5. Hvad skildrede det bogstavelige alter i templet?

⁵ At Gud anerkendte at Jesus fremstillede sit legeme som et offer, betød i åndelig forstand, at et alter der var større end det der fandtes i templet i Jerusalem, nu trådte i forgrunden. Det bogstavelige alter, hvor man anbragte de dyr der skulle ofres, var et forbillede på dette åndelige alter, der kan beskrives som Guds „vilje“ eller den ordning han havde tilvejebragt for at kunne tage imod Jesu menneskeliv som et offer. (Hebræerne 10:10) Det er grunden til at apostelen Paulus kunne skrive følgende til sine medkristne: „Vi har et alter hvorfra de som yder hellig tjeneste ved teltet [eller templet] ikke har ret til at spise.“ (Hebræerne 13:10) Sande kristne nyder med andre ord gavn af et langt bedre syndoffer, et offer som de fleste jødiske præster forkastede.

Det var fra dette tidspunkt i sit liv at han opfyldte ordene i Salme 40:6-8, ifølge det apostelen Paulus senere skrev: „Slagtoffer og kornoffer ønskede du ikke, men du beredte mig et legeme.“ (Hebræerne 10:5) Jesus var altså klar over at Gud ikke ønskede at der fortsat skulle bringes dyreofre ved templet i Jerusalem. Han forstod at Gud derimod havde givet ham et fuldkomment menneskelegeme som han skulle bringe som et offer. Dermed ville der ikke længere være behov for at bringe dyreofre. Jesus gav udtryk for sit store ønske om at gøre Guds vilje, ved at bede: „Se, jeg er kommet (i bogrullen er der skrevet om mig) for at gøre din vilje, min Gud.“ (Hebræerne 10:7) Ved modigt og uselvisk at ofre sig satte Jesus et godt eksempel for alle der senere skulle blive hans disciple. — Markus 8:34.