af det elsker det onde, som han står bag. — Sl. 97:10.

      8, 9. Hvilke spørgsmål angående underholdning bør vi stille os selv?

      8 På den anden side tilskynder Guds ånd dem der lader sig påvirke af den, til at være rene, fredsstiftende og fulde af barmhjertighed. Vi gør klogt i at spørge os selv: ’Fremkalder den underholdning jeg vælger, positive egenskaber i mig?’ Visdommen ovenfra er „ikke hyklerisk“. De som lader sig påvirke af Guds ånd, forkynder ikke moralsk renhed og fred over for dem de møder i forkyndelsen, for derefter at finde fornøjelse i at se på sadistisk vold og umoralitet når de er hjemme hos sig selv.

      9 Jehova forventer udelt hengivenhed af os. Satan, derimod, vil være tilfreds med blot én tilbedelseshandling som i Jesu tilfælde. (Luk. 4:7, 8) Vi kan spørge os selv: ’Gør den underholdning jeg vælger, det muligt for mig at vise Gud udelt hengivenhed? Gør mit valg det sværere eller lettere for mig at modstå verdens ånd? Bør jeg ændre mit valg af underholdning i fremtiden?’

      10, 11. (a) Hvilken indstilling fremmer verdens ånd med hensyn til materielle ejendele? (b) Hvilken indstilling tilskynder Guds inspirerede ord os til at have?

      10 Hvordan er min indstilling til materielle ejendele? (Læs Lukas 18:24-30). Verdens ånd fremmer „øjnenes begær“ ved at opmuntre til grådighed og materialisme. (1 Joh. 2:16) Det har fået mange til at beslutte at de vil være rige. (1 Tim. 6:9, 10) Denne ånd vil have os til at tro at vi kan opnå varig tryghed ved at samle os en mængde materielle ting. (Ordsp. 18:11) Men hvis vi lader kærligheden til penge fortrænge kærligheden til Gud, har Satan vundet en sejr. Vi bør spørge os selv: ’Drejer mit liv sig mere og mere om at søge materielle bekvemmeligheder og fornøjelser?’

      11 Guds inspirerede ord opmuntrer os derimod til at have et afbalanceret syn på penge og til at arbejde målrettet på at sørge for de materielle fornødenheder til os selv og vores familie. (1 Tim. 5:8) Guds ånd hjælper dem der lader sig påvirke af den, til at efterligne Jehovas gavmildhed. De er kendt som nogle der giver, og ikke som nogle der modtager. De sætter mere pris på mennesker end på ting og deler med glæde ud af det de har, når de har midlerne til det. (Ordsp. 3:27, 28) Og de lader aldrig deres stræben efter penge træde i stedet for tjenesten for Gud.

      12, 13. Hvordan kan Guds ånd, i modsætning til verdens ånd, påvirke os i en god retning?

      12 Hvilken ånd vidner min personlighed om? (Læs Kolossenserbrevet 3:8-10, 13). Verdens ånd fremmer kødets gerninger. (Gal. 5:19-21) En virkelig prøve på hvilken ånd vi lader os påvirke af, oplever vi — ikke når tingene går godt, men når de ikke gør det — for eksempel når en kristen broder eller søster ignorerer os, fornærmer os eller endda synder imod os. Desuden kan det være tydeligt hvilken ånd der er den dominerende hos os når vi befinder os inden for hjemmets fire vægge. Her vil det være på sin plads med lidt selvransagelse. Spørg dig selv: ’Er min personlighed i løbet af det sidste halve år kommet til at ligne den kristne personlighed mere, eller er jeg i tale og adfærd faldet tilbage til nogle dårlige vaner?’

      13 Guds ånd kan hjælpe os til at ’afføre os den gamle personlighed sammen med dens forehavender’ og iføre os „den nye personlighed“. Det vil hjælpe os til at blive mere kærlige og venlige. Vi vil være mere tilbøjelige til frit at tilgive hinanden, selvom der synes at være en gyldig grund til klage. Hvis vi mener vi har været udsat for uretfærdigheder, vil vi ikke længere reagere med „bitterhed og harme og vrede og skrigen og spot“. Vi vil i stedet bestræbe os for at være ’venlige og inderligt medfølende’. — Ef. 4:31, 32.

      14. Hvordan betragter mange i denne verden Guds ord?

      14 Respekterer og elsker jeg Bibelens moralnormer? (Læs Ordsprogene 3:5, 6). Verdens ånd kommer til udtryk i at man gør oprør mod Guds ord. De der lader sig påvirke af denne ånd, tilsidesætter de udtalelser i Bibelen de betragter som besværlige, og foretrækker i stedet menneskers overleveringer og opfattelser. (2 Tim. 4:3, 4) Nogle forkaster helt Guds ord. De sætter spørgsmålstegn ved Bibelens pålidelighed og relevans og bliver vise i deres egne øjne. De udvander Bibelens klare retningslinjer angående ægteskabsbrud, homoseksualitet og skilsmisse. De kalder „ondt for godt og godt for ondt“. (Es. 5:20) Er vi blevet påvirket af denne ånd? Stoler vi på menneskers visdom, inklusive vore egne idéer, når vi står over for problemer? Eller prøver vi at følge Bibelens råd?

      15. Hvad bør vi gøre i stedet for at støtte os til vores egen visdom?

      15 Guds ånd indgyder os respekt for Bibelen. Ligesom salmisten betragter vi Guds ord både som en lampe for vor fod og et lys på vor sti. (Sl. 119:105) I stedet for at støtte os til vores egen visdom stoler vi fuldt og fast på at Guds skrevne ord vil hjælpe os til at skelne mellem ret og uret. Vi lærer ikke alene at respektere Guds lov, men også at elske den. — Sl. 119:97.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del