-
Jehovas „klare blik“ ransager alleVagttårnet – 2008 | 15. oktober
-
-
Jehovas „klare blik“ ransager alle
„[Jehovas] klare blik ransager menneskesønnerne.“ — SL. 11:4.
1. Hvilken slags mennesker føler vi os draget mod?
HVAD synes du om dem der nærer oprigtig interesse for dig — dem der ærligt siger hvad de mener, altid er til rådighed når du har behov for hjælp, og kærligt giver dig gode råd når du har brug for det? (Sl. 141:5; Gal. 6:1) Føler du dig ikke draget mod sådanne mennesker? Faktisk er det præcis sådan Jehova og hans søn er. Ja, deres interesse for dig overstiger langt den interesse noget som helst menneske kunne vise dig, og deres motiv er helt igennem uselvisk; de ønsker at hjælpe dig til at få „et fast greb om det virkelige liv“. — 1 Tim. 6:19; Åb. 3:19.
2. Hvor stor interesse har Jehova for sine tjenere?
2 Salmisten David beskrev hvor meget Jehova interesserer sig for os, da han sagde: „[Jehovas] øjne ser; hans klare blik ransager menneskesønnerne.“ (Sl. 11:4) Ja, Jehova ikke blot ser os, han ransager os. David skrev også: „Du har ransaget mit hjerte; du har set efter om natten . . . Du vil ikke finde at jeg har pønset på ondt.“ (Sl. 17:3) Det er tydeligt at David var sig bevidst at Jehova var dybt interesseret i ham. Han vidste at han ville komme til at såre Jehova og vække hans mishag hvis han nærede syndige tanker eller pønsede på ondt. Er Jehova lige så virkelig for dig som han var for David?
Jehova ser på hjertet
3. Hvordan viser Jehova at han har et ligevægtigt syn på vores ufuldkommenheder?
3 Jehova interesserer sig først og fremmest for det indre menneske — hvordan vi virkelig er inderst inde. (Sl. 19:14; 26:2) Kærligt bærer han over med mindre fejltrin. For eksempel holdt Abrahams hustru, Sara, sig ikke helt til sandheden da hun talte til en materialiseret engel, men engelen forstod åbenbart at hun var bange og forlegen, og korrigerede hende derfor blot mildt. (1 Mos. 18:12-15) Da patriarken Job „retfærdiggjorde sin egen sjæl i stedet for Gud“, fik det ikke Jehova til at holde sin velsignelse tilbage, for han var klar over hvor store lidelser Job havde været udsat for fra Satans hånd. (Job 32:2; 42:12) Jehova følte sig heller ikke krænket over de ligefremme ord som enken fra Zarepta udtalte over for profeten Elias. Gud forstod at hun var fortvivlet over at have mistet sit eneste barn. — 1 Kong. 17:8-24.
4, 5. Hvordan viste Jehova barmhjertighed mod Abimelek?
4 Fordi Jehova ransager hjertet, har han i nogle tilfælde endda været hensynsfuld mod nogle der ikke tjente ham. Læg mærke til hvordan han behandlede Abimelek, der var konge over filisterbyen Gerar. Abimelek, der ikke vidste at Abraham og Sara var gift, lod Sara hente for at hun skulle blive hans hustru. Men før Abimelek nåede at komme hende nær, sagde Jehova til ham i en drøm: „Jeg ved også godt selv at du har gjort dette i dit hjertes oprigtighed, ligesom det var mig der holdt dig tilbage fra at synde mod mig. Af den grund tillod jeg dig ikke at røre hende. Men giv nu mandens hustru tilbage, for han er en profet, og han vil bede for dig, så du kan blive i live.“ — 1 Mos. 20:1-7.
5 Jehova kunne sagtens have undladt at vise den afgudsdyrkende Abimelek barmhjertighed. Men Gud så at manden havde handlet i god tro ved denne lejlighed. Det tog han barmhjertigt hensyn til og meddelte kongen hvordan han kunne opnå tilgivelse og „blive i live“. Er det ikke en sådan Gud du ønsker at tilbede?
6. På hvilke måder efterlignede Jesus sin Fader?
6 Jesus efterlignede til fuldkommenhed sin Fader; han så først og fremmest sine disciples gode sider og tilgav dem villigt når de fejlede. (Mark. 10:35-45; 14:66-72; Luk. 22:31, 32; Joh. 15:15) Jesu indstilling stemte med hans ord i Johannes 3:17: „Gud har . . . ikke sendt sin søn til verden for at han skal dømme verden, men for at verden skal frelses gennem ham.“ Ja, den kærlighed Jehova og Jesus nærer til os, er dyb og konstant. Det fremgår af deres ønske om at vi opnår livet. (Job 14:15) Denne kærlighed viser hvorfor Jehova ransager os, hvordan han betragter os, og hvordan han handler på grundlag af det han ser. — Læs Første Johannesbrev 4:8, 19.
En ransagelse med kærlige øjne
7. Hvad er Jehovas motiv til at ransage os?
7 Det ville i høj grad være forkert hvis man forestillede sig Jehova som en politibetjent der spejder ned fra himmelen for at fange os i en synd. Satan er derimod den der betragter os med et kynisk, anklagende blik. (Åb. 12:10) Han tillægger endda uskyldige mennesker dårlige motiver. (Job 1:9-11; 2:4, 5) Om Gud skrev salmisten: „Hvis du vogtede på misgerninger, Jah, Jehova, hvem kunne da bestå?“ (Sl. 130:3) Det underforståede svar er at det kunne ingen! (Præd. 7: 20) Men Jehova betragter os med det barmhjertige, venlige blik som kendetegner en omsorgsfuld far der ønsker at beskytte sine elskede børn mod at lide ondt. Han gør os ofte opmærksomme på vores ufuldkommenheder og svagheder så vi undgår at skade os selv. — Sl. 103:10-14; Matt. 26:41.
8. Hvordan oplærer og tugter Jehova sine tjenere?
8 Guds kærlighed kommer til udtryk i den undervisning og tugt han giver os både gennem Bibelen og gennem den åndelige føde der tilvejebringes af „den trofaste og kloge træl“. (Matt. 24:45; Hebr. 12:5, 6) Jehova yder også hjælp gennem den kristne menighed og dens „gaver i form af mennesker“. (Ef. 4:8) Desuden betragter Jehova os for at se om vi villigt retter os efter hans faderlige oplæring, og derefter søger han at hjælpe os yderligere. Salme 32:8 siger: „Jeg giver dig indsigt og lærer dig den vej du skal gå. Jeg vil råde dig, med mit øje hvilende på dig.“ Det er derfor vigtigt at vi altid lytter til Jehova. Vi må være ydmyge over for ham i erkendelse af at han er vor kærlige Lærer og Fader. — Læs Mattæus 18:4.
9. Hvilke karaktertræk skal vi undgå og hvorfor?
9 Lad os på den anden side aldrig blive forhærdede af stolthed, af mangel på tro eller af „syndens bedragende magt“. (Hebr. 3:13; Jak. 4:6) Sådanne karaktertræk opstår som regel hvis man begynder at nære usunde tanker eller ønsker. Det kommer måske endda så vidt at man afviser relevant bibelsk vejledning. Og værre endnu, man bliver måske så forhærdet i sin dårlige indstilling eller adfærd at man gør sig selv til en fjende af Gud — en virkelig skræmmende situation! (Ordsp. 1:22-31) Lad os se nærmere på hvordan det gik Adam og Evas førstefødte søn, Kain.
Jehova ser alt og handler efter det han ser
10. Hvorfor tog Jehova ikke imod Kains offer, og hvordan reagerede Kain?
10 Da Kain og Abel hver især bragte et offer til Jehova, lagde han ikke blot mærke til deres gave men også til deres motiv. Det førte til at han godkendte Abels offer, der blev bragt i tro, men ikke tog imod Kains, der på en eller anden måde afslørede mangel på tro. (1 Mos. 4:4, 5; Hebr. 11:4) I stedet for at tage ved lære af det der var sket, og ændre sin holdning blev Kain optændt af vrede mod sin bror. — 1 Mos. 4:6.
11. Hvordan viste Kain at han havde et forræderisk hjerte, og hvad kan vi lære af det?
11 Jehova lagde mærke til denne farlige udvikling og viste sin omsorg for Kain ved at fortælle ham at der ville ’finde en opløftelse sted’ hvis han gjorde det gode. Sørgeligt nok ignorerede Kain Skaberens råd og myrdede sin bror. Kains onde hjerteindstilling kom yderligere til udtryk i hans uforskammede svar da Gud spurgte ham: „Hvor er din broder Abel?“ og Kain skarpt svarede: „Det ved jeg ikke. Er jeg min broders vogter?“ (1 Mos. 4:7-9) Hvor kan hjertet dog være forræderisk — endda så forræderisk at man lader hånt om Guds direkte vejledning! (Jer. 17:9) Lad os derfor tage ved lære af sådanne beretninger og være hurtige til at afvise forkerte tanker og ønsker. (Læs Jakob 1:14, 15). Hvis vi får en bibelsk vejledning, lad os da være taknemmelige for den og betragte den som et udtryk for Jehovas kærlighed.
Ingen synder kan skjules
12. Hvordan ser Jehova på synd?
12 Nogle tror måske at de kan slippe af sted med at gøre noget forkert hvis bare ingen ser det. (Sl. 19:12) Men i virkeligheden kan ingen synder skjules. „Alle ting er nøgne og blottede for hans øjne, ham vi skal stå til regnskab.“ (Hebr. 4:13) Jehova er en dommer der ransager vore dybeste motiver, og hans syn på synd afspejler fuldkommen retfærdighed. Han er „en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed“. Men hvis nogle ikke angrer, vil han ’på ingen måde fritage for straf’ hvis de med vilje øver synd, er uærlige eller udspekulerede. (2 Mos. 34:6, 7; Hebr. 10:26) At det forholder sig sådan, fremgår af Jehovas måde at behandle Akan, Ananias og Safira på.
13. Hvordan førte en forkert tankegang til at Akan syndede?
13 Som en direkte overtrædelse af Guds befaling tog Akan noget af byttet fra byen Jeriko og gemte det i sit telt, sandsynligvis hjulpet af sin familie. Da Akans synd blev afsløret, erkendte han tydeligvis alvoren i det han havde gjort, for han sagde: „Jeg har syndet mod Jehova.“ (Jos. 7:20) Ligesom Kain havde Akan udviklet et ondt hjerte. For Akans vedkommende spillede begær en stor rolle, og dette begær førte til at han blev troløs. Byttet fra Jeriko tilhørte Jehova, så i virkeligheden var det Jehova Akan stjal fra, og det kom til at koste ham selv og hans familie dyrt. — Jos. 7:25.
14, 15. Hvorfor pådrog Ananias og Safira sig Guds mishag, og hvad kan vi lære af det?
14 Ananias og hans hustru, Safira, tilhørte den første kristne menighed i Jerusalem. Efter pinsedagen i år 33 blev der oprettet en fælles fond til dækning af materielle behov hos nyomvendte fra fjerne lande der stadig opholdt sig i Jerusalem. Fonden blev opretholdt ved hjælp af frivillige bidrag. Ananias solgte en mark og skænkede nogle af pengene til fonden. Med sin hustrus vidende og vilje gav han det imidlertid udseende af at det var hele salgssummen han havde doneret. Der er ingen tvivl om at dette ægtepar ønskede at der blev vist dem en særlig ære i menigheden. Men de handlede bedragerisk. På mirakuløs vis afslørede Jehova bedraget for apostelen Peter, der konfronterede Ananias med hans overtrædelse. Øjeblikkelig faldt Ananias om og udåndede. Kort efter døde også Safira. — Apg. 5:1-11.
15 Ananias og Safira bukkede ikke under for et øjebliks svaghed. Nej, de havde planlagt det hele på forhånd og løj i et forsøg på at narre apostlene. Og værre endnu: De ’bedrog den hellige ånd’. Jehovas indgriben viser med al ønskelig tydelighed at han er parat til at beskytte menigheden mod hyklere. Det er i sandhed „frygteligt at falde i den levende Guds hænder“! — Hebr. 10:31.
Bevar din uangribelighed til alle tider
16. (a) Hvordan prøver Satan at fordærve Guds folk? (b) Hvilke metoder bruger Djævelen for at fordærve mennesker der hvor du bor?
16 Satan gør hvad han kan for at fordærve os og få os til at miste Jehovas godkendelse. (Åb. 12:12, 17) Djævelens onde hensigter afspejles tydeligt i verden, som er besat af umoralsk sex og vold. I dag er der nem adgang til pornografi gennem computere og andet elektronisk udstyr. Måtte vi aldrig bukke under for Satans angreb! Vi skulle i stedet nære de samme følelser som salmisten David, der skrev: „Jeg vil handle med indsigt på en uangribelig måde. . . . Jeg vandrer i mit hjertes uangribelighed inde i mit hus.“ — Sl. 101:2.
17. (a) Hvorfor bringer Jehova til sidst skjulte synder frem i lyset? (b) Hvad bør vi være besluttede på?
17 I dag afslører Jehova ikke på mirakuløs vis grove synder og en svigefuld adfærd sådan som han nogle gange gjorde i fortiden. Men han ser stadig alt, og til sin egen fastsatte tid og på sin egen måde vil han bringe skjulte ting frem i lyset. Paulus sagde: „Nogle menneskers synder er offentligt kendt og fører direkte til dom, men hos andre bliver de først kendt senere.“ (1 Tim. 5:24) Jehovas vigtigste bevæggrund til at bringe forkerte handlinger frem i lyset er kærlighed. Han elsker menigheden og ønsker at beskytte dens renhed. Desuden viser han barmhjertighed mod dem der er bukket under for synd, men som nu virkelig angrer og ændrer sind. (Ordsp. 28:13) Lad os derfor bestræbe os for at være helhjertede over for Gud og afvise al fordærvende påvirkning.
Tjen Jehova af et helt hjerte
18. Hvordan ønskede kong David at hans søn skulle betragte Gud?
18 Til sin søn Salomon sagde kong David: „Kend din faders Gud og tjen ham af et helt hjerte og af en glad sjæl; for Jehova undersøger alle hjerter, og enhver tilbøjelighed i tankerne bedømmer han.“ (1 Krøn. 28:9) David ønskede at hans søn ikke blot skulle tro på Gud. Han ønskede at Salomon også skulle være klar over og værdsætte at Jehova nærer dyb interesse for sine tjenere. Værdsætter du Jehova på den måde?
19, 20. Hvad hjalp ifølge Salme 19:7-11 David til at komme nær til Gud, og hvordan kan vi efterligne David?
19 Jehova ved at de der har den rette indstilling, vil føle sig draget mod ham, og at det vil varme dem om hjertet at lære hans smukke egenskaber at kende. Derfor ønsker Jehova at vi lærer ham og hans personlighed at kende. Hvordan gør vi det? Ved at studere hans ord og erfare hvordan han velsigner os i vort liv. — Ordsp. 10:22; Joh. 14:9.
20 Læser du daglig i Guds ord med en taknemmelig og bedende indstilling? Ser du værdien af at leve efter Bibelens principper? (Læs Salme 19:7-11). Hvis det er tilfældet, vil din tro på Jehova og din kærlighed til ham blive ved med at vokse. Til gengæld vil han komme stadig nærmere til dig og så at sige gå med dig i hånden. (Es. 42:6; Jak. 4:8) Ja, Jehova vil bevise sin kærlighed til dig ved at velsigne dig og beskytte dig åndeligt på din vandring ad den smalle vej der fører til livet. — Sl. 91:1, 2; Matt. 7:13, 14.
-
-
Jehova våger over os til vort eget bedsteVagttårnet – 2008 | 15. oktober
-
-
Jehova våger over os til vort eget bedste
„[Jehovas] øjne skuer ud over hele jorden for at han kan vise sig stærk sammen med dem hvis hjerte er helt med ham.“ — 2 KRØN. 16:9.
1. Hvorfor ransager Jehova os?
JEHOVA er den fuldkomne Fader. Han kender os så godt at han endda er klar over „enhver tilbøjelighed i tankerne“ hos os. (1 Krøn. 28:9) Men han ransager os ikke for at finde fejl. (Sl. 11:4; 130:3) Tværtimod ønsker han i sin kærlighed at beskytte os mod alt hvad der kunne skade vort forhold til ham eller ødelægge vore muligheder for at opnå evigt liv. — Sl. 25:8-10, 12, 13.
2. Til gavn for hvem viser Jehova sin styrke?
2 Jehova er uforlignelig i styrke og ser alt. Derfor kan han komme sine loyale til hjælp når som helst de kalder på ham, og støtte dem i deres trængsler. „[Jehovas] øjne skuer ud over hele jorden for at han kan vise sig stærk sammen med dem hvis hjerte er helt med ham,“ siges der i Anden Krønikebog 16:9. Læg mærke til at Jehova bruger sin styrke til gavn for dem der tjener ham af et helt hjerte, et hjerte med et rent og uforfalsket motiv. En sådan interesse viser han ikke dem der handler bedragerisk eller hyklerisk. — Jos. 7:1, 20, 21, 25; Ordsp. 1:23-33.
Vi må vandre med Gud
3, 4. Hvad vil det sige at ’vandre med Gud’, og hvilke bibelske eksempler belyser det?
3 For mange er det ubegribeligt at Skaberen af det vældige univers billedligt talt lader mennesker vandre sammen med ham. Men det er netop hvad Jehova ønsker at vi skal. På Bibelens tid vandrede Enok og Noa med Gud. (1 Mos. 5:24; 6:9) Moses „holdt stand som så han den usynlige“. (Hebr. 11:27) Kong David så sig selv vandre ydmygt ved siden af sin himmelske Fader. Han sagde: „Fordi [Jehova] er ved min højre, bliver jeg ikke bragt til at vakle.“ — Sl. 16:8.
4 Naturligvis kan vi ikke rent bogstaveligt tage Jehova i hånden og vandre sammen med ham. Men vi kan gøre det i overført betydning. Hvordan? Salmisten Asaf skriver: „Jeg er til stadighed hos dig; du har grebet fat i min højre hånd. Med dit råd fører du mig.“ (Sl. 73:23, 24) Vi vandrer altså med Jehova når vi nøje følger hans vejledning, som vi især får gennem hans skrevne ord og gennem „den trofaste og kloge træl“. — Matt. 24:45; 2 Tim. 3:16.
5. Hvordan lader Jehova sit faderlige øje hvile på sine loyale, og hvilke følelser skulle vi nære for ham?
5 Eftersom de der vandrer med Jehova, er dyrebare for ham, lader han sit faderlige øje hvile på dem, idet han tager sig af dem, beskytter dem og underviser dem. „Jeg giver dig indsigt og lærer dig den vej du skal gå,“ siger Gud. „Jeg vil råde dig, med mit øje hvilende på dig.“ (Sl. 32:8) Spørg dig selv: ’Ser jeg mig selv gå med Jehova i hånden, så at sige, idet jeg lytter til hans visdom og er mig bevidst at hans kærlige øje hviler på mig? Påvirkes mine tanker, ord og handlinger af bevidstheden om hans tilstedeværelse? Hvordan betragter jeg Jehova når jeg fejler? Ser jeg ham som en streng og fjern Gud eller som en kærlig og barmhjertig Fader der ønsker at hjælpe dem der angrer, til at komme tilbage til hans trygge favn?’ — Sl. 51:17.
6. Hvilken fordel har Jehova i forhold til jordiske forældre?
6 Nogle gange kommer Jehova os måske til hjælp inden vi når at komme på afveje. Det kan for eksempel være at han lægger mærke til at vort hjerte, som jo er forræderisk, begynder at begære noget der er forkert. (Jer. 17:9) I en sådan situation kan Jehova handle hurtigere end nogen jordiske forældre ville kunne, for med sit „klare blik“ kan han se hvad der bor i os, og ransage vore inderste tanker. (Sl. 11:4; 139:4; Jer. 17:10) Lad os se nærmere på hvad Gud gjorde i en situation der opstod for Baruk, profeten Jeremias’ personlige sekretær og nære ven.
En sand Fader for Baruk
7, 8. (a) Hvem var Baruk, og hvilke skadelige ønsker var han måske begyndt at nære? (b) Hvordan viste Jehova sin faderlige omsorg for Baruk?
7 Baruk var skriver af profession og tjente trofast sammen med Jeremias i en opgave der viste sig at blive meget vanskelig — de skulle nemlig forkynde Jehovas domme over Juda. (Jer. 1:18, 19) På et tidspunkt begyndte Baruk, der måske kom fra en fremtrædende familie, at søge „store ting“ for sig selv. Måske begyndte han at få personlige ambitioner eller at ønske sig materiel velstand. Uanset hvad, bemærkede Jehova at denne farlige tankegang var ved at udvikle sig i Baruks hjerte. Jehova greb omgående ind ved gennem Jeremias at sige til Baruk: „Du har sagt: ’Ve mig nu, for Jehova har føjet sorg til min lidelse! Jeg er blevet udmattet på grund af min sukken, og et hvilested har jeg ikke fundet.’“ Derpå sagde Gud: „Du søger dig store ting. Søg dem ikke.“ — Jer. 45:1-5.
8 Selvom Jehova var bestemt over for Baruk, var han ikke vred, men viste ham ægte faderlig omsorg. Åbenbart så Gud at Baruks ønsker ikke var et udtryk for at han havde et ondt eller uredeligt hjerte. Jehova vidste også at det var de sidste dage for Jerusalem og Juda, og han ønskede ikke at Baruk skulle miste sit åndelige fodfæste på dette kritiske tidspunkt. For at få sin tjener til at se virkeligheden i øjnene mindede Gud ham derfor om at han ville ’bringe ulykke over alt kød’, og tilføjede at hvis Baruk handlede klogt, ville han bevare livet. (Jer. 45:5) Faktisk sagde Gud: ’Vær realistisk, Baruk. Husk hvad der snart vil ske med det utro Juda og Jerusalem. Forbliv trofast og bevar livet! Jeg vil beskytte dig.’ Jehova nåede åbenbart Baruks hjerte, for han reagerede positivt og overlevede Jerusalems ødelæggelse 17 år senere.
9. Hvordan ville du besvare spørgsmålene i denne paragraf?
9 Når vi tænker nærmere over beretningen om Baruk, kunne vi overveje følgende spørgsmål og skriftsteder: Hvad lærer vi om Jehova og de følelser han nærer for sine tjenere, når vi ser hvordan han behandlede Baruk? (Læs Hebræerbrevet 12:9). Hvad kan vi, i betragtning af de kritiske tider vi lever i, lære af Guds råd til Baruk og af hvordan Baruk derefter handlede? (Læs Lukas 21:34-36). Hvordan kan kristne ældste efterligne Jeremias og genspejle den omsorg Jehova har for sine tjenere? — Læs Galaterbrevet 6:1.
Faderens kærlighed genspejles af Sønnen
10. Hvordan er Jesus udrustet til at klare sin opgave som den kristne menigheds hoved?
10 I den førkristne æra kom den kærlighed Jehova nærede til sit folk, til udtryk gennem profeterne og andre af hans trofaste tjenere. I vor tid kommer den først og fremmest til udtryk gennem den kristne menigheds hoved, Jesus Kristus. (Ef. 1:22, 23) I Åbenbaringens Bog skildres Jesus således som et lam med „syv øjne“. Disse øjne betyder „Guds syv ånder som er blevet sendt ud over hele jorden“. (Åb. 5:6) Da Jesus er udrustet med Guds hellige ånd i fuldt mål, er han i besiddelse af fuldkommen dømmekraft. Han ser også hvordan vi er inderst inde, og intet undgår hans opmærksomhed.
11. Hvilken opgave har Jesus Kristus, og hvordan genspejler han sin Faders indstilling til os?
11 Jesus er dog ikke nogen politibetjent der iagttager os fra himmelen, ligesom Jehova ikke er det. Jesus ransager os med kærlige øjne. En af hans titler, „Evig Fader“, minder os om den opgave han har i forbindelse med at skænke alle der tror på ham, evigt liv. (Es. 9:6) Desuden kan han som den kristne menigheds hoved bevæge villige, åndeligt modne kristne, især ældste, til at give trøst og vejledning til dem der har behov for det. — 1 Thess. 5:14; 2 Tim. 4:1, 2.
12. (a) Hvad viser brevene til de syv menigheder i Lilleasien om Jesus? (b) Hvordan genspejler de ældste Kristi indstilling til Guds hjord?
12 Den dybe interesse Kristus nærer for hjorden, fremgår af brevene til de ældste i de syv menigheder i Lilleasien. (Åb. 2:1–3:22) I disse breve viste Jesus både at han var opmærksom på hvad der skete i hver enkelt menighed, og at han nærede stor omsorg for sine disciple. Det samme gør sig gældende i dag — blot i endnu højere grad — for åbenbaringssynet opfyldes på „Herrens dag“.a (Åb. 1:10) Kristi kærlighed kommer ofte til udtryk gennem de ældste, der tjener som åndelige hyrder i menigheden. Han kan bevæge disse „gaver i form af mennesker“ til at trøste, opmuntre og vejlede når der er behov for det. (Ef. 4:8; Apg. 20:28; læs Esajas 32:1, 2). Betragter du deres bestræbelser som et udtryk for den interesse Kristus nærer for dig personligt?
Hjælp i rette tid
13-15. Hvordan kan Gud vælge at besvare vore bønner? Giv eksempler.
13 Har du nogen sinde bedt inderligt til Gud om hjælp og fået svar i form af et opmuntrende besøg af en åndeligt moden kristen? (Jak. 5:14-16) Eller måske kom hjælpen i form af et foredrag ved et kristent møde eller oplysninger i en af vores publikationer. Jehova besvarer ofte bønner på disse måder. For eksempel kom en søster der i flere uger havde været offer for en groft uretfærdig behandling, hen til en ældstebroder efter at han havde holdt et foredrag. I stedet for at beklage sig over sit problem udtrykte hun dyb værdsættelse af bestemte bibelske tanker der var blevet fremholdt i foredraget. De passede lige på hendes situation og trøstede hende meget. Hvor var hun glad for at hun havde overværet mødet!
14 Den hjælp man får gennem bønnen, ses af et eksempel med tre indsatte i et fængsel som lærte sandheden fra Bibelen at kende og blev udøbte forkyndere mens de sad inde. På grund af en voldsepisode i fængselet blev alle indsatte frataget adskillige privilegier. Det udløste en protest. De indsatte besluttede at de efter morgenmaden næste dag ville nægte at levere deres brugte tallerkener tilbage. De tre udøbte forkyndere befandt sig nu i et dilemma. Hvis de sluttede sig til oprøret, ville de overtræde Jehovas befaling i Romerbrevet 13:1. Og hvis de ikke gjorde det, kunne de blive udsat for repressalier fra vrede fanger.
15 Det var umuligt for de tre mænd at komme til at tale sammen, men de bad alle Jehova om visdom. Næste morgen fandt de alle tre ud af at de var nået frem til nøjagtig samme løsning — de ville simpelt hen sige nej tak til morgenmaden. Da vagterne senere kom rundt for at indsamle tallerkenerne, havde de tre mænd derfor ikke nogen de kunne aflevere. De var lykkelige for at ’den som hører bøn’, var nær hos dem! — Sl. 65:2.
Se fremtiden i møde med tillid
16. Hvordan viser forkyndelsesarbejdet at Jehova har omsorg for de symbolske får?
16 Det verdensomspændende forkyndelsesarbejde er endnu et vidnesbyrd om at Jehova har omsorg for de retsindige uanset hvor de bor. (1 Mos. 18:25) Jehova kan ofte ved at gøre brug af englenes ledelse føre sine tjenere til de symbolske får — selv hvis disse bor i områder der endnu ikke er nået med den gode nyhed. (Åb. 14:6, 7) For eksempel var det ved hjælp af en engel at Gud i det første århundrede ledede evangelieforkynderen Filip til en ætiopisk embedsmand så han kunne forklare Skrifterne for ham. Hvad blev resultatet? Manden tog imod den gode nyhed og blev en døbt discipel af Jesus.b — Joh. 10:14; Apg. 8:26-39.
17. Hvorfor bør vi ikke være overdrevent bekymrede for fremtiden?
17 Alt imens afslutningen på den nuværende tingenes ordning nærmer sig, vil de forudsagte „veer“ fortsætte. (Matt. 24:8) Fødevarepriserne vil måske stige markant på grund af øget efterspørgsel, ekstreme vejrforhold eller økonomisk ustabilitet. Det bliver måske sværere at finde arbejde, og der vil måske blive lagt større pres på de ansatte for at få dem til at arbejde længere. Men uanset hvad der sker, så behøver ingen der sætter de åndelige interesser først og holder ’øjet klart’, at bekymre sig overdrevent. De ved at Gud elsker dem og vil tage sig af dem. (Matt. 6:22-34) Tænk for eksempel på hvordan Jehova sørgede for Jeremias da Jerusalems katastrofale endeligt kom i 607 f.v.t.
18. Hvordan beviste Jehova sin kærlighed til Jeremias under Jerusalems belejring?
18 Under den sidste del af babyloniernes belejring af Jerusalem blev Jeremias sat i forvaring i vagtforgården. Hvordan skulle han få mad? Hvis han havde haft sin frihed, kunne han have ledt efter noget at spise. Men nu var han i stedet fuldstændig afhængig af dem der omgav ham, og de fleste af disse hadede ham! Jeremias satte dog ikke sin lid til mennesker, men til Gud, der havde lovet at tage sig af ham. Levede Jehova op til sit løfte? Ja, absolut! Han sørgede for at Jeremias hver dag fik „et rundt brød . . . indtil alt brød var sluppet op i byen“. (Jer. 37:21) Jeremias, såvel som Baruk, Ebed-Melek og andre, overlevede denne periode med hungersnød, sygdom og død. — Jer. 38:2; 39:15-18.
19. Hvad vil vi være besluttede på med hensyn til fremtiden?
19 Ja, „Jehovas øjne hviler på de retfærdige, og hans ører lytter til deres bøn“. (1 Pet. 3:12) Glæder du dig over at din himmelske Fader våger over dig? Føler du dig tryg ved at vide at hans øjne hviler på dig til dit eget bedste? Vær da besluttet på fortsat at vandre med Gud — uanset hvad fremtiden vil bringe. Vi kan være sikre på at Jehova altid vil lade sit vågne, faderlige øje hvile på alle sine loyale. — Sl. 32:8; læs Esajas 41:13.
[Fodnoter]
a Selvom brevene i første række er stilet til Kristi salvede disciple, gælder de i princippet alle Guds tjenere.
b Et andet eksempel på Guds ledelse er beskrevet i Apostelgerninger 16:6-10. Der læser vi at „den hellige ånd forbød“ Paulus og hans rejsefæller at forkynde i Asien og Bitynien. I stedet blev de kaldt til Makedonien, hvor mange retsindige tog godt imod deres budskab.
-