-
Hvorfor skal vi lade os lede af Guds ånd?Vagttårnet – 2011 | 15. december
-
-
Hvorfor skal vi lade os lede af Guds ånd?
„Du er min Gud. Din ånd er god; måtte den føre mig.“ — SL. 143:10.
1. Forklar hvordan en usynlig kraft kan lede en person.
HAR du nogen sinde brugt et kompas for at finde vej? Et kompas er et simpelt instrument med kun én bevægelig del — en magnetnål der peger mod nord. På grund af en usynlig kraft der er kendt som magnetisme, retter kompasnålen sig ind efter jordens magnetfelt. I århundreder har opdagelsesrejsende og andre brugt kompasset til at finde vej over land og hav.
2, 3. (a) Hvilken stærk kraft gjorde Jehova brug af i en fjern fortid? (b) Hvordan ved vi at Guds virksomme kraft kan lede os i dag?
2 Der er en anden usynlig kraft som det er endnu vigtigere at vi lader os lede af. Hvilken? Det er den der omtales i Bibelens indledende ord. Om det Jehova udrettede i en fjern fortid, siger Første Mosebog: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ I den forbindelse gjorde Gud brug af en stærk, dynamisk kraft, for skabelsesberetningen fortsætter: „Guds virksomme kraft var i bevægelse frem og tilbage.“ (1 Mos. 1:1, 2) Hvad var det der var i virksomhed? Den hellige ånd. Vi er taknemmelige for at Jehova brugte denne ånd til at give os livet og skabe alt andet i universet. — Job 33:4; Sl. 104:30.
3 Jehova brugte altså sin virksomme kraft til at skabe os, men kan denne kraft få indflydelse på vores liv på en anden måde? Det vidste Guds egen søn, Jesus, at den kunne, for han sagde til sine disciple at ’ånden ville lede dem til hele sandheden’. (Joh. 16:13) Men hvad er den hellige ånd egentlig, og hvorfor bør vi ønske at lade os lede af den?
Hvad er den hellige ånd?
4, 5. (a) Hvilken forkert opfattelse angående den hellige ånd har tilhængere af treenighedslæren? (b) Hvordan vil du forklare hvad den hellige ånd er?
4 Nogle af dem vi taler med i forkyndelsen, har et ubibelsk syn på den hellige ånd. Tilhængere af treenighedslæren har den forkerte opfattelse at denne ånd er en person der er lig Gud, Faderen. (1 Kor. 8:6) Det er derfor at der i nogle bibeloversættelser står „Helligånden“, altså med stort begyndelsesbogstav. Men treenighedslæren er helt klart i modstrid med Bibelen.
5 Hvad er den hellige ånd så? I studieudgaven af Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter siges der i en fodnote til Første Mosebog 1:2: „Ordet ruʹach [hebraisk] kan også oversættes med ’ånd’, ’vind’ og andre ord der betegner en usynlig virksom kraft.“ (Jævnfør fodnoterne til Første Mosebog 3:8; 8:1). Ligesom vinden er den immaterielle hellige ånd usynlig men frembringer synlige resultater. Denne ånd er ikke en person, men en energi Gud overfører til og lader virke på nogen eller noget for at gennemføre sin vilje. Er det vanskeligt at tro at en sådan vældig kraft udgår fra den hellige og almægtige Gud? Bestemt ikke! — Læs Esajas 40:12, 13.
6. Hvilken anmodning rettede David til Jehova?
6 Vil Jehova fortsat bruge sin ånd til at lede os gennem livet? Han gav salmisten David dette løfte: „Jeg giver dig indsigt og lærer dig den vej du skal gå.“ (Sl. 32:8) Var det noget David ønskede? Ja, for han rettede følgende anmodning til Jehova: „Lær mig at gøre din vilje, for du er min Gud. Din ånd er god; måtte den føre mig.“ (Sl. 143:10) Vi må have det samme ønske og være lige så villige til at lade os lede af Guds ånd. Hvorfor det? Lad os se på fire grunde.
Vi er ikke i stand til at lede os selv
7, 8. (a) Hvorfor er vi ikke i stand til at lede os selv uafhængigt af Gud? (b) Forklar med en illustration hvorfor vi ikke på egen hånd bør forsøge at klare os igennem de sidste dage.
7 Den første grund til at vi skulle ønske at lade os lede af Guds ånd, er at vi ikke er skabt med evnen til at lede os selv. Og vores ufuldkomne tilstand har kun gjort det endnu vanskeligere for os at gøre det rigtige. Profeten Jeremias skrev: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ (Jer. 10:23) Jeremias hørte Guds begrundelse for hvorfor vi ikke er i stand til det. Om det menneske vi er i det indre, sagde Jehova: „Hjertet er mere forræderisk end noget andet, og desperat. Hvem kender det?“ — Jer. 17:9; Matt. 15:19.
8 Ville det ikke være dumdristigt af en uerfaren person at tage på vandretur i et ukendt område uden en dygtig guide eller så meget som et kompas? Da han ikke ved hvordan han skal overleve i det ugæstfri terræn, eller hvordan han finder sikkert frem til sit bestemmelsessted, sætter han livet på spil. En der tror at han selv kan finde vej i denne onde verden uden at Gud leder ham, sætter også livet på spil. Den eneste mulighed vi har for at komme helskindet gennem de sidste dage, er at anmode Jehova om det samme som David gjorde: „Lad mine skridt holde sig til dine spor, hvor mine fødder ikke bliver bragt til at vakle.“ (Sl. 17:5; 23:3) Hvordan kan vi blive ledet på denne måde?
9. Hvordan kan Guds ånd lede os, som vist på side 17?
9 Hvis vi er ydmyge og villige til at stole på Jehova, vil han give os sin hellige ånd for at lede os. Hvordan vil denne virksomme kraft hjælpe os? Det forklarede Jesus sine disciple med ordene: „Hjælperen, den hellige ånd, som Faderen vil sende i mit navn, han vil lære jer alt og minde jer om alt hvad jeg har fortalt jer.“ (Joh. 14:26) Når vi regelmæssigt og under bøn studerer Bibelen, deriblandt alt det Jesus sagde, vil den hellige ånd øge vores forståelse af Jehovas dybe visdom så vi kan gøre hans vilje. (1 Kor. 2:10) Og når vi kommer ud for noget uventet i vores liv, vil den hellige ånd vise os hvilken vej vi skal gå. Den vil minde os om principper fra Bibelen som vi tidligere har lært, og hjælpe os til at forstå hvordan vi kan bruge dem i den pågældende situation.
Jesus blev ledet af Guds ånd
10, 11. Hvad kunne Guds enestefødte søn forvente i forbindelse med den hellige ånd, og hvad erfarede han?
10 En anden grund til at vi skulle ønske at lade os lede af den hellige ånd, er at Gud brugte den til at lede sin egen søn. Før Guds enestefødte søn kom til jorden, kendte han denne profeti: „Over ham skal Jehovas ånd hvile, visdoms og forstands ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og Jehovas frygts ånd.“ (Es. 11:2) Forestil dig hvor ivrig Jesus må have været efter at få Guds ånds hjælp til at klare de udfordringer han ville komme ud for her på jorden!
11 Jehovas ord gik i opfyldelse. I evangelieberetningen læser vi hvad der skete lige efter at Jesus var blevet døbt: „Fyldt med hellig ånd forlod Jesus nu Jordan, og af ånden førtes han omkring i ørkenen.“ (Luk. 4:1) Dér, mens Jesus fastede, bad og mediterede, gav Jehova ham uden tvivl instruktioner og forberedte ham på hvad der ventede ham. Guds virksomme kraft virkede på Jesu sind og hjerte, ledte hans tanker og hjalp ham til at træffe beslutninger. Derfor vidste Jesus hvad hans Fader ønskede han skulle gøre i forskellige situationer, og han handlede derefter.
12. Hvorfor er det vigtigt at vi beder om Guds ånds ledelse?
12 Jesus vidste hvor stor værdi det havde at han lod Guds ånd virke på sig, og derfor tilskyndede han sine disciple til at bede om den hellige ånd og lade sig lede af den. (Læs Lukas 11:9-13). Hvorfor er det vigtigt at også vi følger den tilskyndelse? Fordi den hellige ånd kan forvandle vores måde at tænke på så vi får Kristi sind. (Rom. 12:2; 1 Kor. 2:16) Når vi lader os lede af Guds ånd, kan vi få samme tankegang som Kristus og efterligne ham. — 1 Pet. 2:21.
Verdens ånd kan føre os på vildspor
13. Hvad er verdens ånd, og hvad får den folk til at gøre?
13 Den tredje grund til at vi bør ønske at lade os lede af Guds ånd, er at vi uden den ville blive ført på vildspor af den ugudelige ånd der påvirker de fleste mennesker i dag, verdens ånd. Denne ånd er en magtfuld drivkraft der får folk til at gøre det stik modsatte af hvad den hellige ånd tilskynder os til. I stedet for at hjælpe folk til at opdyrke Kristi sind får verdens ånd deres tankegang og adfærd til at ligne den der kendetegner denne verdens hersker, Satan. (Læs Efeserbrevet 2:1-3; Titus 3:3). Når nogen lader sig lede af verdens ånd og gør kødets gerninger, får det alvorlige konsekvenser; vedkommende vil ikke arve Guds rige. — Gal. 5:19-21.
14, 15. Hvordan kan vi modstå verdens ånd?
14 Jehova har udrustet os til at kunne modstå verdens ånd. „Bliv ved med at hente kraft i Herren og i hans styrkes vælde,“ sagde Paulus, „for at I må kunne stå imod på den onde dag.“ (Ef. 6:10, 13) Jehova styrker os ved hjælp af sin ånd så vi kan modstå Satans forsøg på at vildlede os. (Åb. 12:9) Verdens ånd er stærk, og vi kan ikke helt undgå den. Men vi behøver ikke at blive fordærvet af den. Den hellige ånd er stærkere, og den vil hjælpe os.
15 Om dem der i det første århundrede vendte kristendommen ryggen, skrev apostelen Peter: „Idet de har forladt den lige vej er de faret vild.“ (2 Pet. 2:15) Hvor kan vi være taknemmelige for at ’vi ikke har fået verdens ånd, men den ånd som er fra Gud’! (1 Kor. 2:12) Når vi lader os lede af den og drager fuld nytte af alt det Jehova har givet os for at vi kan blive på den rette vej, kan vi modstå verdens sataniske ånd. — Gal. 5:16.
Den hellige ånd frembringer god frugt
16. Hvilken frugt kan den hellige ånd frembringe i os?
16 En fjerde grund til at vi skulle ønske at lade Guds ånd virke i os, er at den kan få os til at frembringe god frugt. (Læs Galaterbrevet 5:22, 23). Hvem iblandt os kunne ikke tænke sig at være mere kærlig, glad og fredsommelig? Hvem af os vil ikke gerne vise mere langmodighed, venlighed og godhed? Og hvem af os ville ikke have gavn af at få større tro og blive bedre til at vise mildhed og selvbeherskelse? Guds ånd frembringer gode egenskaber i os, egenskaber som både er til gavn for os selv og for vores familie og trosfæller. Det er en vedvarende proces at opdyrke åndens frugt, for der er ingen grænser for hvor meget af den vi har brug for og kan frembringe.
17. Hvordan kan vi i endnu højere grad opdyrke visse aspekter af åndens frugt?
17 Det vil være klogt af os at overveje om vores ord og handlinger viser at vi lader os lede af den hellige ånd og frembringer dens frugt. (2 Kor. 13:5a; Gal. 5:25) Hvis vi finder ud af at der er visse aspekter af åndens frugt som vi bør opdyrke, må vi i endnu højere grad samarbejde med den hellige ånd om at frembringe disse egenskaber. Det kan vi gøre ved at undersøge hvad Bibelen og de kristne publikationer siger om dem. Dernæst må vi overveje hvordan vi i hverdagen kan vise disse aspekter af åndens frugt og så arbejde på at opdyrke dem i større grad.a Når vi ser resultaterne af at Guds ånd virker i vores eget og vores trosfællers liv, bliver det tydeligt for os hvorfor vi skal lade os lede af den.
Lader du dig lede af Guds ånd?
18. Hvordan er Jesus et eksempel for os med hensyn til at følge Guds ånds ledelse?
18 Eftersom Jesus var Guds „værkmester“ ved skabelsen af det fysiske univers, vidste han alt om jordens magnetfelt, som mennesker bruger i forbindelse med navigation. (Ordsp. 8:30; Joh. 1:3) Der er dog intet i Bibelen der tyder på at Jesus lod sig lede af denne kraft mens han befandt sig på jorden. Bibelen siger imidlertid at han som menneske erfarede hvilken magtfuld kraft Guds hellige ånd var. Han ville gerne lade sig lede af den, og han adlød villigt når den tilskyndede ham til at gøre noget bestemt. (Mark. 1:12, 13; Luk. 4:14) Har du samme indstilling?
19. Hvad må vi gøre for at den hellige ånd kan lede os?
19 Guds virksomme kraft virker stadig på sindet og hjertet hos dem der villigt lader sig lede af den. Hvordan kan du lade den føre dig i den rigtige retning? Bed fortsat Jehova om at give dig af sin ånd og at hjælpe dig til at adlyde den. (Læs Efeserbrevet 3:14-16). Bestræb dig for at handle i overensstemmelse med dine bønner ved at søge vejledning i Guds skrevne ord, Bibelen, der jo er et produkt af den hellige ånd. (2 Tim. 3:16, 17) Adlyd de kloge råd Bibelen giver, og følg villigt den hellige ånds ledelse. Vis at du har tillid til at Jehova kan lede dig sikkert gennem livet i denne onde verden.
[Fodnote]
a Der findes flere oplysninger om hvert enkelt aspekt af åndens frugt under emnet „Åndens frugt“ i Register til Vagttårnets publikationer.
-
-
Trofaste tjenere i fortiden lod sig lede af Guds åndVagttårnet – 2011 | 15. december
-
-
Trofaste tjenere i fortiden lod sig lede af Guds ånd
„Den suveræne Herre Jehova [har] selv sendt mig, tillige med sin ånd.“ — ES. 48:16.
1, 2. Hvad er nødvendigt for at få en stærk tro, og hvordan kan Guds trofaste tjenere i fortiden være til opmuntring for os?
LIGE siden Abels tid har mange vist tro på Gud, men som Bibelen siger ’er troen ikke alles’. (2 Thess. 3:2) Hvad er det der gør at nogle har tro, og hvad hjælper dem til at forblive trofaste? Tro kommer i vid udstrækning af det man hører fra Guds ord. (Rom. 10:17) Den er en del af Guds hellige ånds frugt. (Gal. 5:22, 23) Så for at få en stærk tro har vi brug for den hellige ånd.
2 Det vil være forkert at mene at tro er noget man er født med. De trofaste mænd og kvinder vi læser om i Bibelen, var mennesker „med de samme svagheder som vi“. (Jak. 5:17) De måtte kæmpe med tvivlstanker, usikkerhed og deres egen ufuldkommenhed, men ved hjælp af Guds ånd blev de „fyldt med kraft“ til at klare svære situationer. (Hebr. 11:34) I dag, hvor vores tro er under angreb, kan dét at tænke over hvordan Jehovas ånd virkede på dem, opmuntre os til at forblive trofaste.
Guds ånd gav Moses kraft
3-5. (a) Hvordan ved vi at Moses fik hjælp af den hellige ånd? (b) I hvilken udstrækning giver Jehova os af sin hellige ånd, sådan som det fremgår af eksemplet med Moses?
3 Af alle de mennesker der levede i 1513 f.v.t., var Moses „langt den sagtmodigste“. (4 Mos. 12:3) Denne milde og ydmyge tjener for Gud var blevet betroet et enormt ansvar blandt Guds folk, Israel. Guds ånd satte Moses i stand til at profetere, afsige domme, føre an, nedskrive beretninger og udføre mirakler. (Læs Esajas 63:11-14). Men på et tidspunkt klagede Moses over at hans opgave var for tung en byrde. (4 Mos. 11:14, 15) Derfor tog Jehova „noget af den ånd“ der var over Moses, og lagde den på 70 ældste så de kunne aflaste ham. (4 Mos. 11:16, 17) Moses følte ganske vist at hans opgave var for stor en byrde for ham, men han havde ikke været alene om at bære den. Og de 70 der blev udnævnt til at hjælpe ham, ville heller ikke være alene om at bære byrden.
4 Moses havde fået det mål af hellig ånd der var nødvendigt for at klare opgaven. Selv efter at Jehova havde lagt noget af sin ånd på de 70, havde Moses stadig al den ånd han behøvede. Moses havde ikke for lidt, og de 70 ældste havde ikke for meget. Jehova giver os det mål af ånd vi har brug for, alt efter vores omstændigheder. „Han giver nemlig ikke ånden efter mål,“ men „af hans fylde“. — Joh. 1:16; 3:34.
5 Står du over for prøvelser? Lægger dine forpligtelser beslag på mere og mere af din tid? Kæmper du for at sørge for din families åndelige og fysiske behov samtidig med at du forsøger at klare stigende leveomkostninger og helbredsproblemer? Har du store ansvarsopgaver i menigheden? Du kan være sikker på at Gud ved hjælp af sin hellige ånd kan give dig den styrke du har behov for. — Rom. 15:13.
Hellig ånd hjalp Bezalel
6-8. (a) Hvad satte Guds ånd Bezalel og Oholiab i stand til at gøre? (b) Hvad viser at Bezalel og Oholiab blev ledet af den hellige ånd? (c) Hvorfor er Bezalels eksempel til opmuntring for os?
6 En anden tjener for Jehova der levede samtidig med Moses, var Bezalel. Hans eksempel lærer os en hel del om den måde Guds ånd kan virke på. (Læs Anden Mosebog 35:30-35). Bezalel blev udvalgt til at stå for fremstillingen af inventaret til teltboligen. Havde han erfaring i kunsthåndværk inden han gik i gang med dette omfattende projekt? Muligvis, men det sidste han havde arbejdet med, var at fremstille teglsten for egypterne. (2 Mos. 1:13, 14) Så hvordan skulle Bezalel kunne udføre denne vanskelige opgave? Jehova ’fyldte ham med sin ånd: med visdom, forstand og kundskab og med færdighed i al slags kunsthåndværk, nemlig til at lave udkast, til fremstilling af kunstfærdige arbejder af enhver art’. Uanset hvilke medfødte evner Bezalel kan have haft, gjorde den hellige ånd ham endnu dygtigere. Det samme kan siges om Oholiab. Bezalel og Oholiab må have lært meget, for de udførte ikke alene deres opgaver, men oplærte også andre. Ja, Gud ’indgav i deres hjerte at undervise’.
7 Noget andet der vidner om at Bezalel og Oholiab blev ledet af Guds ånd, er den fremragende kvalitet af deres arbejde. Det de fremstillede, var stadig i brug omkring 500 år senere. (2 Krøn. 1:2-6) Bezalel og Oholiab forsynede ikke deres produkter med et varemærke eller en signatur, sådan som mange kunsthåndværkere gør i dag. De tilskrev Jehova æren for det de udrettede. — 2 Mos. 36:1, 2.
8 I dag står vi undertiden over for store opgaver der kræver særlige færdigheder, såsom byggeprojekter, trykkerivirksomhed, planlægning af stævner, organisering af nødhjælp og kommunikation med læger og andet hospitalspersonale om vores bibelske syn på brugen af blod. I visse tilfælde bliver disse opgaver forestået af nogle iblandt os der er faguddannede, men som oftest udføres de af nogle der ikke har så stor erfaring på området. Det er Guds ånd der får deres arbejde til at lykkes. Har du nogle gange holdt dig tilbage fra at tage imod en opgave i tjenesten for Jehova fordi du føler at andre er mere kvalificerede end du er? Husk på at Jehovas ånd kan øge din viden og forbedre dine færdigheder så du kan udføre enhver opgave han giver dig.
Josua sejrede ved hjælp af Guds ånd
9. Hvilken situation befandt israelitterne sig i efter udgangen af Egypten, og hvilket spørgsmål opstod der?
9 Gud brugte også sin ånd til at lede en anden af sine tjenere, en mand der levede samtidig med Moses og Bezalel. Kort efter israelitternes udgang af Egypten rettede amalekitterne et uprovokeret angreb mod Guds folk. Tiden var kommet da israelitterne, der nu var et frit folk, skulle slå dette angreb tilbage. Uden at have nogen som helst erfaring i krigsførelse måtte de udkæmpe deres første militære slag. (2 Mos. 13:17; 17:8) Der var brug for en til at stå i spidsen for kampstyrken. Men hvem skulle det være?
10. Hvorfor vandt Josua og hans hær kampen?
10 Josua var den der blev valgt. Men hvis han skulle oplyse sin tidligere joberfaring for at kunne kvalificere sig til opgaven, hvad kunne han så have nævnt? Slavearbejder? Halm- og lerblander? Mannaindsamler? Josuas farfar, Elisjama, derimod, var høvding for Efraims stamme og åbenbart anfører for de 108.100 mænd der udgjorde en af Israels lejrafdelinger. (4 Mos. 2:18, 24; 1 Krøn. 7:26, 27) Ikke desto mindre tilkendegav Jehova gennem Moses at det var Josua, ikke Elisjama eller hans søn Nun, som skulle være anfører for den kampstyrke der skulle besejre fjenden. Kampen varede det meste af dagen. Fordi Josua adlød Gud og lod sig lede af den hellige ånd, sejrede Israel. — 2 Mos. 17:9-13.
11. Hvordan kan vi, ligesom Josua, klare de opgaver vi får i tjenesten for Gud?
11 Senere efterfulgte Josua, der „var fuld af visdoms ånd“, Moses som leder. (5 Mos. 34:9) Den hellige ånd gav ham ikke evnen til at profetere eller udføre mirakler, sådan som det var sket i Moses’ tilfælde, men den satte ham i stand til at lede Israels hær og gennemføre erobringen af Kana’ans land. I dag føler vi os måske uerfarne eller uegnede til at udføre visse sider af vores hellige tjeneste. Men hvis vi nøje følger Jehovas vejledning, kan vi ligesom Josua have tillid til at vi vil kunne klare vores opgaver. — Jos. 1:7-9.
„Jehovas ånd iklædte sig Gideon“
12-14. (a) Hvad fortæller det os at Gideons 300 mænd kunne slå den store midjanitiske hær på flugt? (b) Hvordan styrkede Jehova Gideons tro? (c) Hvilken hjælp får vi fra Gud i dag?
12 Efter Josuas død fortsatte Jehova med at bruge sin ånd til at styrke sine trofaste tjenere. Dommerbogen er fyldt med beretninger om mennesker der „fra at være svage blev fyldt med kraft“. (Hebr. 11:34) Ved hjælp af sin hellige ånd ansporede Gud for eksempel Gideon til at kæmpe for sit folk. (Dom. 6:34) Den hær Gideon mønstrede, udgjorde imidlertid kun en fjerdedel af midjanitternes. I Jehovas øjne var Gideons lille hær dog stadig alt for stor. To gange gav han derfor påbud om at hæren skulle reduceres, og til sidst var forholdstallet 1 til 450. (Dom. 7:2-8; 8:10) Nu var Jehova tilfreds, for hvis Gideons mænd vandt en strålende sejr, kunne ingen bagefter prale med at det skete ved menneskers visdom eller styrke.
13 Gideon og hans krigere var næsten klar. Hvis du havde været en del af denne lille hær, ville du da have følt dig tryg i bevidstheden om at de der havde været frygtsomme eller mindre årvågne, var blevet sendt hjem? Eller ville du have været lidt bange for hvordan det hele skulle gå? Vi behøver ikke at gætte os til hvordan Gideon havde det, men han gjorde alligevel hvad han fik besked på! (Læs Dommerbogen 7:9-14). Jehova irettesatte heller ikke Gideon for tidligere at have bedt om et tegn som bevis på at han ville hjælpe ham. (Dom. 6:36-40) Nej, han styrkede tværtimod Gideons tro.
14 Jehovas magt til at frelse er ubegrænset. Han kan hjælpe sit folk ud af en hvilken som helst knibe, også ved at gøre brug af nogle der virker svage eller hjælpeløse. Nogle gange kan vi føle at vi befinder os i en fortvivlet situation, eller at vores modstandere er i overtal. Vi forventer selvfølgelig ikke at Gud mirakuløst vil give os nogle tegn, sådan som han gjorde i Gideons tilfælde. Men vi kan få vejledning og trøst fra Guds ord og gennem hans organisation, som han leder med sin ånd. (Rom. 8:31, 32) Jehovas kærlige løfter styrker vores tro og overbeviser os om at han virkelig er vores hjælper!
’Jehovas ånd kom over Jefta’
15, 16. Hvorfor havde Jeftas datter en god indstilling, og hvordan kan det være til opmuntring for forældre?
15 Lad os tage et andet eksempel. Da israelitterne måtte kæmpe mod ammonitterne, „kom Jehovas ånd over Jefta“. Ivrig efter at vinde sejr til Jehovas pris aflagde Jefta et løfte som kom til at koste ham dyrt. Han lovede at hvis han fik sejren over ammonitterne, ville den første som kom ham i møde når han vendte hjem, tilhøre Jehova. Da Jefta kom tilbage efter at have undertvunget Ammon, var det hans datter der løb ham i møde. (Dom. 11:29-31, 34) Kom det som nogen stor overraskelse for Jefta? Sikkert ikke, for hun var hans eneste barn. Han holdt sit løfte og viede sin datter til at tjene på en særlig måde ved Jehovas helligdom i Silo. Som en loyal tjener for Jehova ønskede Jeftas datter at hendes fars løfte skulle holdes. (Læs Dommerbogen 11:36). Jehovas ånd gav dem begge den styrke de havde brug for.
16 Hvordan havde Jeftas datter fået en sådan selvopofrende indstilling? Hendes fars nidkærhed og hengivenhed for Jehova har uden tvivl styrket hendes tro. I forældre må huske at jeres børn iagttager jeres eksempel. De beslutninger I træffer, viser at I mener det I siger. Jeres børn lytter til jeres oprigtige bønner, lægger mærke til jeres gode undervisning og ser de bestræbelser I gør jer for at tjene Jehova med et helt hjerte. Alt dette vil uden tvivl hjælpe dem til at få et stærkt ønske om at stille sig til rådighed i tjenesten for Jehova. Det giver virkelig grund til glæde!
’Jehovas ånd virkede på’ Samson
17. Hvad var Samson i stand til at udrette ved hjælp af Guds ånd?
17 Endnu et eksempel på en der fik hjælp af Guds ånd, var Samson. Efter at Israel kom i trældom under filistrene, „begyndte Jehovas ånd at anspore“ Samson til at udfri israelitterne. (Dom. 13:24, 25) Gud gav Samson kraft til at udføre bedrifter som krævede ualmindelig stor styrke. Da filistrene overtalte nogle israelitter til at fange Samson, „virkede Jehovas ånd på ham, og rebene der var om hans arme blev som linnedtråde der er brændt med ild, så hans bånd smeltede af hans hænder“. (Dom. 15:14) Selv da Samson som følge af sin egen dårlige dømmekraft var fysisk svag, blev han „ved tro“ fyldt med kraft. (Hebr. 11:32-34; Dom. 16:18-21, 28-30) Jehovas ånd virkede på Samson på en enestående måde fordi der var tale om helt usædvanlige omstændigheder. Alligevel kan denne beretning være til stor opmuntring for os i dag. Hvordan det?
18, 19. (a) Hvordan er Samsons eksempel til opmuntring for os? (b) Hvilken gavn har du haft af at læse om de trofaste tjenere for Gud der er omtalt i denne artikel?
18 Vi sætter vores lid til den samme hellige ånd som den Samson stolede på. Vi har tillid til at den vil hjælpe os i det arbejde Jesus gav sine disciple, nemlig „at forkynde for folket og at aflægge et grundigt vidnesbyrd“. (Apg. 10:42) Denne opgave kræver måske færdigheder som ikke lige ligger til os. Hvor kan vi være taknemmelige for at Jehova med sin ånd hjælper os til at klare de mange forskellige opgaver vi er blevet betroet! Vi kan sige som profeten Esajas: „Den suveræne Herre Jehova [har] selv sendt mig, tillige med sin ånd.“ (Es. 48:16) Vi udfører forkyndelsesarbejdet i forvisning om at Jehova vil forbedre vores evner og færdigheder, ligesom han gjorde i forbindelse med Moses, Bezalel og Josua. Vi bruger „åndens sværd, det vil sige Guds ord“, i tillid til at han vil give os kraft, som i tilfældet med Gideon, Jefta og Samson. (Ef. 6:17, 18) Ved at støtte os til Jehova for at få hjælp til at overvinde hindringer kan vi være lige så stærke åndeligt som Samson var det fysisk.
19 Jehova velsigner tydeligvis dem der modigt står op for den sande tilbedelse. Vores tro bliver stærkere når vi lader Guds hellige ånd virke på os. Også i De Kristne Græske Skrifter er der eksempler på nogle der lod sig lede af den hellige ånd. Det vil derfor være til stor opmuntring for os at læse hvordan Jehova gennem sin ånd hjalp sine trofaste tjenere i det første århundrede, både før og efter pinsedagen i år 33. Vi vil se på disse beretninger i den næste artikel.
-
-
Ledet af Guds ånd i det første århundrede og i dagVagttårnet – 2011 | 15. december
-
-
Ledet af Guds ånd i det første århundrede og i dag
„Det er den ene og samme ånd der udvirker alt dette.“ — 1 KOR. 12:11.
1. Hvad vil vi komme ind på i denne artikel?
PINSEDAGEN. Får dette ene ord os ikke til at tænke på en masse spændende begivenheder? (Apg. 2:1-4) Da den hellige ånd blev udgydt ved denne lejlighed i det første århundrede, markerede det en drastisk ændring med hensyn til hvordan Gud ledte sine tjenere. I den foregående artikel kom vi ind på hvordan Guds ånd satte nogle af fortidens trofaste tjenere i stand til at udføre vanskelige opgaver der blev beskrevet ned til mindste detalje. Men hvilken forskel er der på hvordan Guds ånd virkede i førkristen tid og i det første århundrede? Og hvilken gavn har kristne i dag af Guds hellige ånds virke? Lad os se nærmere på det.
„Se! Jehovas trælkvinde!“
2. Hvordan havde Maria set den hellige ånds virke?
2 Maria var til stede i den sal i Jerusalem hvor den hellige ånd blev udgydt. (Apg. 1:13, 14) Mere end tredive år tidligere havde hun dog allerede set Jehovas ånd virke på en bemærkelsesværdig måde. Mens Maria stadig var jomfru, havde Jehova fra himmelen overført sin søns liv til hendes livmoder ved hjælp af den hellige ånd. — Matt. 1:20.
3, 4. Hvilken indstilling viste Maria, og hvordan kan vi efterligne hende?
3 Hvorfor var det lige Maria der fik dette storslåede privilegium? Da engelen havde forklaret Maria hvad Jehovas vilje var med hende, udbrød hun: „Se! Jehovas trælkvinde! Måtte det gå mig som du har sagt.“ (Luk. 1:38) Marias ord var et udtryk for hendes gode hjerteindstilling, en indstilling som Gud allerede havde lagt mærke til. Hendes øjeblikkelige svar viser at hun var parat til at gøre det Jehova ønskede. Hun begyndte ikke at stille spørgsmål om hvordan folk i lokalsamfundet ville betragte det at hun blev gravid, eller hvordan det ville påvirke forholdet til hendes forlovede. Ved at omtale sig selv som en simpel trælkvinde viste Maria at hun stolede fuldstændig på Jehova som sin Herre.
4 Har du nogle gange følt at du ikke helt magtede de udfordrende opgaver du har fået i tjenesten for Gud? Vi bør hver især spørge os selv: ’Stoler jeg helt og fuldt på at Jehova vil hjælpe mig til at klare en opgave i overensstemmelse med hans vilje? Viser jeg virkelig at jeg har en villig indstilling?’ Du kan være sikker på at Gud giver sin ånd til dem der stoler på ham af hele deres hjerte og adlyder ham som deres suveræne Hersker. — Apg. 5:32.
Peter fik hjælp af den hellige ånd
5. På hvilke måder havde Peter set den hellige ånds virke inden Pinsedagen?
5 Ligesom Maria havde apostelen Peter allerede inden pinsedagen år 33 personligt erfaret den hellige ånds kraft. Jesus havde givet ham og de andre apostle myndighed til at uddrive dæmoner. (Mark. 3:14-16) Det virker sandsynligt at Peter gjorde brug af denne myndighed, selvom Bibelen ikke indeholder detaljerede oplysninger om det. Guds kraft kom også tydeligt til udtryk da Peter på opfordring fra Jesus gik på Galilæas Sø. (Læs Mattæus 14:25-29). Der er ingen tvivl om at Peter stolede på at den hellige ånd ville hjælpe ham til at udføre kraftige gerninger. Og inden længe ville ånden virke på Peter og de andre disciple på helt nye måder.
6. Hvad satte Guds ånd Peter i stand til på Pinsedagen og derefter?
6 På Pinsedagen fik Peter og andre mirakuløst evnen til at kommunikere på de sprog som blev talt af de tilrejsende der var i Jerusalem. Derefter trådte Peter frem og talte til forsamlingen. (Apg. 2:14-36) Ja, denne mand der nogle gange kunne være fremfarende og andre gange frygtsom, fik mod til at aflægge et frimodigt vidnesbyrd trods trusler og forfølgelse. (Apg. 4:18-20, 31) Gud brugte desuden sin ånd til at give Peter en særlig viden. (Apg. 5:8, 9) Og Peter fik endda kraft til at oprejse en fra døden. — Apg. 9:40.
7. Hvilke aspekter af Jesu lære stod først klart for Peter efter at han var blevet salvet?
7 Allerede før Pinsedagen havde Peter fået forståelse af mange af de sandheder Jesus underviste i. (Matt. 16:16, 17; Joh. 6:68) Men der var også visse aspekter af Jesu lære der var uklare for ham inden Pinsedagen. For eksempel havde Peter ikke forstået at Kristus ville blive oprejst som en ånd på den tredje dag; han havde heller ikke forstået at Riget skulle regere fra himmelen. (Joh. 20:6-10; Apg. 1:6) Og tanken om at mennesker skulle blive åndeskabninger og herske i et himmelsk rige, var helt fremmed for Peter. Først da han var blevet døbt med den hellige ånd og havde fået det himmelske håb, blev han i stand til at forstå Jesu lære på disse områder.
8. Hvilken kundskab er tilgængelig for både de salvede og ’de andre får’?
8 Efter at den hellige ånd var blevet udgydt, fik Jesu disciple en forståelse og indsigt som ikke tidligere havde været tilgængelig for dem. Under inspiration forklarede skribenterne af De Kristne Græske Skrifter spændende facetter af Jehovas hensigt — noget vi har stor gavn af. (Ef. 3:8-11, 18) I dag indtager de salvede og de der tilhører ’de andre får’, den samme åndelige føde, og de tilegner sig de samme åndelige sandheder. (Joh. 10:16) Sætter du pris på den kundskab og den forståelse af Guds ord som den hellige ånd giver dig del i?
Paulus „blev fyldt med hellig ånd“
9. Hvad var Paulus i stand til at gøre i kraft af den hellige ånd?
9 Et år efter pinsedagen år 33 var der endnu en person der fik Guds hellige ånds gave. Det var Saulus, der senere blev kendt som Paulus. Noget af det ånden satte ham i stand til at gøre, har vi gavn af den dag i dag. Han blev inspireret til at skrive 14 af Bibelens bøger. Og ligesom med Peter satte Guds ånd Paulus i stand til at forstå og tydeligt beskrive håbet om udødelighed og uforgængelighed i himmelen. Med den hellige ånds hjælp helbredte Paulus desuden syge, uddrev dæmoner og oprejste endda en fra døden! Men Paulus havde gennem den hellige ånd fået kraft til at gøre noget endnu vigtigere, noget som alle Guds tjenere i dag også får kraft til, selvom det ikke længere sker mirakuløst.
10. Hvilken forbindelse var der mellem den hellige ånd og Paulus’ evne til at tale med frimodighed?
10 Paulus, der var blevet „fyldt med hellig ånd“, tog modigt til genmæle mod en troldmand, hvilket gjorde stort indtryk på den øverste lokale leder på Cypern, der hørte det hele! Denne prokonsul tog imod sandheden, „idet han var helt forbløffet over Jehovas lære“. (Apg. 13:8-12) Paulus har helt sikkert været klar over hvor stor betydning Guds hellige ånd har for at man kan forkynde sandheden med frimodighed. (Matt. 10:20) Senere bad han menigheden i Efesus anråbe Jehova om at der måtte blive givet ham „evne til at tale“. — Ef. 6:18-20.
11. Hvordan blev Paulus ledet af Guds ånd?
11 Paulus kunne altså forkynde modigt fordi den hellige ånd satte ham i stand til det. Men andre gange forbød den ham at tale bestemte steder. Ja, når Paulus tog ud på sine missionsrejser, blev han ledet af Guds ånd. (Apg. 13:2; Læs Apostelgerninger 16:6-10). Også i dag leder Jehova forkyndelsen ved hjælp af sin ånd. Og hans trofaste tjenere forsøger at efterligne Paulus ved nidkært og modigt at forkynde sandheden. Ganske vist er Jehovas ledelse i dag ikke helt så iøjnefaldende som på Paulus’ tid, men vi kan være sikre på at Jehova ved hjælp af sin hellige ånd sørger for at de retsindige hører Bibelens budskab. — Joh. 6:44.
„Forskellige kraftvirkninger“
12-14. Virker den hellige ånd på samme måde på alle Guds tjenere? Forklar.
12 Har det nogen betydning for Guds indviede tjenere i dag at studere beretningerne om hvordan Gud velsignede menigheden af salvede kristne i det første århundrede? Ja, bestemt! Læg mærke til hvad Paulus skrev til menigheden i Korinth angående åndens mirakuløse gaver, der fandtes på hans tid: „Nu er der forskellige gaver, men det er den samme ånd; og der er forskellige former for tjeneste, og dog er det den samme Herre; og der er forskellige kraftvirkninger, og dog er det den samme Gud som udvirker dem alle i alle mennesker.“ (1 Kor. 12:4-6, 11) Jehova kan altså med en bestemt hensigt for øje lade den hellige ånd virke på forskellige måder på forskellige af sine tjenere. Både ’den lille hjord’ og ’de andre får’ kan få af den hellige ånd. (Luk. 12:32; Joh. 10:16) Men ånden virker ikke altid på samme måde på de enkelte i menigheden.
13 For eksempel er de ældste udnævnt ved hellig ånd. (Apg. 20:28) Men det er ikke sådan at alle der er salvet med Guds ånd, også tjener som tilsynsmænd i menigheden. Lærer det os ikke at den hellige ånd virker forskelligt på Guds tjenere?
14 Den ånd der forvisser de salvede om at de er blevet ’antaget som sønner’, er den samme ånd som den Jehova brugte til at oprejse sin enestefødte søn og give ham udødeligt liv i himmelen. (Læs Romerbrevet 8:11, 15). Denne ånd blev også brugt af Jehova i forbindelse med skabelsen af hele universet. (1 Mos. 1:1-3) Desuden var det Jehovas hellige ånd der gav Bezalel de færdigheder han behøvede for at udføre kompliceret arbejde på teltboligen, hjalp Samson til at udføre gerninger der krævede enorm styrke, og satte Peter i stand til at gå på vandet. Vi må derfor ikke forveksle det at have Guds ånd med det at være salvet med Guds ånd. At blive salvet med hellig ånd er blot én af åndens virkninger, og det er Jehova der bestemmer hvem han vil salve.
15. Vil dåb med hellig ånd fortsætte til evig tid? Forklar.
15 I al den tid Jehova har haft trofaste tjenere, har han ladet sin hellige ånd virke på dem på forskellig vis, selv flere tusind år før der var nogen der blev salvet. Salvelsen med ånd begyndte på pinsedagen år 33, men ånden vil ikke blive ved med at virke på den måde til evig tid. Selvom dåben med ånd vil høre op, vil den hellige ånd dog fortsætte med at virke på dem der tjener Gud, så de kan gøre hans vilje i al evighed.
16. Hvad sætter den hellige ånd Guds folk i stand til?
16 Hvilket arbejde bliver i dag udført på jorden ved hjælp af den hellige ånd? Åbenbaringen 22:17 siger: „Ånden og bruden bliver ved med at sige: ’Kom!’ Og lad enhver som hører, sige: ’Kom!’ Og lad enhver som tørster, komme; lad enhver som ønsker det, frit tage af livets vand.“ Guds ånd motiverer kristne i dag til at indbyde „enhver som ønsker det“, til at tage af livets vand. Det er de salvede kristne der fører an i dette arbejde, og de støttes af de andre får. Begge skarer lader sig lede af Guds hellige ånd, og alle i disse skarer har symboliseret deres indvielse til Gud ved at lade sig døbe „i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn“. (Matt. 28:19) De lader alle sammen Guds ånd virke frit i deres liv så den kan frembringe sin frugt i dem. (Gal. 5:22, 23) Og idet de søger den hellige ånds hjælp, gør de alt hvad de kan, for at leve op til Jehovas krav vedrørende hellighed. — 2 Kor. 7:1; Åb. 7:9, 14.
Bliv ved med at bede om hellig ånd
17. Hvordan kan vi vise at vi har Guds ånd?
17 Uanset om du har håb om et evigt liv i himmelen eller på jorden, kan Jehova altså give dig „den kraft som er ud over det normale“, så du kan tjene ham trofast og modtage din belønning. (2 Kor. 4:7) Det kan godt være at du vil blive latterliggjort fordi du bliver ved med at forkynde den gode nyhed om Riget. Men husk at ’hvis du bliver skældt ud for Kristi navns skyld, er du lykkelig, for herlighedens ånd, ja Guds ånd, hviler over dig’. — 1 Pet. 4:14.
18, 19. Hvilken hjælp vil Jehova give dig gennem sin hellige ånd, og hvad er du besluttet på i den forbindelse?
18 Den hellige ånd er en gave som Gud giver frit til dem der oprigtigt søger den. Ånden kan ikke blot forbedre dine evner og færdigheder, men også styrke dit ønske om at gøre dit bedste i tjenesten for Gud. „Det er Gud der, for sin gode viljes skyld, virker i jer både at ville og at virke.“ Når vi får den hellige ånds dyrebare gave og selv gør en oprigtig indsats for at bevare „et fast greb om livets ord“, vil det hjælpe os til at „blive ved med at arbejde på [vores] egen frelse med frygt og bæven“. — Fil. 2:12, 13, 16.
19 Hav derfor fuld tillid til Guds ånd, læg hele dit hjerte i alle de opgaver du får, bliv dygtig til at udføre dem, og bed Jehova om støtte. (Jak. 1:5) Han vil give dig den nødvendige hjælp til at forstå hans ord, klare de problemer du møder i livet, og forkynde den gode nyhed. „Bliv ved med at bede, og der vil blive givet jer; bliv ved med at søge, og I vil finde; bliv ved med at banke på, og der vil blive lukket op for jer,“ sagde Jesus, og det gælder også i forbindelse med det at få den hellige ånd. (Luk. 11:9, 13) Ja, bliv ved med at bede Jehova om hjælp til at efterligne de trofaste tjenere der — både i fortiden og nutiden — har ladet sig lede af den hellige ånd.
-